Barnekorstoget 1939

af Bert Brecht

oversat af Otto Gelsted

I Polen år niogtredive

stod der et blodigt slag.

Og mange hytter og huse

lå med styrtet mur og tag.

Kone savned sin husbond

og søster savned sin bror.

Blandt ildebrand og ruiner

fandt barnet hverken far eller mor.

Hverken avis eller brev

berettede nogen ting

om Polen, men sære rygter

løb i østlige lande omkring.

Sne faldt om kap med rygter,

der fløj fra mand til mand

om et mærkeligt børnekorstog

begyndt i det polske land.

Ud over veje og sletter

småtropper af børn sig flytter

og andre børn tar de med sig,

der står i forladte hytter.

De ville undfly krigen

og hele mareridtet

og komme en skønne morgen

til et land hvor al ufred var kvittet.

De havde en lille fører

og lystred hans vink og blikke.

Men det var hans største sorg:

at vejen kendte han ikke.

En elveårig slæbte

et fireårs barn af sted.

Hun var som en virkelig moder

blot uden et land med fred.

En lille jøde marchered i trop,

han gik med en fløjelskrave.

Han var vant til det hvideste brød

og kæmped bravt blandt de krave.

En gik med, der var tynd og grå

og virked som en udlænding.

Han bar på en frygtelig byrde af skyld:

Han var en nazi-udsending.

Og mellem dem var en musiker,

han fandt en tromme i en søndret butik,

men røre den måtte han ikke

for ikke at røbe hvor de gik.

Og der var også en hund,

fanget for at slagtes,

men nu åd den sammen med de andre,

og skulle af ingen foragtes.

Der fandtes også en skole,

for en lærer var endnu i live

og en lille elev fra en sønderskudt tank

lærte af ham at skrive...

Der var også en koncert:

ved en støjende vinterbæk

fik én lov til at røre trommen,

her hørtes han ikke langt væk.

Der var også en kærlighed.

Han var tolv, hun var femten år.

I en bondegård, der var stængt,

kæmmede hun hans hår.

Den kærlighed fik ingen bestand,

alt for stærk en frost der kom:

Hvordan skal træerne blomstre,

når sneen dækker alt viden om?

Dér blev også én begravet,

drengen med fløjelskraven.

To tyskere og to polakker

bar ham i fællig til graven.

Han blev givet tilbage til jorden

af protestant, katolik og nazist

og om livets fremtid talte

til sidst en ung kommunist.

Der var både tro og håb

og blot ikke kød og brød,

og hvem vil bebrejde dem at de stjal

når ingen dem husly bød?

Og hvem vil bebrejde den fattige mand,

at han ikke til bords dem lod?

Til så stor en flok behøves der mel

og ikke offermod.

Kommer der to eller tre måske -

gør man hvad huset formåer.

Men når der kommer så mange

sin dør i lås man slår.

Fra en sønderskudt bondegård

førte de en melsæk væk.

En elveårig tog forklædet på

og bagte syv timer i træk.

De rørte rigeligt dejen,

og brændestykker tog ild.

Men brødet løfted sig ikke,

de kendte jo ikke dertil.

De trak for det meste sydpå.

Syd er dér, hvor klokken tolv

solen står på himlen

og høsten gir mangefold.

De traf på en såret soldat,

der lå i en skov et sted.

De plejed ham i syv dage

og tog ham som vejviser med.

Han sagde: Til Bilgoray!

I feber han lalled og raved

og døde en uge efter.

Så blev også han begravet.

Vejvisere fandtes der ganske vist,

selv om sneen lå øde og tom.

De viste blot ikke den rette vej,

men var drejet aved om.

Og det var ikke en dårlig spøg,

men sket af militære grunde.

Og da de ledte efter Bilgoray¨

fandt de den ingenlunde.

De stod omkring deres fører

og så ham ind i snefoget kigge.

Han pegede med sin lille hånd

og sagde: Dèr må den ligge.

Engang om natten så de en ild

og gik forbi som i blinde.

Engang rulled tre tanks forbi

og mennesker sad derinde.

Engang kom de til en by,

så drejed de af i en bue.

Så længe den var i sigte,

skyed de dagslysets lue.

Der hvor før Sydøst-Polen lå

i hvirvlende sne

fik man børneflokken

for sidste gang at se.

Lukker jeg mine øjne

ser jeg dem vandre

fra én sønderskudt bondegård

videre til andre.

