| Af Kristen Bjørnkjær
H vis du forlader mig
så gør det hurtigt, resolut
og uden falsk medlidenhed
forlad mig med et hug
der kapper alle bånd
forlad mig i en afgrund
hvorfra man kun kan klatre opad
(Og dog?
Man risikerer jo at blive dernede
og aldrig komme op
måske er det alligevel for hårdt?
Jeg vil bede dig om noget andet)
Hvis du forlader mig
så gør det blidt og nænsomt
og ikke pludseligt med voldsomhed
chokerende og lammende
gør det blidt og nænsomt
og helst i små portioner
langsomt - så jeg kan vænne mig til tanken
(Og dog?
Det er under alle omstændigheder ubehageligt
Noget der gør ondt
Så hvorfor trække pinen ud?
Ja, hvorfor sætte sig selv i den situation?
Nu har jeg det:)
Forlad mig tidligt
forlad mig i min ungdom
før vi lærer hinanden at kende
ved en fest, hvor vi begge to er
Lad mig møde en anden end dig
hvis du alligevel vil forlade mig
Forlad mig i min barndom
en tidlig solskinsmorgen
hvor alle køer er sat på græs
og jeg endnu er en lille dreng
der leger i en sandkasse
åh kære
jeg tror jeg dør
hvis du forlader mig
tag mig med
kan du ikke bare ta' mig med
hvis du forlader mig?
70er-revival
For øjeblikket kører en 70er-revival, sidste år kom
Peter Bays film 'Fede tider', og i år Niels Gråbøls
'Det store flip', samtidig bød afgangsstilene for årets 9.klasser
på et digt af Kristen Bjørnkjær.
Kristen Bjørnkjær, der sammen med blandt andre Peter
Poulsen og Maria Damsholt var med til at gøre kærligheden
usikker i 70erne. Tidens lyrik boblede over med begejstret erotik - men
også med skilsmisse og skænderier. Enhver digter med respekt
for sig selv skrev et pardigt, der satte ægteskabet på plads
eller udstillede parforholdet til spot og spe.
Kristen Bjørnkjærs underfundige 'Kærestesorg',
prøvede at vride skilsmissen, så den slet ikke fandtes.
Connie Bork
|
