Stilistisk set tilstræbes en imponerende alsidighed. Manden kan tilsyneladende det hele... Han fortæller lige los af posen, underholdende og forfriskende.

Leif Rindholt - Randers Amtsavis

Herløv Petersen kan åbenbart skrive om alt.. Men han er langt bedst, når han skriver på et personligt erfaringsområde, så bliver han ironisk og vittig.

Henning Ipsen - Jyllands-Posten

Han kan, tit forbavsende præcist, ramme og pastichere en hvilken som helst stilart... Han kan fortælle en historie uden alt for mange omsvøb..

Hans Hertel - Information
 
 

Der er almindelighed enighed blandt de lærde om, at camphores, eller på dansk simpelthen kamferfolket, har boet ved det Azovske havs bredder, i det somme dog mener, at de allerede tidligt blev fordrevet fra denne lokalitet til bredderne af det Kaspiske Hav, hvor de siges at have ernæret sig som saltsælgere, men historikerne kan ikke med blot tilnærmelsesvis nøjagtighed tidsfæste denne ejendommelige kultur.

Underligt er det, at hverken Publius Ovidius Naso, der dog hensmægtede en del af sin tilværelse i disse fjærne egne, eller den omhyggelige Plinius så lidt som Suetonius eller Ammianus Marcellenus har nævnt dette foik, der dog ikke kan have været ukendt i samtiden (thi så at sige alle historikere vil i hvert fald hævde, at dette folk ikke må søges tidligere end 110 før vor tid.) Om man kan give Th. Z. Angerkraussen ret i hans påstand, at det var belagt med svar strafoverhovedet at nævne camphores ved navn, er vel højst tvivlsomt, da man ikke i dette muntre men noget ubetydelige folks lader kan finde træk, der kunne retfærdiggøre en sådan stigmatisering.

Meget ved vi så vist ikke om camphores, men de synes - som så mange andre af de stammer, der i hine tider oversvømmede vort gamle Europa - at være kommet østfra, og der er grund til at tro, at grunden til folkets kulturelle opblomstring blev lagt, da de - muligvis ved et tilfælde - opdagede at visse fiskearters brombærlignende ægklumper var spiselige, og der er adskilligt, der taler for, at det navn, hvormed vi i dag benævner disse æg - caviar - oprindelig har betydet noget i retning af "camphorernes vegetarføde", en spøgende betegnelse.

Grunden til, at folket kaldes camphores er, at de benyttede både, der blev drevet frem af store blokke kamfer, spændt fast bag bådene med svære trosser. Kamferet formindskede overfladespændingen i vandet og drev bådene fremad, mens camphores-folkene selv kunne slænge sig oven på de store klumper caviar, der udgjorde bådens last, og hengive sig til sang, drik og elskovsleg. I det hele taget var hele dette ejendommelige folks kultur bygget på kamfer, og alle deres gudebilleder og statuer blev fremstillet i dreven kamfer. I tidens løb er kamferet fordampet, så kun soklerne står tilbage, et faktum, der har fået tidlgere tiders historikere (e.g. Mühlhaussen) til at formode, at camphores i virkeligheden var historiens første kubister.

Den hypotese er udkastet, at camphores-gudebilledernes langsomme fordampning i det varme azovske klima er den faktiske kærne af sandhed i beretningen om Jesu opstandelse af graven, men om dette kan være troligt, er nok noget usikkert. Sikkert er det dog, at de havde en slags nadver, der bestod i indånding af kamferdampe, og at de altid talte respektfuldt om deres fordampede gudehilleder: "kamferet er steget til himmels."

Et rørende vidnesbyrd om camphores' guddommeliggørelse af kamferet er det også, at de indkapslede deres døde i kamferblokke, hvor deres hud blev strålende gylden, og de samledes da flere gange om måneden og ofrede til deres kamforiserede forfædre.