Over dem i skyernes hvælv

ser jeg andre vandringsskarer,

nye og store, fremad skride.

Uden hjem og mål de farer.

Efter landet uden brandskær,

efter fredens land de leder,

ikke som det land de kom fra!

Mer og mer sig toget breder.

Og i dæmringslyset synes

det mig ikke mere det samme:

Andre åsyn, franske, spanske,

gule ser jeg lyset ramme!

En hund blev fanget i Polen

den samme januar.

Omkring dens magre strube

en tavle af pap den bar.

Der stod: Vi ber om hjælp!

Vi ved ikke længere vej.

Vi er femoghalvtreds.

Følg hunden! Sig ikke nej!

Jag den bort,

hvis ikke I kan komme!

Skyd ikke på den,

ellers er alt håb omme!

Skriften var af en barnehånd

og læstes af bønder en kvæld.

Siden er gået halvandet år.

Og hunden var sultet ihjel.

udvalgt og oversat af Regnar Mandsbjerg

Forlaget Clarté 1972

På en bestemt dag i hele Spanien

Standsede arbejderne driften på virksomhederne. Togene

Stod kolde på skinnerne. Uden lys

Lå både huse og gader, telefonerne

Var blikbunker til ingen gavn. Svindlerne

Kunne ikke længer tilkalde politifolkene. I stedet

Talte masserne sammen. Hele tre dage

Viste dem der betjente de stormægtige maskiner sig at være

Deres herskere. Arbejderne, der ikke længer arbejdede

Viste deres magt. Den frugtbare ager

Var pludselig ikke andet end et stenet jordstykke. Ingen

Blev varmet af den uforarbejdede uld, ligesom kullet

I mineskakten ikke længer gav varme.

Selv politimandens støvle

Ville falde fra hinanden og ikke længer finde en efterfølger. Så

Brød uenighed opstandens kraft, men selv nu

Kunne pampernes ordrer til at slutte strejken

I dagevis ikke nå ud til masserne. Lokomotiverne

Stod jo uden damp og posthusene forladte. Altså selv nu

Demonstreredes

Arbejdernes store magt.

Vi hører, at i Tyskland

I den brune pests dage

Blaf rede pludselig i novembervinden

Fra taget på en maskinfabrik en rød fane

Frihedens fredløse fane!

Midt i den grå november, fra himlen

Kom en blanding af regn og sne

Men det var den syvende: Revolutionsdagen!

Og se, den røde fane!

I gårdene står arbejderne

Skærmer med hånden for øjnene og stirrer

Gennem snesludfoget over mod taget.

Da ruller lastbilerne med stormtropperne op

Og driver hen til murene alle, som har arbejdstøj på

Og binder med reb alle de næver, som er barkede

Og ud af barakkerne vakler

Fra forhøret de tilblods-pryglede

Af hvilke ingen har sagt

Hvem der var på taget.

Så driver de alle dem væk, som holdt tæt

Og de andre har fået nok.

Men den næste dag vajer atter

Proletariatets røde fane

Fra maskinfabrikkens tag. Atter

Runger gennem den dødsstille by

Stormtroppernes tramp. I gårdene

Er der ikke mere nogen mænd at se. Kun kvinder

Står dér med forstenede ansigter. Med hånden for øjnene

Stirrer de gennem snesludfoget over mod taget.

Og pryglingen tar atter fat. Under forhøret

Udtaler kvinderne: Denne fane

Er et lagen. På det

Bar vi én bort, som døde i går.

Vi er ikke ansvarlige for den farve, som det har.

Den er rød af den myrdedes blod, forstår I.

Revolutionens ukendte soldat er faldet.

Jeg så hans gravmæle i en drøm.

Det lå i en mose. Det bestod af to kampesten.

Det bar ingen indskrift. Men den ene sten

Begyndte at tale.

Han som ligger her, sagde den, marcherede ud

Ikke for at erobre et fremmed land, men

Sit eget. Hans navn

Kendes ikke, men historiebøgerne

Nævner navnene på dem, der besejrede ham.

Fordi han ville leve som et menneske

Blev han dræbt som et vildt dyr.

Hans sidste ord var en hvisken

Thi de kom fra en kvalt strube, men

Den kolde vind førte dem alle steder hen

Til mange frysende.

Hvem byggede Theben med de syv porte?

I bøgerne står kongers navne.

Har kongerne slæbt klippeblokkene sammen?

