Forlagets beskrivelse

Eksildigteren Mikkel Fossmo (født 1973) der debuterede i Hvedekorn i 2003 og som nu bor i Venezuela har bl.a. tidligere udgivet den præmierede digtsamling Vækstlaget (Samlerens forlag 2007) samt Muldvarp og pelikan.

Nu kommer tekstsamlingen Begyndelser der i både prosa samt poetisk form samler en række parodier på og pasticher over en række af dansk og international litteraturs absolutte klassikere samt mere originale imitationer af forskellige former for genrelitteratur, alle sammen med forfatterens alter ego’er i centrum.

Vi møder bl.a. den letgenkendelige Moby Duck samt Mikkel Homo og kommer også med på eventyr i Fossiaden samt med Mikkel Fosbjørn og pindgrisen. Man kan selv prøve at gætte hvor forfatteren henter sin inspiration til de forskellige tekststykker.

Bogen sluttes af med en række digte af Fossmo der hidtil har været bedst kendt for sin poesi.
 
 
 
 

Anmeldelser

Begyndelser er ikke anmeldt i noget dagblad eller tidsskrift.
Bogen fik denne lektørudtalelse:

De første afsnit af og titler på en lang række kendte bøger omskrives på overraskende vis i Mikkel Fossmos nye bog. Læsere med et stort litteraturkendskab vil oplagt få mest ud af teksterne
På hver side omskrives begyndelsen fra forskellige kendte bøger, hvis titler også får et tvist, fx "Mord i metermål", "Bedrageren" eller "Den unge Mikkels lidelser". Den særlige stil hos den originale forfatter anvendes i Fossmos nye fortolkning, hvilket også er en ledetråd, når originalbogen skal gættes, for der gives ingen facitliste bagerst i bogen. Heller ikke bagsideteksten åbner for bogens ide. Bogen afsluttes med to digte af Mikkel Fossmo
Det er en rigtig sjov og original ide, Fossmo her har gennemført med charme og overskud
Jeg kan ikke komme på andre nyere titler, der på samme måde indeholder litterær satire, men i Sussi Bech og Frank Madsens ugentlige tegneserie, "Eks libris", i Weekendavisens bogtillæg bliver der gjort godt grin med kendte forfattere
 
Uddrag af bogen

Mord i metermål

Det havde været en lang dag. Når jeg fremhæver, at den var lang, set i forhold til andre dage, der mig bekendt alle rummer 24 timer, antyder jeg dermed, at der måske kan være noget om Einsteins såkaldte relativitetsteori, der almindeligvis antages at påpege det ikke ukendte forhold, at tidens længde afhænger af øjnene, der ser. Så vidt jeg husker, har samme Einstein, gæv gut som han kunne være i sine muntre stunder, engang sagt noget om tidens relativitet, der forekommer mig umiddelbart indlysende: Hvis man tilbringer et minut oven på en gloende kakkelovn, virker det som meget lang tid, men hvis man ligger en halv time i armene på en dejlig dame, føles tiden urimeligt kort. Ikke dårligt set af Albert.
Når dagen havde været lang, eller rettere la-a-ang, havde det altså ikke noget at gøre med, at dette specielle døgn rummede flere end de 86.400 sekunder, der er normaldosis for sådan et godt, dansk gennemsnitsdøgn, men udelukkende, at det var en dag, hvor arbejdets strabadser havde slidt så meget på nervespidser og fingerspidser, hvilke sidste havde danset en trommedans over skrivemaskinetasterne, som kunne have gjort Cal Tjader grønlig af misundelse, at samme fingerspidser følte en helt naturlig trang til at lukke sig om et glas skummende fadøl nede på Stjernecafeen.

**

Tidens ormehuller

Nu var Mikkel længere væk hjemmefra end nogen havde været før ham. Han burde have vidst, det ville ende sådan. Ved visse meget indtrængende samlejer mellem pattedyr opstår lokalt spontane flænger i tids-rum-kontinuet. Hvis flængerne danner ormeformede tunneler, kalder man dem ormehuller. Hvis man falder ned i et ormehul og glider ud på den anden side, kan man havne i en anden tid eller man kan komme ud et helt andet sted - for eksempel i et parallelforskudt univers. Det kan være en god ting eller en meget dårlig ting. I dette tilfælde var der ikke tvivl om, at den ikke var god.
En af de første beskrivelser af fænomenet stammer fra den tyske opdagelsesrejsende Heinrich Barth, der i Okavango-deltaet overværede to butsnudede næsehorns parring. Da de tørnede sammen, skallede pladerne af dem, og de løb rundt, bløde og hårløse, mens urtidsbregner pludselig skød op af muddersletterne, og pterodaktyler gled i svæveflugt over floden. Så lukkede tidsflængen sig om næsehorn og urtidsverden, og Barth stod alene tilbage og gispede.
Hvorfor havde Mikkel ikke holdt fingrene fra Gilda? Når man er vokset op i et parcelhus i Rødovre, skal man finde sig en sød lille forstadspige og ikke en femme fatale.
Gilda havde et blik, der fik gardiner til at bryde ud i spontan selvantændelse. Det var som helvedes flammer, der brænder men ikke fortærer. Alt omkring hende blussede op og gennemgik en faseforandring til noget andet, uden at det af den grund ændrede form eller farve.
Nu må du tage skade for hjemgæld, tænkte Mikkel og så ud over en endeløs, grønlig strandbred, oversået af små smaskende trilobitter.**