Vist er det, at de havde en kamfermøntfod, der tilskyndede til ødselhed og luculliske vaner, så sandt som mønterne let fordampede i lommevarmen. Efterhånden som alt kamferet fordampede, omdannedes camphores' psyke langsomt: De, der allerede tidligere havde været lade, blev nu rent ud dovne, og i den kamfermættede atmosfære blev deres hud og endda det hvide i deres øjne kamferfarvet.

Om man kan give J.H. Nijmengen ret i hans noget dristige teori, at camphores til sidst simpelthen fordampede alle sammen, er uvist.

Men sikkert er det, at de på uforklarlig vis døde uden at have sat sig spor. Nærværende forfatter hælder snarest til den antagelse, at med tiden er blevet så dorske, at de end ikke har opfyldt ethvert folkeslags hellige pligt til idelig reproduktion.
 
 

Solen skinnede ind på det store konferencebord, der var dækket med et grønt plystæppe: Støvkorn dansede i den brede stribe af eftermiddagslys, og det lynede af solild fra persiennerne.

Klokken 16 præcis åbnedes nitten små luger højt oppe i de lyse træpaneler. Nitten polerede metalarme svangg ud. De lignede den slags gribearme, der i det tyvende århundredes forlystelsesetablissementer undertiden ragede ud efter similismykker og armbåndsure, hvis man fodrede dem med en femogtyveøre.

Hver af de nitten metalarme endte i en hånd med en krog på pegefingeren. I krogen hang en æske, omtrent på størrelse med en madkasse. De nitten æsker løftedes forsigtigt gennem lokalet, hen mod det grønne bord, og hver af dem anbragtes på en stol i niveau med bordet. Ni på den ene side af bordet, ni på den anden side, en for bordenden.

- Mine herrer, sagde æsken for bordenden. Det er mig en ære at erklære dette det 3233. ordinære møde i De Udødeliges Akademi for åbnet.

Stemmen kom ud gennem en gaze-membran i æsken.

Oprindelig havde akademimedlemmerne ikke været indkapslet i æsker, men de nøgne hjerner havde ligget på forkromede fade.

Desværre hændte det engang, at en af hjernerne - der havde siddet i den forfinede æstet Claude Marraude - fik et så voldsomt ildebefindende ved at percipere sine kolleger, at han havde været ude af stand til at deltage i møderne i en længere periode, og vigtige sager havde ikke kunnet afgøres, da der ikke var et ulige antal medlemmer til stede.

- Vi skal i dag behandle et særdeles vigtigt spørgsmål, fortsatte formanden, nemlig om der i anledning af foråret skal ændres i menneskenes program.

- Naturligvis skal programmet ændres, sagde Jacques Aubraire - for ottehundrede år siden en af Frankrigs fineste essayister, i dag en udødelig halvkugle af protoplasma, svømmende i koncenteret energisubstans.

Det er nu tre måneder siden, vi sidst har ændret program, fortsatte han, og vi risikerer at masserne blive utilfredse, hvis de fortsat skal have de samme oplevelser hver dag. For os, der vegeterer i ikkebevidsthed mellem vore møder, er det vanskeligt at forestille sig den risiko for kedsommelighed, der opstår, hvis menneskene alt for længe får spillet samme program hver dag.

- Helt ens er programmet nu ikke hver dag, bemærkede dramatikeren Vincent l'Hollande. Som bekendt sørger robotterne for en grad af variation. For eksempel er der sexuel pirring hver sjette dag, og spadsereturen midt på dagen går ad nye ruter hver dag.

- Spørgsmålet er nu, sagde formanden, hvorledes programmet skal ændres. Hvordan kan vi vide, hvad menneskene virkelig ønsker?