Og det flere gange ødelagte Babylon -

Hvem byggede det op de mange gange? I hvilke huse

I det guldstrålende Lima boede bygningsarbejderne?

Hvor gik murerne hen den aften, den kinesiske mur var færdig?

Det store Rom

Er fuldt af triumfbuer.

Hvem rejste dem?

Hvem

Triumferede Cæsarerne over?

Havde det højtbesungne Byzans

Kun pladser til sine indbyggere?

Selv i det sagnomspundne Atlantis

Brølede de druknede dén nat, da havet opslugte det

På deres slaver.

Den unge Alexander erobrede Indien.

Han alene?

Cæsar slog gallerne.

Havde han i det mindste ikke en kok med sig?

Filip af Spanien græd, da hans flåde

Var gået under. Græd ingen andre?

Frederik den Anden sejrede i Syvårskrigen. Hvem

Sejrede foruden ham?

Hver side en sejr.

Hvem tilberedte sejrsmiddagen?

Hvert tiende år en stor mand.

Hvem betalte omkostningerne?

Så mange beretninger.

Så mange spørgsmål.

I begyndelsen af året 1922

Tog jeg hyre på sekstusindtonsdamperen OSKAWA

Bygget fire år tidligere for to millioner dollar

Af United States Shipping Board. I Hamburg

Tog vi fragt om bord, champagne og likører, til Rio.

Da lønnen var ringe

Følte vi trang til at drukne

Vore sorger i alkohol. Således

Fandt nogle kasser med champagne

Vej til mandskabsrummene. Men osse i officersrummene

Selv på broen og i kortrummet

Hørte man allerede fire dage efter Hamburg

Bægerklang og sorgløse menneskers

Sange. - Flere gange

Kom skibet ud af kurs. Alligevel

Nåede vi ved alskens gunstige omstændigheder

Rio de Janeiro. Vores skipper

Talte hundrede kasser champagne mindre

Ved losningen. Da han imidlertid

Ikke fandt bedre mandskab i Brasilien

Måtte han atter klare sig med os. Vi lastede

Over tusind tons frosset kød til Hamburg.

Efter få dage på søen overmandedes vi atter af sorg

Over den ringe løn, den usikre alderdom, og

Een af os hældte i fortvivlelse

Alt for meget olie under kedlen, og ilden

Slog op af skorstenen ud over hele forskibet, så

 Både, bro og kortrum udbrændte.

For ikke at synke

Deltog vi ved slukningen, men

Grublende over den ringe løn (usikre fremtid!) strengte vi os

Ikke alt for meget an for at redde særlig meget af dækket.

Det var let atter at bygge op med lidt udgifter, de havde

Jo sparet tilstrækkeligt med penge på vores løn.

Alt for store anstrengelser i den bedste alder

Gør en mand gammel før tiden og uegnet l kampen for tilværelsen.

Således udbrændte en skønne dag, fordi vi måtte spare på kræfterne

Dynamoerne, der kræver en pleje

Som ikke ydes af uvillige folk. Vi stod nu

Uden lys. I starten benyttede vi olielamper

For ikke at støde sammen med andre skibe, men

En træt mat, deprimeret af at tænke

På sin glædesløse alderdom, kastede for at spare arbejde lamperne

Over bord.

Omkring ved denne tid, kort før Madeira

Begyndte kødet at stinke i kølerummet

På grund af dynamoernes svigten. Uheldigvis

Pumpede en distræt matros i stedet for slagvandet

Næsten alt ferskvandet ud.

Der var stadig nok til at drikke

Men ikke længer nok til kedlerne. Vi måtte altså

Bruge saltvand til dampen, og derved blev så

Rørene stoppet til med salt. At rense dem

Tog ret så lang tid.

Det blev nødvendigt syv gange.

Så skete der brud i maskinrummet.

Grinende

Flikkede vi det sammen igen. OSKAWA

Slæbte sig langsomt til Madeira. Dér

Var det ikke muligt at få udført reparationer i det omfang

Som det nu efterhånden var blevet nødvendigt.

Vi tog blot

Noget vand ind, nogle lamper og lidt olie til lamperne.

Dynamoerne var, lod det til, fuldstændigt ødelagt, som følge deraf

Fungerede kølesystemet ikke, og stanken

Fra det rådnende frysekød blev utålelig for vore

Medtagne nerver. Skipper

Gik efterhånden hele tiden rundt om bord med en revolver - et sårende tegn

På mistro!

