Døde og sårede russiske soldater ligger slængt til alle sider i en stenet kløft. De tre afghanske mujaheddiner tager sig ikke af dem. De er i gang med at bortføre deres bytte: en taske og et par kalashnikov rifler.

Det kæmpestore lysbillede fylder hele endevæggen i galleriet Neue Gesellschaft für bildende Kunst i Oranienstrasse i Berlin. Det måler fire en halv gange to en halv meter, og billedskarpheden er forbløffende. For forbløffende. Der er for meget virkelighed i det billede, men det er ikke så underligt, for det er ren teater.

Lysbilledet med titlen "Vision af bagholdsangreb på rekognosceringsenhed fra den Røde Hær, i nærheden af Moqor, Afghanistan, vinteren 1986" er iscenesat, skabt gennem måneder i et atelier af fotografen Jeff Wall, der også har udstillet sine iscenesatte fotografier på Louisiana.

Jeff Walls billeder er en slags moderne historiemaleri, en pendant til Géricaults Medusaflåde. Men samtidig rokker Wall ved vores opfattelse af virkeligheden. For virkeligheden eksisterer for de fleste mennesker kun, sådan som den spejles i medierne. Virkeligheden er blevet en rekvisit i cyberspace.

Vietnamkrigen var den første krig, der ikke kun blev registreret af medierne, men også ført i medierne, og en af hovedgrundene til det amerikanske nederlag var, at den amerikanske offentlighed tog afstand fra den krig, de så i fjernsynet.

Golfkrigen er en krig, der ikke bare er ført i medierne, men i høj grad til ære for medierne. Et gigantisk skuespil, koreograferet til mindste detalje af den amerikanske hær, der sørgede for, at mediespillet forløb efter de forud fastlagte linjer.

Walls iscenesatte virkelighed hjælper os til at se verden omkring os som iscenesættelse. Hans allegoriske fremstilling af krigen bliver en sandere virkelighed end den manipulation, der foregår uden for billedet.

Som al god kunst giver Walls billede tilskueren nye øjne. Da jeg gik ud fra galleriet i Oranienstrasse, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, i hvor høj grad Berlin lige siden anden verdenskrig har været udstillingsbakke og kulisse.

Frem til murens fald blev man tvunget til at se Berlin som bevis på det ene eller det andet samfundssystems overlegenhed. Den ene artikel efter den anden i den vestlige presse udmalede kontrasten mellem det rige Vestberlin med neonreklamer, flotte biler og bugnende hylder i alle butikkerne og det fattige, grå og sønderskudte Østberlin. Set gennem andre briller kunne man hæfte sig ved tiggerne, narkomanerne og luderne i Vestberlin og de billige bøger og teaterbilletter, de myldrende gåområder omkring Alexanderplatz og det sociale sikkerhedsnet i Østberlin.

Men det var Øst eller Vest, man så. Berlin selv forsvandt. Det var svært at få øje på byen som bosted for mennesker, Berlin som organisme, Berlin som atmosfære.

I dag er den fysiske mur gennem Berlin væk. Men muren inde i folks hoveder står der endnu. Selv om man kan gå gennem Brandeburger Tor uden at blive stoppet, har man som turist stadig fornemmelsen af at bevæge sig fra én verden over i en anden.

Jeg gik rundt i Berlin nogle julidage, hvor vejrguderne morede sig med at lege Sahara. Seksogtredive grader i skyggen, stod der i aviserne, men der var ikke nogen skygge. Kun solen som svejseflamme, varmen som et fysisk overgreb.

Og så prøvede jeg at se både med venstre og højre øje, stereoskopisk, få byens halvdele til at gro sammen.

Jeg syntes ikke, Berlin virkede umiddelbart indtagende. Jeg havde svært ved at tro, man kunne forelske sig i Berlin, sådan som man kan forelske sig i Rom, London eller Paris. Det er den for ny til. Den mangler rokokokirker og piazzaer. Den giver ikke stød i hjertekulen og trang til at ånde dybt og lykkeligt ind. Den er ikke smuk - højst pæn. Der er mange grønne områder, mange søer og kanaler. Der er mange brede alléer med store træer.

