Helst havde Pelle haft børnebørnene lige i nærheden, tre fire huse væk for eksempel. Det var muligt, han ikke havde været nogen vidunderligt god far, men han var overbevist om, at han var den fødte bedstefar. Der var den fordel ved rollen, at man kunne gøre ligesom fædrene gjorde i bedre hjem i England før i tiden. Tage ungen op på skødet og klappe den på hovedet og proppe sukkergodt i munden uden at tænke på tændernes tilstand, og når den så hylede eller sked i bukserne, rakte man den tilbage til den ventende nanny eller mor: - Her, dit barn græder/har kolik/skal skiftes/bør fjernes fra stuen.
 Meget ville i det hele taget se bedre ud i verden, hvis man kunne springe børnene over og gå direkte til børnebørnene.
 Men nu boede de altså i Svendborg, så Pelle måtte finde sig i rollen som postordre-patriark. Blev bestilt til festlige lejligheder og sendt tilbage som returgods umiddelbart efter.
 Det var kummerligt at tænke på, for Niller og Diller van¬smægtedes. For et par år siden var de blevet skilsmisse¬børn, de stakkels små kræ. Pelle havde tænkt meget på, om det var den sociale arv og om han dermed selv bar noget af skylden.
 Og han fattede ikke, hvordan Dunja kunne få sig selv til det. Det ville være synd at sige, at Pelle havde været ovenud begejstret for børnenes far, Troels. Et talende jakkesæt med handelshøjskole i øjnene. Men han havde vænnet sig til ham efterhånden, og han var da god ved dyr og små børn. Pelle syntes, han var nået frem til et helt venskabeligt forhold ved de sjældne lejligheder, hvor de mødtes, selv om Louise sagde, at bare fordi han ikke direkte sagde, han ikke kunne lide Troels, så skulle han ikke tro, Troels ikke kunne mærke det. Det osede ud af Pelle, hævdede hun.
 Men pludselig havde Dunja meddelt, at de skulle skilles, og usømmelig kort tid efter skulle hun absolut giftes med en afpelset gorilla, hun var faldet over. Gudhjælpemig om ikke hun insisterede på at stå hvid brud. Med myrter, selv om det dog burde have været orangeblomster, når hun ikke længere var virgo intacta.
 Tobias Duun hed vidunderet, selv om der ved gud ikke var meget dunet over ham. Han mindede mere om King Kong. Konstant tredjedags skægstubbe, en knortekæbe der kunne knække kokosnødder og et evigt lystent abeglimt i øjnene. Pelle havde gudskelov ikke set ham i badebukser. Han var utvivlsomt den type, der havde hår på ryggen. Han var mindst ti år ældre end Dunja, og når han lagde sine behårede labber på hendes spinkle Fay Wray-arm, gøs og grøssede det i Pelle.
 Han havde det også med at klaske Pelle på skuldrene og være kammeratlig. De var jo også næsten jævnaldrende. Pelle havde en fornemmelse af, at Tobias hellere end gerne ville hale ham med til en fodboldkamp - gud forbyde det - og ud og nikke den en skalle på de små lumske steder bagefter. Men Pelle havde heldigvis kunnet holde ham på afstand. Når han mærkede gorillagrabben om skulderen, så han skråt ned på den, indtil Tobias fandt ud af at tage den til sig igen.
 Tobias var gaffer, hvilket var en slags elektriker inden for filmbranchen. Dunja havde været hans assistent i årevis, og det havde udviklet sig til en romance on the set i lidenskabelig Judith Krantz-stil. Pelle så glimt for sig af gorillaen, der væltede hende om på en chai¬selongue i dekorationen og rev røde fløjlsgardiner og sætstykker ned omkring dem. Han lukkede krampagtigt øjnene og jog tankebillederne bort.
 Dunja havde antaget sin nye mages navn, så nu hed hun Dunja Duun, hvilket hun var urimelig begejstret for. Kan du ikke høre, der er power i det navn? sagde hun til Pelle i telefonen. Det er et navn, der vil noget. Det kunne Pelle ikke høre. Han syntes, det lød som Anders Ands kusine fra landet.
 Nå, syntes han det, svarede hun spidst. Det var i hvert fald noget bedre end Møriche Jensen. Og i øvrig fattede hun ikke, at Pelle ikke havde droppet det åndssvage Jensen for hundrede år siden. Gjorde hun ikke det? Nå, men Pelle forstod ikke, hvorfor folk havde så meget mod de gamle danske navne. Sådan havde andre folkeslag det da ikke. Hvis en mand hed Ivanov eller Andrescu eller Petrosjan, så var han glad for det og skulle ikke pludselig hedde Sommerhat eller Klang¬bund.
 Så det blev de heller ikke enige om.