Een af os

Ude af sig selv over denne uværdige behandling

Slap sluttelig en portion damp ind i kølerørene, for at det fordømte kød

I det mindste kunne blive kogt. Denne eftermiddag

Sad hele mandskabet og regnede flittigt på

Hvad ladningen ville koste United States.

Endnu før rejsen var slut

Lykkedes det os endda at forbedre vores rekord: ved Hollands kyst

 Slap brændselsolien pludselig op, så vi

Med store omkostninger måtte slæbes til Hamburg.

Det stinkende kød bragte vores skipper mange bekymringer.

Skibet Kom til ophugning.

Ethvert barn, mente vi

Kunne således se, at vores løn

Virkelig havde været for lille.

Vi hørte: 80.000 arbejdere

Har bygget Metroen, mange endda efter fyraften

Ofte natten igennem. I løbet af dette år

Så man altid unge mænd og piger

Leende kravle ud af tunnellerne, stolt fremvisende

Deres arbejdstøj , leret, svedgennemblødt.

Alle vanskeligheder -

Underjordiske vandløb, -høj husenes tryk

Vigende jordmasser - blev overvundet.

Ved udsmykningen

Sparedes ingen anstrengelser.

Det bedste marmor

Skaffedes til veje vidt omkring fra, de skønneste træsorter

Bearbejdedes omhyggeligt.

Næsten lydløst

Løb omsider de smukke vogne

Gennem tunneller lyse som dagen: til strenge bestillere

Det allerbedste.

 Da nu banen var bygget efter de mest fuldkomne forbilleder

Og ejerne kom for at besigtige den og

Køre på den, så var det de samme

Som havde bygget den.

Tusinder var der, som gik omkring

Besigtigende de vældige haller, og i togene

Kørte store masser forbi, med ansigterne -

Mænd, kvinder og børn, selv oldinge -

Vendt mod stationerne, strålende som i teatret, thi stationerne

Var forskelligt bygget, af forskellige sten

I forskellig stil, osse lyset

Kom fra stadigt nye kilder.

Den der steg ind l vognene

Blev i venlig trængsel skubbet bagud

 Da de forreste pladser var de bedste

At beskue stationerne fra. På hver station

Blev børnene løftet op. Hvor det var muligt

Stormede de kørende ud og betragtede

Med glad strenghed det præsterede.

De befølte søjlerne

Og bedømte deres glathed. Med skoene

Gned de hen over stengulvene, om stenene

Nu osse var glat sammenpasset.

Strømmende tilbage i vognene

Prøvede de væggenes opstrengning og følte

På glasset. Uafladeligt

Pegede kvinder og mænd - usikre på, om det var de rigtige -

På steder, hvor de havde arbejdet: stenmassen

Bar spor efter deres hænder. Hvert eneste ansigt

Var klart synligt, thi fra mange lamper kom

Meget lys, mere end i nogen anden bane, jeg har set.

Osse tunnellerne var belyst, ingen meter arbejde

Var ubelyst. Og alt dette

Var blevet bygget på et eneste år og af så mange bygningsfolk

Som ingen anden bane i verden. Og ingen

Anden bane i verden har nogensinde haft så mange ejere.

 Thi den vidunderlige bane så

Hvad ingen af dens forgængere i mange byer til mange tider

Nogensinde havde set: bygningsfolkene som bygherrer!

Hvor var det førhen forekommet, at arbejdets frugter

Tilfaldt dem, der havde udført arbejdet?

Hvor var det nogensinde sket

At dé ikke var blevet jaget ud af nybygningen

Som havde rejst den?

Da vi så dem køre i deres vogne

Deres hænders værk, vidste vi:

Dette er det store billede, som klassikerne i sin tid

Bevæget forudså.

På verdenskrigens tid

I en celle i det italienske fængsel San Carlo

Fyldt med anholdte soldater, berusere og tyveknægte

Kradsede en socialistisk soldat med blækstift ind i væggen: Leve Lenin!

Helt foroven i den halvmørke celle, knap synligt, men

Skrevet med kæmpestore bogstaver.

Da vogterne så det, sendte de bud efter en maler med en spand kalk

Og meden langskaftet hvidtekost overkalkede han den truende indskrift.

Men da han med sin kalk kun fulgte stregerne

Stod der øverst i cellen, nu i kalk:

Leve Lenin!