Men kan den ikke blive gammel, kan den jo prøve at være ny. Et europæisk New York, et metropolis sådan som den tilsyneladende var det i tyverne. Men det synes jeg også, det kniber med. Der er noget provinsielt over Berlin. Den berømte Kurfürstendamm i Vestberlin kan kun på det allerinderste stykke minde lidt om Broadway. De ni tiendedele af vejen minder den meget mere om Frederiksberg Allé.

Jeg boede på et hotel i Charlottenburg. Til alle sider strakte nydelige brede veje sig milelangt. Man kunne gå i timevis ad alléer med pæne, kedelige butikker og atmosfæreløse restauranter. Der var ikke særlig mange mennesker eller biler på gaden. Og lige meget hvor langt man gik, kom man bare til mere af det samme. Grå ejendomme, små parker, busstoppesteder og affaldskurve. Det blev ved og ved, som i en drøm. Som et gigantisk Uddevalla.

Men heldigvis var der også et udmærket og effektivt system af offentlige transportmidler, så man kunne komme væk. Så snart jeg kom til Berlin, købte jeg for 30 mark et seksdages kort til alle byens tog og busser - formodentlig turens bedste investering.

Hvis man tager med U-banen fra Kaiserdamm til Moritzplatz, kommer man op midt i Kreuzberg, der nærmest får en københavner til at tænke på Nørrebro. Men ikke så meget Nørrebro som det er nu, snarere som det Nørrebro er i færd med at udvikle sig til. Nørrebro er begyndt at blive det sted, man tager hen til København, når man vil finde billige etniske restauranter, caféer med spændende verdensmusik, små gallerier og grønthandlere og købmænd med et godt udvalg. Kreuzberg lå klemt inde af muren på tre sider og egnede sig derfor ikke rigtig til den store renovering. Huslejen var lav i de gamle lejekaserner fra slutningen af sidste århundrede, og derfor blev den det kvarter, de mange tyrkiske gæstearbejdere flyttede til i tresserne. Lille Istanbul, kaldte man Kreuzberg. Samtidig blev Kreuzberg det sted, hvor man finder de spændende boghandeler, gallerier og musiksteder.

Diakonissesygehuset Bethanien fra 1845 på Mariannenplatz blev i 1975 indrettet til kunstnerhus. Siden da har mere end 400 kunstnere fra 30 lande gennem et år haft atelier på de øverste etager. Der har været digtoplæsning, koncerter og performance-festivaler. Christo har udstillet sit forslag om at pakke Rigsdagsbygningen ind i klar plastic, Kieslowski, Tarkovskij og Wajda har holdt forelæsninger om filmkunsten. Der er tyrkisk bibliotek i stueetagen, restauranten Casino, musikskole og ældrecenter.

I Gneisenaustrasse ligger aktivitetshuset Mehringhof i en gammel fabrik. Her holder mere end 25 alternative grupper til. Huset er stærkt præget af de autonome, der er talrigere og mere militante i Berlin end hjemme. I caféen sidder kælderblege post-punkere med smørgult eller påfuglegrønt hår og flere ringe gennem sig end et gennemsnitsgardin. Alle vægge er dækket af meddelelser om demonstrationer og protestmøder og i stativer finder man alternative blade som Barracuda og Herzschläge. Inde i gården ligger den anarkistiske boghandel Schwarze Risse, og i øvrig finder man gårdteater, børneteater, retshjælp, tyrkisk arbejderforbund, helsebutik, en cykelhandel, et alternativt forlag, Film-Video Coop og Ökotopia.

I Oranienstrasse er en gammel skotøjsfabrik indrettet til Nachtbarshcafthaus med kommunalt tilskud. En af de lokale beboere, Ahmed, gik og vandede i gården. Det var ikke noget, han var ansat til. Han passede bare stedet, mens caféen i stueetagen holdt sommerferie. Gården er indrettet til legeplads med sandkasse og klatrestativer, og der er børnehave i stuen. I resten af det femetages hys er der ungdomsklub, teater, rådgivning for forældre med børn, der har problemer i skolen, lægelig rådgivning, rådgivning for tyrkiske kvinder, der er gift med tyskere og undervisning på tyrkisk for analfabetiske tyrkiske kvinder. Man mener, det er vigtigst, de lærer at læse og skrive deres eget sprog først - så kan tysk vente til senere. Tres procent af befolkningen i kvarterer er tyrkere. Desuden bor der en del arabere og jugoslavere, mens der er meget få tyskere.