*
Mikkel Fosbjørn og Pindgrisen

En forårsdag, hvor Mikkel Fosbjørn ikke havde så meget andet at lave, syntes han, han ville gå over og se om hans gode ven Pindgrisen og dens unge Lillepind var vågnet efter at have ligget hele vinteren og sovet i en dynge vissent løv nederst i haven. Der var kommet mange små hvide og gule blomster op i haven, og Mikkel Fosbjørn, som var en bjørn med en meget lille hjerne, syntes, han havde hørt, de hed vintervækkere og randtissere. På vej ned til Pindgrisens hi sang Mikkel en lille sang, der er god at synge, når man vækker mindre pindsvin af deres vinterhi:
At gå i hi
gør man fordi
man får kolde tær
hvis man lar vær.
En dovenkrop
skal vågne op
når solen skinner
på hans kinder
Da-dudli-dej
Nu var Mikkel kommet ned til Pindgrisens hi, men der var gravet et stort hul i løvdyngen, så Pindgrisen var allerede stået op og havde taget Lillepind med, måske ned til bækken for at vaske den om snuden og børste tænder

**

Svære tider

I et kvarter i hovedstaden, der ved tidernes ugunst var forvandlet fra bopæl for den solide arbejderklasse til hjemsted for hærgende bander og misbrugere af euforiserende stoffer, boede i en periode i midten af halvfemserne i sidste århundrede en ung mand. Det skal vise sig, hvorvidt denne mand vil komme til at fremstå som helten i denne historie, eller om man snarere skal benytte andre og mindre smigrende betegnelser om ham. Under alle omstændigheder hersker der ingen tvivl om, at han fra første færd var blevet fulgt af store forhåbninger, der ganske vist sjældent eller aldrig udsprang af faste kendsgerninger, men i stedet af forfængeligt håb og løse fornemmelser. Det berettes således, at da denne unge mand, der i dåben fik navnet Mikkel Fossmo, blev født på Rigshospitalet, udbrød jordemoderen ved synet af hans blåglinsende, fedtindsmurte krop højt: Vorherre bevares, hvilket den afkræftede moder antog som et varsel om, at Herren ville lægge sin hånd over hendes nyfødte søn.
*
*

Livet løb ud i grebningen

Gamle Mikkel sad i en halmstol op ad ladens tværside og bakkede på stumppiben, mens han gnæggende smugkiggede ind mod gårdspladsen, hvor Mett’-Mari’ i den bare særk vaskede sig ved pumpen. Lige så uhæget som hun var sprunget af olmerdugen stod hun nu der glinsende af vand i sit runde hoved, og dyvådt var bryststykket blevet på særken, så man klart aftegnet så, hvad ellers var tækkelig skjult bag bluse og trøje. Hun vendte hovedet mod Mikkel og hwirrede: - Hvad glor du på, dit skrummel? Skal du have en tår, pattebarn som du vel er bleven igen?
Mikkel kræmtede fortrædelig og spyttede langt efter den skabede hane, der kom skjaldrende ind fra møddingen. – Kan du tie, din skarnstøs, sagde han. – Og taler vi om pattebørn, så er de vel kommet tjalrende af dig som grise af den gamle so. Ikke så snart har et karlfolk dikket dig under hagen, før du er frugtsommelig. Ene har du fyldt den vestre fløj på børnehjemmet.
Ikke om Mett’-Mari’ ville svare på sligt, så for at vise sin foragt vendte hun sin brede bag mod Mikkel og fjærtede langtrukkent, så det gjaldede som rørdrummens skagren mellem de tre længer.

**

På sporet efter de tabte ting

I mange år gik jeg tidligt i seng. I reglen lagde jeg mig med en bog, som jeg læste en snes sider i, før jeg rakte ud og slukkede lyset og lagde mig til at sove, men det hændte, at søvnen overmandede mig, endnu mens jeg holdt bogen i mine hænder, og når jeg så efter nogen tid blev vækket af tanken om, at jeg hellere måtte gå i seng, opdagede jeg til min forbløffelse, at jeg allerede lå der. Mens jeg sov, havde bogen arbejdet videre i mine drømme, men i sære, forvredne former, hvor handlingens regelrette linje blev forvredet og forvansket i det uendelige, i stadig nye slangeborter og arabesker. Det forekom mig, at jeg selv var blevet en del af bogens handling, at jeg travede med grislingen ind gennem skoven på vej til Æseldyret med fødselsdagsgaver, en tom krukke og et slattent ballonskind, eller at jeg mødtes med Tom og Annika i Villa Villekulla, hvor den prikkede hest stod opstaldet i dagligstuen. Når jeg så fór forvildet op, forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke længere var Peter Plys eller Pippi, det velkendte kammer var blevet fremmed og uforståeligt, mens omvendt fortællingernes fantasifulde elementer var blevet den tabte virkelighed, som jeg greb ud efter med min barnehånd, blot for at se den fortone sig stadig længere bort, så min sjæl fyldtes af vemod over ikke længere at kunne nå den verden, der så brat atter havde forladt mig. Faldt jeg atter i søvn, kunne det ske, at tabet af den barnlige fantasiverden forbandt sig med følelsen af det velkendtes fremmedhed og skabte en dobbelt bund af forladthed, hvor begge verdener gled sammen i en tågetilstand, der næppe længere ville kunne nås i levende live.