Først den næste maler strøg det hele over med en bred kost

Så det var væk i flere timer, men henimod morgen

Da kalken tørrede, trådte indskriften nedenunder atter frem: Leve Lenin!

Så sendte vogterne en murer med mejsel frem mod indskriften.

Og han skrabede bogstav for bogstav væk i en times tid.

Og da han var færdig, stod øverst i cellen, nu uden farve

Men ridset dybt ind i muren, den uovervindelige indskrift:

Leve Lenin!

Fjern så muren! sagde soldaten.

I 1934 - i borgerkrigens ottende år

Kastede Chang Kai-cheks flyvemaskiner

Ud over kommunisternes område

Flyveblade, der satte en pris på Mao Tse-tungs hoved.

Betænksomt

Lod den brændemærkede Mao i betragtning af mangelen

På papir og rigdommen af tanker bladene, der kun

Var trykt på den ene side, samle sammen og bragte dem

I omløb i befolkningen

Med nyttige oplysninger trykt på den blanke side.

I

De, som er sat på de gyldne stole for at skrive

Vil blive spurgt vedrørende dem, som

Vævede frakkerne til dem.

Deres bøger vil ikke blive gransket

For ophøjede tanker, men

En eller anden tilfældig sætning, af hvilken man kan slutte sig

Til et særpræg ved dém, som vævede frakker

Vil med interesse blive læst, thi hér kan det dreje sig om træk

Ved de berømte aner.

Hele litteraturer

Affattet i udsøgte vendinger

Vil blive gennemsøgt efter tegn på

At der osse har levet oprørere dér, hvor der var undertrykkelse.

Bønlige påkaldelser af overjordiske væsener

Vil bevise, at jordiske dér er sat over jordiske.

Ordenes kostelige musik vil kun berette

At der dé r for mange ingen mad gaves.

2

Men til hin tid vil dé blive prist

Som sad på den nøgne jord for at skrive

Som sad blandt de Nederste

Som sad hos de kæmpende

 Som berettede om de Nederstes lidelser

Som berettede om de kæmpendes bedrifter

Kunstfærdigt, idet ædle sprog

Fordum reserveret

Kongers forherligelse.

 Deres beskrivelser af de usle forhold og deres appel

Vil endnu bære de Nederstes

Tommelfinger af tryk. Thi til disse

Blev de formidlet, disse

Bar dem videre under den gennemsvedte skjorte

Gennem politifolkenes kæder

Til deres egne.

Ja, der vil komme en tid, hvor

Disse kloge og venlige

Vrede og forhåbningsfulde

Som sad på den nøgne jord for at skrive

Som var omgivet af de Nederste og de kæmpende

Offentligt vil blive prist.

Hvis de Nederste ikke

Tænker på det nederste

Kommer de ikke op.

HOS DE HØJTSTÅENDE

Er det lavt at tale om maden.

Det skyldes, at de

Allerede har spist.

De Nederste må forlade jorden

Uden at ha smagt

Det gode kød.

På smukke aftener

Er de for udmattede

Til at tænke over, hvorfra de kommer og

Hvorhen de går.

Bjergene og det store hav

Har de endnu ikke set

Når deres tid er omme.

Hvis de Nederste ikke

Tænker på det nederste

Kommer de ikke op.

DE SULTENDES BRØD ER SPIST OP

Kød kender man ikke mere til. Forgæves

Er folkets sved strømmet.

Laurbærlundene står

Ribbede.

Fra ammunitionsfabrikkernes skorstene

Stiger røg.

MALEREN TALER OM KOMMENDE STORE TIDER

Endnu vokser skovene.

Endnu bærer markerne.

Endnu står byerne.

Endnu trækker menneskene vejret.

I KALENDEREN ER DAGEN ENDNU IKKE NOTERET.

Alle måneder, alle dage

Står endnu ledige. En af dagene

Vil blive krydset af.

ARBEJDERNE SKRIGER PÅ BRØD.

Købmændene skriger på markeder.

Den arbejdsløse har sultet. Nu

Sulter den arbejdende.

Hænderne, som trillede tommelfingre, rører sig atter:

De drejer granater.

DE DER HAR FJERNET KØDET FRA BORDET

Underviser i tilfredshed.

De som gaven er bestemt for

Forlanger offermod.

De mætte taler til de sultende

Om de store tider som vil komme.

De der fører Riget i afgrunden

Siger, det er for svært at regere

For den jævne mand.