Ahmed betalte tidligere 250 DM om måneden for sin toværelseslejlighed, men nu er den blevet renoveret og er steget til 600. Familien kan få op til tredive procent i boligstøtte.

Vi snakkede om racisme. Ugen før var der nogle, der havde smidt molotovcocktails ind i en sportsklub og dansecafé, og seks var blevet såret. Man mente, det var højreorienterede skinheads, der stod bag, men det var heller ikke helt umuligt, det var kurdiske separatister.

Prenzlauer Berg er på en måde Østberlins Kreuzberg, men der er vigtige forskelle. For det første er Prenzlauer Berg mere gråt og nedslidt. Set med københavnske briller minder gadebilledet mere om Vesterbro end Nørrebro. For det andet er Prenzlauer Berg ikke noget tyrkisk kvarter. Der bor mange indvandrere, men de er for flertallets vedkommende østeuropæere, afrikanere og vietnamesere. Desuden har mange unge vesttyskere, der studerer i Berlin, slået sig ned i Prenzlauer Berg, hvor lejlighederne endnu er billige.

Tadeusz er arbejdsløs grafiker og musiker. Han er sidst i trediverne og er født i Polen, men han flyttede til DDR allerede for tyve år siden. Nu er han arbejdsløs og på jobtilbud i børnegalleriet Klax i Pappelallee, der udstiller tegneserier lavet af børn.

- Det er da bedre end at gå på gaden, siger han. Ejendommene rundt om galleriet er ved at blive moderniseret. Fupmodernisering, kalder Tadeusz det. De bliver sat nødtørftigt i stand, hvorefter huslejen stiger med 200 procent. Ejendommen er stadig under PIW, der i DDR-tiden var et statsligt socialt boligselskab, men det er overtaget af private, og de sidste par år er huslejen blevet sendt til en administrator i Hamburg. Lejlighederne fyrer med kul eller gas.

- Folk er bange herovre, siger han. - De ryster. De er bange for ikke at kunne blive boende, bange for at miste deres arbejde - hvis de da ikke allerede har mistet det. PDS er et populært parti i kvarteret. Lige efter genforeningen - die Wende - troede folk på socialdemokratiet. Men de er også bare pampere. Så vi er nok alle sammen lidt venstreorienterede, siger Tadeusz med et lidt undskyldende smil. De sidste galluptal gør PDS til det største parti i Østberlin med 35 procent af stemmerne.

Det er måske ikke så underligt endda, for hvad hjælper det, der er flere varer i butikkerne, hvis man ikke har råd til at købe dem? Arbejdsløsheden er steget enormt i øst, og samtidig er kriminaliteten og narkohandelen eksploderet.

Pappelallee er ingen allé, og der gror ingen popler. Der er lejekaserner, brændselslagre med briketter og hjørnebeværtninger. Cirka hver anden ejendom er renoveret, med grå eller brune pudsede facader. De resterende er faldefærdige. Der er store huller i pudset. Nogle steder er der skudhuller fra anden verdenskrig i murene. Mange altaner hænger og dingler faretruende i rustent armeringsjern. Men hvorfor lod folk deres boliger forfalde på den måde i DDR-tiden? Hvorfor gjorde de ikke selv noget ved det? Var man bange for at blive anholdt, hvis man viste noget som helst initiativ?

Nu tromler Treuhand hen over det gamle DDR med massearbejdsløshed til følge. En fjerdedel af DDR-virksomhederne er erklæret konkurs, fortæller tidsskriftet ZB. Likvidatorerne skulle efter loven være advokater med særlig erfaring i konkursboer, men i stedet uddelte man stillingen som ben til vennerne. En del af likvidatorerne er ikke engang jurister. En er en sparekassebestyrer, der ikke er fyldt tredive, en anden var journalist på Bild Zeitung. Disse likvidatorer har fået udbetalt honorarer fra Treuhand på op til 25 millioner DM hver.

