Det er lidt af et mantra, at uanset hvad man ellers kan sige om professor, dr. phil. Bent Jensens fremfærd, sprogbrug, metoder og ideologiske blindhed, så er hans faglige kvalifikationer i hvert fald uangribelige. Det er den ene myte om Bent Jensen. Den anden myte er, at Bent Jensen først måtte så grueligt meget ondt igennem og stod over for en kompakt mur af politisk korrekte autoriteter, der sortlistede og sværtede ham, men nu har tiden vist, at han har haft ret hele tiden, så han endelig er ved at få medvind. Bent Jensens stemme er ifølge denne myte folkets røst og han selv en lykkelig blanding af den lille dreng i Kejserens nye klæder, den grimme ælling og Klods Hans.
Disse myters gennemslagskraft er forbløffende, da det forekommer mig lettere at argumentere for de modsatte synspunkter: at Bent Jensen er en særdeles ringe historiker, der tit og ofte forsynder sig mod de mest elementære regler for kildekritik og historisk metode, og at han kun har kunnet vinde frem, fordi han fra første færd er gået målrettet efter magten, i nær alliance med forsvaret, efterretningsvæsenet, den borgerlige presse, Dansk Folkeparti og et netværk af højreradikale.
Efter at have gennemgået en uddannelse som elektriker tog Bent Jensen studentereksamen på kursus og kom derefter ind på Forsvarets Sprogskole, hvor han tog eksamen i russisk. Så meget kan man med sikkerhed sige, at når forsvaret uddanner folk i russisk, er det ikke for at de skal læse Pushkin. Hvad man skulle bruge en fingernem elektriker med russiskkundskaber til, kan man kun gisne om. Derefter studerede Bent Jensen historie og russisk i otte år på Københavns Universitet og blev cand. mag. i 1969. Han blev øjeblikkelig ansat som amanuensis, senere lektor ved Københavns Universitet. Han tog doktorgraden i 1979 og blev straks året efter udnævnt til professor ved Odense Universitet. Næppe nogen anden historiker har derefter siddet på så mange faglige nøglepositioner. Bent Jensen har fået sæde i Statens Humanistiske Forskningsråd, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie, det Kongtelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk Historie, bestyrelsen af Det Udenrigspolitiske Selskab, Dansk Udenrigspolitisk Institut , Selskabet for Samtidshistorisk Forskning og Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Der er ikke tale om kortvarig gæsteoptræden – på nogle af disse poster har han siddet i årtier. Bent Jensen er formodentlig den mest magtfulde akademiker i landet.
Bent Jensen sidder også i det europæiske rådgivende udvalg for Radio Free Europe/Radio Liberty, der er et CIA-foretagende. Det er uvist, om han har forbindelse til PET i Danmark, men det forekommer usandsynligt, at han skulle have haft nær forbindelse til det danske forsvar og CIA uden nogen sinde at være i kontakt med PET. Bent Jensen blev i 1989 udnævnt til politisk redaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten og sidder stadig i bestyrelsen for Jyllands-Postens fond. I denne egenskab bevilligede han sig selv en halv million til koldkrigs-forskning – hvilket Jyllands-Posten omtalte som et nyt og forfriskende initiativ. Andre ville vel kalde det nepotisme eller korruption. En sproglig sammenligning med hans indlæg i avisen vil med stor sikkerhed vise, at han også ganske ofte skriver ledere i Jyllands-Posten.
Bent Jensen har været folketingskandidat i Nyborg-kredsen for partiet Venstre, men brød for nogle år siden med partiet og meldte sig ind i Dansk Folkeparti (Politiken 27.1.03).
Bent Jensen blev kendt i en større offentlighed med værket ”Stalinismens fascination og danske venstre-intellektuelle” i 1984, hvor han anklager en række personer for at have støttet stalinismen. Både i dette og senere værker har stalinismens fascination tilsyneladende også ramt Bent Jensens sproglige udtryksform. Når man læser hans skrifter får man mindelser om den gamle officielle sovjetiske partihistorie, hvor modstanderne omtales som ”hvidgardistiske gnomer”. Bent Jensen prøver at foregive, at hans bog i 1984 blev modtaget med massiv modstand. Det er ikke rigtigt. Bogen blev anmeldt særdeles rosende af Bjarne Nørretranders i Poltiken , af Henrik Stangerup i Ekstrabladet, og af Flemming Chr. Nielsen i Jyllands-Posten – alle på udgivelsesdagen. Anmeldelserne blev fulgt op af rosende artikler af Ina Rohde og Søren Krarup. Jyllands-Posten og Weekendavisen bragte helsidesuddrag af bogen. Bogen blev anmeldt negativt i DKPM-L’s organ Arbejderen, hvilket næppe kan undre, og i BT af David Jens Adler. Det skulle Adler nok ikke have gjort, for straks efter brugte Bent Jensen den metode, han senere har udviklet til fuldkommenhed. I et debatindlæg i BT 26.11.84 med overskriften ”David Jens Adler aner ikke hvad han skriver om” gik Bent Jensen i gang med at trampe den formastelige anmelder ned i skidtet. Når han farer frem mod dem, der vover at tage til genmæle, minder han nærmest om en olm han-elefant, der har ædt lidt for mange gærede frugter. Han helmer ikke, før han har sværtet Adler til som ”bagvasker og formidler af mudrede ondskabsfuldheder tilsat en solid portion uvidenhed om det emne, han foregiver at oplyse BT’s læsere om”. Bent Jensen er ikke i stand til at diskutere med modstandere. Enhver, der ikke mener som Jensen, skal likvideres verbalt.