- Mine herrer, sagde Vincent l'Hollande. Jeg har et forslag. Hvorfor spørger vi ikke simpelthen en af dem

- Mon Dieu, udbrød M. Aubraire. Er De vis på, det ville væretilrådeligt. De må huske, at menneskene ikke som vi er vant til at tænke selv. I de sidste 785 år har samtlige menneskehjerner i alle klodens seks hjernecentrer udelukkende været pirret mekanisk med de programmer, vi har udtænkt for dem, og det ville være ganske uden præcedens ligefrem at indkalde en af disse hjerner for at spørge den, om den nu også er tilfreds med vore programmer. Da vi i sin tid blev udpeget til udødelige var det jo netop fordi menneskeheden havde tillid til, at vi ville være i stand til at overvåge robotterne og planlægge programmerne for den udødelige menneskehed.

- På den anden side må vi erkende, at vi som menneskelige hjerner savner robotternes ufejlbarlighed, svareede M. l'Hollande (der havde været lidt af en radikaler i sine unge dage). Det er muligt, at menneskene ikke bryder sig om hver formiddag at blive irriteret i de motoriske centrer med forestillinger om at gå tur. Måske ville de hellere opleve at sove til middag eller måske endog at aflægge en bistro et besøg.

- Lad mig påpege, sagde M. Croisseux, der for otte århundreder siden havde vakt stor opsigt med sine symbolske romaner, at menneskenes hjerner måske har mistet evnen til selvstændig tænkning. Det er aldeles ikke umuligt, at en vis cerebral atrofi kan spores efter alle disse år, og da de periodiske sexuelle oplevelser af indlysende grunde ikke bidrager iil at supplere antallet ai individcr, er altså samtlige nulevende særdeles gamle, omend naturligvis sikret udødelighed gennem vort ambrosiske energikoncentrat. Hvis de aktive centrer gennem disse år er visnet bort, og kun de perciperende centrer er tilbage, vil det øjensynligt være nytteløst at spørge dem til råds.

- Lad os stemme om menneskeheden skal have lov til at udtale sin mening om det nye forårsprogram, sagde formanden. Det er klart, at denne hjernes hverv i bekræftende fald udelukkende skal være af konsultatv art.

Ved afstemningen var de elleve indstillet på at yde et tilfældigt valgt menneske denne ret, og formanden instruerede bord-robotten om at bringe et menneske fra Centre de l'Humanité, de lange korridorer dybt i jordens indre med de mange, mange små hylder.

Kort tid efter lå en lille metalæske, ikke ulig de ærede akademimedlemmer, på det grønne plystæppe. Kun en enkelt ledning stak ud af æsken, men inden i æsken forgrenede den sig, så den kunne ramme samtlige hjernens centrer og derved indgive alle tænkelige fornemmelser, fra fornemmelsen af at gå i seng med Brigitte Bardot til fornemmelsen af at spise iskager.

Robotten koblede forbindelsesanordninger til, og formanden spurgte højtideligt:

- Vi, de udødelige, vil spørge, om De har specielle ønsker med hensyn til forårsprogrammet.

Den lille metalæske svarede overhovedet ikke.

- Jeg har sikkert haft ret i min hypotese, sagde M. Croisseux, og hans membran skælvede af forskerglæde.

- Robot, åbn denne æske og eksaminer indholdet, beordrede formanden.

Bord-robotten løftede forsigtigt æskens låg af.

Inden i lå en lille flintknold.

Der var tavshed ved bordet et stykke tid.

- Mine herrer, sagde formanden endelig. Jeg ser, at vi har glemt at regne med faren for indsivende vand i æskerne og påfølgende forstening af indholdet. Humiditeten i gangene har antagelig været undervurderet. Jeg må udtrykke min begrundede formodning om, at vore programmer i den sidste tid ikke er blevet reciperet tilfredsstillende. Mine herrer, jeg foreslår, at vi udsætter vort næste møde på ubestemt tid.

Dette forslag blev enstemmigt vedtaget.
 