På mange måder minder Østberlin om en besat by. De fleste butiksruder på Unter den Linden er kalket til. Enkelte steder er nye forretninger flyttet ind: Volkswagen, Lacoste, et EU informationskontor. Hjørnet af Friedrichstrasse, der engang myldrede af liv, ligger nu øde som en ghosttown. Kiosken midt på pladsen står lukket og tilskoddet, og der er næsten ingen mennesker på gaden - ikke engang turister.

De store museer, der var Østberlins stolthed, står der endnu, men en stor del af samlingerne er ved at blive flyttet til Vestberlin. Det gælder alle billederne af Nolde og Kokoschka fra Alte Nationalgalerie og hele den østasiatiske afdeling på Pergamon, der skal flyttes til Dahlem. Det er nok meget fornuftigt at samle museerne - nu hvor byen er én er der vel ingen grund til at have to egyptiske samlinger. Men det virker unægtelig som om det hovedsagelig er museerne i byens vestlige del, der er gået på strandhugst i øst, mens der ikke kommer ret meget den anden vej. Dog skal den islamiske samling fra Dahlem flyttes østpå til Pergamon.

For den kunstinteresserede er Berlin et slaraffenland. På Altes Museum i Østberlin kan man se Otto Dix' grafiske serie fra første verdenskrigs skyttegrave, der overfalder tilskueren fysisk og vælter ham ned i ligstank og angst. På Alte Nationalgalerie lige ved siden af får Renoir et kirsebærtræ til at ligne sine rosa svulmende kvinder, mens Monet lader en robåd flimre som vand. PÅ Gemäldegalerie i Dahlem kan man se "Manden med guldhjelmen", der ikke længere menes at være malet af Rembrandt, hvilket ikke gør billedet dårligere. Der er en bedærvet madonna af Botticelli - så åbenlyst en rendestenspige, han har trukket ind i atelieret og klemt et barn i armene på. Vermeers pige med perlehalsbånd er douce Hammershøi-gråblåt i farveskemaet, sky og drømmende. Geertgen tot Sins Jans' eremit er østerlandsk viis og Georges de la Tours Sebastian besynderligt moderne, nærmest kubistisk med en lang pil strittende ud fra mavens okkergule farveflade. På Neue Nationalgalerie i Potsdamstrasse kan man se Grosz' pamper med hovedet fuldt af dampende lort, Dix' pragfuldt ondskabsfulde portræt af en vens forældre og Noldes drømmende papuanerdrenge (New Guinea var jo tysk koloni før første verdenskrig). Den berømte Nefertiti på det ægyptiske museum ligner nærmest et forsidebillede på det hedengangne "Tidens Kvinder". Fersk og sjælløs. Mens et prinsessehoved i en montre er smukt på en foruroligende måde, med brede kindben og dette sære science fiction-kranium, der hvælver ud over al rimelighed. Der er også førdynastiske alabast- og ametystvaser, der er sprukne, så lyset skinner igennem i uventede brudmønstre, og en meget tidlig halskæde af kauriskaller. Hvad siger darwinismen egentlig om den biologiske overlevelsesværdi af vores æstetiske sans? Tilsyneladende har vi altid haft den. Når smukke ting er tilstrækkelig gamle, siger man, de nok har haft en religiøs eller magisk betydning, men jeg er sikker på, at skønhedssansen går dybere end til det rituelle. Ellers kunne kultgenstandene jo lige så godt være grimme. I Pergamonmuseet har den islamiske afdeling en samling miniaturemalerier med dyremotiver fra Mogultiden. En "drømmekamel" var sammensat af uhyrlige mængder af andre dyr og mennesker. Selve Pergamonalteret og Ishtarporten er selvfølgelig overvældende - samtidig med at de får en til at tænke på, hvor meget der egentlig blev tilbage, efter at kejser Wilhelms arkæologer havde hugget Lilleasiens og Babylons skatte fri og stuvet dem i kasser.