DE ØVERSTE SIGER: FRED OG KRIG

Er gjort af forskelligt stof.

Men deres fred og deres krig

Er som vind og storm.

Krigen vokser ud af deres fred

Som sønnen ud af moderen.

Bærer

De samme frygtelige træk.

Deres krig dræber

Hvad deres fred

Har ladt tilbage.

NÅR MALEREN OVER HØJTTALEREN TALER OM FRED

Kigger vejarbejderne på motorvejene

Og ser

Knædyb beton, beregnet til

Tunge tanks.

Maleren taler om fred.

Rettende de smertende rygge

Med de store hænder hvilende på kanonrør

Hører støberiarbejderne på ham.

Bombeflyverne dæmper motorerne

Og hører

Maleren tale om fred.

Skovhuggerne står lyttende i de stille skove

Bønderne lader ploven stå og holder hånden bag øret

K,vinderne som slæber maden ud på marken, standser:

På den nypløjede ager står en vogn Med højttalere. Derfra

Hører man Maleren kræve fred.

NÅR DE ØVERSTE TALER OM FRED

Véd det jævne folk

At der blir krig.

Når de Øverste forbander krigen

Er mobiliseringsordren allerede udstedt.

DE ØVERSTE

Har forsamlet sig i et værelse.

Du mand på gaden

Lad alt håb fare.

Regeringerne

Underskriver ikke-angrebspagter.

DU lille mand

Skriv dit testamente.

DU MAND MED DEN LURVEDE JAKKE:

I tekstilfabrikkerne

Væver de en frakke til dig

Som ikke du skal flænge.

Du som bruger timer til at løbe på arbejde

I hullede sko: dén vogn

Der blir bygget til dig, må

Forsynes med jernsider.

For en kande mælk til dine børn

Støber du en stor flaske, støbning

Som ikke er bestemt for mælk. Hvem

Skal drikke af den?

DET ER NAT

Ægteparrene

Lægger sig i sengene. De unge koner

Skal føde fædreløse børn.

PÅ MUREN STOD MED KRIDT:

De ønsker krigen.

Den der skrev det

Er allerede faldet.

DE ØVERSTE SIGER:

Nu venter berømmelsen.

De Underste siger:

Nu venter graven.

KRIGEN SOM VIL KOMME

Er ikke den første. Før den

Var der andre krige.

Da den sidste var forbi

Var der sejrherrer og besejrede.

Hos de besejrede sultede

Det jævne folk. Hos sejrherrerne

Sultede det jævne folk osse.

DE ØVERSTE SIGER, AT I HÆREN

er der folkefællesskab.

Om det stemmer, kan l se

I køkkenet.

I hjerterne skal

Alle være lige tapre. Men

l skålene er der

To slags mad.

KONSTRUKTØRERNE SIDDER KRUMBØJET

I tegnestuerne:

Et forkert tal, og fjendens byer

Forblir uskadte.

UD AF BOGSALENE

Træder slagterne.

Med børnene trykket ind til sig

Står mødrene og leder med tomme blikke

På himlen efter de lærdes opfindelser.

NÅR DER SKAL MARCHERES ER DER MANGE

Der ikke véd, at deres fjende marcherer i spidsen.

Stemmen som kommanderer dem

Er deres fjendes stemme.

Den der taler OM fjenden

Er selv fjenden.

GENERAL! DIN TANK ER EN STÆRK VOGN.

Den knækker en skov og knuser hundred mennesker.

Men den har en fejl:

Den kræver en fører.

General, dit bombefly er stærkt.

Det flyver hurtigere end en storm og bærer mer end en elefant. Men det har en fejl:

Det kræver en mekaniker.

General! mennesket er meget brugbart.

Det kan flyve, og det kan dræbe.

Men det har en fejl:

Det kan tænke.

NÅR KRIGEN BEGYNDER

Vil jeres brødre måske forandre sig

Så deres ansigter blir uigenkendelige.

Men I skal forblive de samme.

De vil gå i krig, ikke

Som til et slagteri, men

Som til et alvorligt arbejde. Alt

Vil de ha glemt.

Men I må intet ha glemt.

Man vil fylde jer med brændevin

Som alle andre.

Men I må holde hovedet koldt.

MALEREN VIL SIGE, AT LANDE ER BLEVET EROBRET

ET ELLER ANDET STED

Men I vil sætte jer i køkkenerne, dér

Hvor kålrabierne blir kogt.

