BERUS JER!

Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.

Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd - som I vil. Men berus jer.

Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stuers tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det som rinder, alt det som synger, alt det som taler, spørg hvilken time det er: og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer: "Det er beruselsens time! For ikke at blive mishandlede trælle, så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd - som I vil."

Dette var Charles Baudelaire...

(oversættelse: Jens Louis Petersen)

DAGENS DIGT DEN 29. JUNI...

Rygterne vil vide, at Peter Poulsen er ved at have en ny oversættelse klar af Baudelaires Les fleurs du Mal (Syndens blomster) til erstatning for Sigurd Swanes noget bedagede, men stadigvæk - i mangel af bedre - læseværdige version fra 1921. Sidstnævnte oversættelse er i øvrigt genudgivet af Nansensgades Antikvariat i 1994.

Det kan så undre, at en digter som Peter Poulsen der nærmest dyrker det urimede og formløst småsnakkende, skal være den, der giver sig i kast med de oftest stramt komponerede digte fra Syndens Blomster.

Heldigvis har også andre end Sigurd Swane oversat enkelte nøgledigte fra samlingen. Den første oversætter var såmænd ingen anden end Sophus Claussen.

Bemærk de ganske store forskelle imellem Swane og Claussen. Først Claussen, dernæst Swane:

Flakonen

Der er de stærke dufte, hvis ånde gennemborer

alt stof, som om selv glasset var sprødt og havde porer,

ved at åbne et fra Østerland nylig hjemsendt skrin,

hvis vrantne lås skær tænder og går op med et hvin.

Ved at åbne for et skab med den støvede og sure

forgemte luft, der bor i et hus med øde mure,

kan man finde en flakon, der for længst gik i glem,

hvoraf en sjæl, som vågner, lyslevende står frem.

Som dødningelige pupper, der i graves mulm sig skjule,

fandt tusind tanker bævende søvn i denne hule,

der spreder deres vinger som et sommerfuglekuld

azurblå, rosenmalte, og virked ind i guld.

Og se en sværm af minder svæve ud fra skab og skuffe

i dagens lys og lukker dine øjne for at puffe

din tanke let fortumlet med sikre hænders kunst

imod et svælg, der mørknes af menneskedunst

De kaster mod et hundredårsdyb dig over randen,

hvor som en jordet Lazarus, der slår sit lin fra panden,

nu rører sig og vågner et spøgelseslig

af en længst begravet kærlighed, ram og ynderig.

Sådan, når jeg er slettet af menneskenes minde,

når jeg for længst er død og forsvarlig lukket inde

dybt i et bælgmørkt skab, som en flaske glemt og tavs,

affældig, støvet, sprukken, klæbrig og grå af snavs.

Så bliver jeg dit gravskrin, du elskelige jammer,

et vidne om den styrke og gift, hvormed du rammer.

Edder af engle blandet, du skål med læske sød,

som evig nager mig, mit hjertes liv og død.

FLACONEN

Der er dufte så stærke, at gennem alt de bryder

Glasset selv, det synes ingen Hindring byder.

Åbner man et skrin fra den fjerne Orient,

rustent og længst på den lange Rejse sendt,

eller på et Loft et Skab, hvis Hængsler piber,

i Mørket og Støvet tilfældigt man griber

en gammel Flacon, som gemmer en underfuld Glød:

en levende Ånd som man længst troede død.

Tusende Tanker sov som forpuppede Sommerfugle

blidt skælvende i Mørket, hvis Skygger dem skjule.

I et mangefarvet Brus, som ved et strejf af Magi

løses deres Vinger, og de stiger i det Fri.

Genvakte Minderne i Luften svæver.

Øjnene lukkes, Sjælen i Svimmelhed bæver,

modstandsløst besejret tvinges den ned

mod et Svælg forpestet af Menneskesved,

hvor den lander på Tærsklen til Dybets Riger,

og hvor - mumiestiv - en udødelig Kærlighed stiger

som en stinkende Lazarus af Gravkulen frem

og kaster Liglagnet bag sig i Gravmørkets Gem.

Således vil jeg, når engang jeg er slettet

af Menneskers Minde og om mig Støv er tættet

måske findes i et Skab, tilfældigt smidt,

som en gammel Flaske, skåret og beskidt.