Også den etnografiske afdeling af museumskomplekset i Dahlem er tætpakket med udbyttet af europæernes plyndringstogter i andre verdensdele. Stillehavsafdelingen bugner af rovet fra de tyske kolonier før første verdenskrig. Her er hele papuanske hellighuse og en enorm bådesal, større end den de har i Auckland. Hvis man har set de fattige museer i byer som Honiara, Tananarive og Paramaribo, synes man nok, de europæiske museer burde sende noget af det, der ligger tætpakket i magasinerne, tilbage, hvor det kommer fra. U-landshjælp er også hjælp til at overvinde kolonialismens kulturelle arv. Et folk må genfinde sin historie for at kunne komme videre og bevare sin egen identitet.

Heller ikke Berlin kan flygte fra historien. Det lille rokoko-lystslot Charlottenburg står tilbage fra de brandenburgske kurfyrsters residensby. Biedermeier-kvarterer, hvor man endnu kan fornemme de trippende borgermadammer med sjal og kyse. Kejser Wilhelm-tidens monumentalbyggeri og gråbrune lejekaserner præger bybilledet mange steder. I Prenzlauer Berg ser man på mange husmure blege silhuetter af reklamer og butiksnavne fra weimarrepublikkens tid. De forfaldne Arbeiterviertel har endnu tyvernes lugt af kul og elektriske sporvogne. Rote Wedding med ekkoer af Grosz og Döblin. Nazisternes kolossalt grimme luftfartsministerium var i DDR-tiden "ministeriernes hus" og er i dag logisk nok hovedsæde for Treuhandanstalt. Men først og fremmest er Berlin præget af næsten halvtreds års opdeling i øst og vest. Prangende facader og råddent indre i Karl Marx-Allee, burgerkultur og luderbarer i vest. Foran U-banestationen på Wittenbergplatz står et stort skilt: Rædslens steder, som vi aldrig må glemme. Efterfulgt af de europæiske stednavne, der er blevet sår i sjælen: Auschwitz, Stutthof, Bergen-Belsen... Nogle kedelige huse i Schlosstrasse er dækket af en spændende frise, der forestiller Tysklands historie i dette århundrede. Man ser folk komme ud fra ruindyngerne, Kennedys tale og murens fald.

Men hvad sker der nu? Vil det, der hører sammen, vokse sammen, som Willy Brandt så optimistisk sagde? Eller tyder den katastrofalt lave valgdeltagelse og PDS' fremmarch på, at arrene gnaver sig stadig dybere ind i kroppen?

Ikke kun forholdet mellem øst og vest, men også forholdet mellem tyskere og indvandrere giver problemer. Racistiske skinheads står bag overfald på indvandrere. Men trods alt ser man i kvarterer som Kreuzberg mange positive løfter om fremtidens multi-etniske Berlin. Forbundsrepublikken bliver et broget land - Bundesdeutschland bliver til Buntesdeutschland. Det er de steder, det syder og gærer. Så længe stormgæringen er i gang, kan det være svært at se, hvordan det kommende bryg kommer til at tage sig ud. Men det er værd at huske på, at også New Yorks vitalitet skyldes et sammenstød mellem mange forskellige kulturer. Berlin har mulighed for at blive en slags europæisk New York, en levende kulturby.

En kulturby er selvfølgelig en by, der gør noget for kunsten. Men ikke kun det. Hverken Berlin eller København bliver kulturby af at man giver nogle penge til gadeteater og fremvisning af døde får i papkasser. Kultur har noget at gøre med, hvordan folk bor og arbejder og har det med hinanden. Kultur handler om at dyrke og gro. På latin betød "cultura" først agerbrug og derefter dannelse. Kultur er krydsbestøvning og befrugtning. At turde åbne sig for verden. Hvis man gribes af berøringsangst og lukker sig ind i sin egen skal, tørrer man ind.

Når man sidder på en fortovsrestaurant i Kreuzberg og hører græsk musik fra baglokalet, thailandsk musik fra restauranten ved siden af og jazz fra den anden side af gaden, mærker man at Kreuzberg virkelig er et sted, hvor vejene krydses.

I alt for mange år har Berlin skullet være en simulation - et billede, der beviste det ene eller det andet samfundssystems fortræffelighed. I dag, hvor det har vist sig at hverken den uhæmmede liberalisme eller sovjetsystemet kan løse vores problemer, bliver det måske muligt at tage springet fra panorama og iscenesættelse over i uforudsigelig, boblende virkelighed.

Arne Herløv Petersen