 

I løbet af det 22. århundrede voksede museerne helt fantastisk. "Samfundsvidenskabsmuseet" overtog hele Slotsholmen, det nye Nationalmuseum fyldte det meste af Brede, Ørholm og Søllerød. Det tekniske museum rykkede ud på Lundtoftesletten. Det flyvetekniske museum - hvor bl.a. alle de fly, der havde været i brug siden 1906 stod på rad og række, fordi det ville være synd og skam at kassere dem - fyldte det meste af Amager. Kunstmuseet flyttede ud til Tåstrup for at få plads til alle de billeder, der kom til efterhånden som automatic painting-stilen blev knæsat, og malernes pro-dution nåede op på 3-400 billeder om dagen. Det zoologiske museum optog al pladsen i Universitetsparken på Østerbro. Især var museets samling af blåhvaler kendt og elsket af videnskabsmænd.

Alt gik godt i lang tid, og museerne blev stadig udvidet. Der var forslag om at spærre hele det gamle København inden for voldene af og gøre det til et stort arkitektonisk frilandsmuseum. Men så meldte de første problemer sig, da det blev umuligt at skaffe kustoder nok. Det nyttede ikke noget, at man indførte to års kustodeværnepligt for alle unge mænd og¦ kvinder, og at man tilkaldte italienere og grækere, der efter en nødtørftig undervisning i kustodeteknik blev iklædt sorte eller røde uniformer med guldgalloner og sat til at vogte blåhvalerne og DC 8'erne. Hvad man end gjorde, var der stadig en frygtelig mangel på personale. Og rent galt blev det, da flere og flere kustodeaspiranter udvandrede til Sverige og USA, hvor lønningerne var højere og museerne større og mere interessante. Man forsøgte at overlade samlingerne til publikums eget opsyn, men det gik slet ikke. Pietetsløse husvilde flyttede ind i det gammelkøbenhavnske frilandsmuseum, forstyrrede den hellige ro i Nyhavns ærværdige bygninger, medbragte hunde og kanarìefugle, råbte op på det mest uforskammede uden for åbningstiderne, og sov og rent ud sagt kopulerede i de uerstattelige, tidstypiske himmelsenge. Man måtte drive dem ud med kvalmegas tilsidst. Så satte man pigtråd rundt om hele København og lod kun specialister komme ind og studere.

På andre museer forsøgte man sig med andre metoder. Således indlagde man højspændingsledninger på Zoologisk museum og gjorde blåhvalerne strømførende. På den måde sikrede man sig i hvert fald, at folk ikke løb med dem.

Men selvfølgelig klagede forældrene til alle de nysgerrige unger, der gik tabt.

Og da en hel skoleklasse, der kom gående ind med hinanden i hånden, hang fast i en af største blåhvaler som en klase vindruer, fordi en af pigerne ville kilde dyret under maven, rejste dagbladene en debat om det hensigtsmæssige i hele systemet, der i nogen grad førte til, at det ellers så harmoniske forhold mellem museumslederne og folket blev forstyrret.

"Børnemordere", råbte folk i sporvognen efter alle zoologer og spyttede på dem. En kustode begik selvmord ved at kaste sig i armene på et strømførende elsdyr. Før han udåndede, sagde han, at han ikke mere kunne tage folks trusler og hånske gluffer.

Noget måtte gøres, men hvad kunne man finde på?

En videnskabsmand, der læste om udleveringen af de islandske håndskrifter i 1966, kom på en lys idé og foreslog alle udanske udstillingsgenstande tilbageleveret. Det nyttede ikke noget, at islændingene protesterede højlydt: Danmark gennemtvang, at de blev nødt til at tage deres skindbøger og gejrfugle tilbage. Mumierne blev sendt tilbage til Ægypten, Grauballemanden til Grauballe, og solvognen blev gravet ned igen.

Alt var idyl i nogle år. Men så begyndte det at strømme ind med flintøkser og ravklumper fra alle jordens lande. Istedløven kom endnu engang tilbage. Englænderne sendte alle våben fra kampene mod Æthelred den râdvilde, og den canadiske regering sendte Vinland tilbage.

