Dagens digt stammer fra Niels Brunses Digte til Tiden 2, Politisk Revy 1985.

 

 

 

TIL DEM DER KOMMER EFTER OS

 

Når vi engang er borte

skal I træde til

som skabningens krone

I ydmyge, nøjsomme

I der hidtil har levet

et frygtsomt liv

i den herskende ordens skygge

Hos jer vil der råde lighed

og uden tanke på hævn

for de forbrydelser

som vi begik

og gik til grunde på

vil I tage magten i enighed

og underlægge jer jorden

Hos jer skal ingen falskhed

og ingen fordomsfulde tanker

stifte splid og fordærv

allerhøjest vil I tænke

ligefremt og jævnt

bag jeres vævre følehorn:

Kakerlak - det klinger stolt.