Og da, elskede Pest! vil din Urne jeg være

og om din Vælde og Styrke evigt Vidne bære,

du Gift beredt af Engle, Drik, der salig og sød

æder mig op, du mit Hjertes Liv og Død!

Torsdag, Juli 17, 1997 06:13:12 PM

Poesi Item

Fra: Niels Ivar Larsen

Emne: DD: Baudelaire (igen)

Til: Poesi

DAGENS DIGT DEN 17. JULI 1997

Charles Baudelaire (en af mine absolutte husguder) efterlod sig en del dagbogsnotater, aforismer og paradokser.

Som alt fra mesterens hånd rummer de uforlignelige kvaliteter, selv når arrogancen, hånen, hadet til det borgerlige samfunds forlorenhed og leden i almindelighed er allermest påtrængende åbenlys og selv når det lommefilosofiske ligger snublende lige for. (Ironien og humoren forlader heldigivs aldrig Baudelaire og lindrer den hyppige beskhed ved hans tekster).

Et dansk udvalg i Regin Dahls udmærkede oversættelse (og med forord af Bo Green Jensen) udkom på Gyldendal i 1982. Det savner i nogen grad et noteapparat - fragmenterne er fyldt med referencerne til samtiden i 1850'erne og 1860'erne.

Selvom vi har bragt digte af Baudelaire i som Dagens Digt tidligere, ser jeg ikke noget i vejen for også at placere et dagbogsfragment fra hans hånd her.

Det er måske ikke poesi i streng genremæssig forstand, men i al anden forstand er det i høj grad poesi. Og desuden udgør disse notater en udmærket nøgle til denne fortræffelige forfatters egentlige udgivne litterære værk.

Jeg gengiver hermed nogle udvalgte passager fra fragmentsamlingen Gnister

Gnister

Selv om Gud ikke var til, ville religionen dog

være hellig og guddommelig

Gud er det eneste væsen, som ikke engang be-

høver at være til for at herske.

Det, der er skabt af ånd, er mere levende end

stoffet.

Kærlighed er trang til prostitution. Der findes

ikke én ædel lystfølelse, som ikke vil kunne fø-

res tilbage til prostitutionen.

Fornøjelsen ved at være i en folkestimmel er et

mystisk udtryk for nydelsen af tallets mangfol-

diggørelse.

Dragningen mod skabende koncentration bør

hos den modne mand erstatte dragningen mod

forfald og fortabelse.

Storbyers religiøse rus. Panteisme. Jeg er alle,

alle er mig. Malmstrøm.

Vi elsker kvinder, alt efter hvor fremmede de

er for os. At elske intelligente kvinder er en

pæderastfornøjelse. I den forstand udelukker

dyriskhed al pæderasti.

Sansen for det komiske behøver ikke at ude-

lukke barmhjertighed, men det er såre sjældent,

at den ikke gør det.

Begejstring, som helliger sig andre ting end

abstraktioner, er et tegn på svaghed og sygdom.

Magerhed er mere nøgen, mere uanstændig

end fedme

Kvindens ansigtsudtryk

De henrivende udtryk, hvorpå skønheden hviler er:

Den blaserte mine, den der er fuld af lede,

den letsindige, den skamløse, den kolde, den

indadvendte, den herskesyge, den viljestærke,

den ondskabsfulde, den syge, katteminen, barn-

agtighed, nonchalance og spydighed, sammenblandet.

Det berusende i en slet smag skyldes den ari-

stokratiske glæde ved at mishage.

Tyskeren udtrykker drømmen ved linien, som

englænderen ved perspektivet.

Ved frembringelsen af enhver sublim tanke

kommer der en nervøs rystelse, som kan fornemmes

i lillehjernen.

Det er let at fatte, hvorfor demokrater ikke kan

fordrage katte. Katten er smuk; den vækker

forestillinger om luksus, renlighed, vellyst osv.

At sælge sin sjæl til Satan, hvad vil det sige?

Hvad er mere absurd en fremskridtet, når

mennesket, som kendsgerningerne viser fra

dag til dag, stadig i ét og alt er mennesket ligt,

dvs. står på det vilde stade! Hvad er urskovens

og steppens farer mod vor civilisations daglige

rystelser og konflikter? Hvad enten mennesket slår

plat på boulevarden eller gennemborer sit bytte

i de ukendte skove, er det da ikke det evige

menneske, dvs. det mest fuldkomne rovdyr?

*********************