Maleren vil sige

At han ikke vil vige et skridt

Og I vil prøvende føle på jakkerne af papir.

Hvis der så blir ringet med sejrsklokker

Vil I bringe tabslisterne i omløb.

FØREREN VIL FORTÆLLE JER: KRIGEN

Varer fire uger. Når foråret kommer

Vil I være tilbage igen. Men

Foråret vil komme og gå

Og atter komme og gå mange gange, og I

Vil ikke være kommet tilbage.

Maleren vil fortælle jer: Maskinerne

Vil klare det for os, kun få

Vil blive dræbt. Men

I vil dø i hundredtusindvis, så mange

Som man aldrig før har set dø.

Når jeg får at vide, I er ved Nordkap

Og i Indien og i Transvaal, vil jeg blot vide

Hvor jeres grave engang kan findes.

NÅR TROMMESLAGEREN STARTER SIN KRIG

Skal I fortsætte jeres krig.

Han vil se fjender foran sig, men

Når han ser sig omkring, skal han

Osse se fjender bag sig:

Når han begynder sin krig

Skal han se lutter fjender omkring sig.

Alle der marcherer

Drevet fremad af hans SS-folk

Skal marchere mod ham.

Støvlerne vil være usle, men selv

Hvis de er af det bedste læder, skal

Hans fjender marchere i dem.

Jeres madrationer vil være knappe, men selv hvis de er rigelige Skal de ikke smage jer.

Hans SS-folk skal ikke kunne lukke et øje.

Hvert våben må de skulle kontrollere

OM det nu osse er ladt. Hver kontrollant

Må han skulle kontrollere, Om han nu osse kontrollerer.

Alt, hvad der går til ham, Skal Være Ødelagt, og alt

Hvad der kommer fra ham, skal bruges mod ham.

Tapper vil den være, som kæmper imod ham.

Klog vil den være, som forpurrer hans planer.

Kun den der besejrer ham, vil redde Tyskland.

Til "Tysk krigs-ABC"

MALEREN SIGER:

Jo fler kanoner der støbes

Destó længer vil der være fred.

Ifølge dette skulle det så hedde:

Jo mer sæd der lægges i jorden

Desto mindre korn vil der vokse.

Jo fler kalve der slagtes

Desto mindre kød vil der være.

Jo mer sne der smelter i bjergene

Desto lavere vil vandet stå i floderne.

VI VIL IKKE LÆNGER DISKUTERE

Om vi udnyttede magten, da vi havde den. Nu

Har vi ingen magt mere.

Vi vil ikke længer drøfte

Om det går uden vold. Nu

Er vi med vold blevet underkuet.

BONDEN PLØJER AGEREN.

Hvem

Skal bringe høsten i hus?

I KRIG VIL MANGE TING VOKSE.

Større blir da

De besiddendes ejendom

Og de besiddelsesløses elendighed

Førerens taler

Og de førtes tavshed.

HVIS MAN UDSTYKKER JUNKERNES JORDER

Behøver man ikke erobre de ukrainske bønders jord.

Hvis man erobrer de ukrainske bønders jord

Har junkerne blot endnu flere jorder.

DE DER KÆMPEDE MOD DERES EGET FOLK

Kæmper nu mod andre folk.

Til de gamle slaver

Vil der komme ny.

DE UNGE SIDDER BØJET OVER BØGERNE.

Til hvad nytte lærer de?

Ingen bog fortæller

Hvordan man hængende i pigtråden

Får vand.

DE UNGE PIGER UNDER LANDSBYENS TRÆER

Udvælger sig elskere.

Døden

Udvælger osse.

Måske

Vil ikke engang træerne overleve.

DE ALDRENDE

Sætter pengene i sparekasserne.

Foran sparekasserne holder biler.

De bringer pengene

Til ammunitionsfabrikkerne.

REGIMETSBEKENDTGØRELSER

Følger som skygger

Rygterne.

De regerende brøler

Folket hvisker.

HVORFOR EROBRE MARKEDER TIL DE VARER

Som arbejderne fremstiller?

Arbejderne

Ville med glæde overta dem.

I de dystre tider

Blir der da osse sunget?

Da blir der osse sunget.

Om de dystre tider.

De håbende

Hvad venter I på?

At de døve begynder at lytte

Og at de umættelige

Forærer jer noget!

Ulvene vil føde jer i stedet for at sluge jer!