Med årene har Bent Jensen fået plads i et solidt netværk af højreorienterede skribenter. Ved at sætte sig på posterne som debat- og kronikredaktører på de store dagblade styrer de dagsordenen og bestemmer, hvad der overhovedet skal tales om. Og hver gang Bent Jensen føler sig forulempet eller tilsidesat eller han selv ønsker at tryne anderledestænkende, er der et helt kobbel, der kommer ham til undsætning.Et eksempel er Encyklopædi-sagen i 2001. Bent Jensen havde også her fået foden indenfor og var blevet medarbejder ved den Store Danske Encyklopædi. Men han kunne jo ikke så godt skrive en artikel om sig selv, og der var ingen af de andre, der havde husket at få ham med. Bent Jensen skrev så en række voldsomme angreb på Encyklopædien og dens redaktører. Han var stærkt utilfreds med, at man kunne slå folk som Elias Bredsdorff, Hans Kirk og Mogens Fog op i Encyklopædien, uden at der udtrykkelig stod nævnt, at disse mennesker kendte til Stalins forbrydelser, men ikke tog afstand fra dem. Han kritiserede, at Encyklopædien ikke nævnte Jensens meningsfæller som Per Ahlmark, Richard Pipes og historikeren Robert Conquest, der i en årrække arbejdede for det britiske efterretningsvæsen. Derefter satte højrefløjens hylekor ind og støttede Bent Jensen, samtidig med at skribenter som Ulrik Høy i Weekendavisen gav udtryk for forfærdelse over, at der ikke var nogen artikel om Bent Jensen. Og kampagnen lykkedes. Encyklopædiens redaktion bøjede sig og udsendte et supplementsbind med artikler om Bent Jensen, Ahlmark, Conquest og Pipes. Derimod vil man lede forgæves efter kendte historikere, der ikke er enige med Bent Jensen. Man finder ikke Claus Bryld, Morten Thing eller Niels Finn Christiansen i Encyklopædien, ligesom der ikke er plads til fremtrædende sovjetforskere som Robert W. Thurston, J. Arch Getty og Vadim Z. Rogovin.
Som en anden Joseph McCarthy er Bent Jensen nu nået så vidt, at han kan mase sine meninger igennem alle vegne og trampe enhver modstand ned. Kronen på værket kom, da Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti sikrede sin partifælle fire millioner på finansloven til en undersøgelse af den kolde krig. Ingen vover at antyde, at en mand, der har siddet i det rådgivende udvalg for en CIA-propagandavirksomhed, kan have et habilitetsproblem. Folk tør ikke længere tage til genmæle – man ved, hvad man så udsætter sig for. I stedet dukker de fleste sig og håber, det går over.
Og desuden – siger folk. Meget kan man sige om Jensen, men han er en glimrende historiker. Det siger alle da. Og han har fået både Adam Smith-prisen, Ekstrabladets frihedspris og Weekendavisens litteraturpris. Det er muligt, Bent Jensen har skrevet nogle gedigne historiske værker. Jeg har ikke læst hans doktorafhandling ”Danmark og det russiske spørgsmål” fra 1979 eller hans værk ”Bjørnen og haren” fra 1999, så det kan være, han indfrir de forventninger, man kan stille til en historiker, i disse værker. Men han gør det ikke i sine utallige avisindlæg eller i sine populærhistoriske værker som det meget roste ”Gulag og glemsel” fra 2002. Og det er da en besynderligt skizofren holdning til faget, han må have, hvis han skriver som videnskabsmand det ene sted og forsynder sig mod al videnskabelighed det andet. Det ville svare til, at en fremtrædende læge dels skrev medicinske afhandlinger på et højt plan, dels gennem utallige læserindlæg og i populære værker agiterede for, at krystal-healing og numerologi er vejen til sundhed.
Lad os se på et par eksempler fra ”Gulag og glemsel”. Og lad det være sagt med det samme: Det drejer sig ikke om omfanget eller arten af Stalins fangelejre. Gulag-systemet var en forbrydelse mod menneskeheden og en hån mod alle demokratiske og socialistiske principper. Interesserede kan med fordel læse ”Gulag – a History” af Anne Applebaum (2003). Hun er ganske vist journalist og ikke historiker, og hun er mindst lige så højreorienteret som Bent Jensen og har nogle konklusioner, jeg ikke er enig i. Men hendes fremstilling af lejrsystemet er redelig og uafviselig.