Dyb fortvivlelse herskede i museumskredse. Selv om man ustandselig sendte kustodekorps ud for at grave alle oldtidslevningerne ned igen, blev det ved med at strømme ind med nye. Og bønderne klagede over, at de ikkc kunne pløje, når jorden var fuld af flinteøkser og egtvedpiger.

Selv om det lykkedes at tømme Etnografisk Museum og at indskrænke Zoologisk museum betydeligt, voksede den samlede museumsbestand, fordi folk - der havde vældig god fritid og var aktivt interesseret i skabende virksomhed - blev ved med at male flere hundredc billeder om dagen og skrive omfattende dagbøger og tidsrapporter, som de allesammen testamenterede ti1 museerne.

Der kom først rigtig skik på det hele, da man fandt pâ simpelthen at mikrofotografere dagbøgerne og blåhvalerne og så smide originalerne væk.

Det hele blev ført ind på noget, der kaldtes computexts, og det Kongelige Bibliotek kunne ligge i en almindelig hatteæske.

Den dag, den sidste DC 8 blev mikrofotograferet og originalen destrueret, jublede folk, dansede i gaderne og ristede alle dyrene fra Zoologisk museum over spid og åd dem og drak al den sprit, padderne og visse krybdyr havde været opbevaret i. De slog videnskabsmændene og kustoderne på skuldrene og kaldte dem "guttermand", og springvandet på Gammeltorv sprang med guldæbler.

Men så var det, chonophagerne begyndte at optræde. De blev først rapporteret i Idaho i 2419.

En historiker, der var specialist i Alexander den Store, havde viet hele sit liv til udforskningen af det sodomistiske forhold mellem Alexander og Bukephalos (alene det navn: bukke-phallos) og om der muligvis lå en solmyte til grund for beretningen om dette forhold, opdagede en dag til sin overraskelse, at alle oplysninger om Alexander var forsvundet fra mikrofilmene. Alexander havde sirnpelthen aldrig eksisteret. Videnskabsmanden begik selvmord af sorg, og zoologerne registrerede en ny dyreart: chronophagerne, som man opdagede fede mætte og veltilfredse, i de makedoniske annaler.

Chronophagerne, opdagede man, var opstået ved mutation af visse tøffeldyr.

Det var uendelig små dyr, der så temmelig dorske ud og nærmest lignede en krydsning mellem mikrofotograferede elefanter og flodheste. På den lange støvsugersnabel sad en lille magnetstift.

Chronophagerne levede udelukkende af data. De var meget selektive og tog kun én oplysning ad gangen.

Alle de dyr, der i tidligere perioder havde ædt tøffeldyr, var forlængst mikrofotograferede, og chronophagerne var for små til at træde ihjel og lod sig ikke skræmme af kvalmegas, så menneskeheden stod forsvarsløs over for udsletningen af fortidens viden.

Efter at de havde ædt alt om Alexander den Store, fik de så at sige blod på magnetstifterne og åd hele det gamle Grækenland og Rom. Satte man båndet med Cæsars Gallerkrige på, hørte man ikke guldalderlatin, men kun søvnig chronophag-smasken.

Det gik temmelig hurtigt. Efter tre års forløb havde chronophagerne ædt al viden lige til folkeskolcns regnebøger, og da der så ikke var flere data, begyndte de at æde hinanden.

Snart var der ikke flere chronophager og heller ikke flere mikrofilm, og menneskcheden hensank i den dybeste barbari.

Den, der hundrede år efter så en stenaldermand forfølge en kvinde med en rusten kofanger i hånden, ville ikke kunne tænke sig, at denne mands oldefar havde været ekspert i Gödcls teori om axiomatiske systemer.

Og de hulemænd, der var begyndt at anlægge en lille samling af særlig flotte sten, kunne ikke vide, at det allerede var blevet gjort en gang før.