Af lutter venlighed

Vil tigrene bede jer

Trække tænderne ud på dem!

Dét venter I på!

Hvad nytter godhed

I

Hvad nytter godhed

Når de gode straks blir myrdet eller dem

som de er gode mod, myrdes?

Hvad nytter frihed

Når de fri må leve blandt de ufri?

Hvad nytter fornuft

Når alene ufornuften skaffer rnaden, som enhver har brug for?

2

I stedet for blot at være gode, bestræb jer da på

At frembringe en tilstand, som gør godheden mulig,

Gør den overflødig! eller bedre:

I stedet for blot at være fri, bestræb jer da på

At frembringe en tilstand, som befrier alle og osse gør frihedskærligheden overflødig!

I stedet for blot at være fornuftige, bestræb jer da på

 At frembringe en tilstand, som gør den enkeltes ufornuft

Til en dårlig forretning!

1

Sandelig, jeg lever i dystre tider!

 Det troskyldige ord er tåbeligt. En glat pande

Tyder på ufølsomhed. Den leende

Har blot endnu ikke modtaget

Den frygtelige nyhed.

Hvad er det for tider, hvor

En samtale om træer næsten er en forbrydelse

Fordi den rummer tavshed om så mange ugerninger!

Han som dér roligt går over gaden

Kan vel ikke længer råbes op af sine venner

der er i nød?

 Det er sandt: jeg tjener endnu til livets ophold.

Men tro mig: det er helt tilfældigt. Intet

Af det jeg gør, berettiger mig til at spise mig mæt.

Tilfældigvis er jeg blevet skånet. (Når mit held slipper op

er jeg fortabt.)

Man siger til mig: Æd og drik du!

Vær glad for, at du har noget!

Men hvordan kan jeg spise og drikke, når

Jeg river det jeg spiser fra den sultende, og

Den tørstende smægter efter mit glas vand?

Og dog spiser og drikker jeg.

Jeg ville osse gerne være viis.

I de gamle bøger står der, hvad det vil sige at være viis,'

At holde sig fra verdens strid og tilbringe

Sin korte tid uden frygt.

Osse at klare sig uden vold

Gengælde ondt med godt

Ikke at indfri sine ønsker, men glemme dem

Anses for at være viist.

Alt det kan jeg ikke:

Sandelig, jeg lever i dystre tider!

2

Til byerne kom jeg i forvirringens tid

Da hungeren herskede.

Blandt mennesker kom jeg i oprørets tid

Og jeg harmedes med dem.

Således gik min tid

Som var givet mig på jorden.

Min mad spiste jeg mellem slagene.

Jeg lagde mig til at sove blandt morderne.

Kærligheden dyrkede jeg ligegyldigt

Og naturen så jeg utålmodigt.

Således gik min tid

Som var givet mig på jorden.

 Gaderne førte ud i sumpen på min tid. Sproget røbede mig for slagteren.

Jeg formåede kun lidt. Men de herskende

Havde siddet sikrere uden mig, det håbede jeg.

Således gik min tid,

Som var givet mig på Jorden.

 Kræfterne var få. Målet

Lå langt ude i det fjerne.

Det var tydeligt i sigte, omend for mig

Næppe opnåeligt.

Således gik min tid,

Som var givet mig på jorden.

3

I som engang vil dukke op af den stormflod

I hvilken vi gik under

Tænk osse

Når I taler om vore svagheder

På den dystre tid

Som I slap for.

Skiftende land oftere end sko

Gik vi jo gennem klassernes krige, fortvivlede

Da der kun var uret og ingen harme.

Samtidig ved vi jo:

Osse hadet til nédrigheden

Forvrænger ansigtets træk.

Osse vreden over uretten

Gør stemmen hæs. Ak, vi

Som ville skabe grobund for venlighed

Kunne ikke selv være venlige.

Men I, når det kommer så vidt

 At mennesket er menneskets hjælper

Tænk på os

Med overbærenhed.

Efter opstanden den 17. juni

Lod Forfatterforbundets sekretær

I Stalinallé uddele flyveblade

På hvilke man kunne læse, at folket

Havde forskertser regeringens tillid

Og kun ved fordoblet arbejde

Kunne genvinde den. Var det da

Ikke enklere, om regeringen

Opløste folket og

Valgte et nyt?

Det lille hus under træer ved søen.

Fra taget stiger røg.

Manglede dén

Hvor trøstesløs var da ikke

Hus, træer og sø.