Det samme kan man ikke sige om ”Gulag og glemsel”. Det ville være en interessant opgave for en historiker at gennemgå bogen side for side og vise, hvor Bent Jensen fremfører ubegrundede påstande og støtter sig til tvivlsomme kilder. Her bliver kun plads til et par eksempler. På side 18 citeres den amerikanske hovedanklager ved Nürnbergprocessen Robert Jackson for en henvisning til, at ”vi undertiden i vort eget land har haft beklagelige tilfælde, hvor mindretal er blevet unfair behandlet”. Jensen skriver så, at Jackson formentlig og især tænkte på Sovjetunionen, og i næste sætning er dette forsøg på tankelæsning blevet til sandhed: ”Hensynet til det sovjetiske regime blev også [min kursivering] bestemmende for FN’s senere definition af folkedrab”. Bortset fra det problematiske i at forsøge at læse tanker, er det dog nærliggende at påpege, at Jackson sagde ”vort eget land” i ental og derfor nok snarere tænkte på sit eget land, der som bekendt er bygget på folkedrab på indianerne og senere har behandlet sit afrikansk-amerikanske mindretal særdeles unfair. Det er et centralt argument for Bent Jensen, både i ”Gulag og glemsel” og i ”Stalinismens fascination”, at man i Vesten kunne have vidst besked med Stalintidens forbrydelser allerede på et meget tidligt tidspunkt, og når man ikke tog afstand fra dem, må det være fordi, man gik ind for likvideringer, fangelejre og etnisk udrensning. Når tidligere kommunister siger: ”Ja, vi havde nok hørt om slavelejre og massehenrettelser, men vi troede, det var ondsindet propaganda” – så afviser Bent Jensen det som bortforklaringer. Men hans begrundelser synes nærmest at tale mod hans påstand.
Bent Jensen forlanger, at danske venstreorienterede i 1930’erne skulle forkaste rosende udsagn om Sovjetunionen af Niels Bohr (s. 353-55) og af en lang række andre iagttagere fra Halldor Laxness til de britiske fremtrædende socialdemokrater Stanley og Beatrice Webb, New York Times’ korrespondent Duranty og den amerikanske vicepræsident Henry A. Wallace. – og i stedet fæste lid til iagttagere som hønseavler Arne Strøm, gymnastikpigen Musse Gudiksen, der efter en gymnastikopvisning i 1932 udtalte at Sovjetunionen havde en ”intetsigende befolkning”, hvorfor Jensen kalder hende en ”skarp iagttager” (s. 341), lederen af Ollerup Gymnastikhøjskole Niels Bukh, der skrev, at Rusland var det ”ulykkeligste land i verden” (Jensen nævner ikke, at samme Bukh året efter gav udtryk for sin begejstring for Hitlers Tyskland) eller Berlingske Tidende, der i sommeren 1933 beskrev forholdene i Sovjetunionen ”på grundlag af oplysninger fra Det tyske evangeliske Presseforbund i Berlin” (s. 344). Altså: Danske venstreorienterede skulle tro på oplysninger fra Berlin under Hitlers regime og på eksperter i hønseavl og damegymnastik, men ikke på Niels Bohr, Laxness eller New York Times. Spørgsmålet er ikke, hvem der har vist sig at have mest ret – efter at arkiverne er åbnet og oplysningerne kommet frem. Spørgsmålet er, hvad man kunne vide i trediverne, og hvem det i datiden ville forekomme mest rimeligt at fæste lid til. At ville bedømme aktørerne i en historisk situation ud fra bagklogskab er i sig selv en uholdbar tilgang til historien. Det er unægtelig nemmere at lave regnestykkerne, når man står med facitlisten i hånden.
Bent Jensens værk er ikke historieskrivning men moraliseren. Han anklager folk, ikke blot for hvad de har gjort eller sagt, men også for det, de ikke har gjort eller sagt. Ikke at tage afstand fra ugerninger er ifølge Jensen at være medskyldig i ugerningerne. Men det gælder kun for den ene side. Jensens moralske bud gælder ikke for ham selv. Venstreorienterede er medskyldige i mord, selv om de aldrig har agiteret for andet end demokratisk socialisme – hvis de ikke udtrykkelig og i samtiden har taget afstand fra forbrydelser som Gulag, Moskvaprocesserne og hungerkatastrofen i Ukraine. Men Bent Jensen er ikke medskyldig i noget som helst, selv om han ikke har taget afstand fra Vietnamkrigen, indespærringen af folk i strid med folkeretten på Guantanamo-basen, Kissingers støtte til folkedrabet i Indonesien i 1965 og torturregimerne i Chile og Argentina eller de talrige politisk fremkaldte eller forværrede hungerkatastrofer i koloniale og afhængige lande som Irland i 1840’erne, Indien i 1870’erne, Niger i 1931 (på grund af de franske kolonimyndighedernes udskrivning af mændene til tvangsarbejde) eller Vestbengalen 1943. Bent Jensens moralisering bliver dermed til dobbeltmoral. Og hele hans historiske projekt er ikke andet end en række trompetstød, der signaliserer den vilje til magt, han fra første færd i så rigt mål har vist. Med sit magtbegær, sin manglende evne til at diskutere og sin totale nedtromling af enhver, der ikke mener det samme som ham, fremtræder han nærmest som et spejlbillede af den stalinisme, han skriver så meget om.
(14. december 2003)