**

Samtalekøkkenet, webergrillen og flagermusen

Du må ikke se mig bælge ærter, sagde hun. Jeg ved godt, jeg får det udtryk i øjnene. Jeg skammer mig. Gå nu.
Chantal åbner bælgene med et fingertryk. Ærterne er runde og forsvarsløse, de trimler ned i skålen. Bælgene knirker, når hun åbner dem. Dette skulle ikke være sket. I huset overfor var gardinerne trukket for hele dagen. To gange så hun skygger passere vinduerne. Skålen er halvfuld af ærter. Det er nok. Der er for mange. Hun bliver ved.
Han står uden for døren. De kunne sætte sig og drikke et glas sherry som andre par. De kunne snakke sammen, mens de lavede mad. De har købt en webergrill. De har aldrig brugt den. Ærter hver eneste dag. Altid ærter. Og så den lyd af bælgene. Naboerne har ikke opdaget noget.
Floden går over sine bredder. Måske er det derfor, skyggerne er så lange i aften. Naboen til venstre steger pølser på sin grill. Naboen til højre koteletter. Havde hun så i det mindste kogt de ærter.

**
Vombatten
eller
Frem og tilbage er lige langt

I et hul i jorden boede en vombat. Ikke et hul i jorden som Sakskøbing eller Mariager og ikke et jordfaldshul eller en sump, men en nydelig jordhule, som den selv havde udgravet med sine stumpe fortænder. Som så mange andre jordhuleboende pungdyr, havde også denne vombat en pung, der vendte bagud, så den ikke blev fyldt med jord, og nu sad den nok så tilfreds i en lænestol, den selv havde lavet af sammentyggede blade og pinde, og røg en pibe morsom tobak, hvoraf den havde et lille forråd i pungen, mens den funderede over, at den dagen efter ville kunne fejre sin elleveogtyve års fødselsdag.
Det var en ganske tilfreds og velstående vombat, og dens navn var Muffin. Slægten Muffin havde boet i grevskabet Flodkløft i utallige generationer, og de fleste betragtede denne slægt som helt igennem respektabel, ikke mindst fordi dens mandlige medlemmer aldrig gik i krig, yppede slagsmål eller lavede hutlihut med fremmede vombatters koner, men sindigt og roligt passede deres huler, gravede nye gange og ellers sad lige så stille og smilede til hinanden med de store fortænder hængende lidt ud af munden.

**

Dage med divan

Miggel Fosmose bankede på sin dør og ventede, mens han hørte velkendte skridt indenfor. Miggel Fosmose lukkede op. De stod længe og så på hinanden.
- Vil De være venlig at gå? sagde Miggel 2. – Det er ikke min skyld.
- Det har jeg heller ikke sagt, sagde Miggel 1. – Men jeg har ikke andre steder at gå hen.
- Vent lidt, sagde Miggel 2 og gik ind i stuen. Han kom ud igen med et par hundredekronesedler. – Der ligger et Hotel Garni rundt om hjørnet. Jeg har
ganske vist aldrig været der selv, men der er flere af mine bekendte, der har overnattet der, når de er i byen. De siger, det er et rigtig udmærket sted til prisen.
- Ja, det ved jeg. Men det er ikke det samme som derhjemme, sagde Miggel 1, men han tog alligevel mod pengene og gik ned ad trappen.
Jeg skulle aldrig være gået ind i det ismejeri i 1964, mumlede han for sig selv, mens han lukkede hoveddøren op og gik ud i regnen.

**

Som sølv forstøvet

På novembermorgener bliver tågen liggende ude over Noret, så lappedykkerne og blishønsene kun anes gennem det hvide mørke. Disse morgener, hvor tørre dunhammerstængler svajer i brisen fra sundet, mens gåsetrækkets kile sender sin klage mod jorden som en forsikring om, at lidelsernes sum altid vil forblive den samme, kommer selve tidens tråde i urede, og man føler, at man i gæssenes vemodige kalden hører et sidste eftergjald af de lurer, der i bronzealderen fulgte høvdingens flammende båd ud på dens sidste dødssejlads.
For den, der må sande, at han står på midten af sin bane gennem livet, og at vejen om næste sving bestandig går nedad mod det store mørke, bliver gæssenes flugt mod ukendte landes sol til en sørgmodig lokketone, der kalder ham ud mod fremmede vidder. En sådan morgen, hvor bevidstheden om livets korthed går gennem ens sind som vindens rislen gennem hvedemarken, må man skutte sig, ryste skyggerne af kroppen og se ud mod den lave sol, der kæmper sig op over en grå himmel.