Dagens digt er skrevet af den russisk-amerikanske digter Joseph Brodsky der modtog nobelprisen i 1987. Jeg har valgt En spådom, fra 1965, og hentet oversættelsen af Mette Dalsgaard fra Udvalgte digte, Lindhardt og Ringhof 1989.

Vi to skal leve sammen på en strand

afskærmet af en kæmpemæssig dæmning

fra kontinentet, i den lille krans

af lys fra vores hjemmelampe.

Og vi skal tærske kort, i dagevis,

og lytte til det vrede bølgebrus

og hoste lidt og sukke, næppe hørligt,

når blæsten støder lidt for hårdt mod døren.

Jeg bliver gammel, du - forbliver ung.

Men pionererne har deres lære:

man tæller ikke år, man regner kun

med dage, til man når den ny æra.

I vores Hoææand vil vi, som på trods,

få os en køkkenhave. Vi vil også

ernære os med østers. Vi vil spise

blæksprutter, som vi koger i det frie.

Lad regnen slå mod vort agurkebed,

vi to får solbrændt hud, som eskimoer,

du rører med en finger nænsomt ved

en stribe, der er uberørt, jomfruelig.

Jeg ser i spejlet på mit nøgleben,

og får, bagved, en bølgekam at se,

en gammel geiger i fortinnet ramme,

med blege gennemsvedte bæreremme.

Den nådesløse vinter sætter ind

og flår i tagets græsbeklædte spanter.

Og hvis vi får en dreng, så skal han hedde

Andrej, og hvis det bli´r en pige: Anna,

så hver lille fold fra første færd

er vaccineret med vort alfabet,

hvis første lyd er som et suk fra hjertet,

og uden tvivl til stadighed vil være det.

Og vi vil spille kort, indtil vi brat

med tidevandets trumf bli´r revet bort

og i en vældig slyngning ført til havs.

Og vores barn vil stå tilbage, tavst,

og ikke fatte, hvad det var, der hændte,

og baske, som et møl, mod lampens væge,

til det bli´r tid for ham at kæmpe slaget,

tilbage, over dæmningen, tilbage.