Uddrag af bogen:
 
 

- Hø hø, gryntede Finn tilfreds til sin kone, der hed Hulda. - Det var ellers en god fangst. Han er nok en hundrede tyvepunder, skulle jeg tro, og han måler sine fem og en halv fod fra isse til tåspidserne, om jeg ikke taper meget fejl. Og som han sprællede, da jeg tog ham ind. Det var en fin fangst, den.
 - Ja ja, kom nu med ham, så vi kan få ham i ovnen.
 - Ja, og ved du hvad. Guldfluen rørte han slet ikke, og madfluen var heller ikke noget for ham. Men pigefluen, den jeg sad og brugte halvdelen af vinteren på at sno og dreje, den røg han på lige med det samme. Ja ja, tænkte jeg det ikke nok.
 - Ja, så er det godt med alle dine lystfiskerhistorier. Kom nu med ham. Og nu har du vel bundet ham, så han ikke smutter og spræller.
- Det kan du tro. Han er bundet med de fineste hampereb, jeg kunne finde.
 Finn stillede sækken med Hans i på køkkenbordet og gik tilfreds ind i stuen for at tage sig en lille sjus, mens konen lavede maden.
 Konen bandt sækken op, og der sad Hans og så ud til at være helt lam i hovedet. Men bange var han ikke, for det vidste han ikke, hvordan man blev.
 - Nå, du ser da meget fin ud, sagde hun og satte ham med et snuptag ned i bradepanden, som hun havde smurt først. - Tag lige og åbn munden, så er du sød.
 Hans åbnede munden; det var simpelthen for meget, det der var sket. Han var holdt helt op med at tænke. Hulda stak en dusk persille i munden på ham.
 - Luk så igen, sagde hun. - Det er godt til at give smag. Ud med armene.  Hans strakte armene ud og Hulda proppede to fed hvidløg op i hver armhule og gav ham besked på at holde sammen om dem.
 - Ja, så skal du bare ind og brunes, sagde hun tilfreds.
 Men nu begyndte Hans' hjerne så småt at rotere igen, og han fik en idé.  Han gjorde sig helt stiv i ryggen, og da Hulda ville skyde bradepanden med ham i ind i ovnen, stødte han nakken mod kanten. Hun asede og sled, men ind kom panden ikke.
 - Kan du så se at dukke det hoved, så jeg kan få dig ind.
 Hans dukkede hovedet, men nu stak han fødderne ud til siden, så det var lige så platumuligt som før for Hulda at få ham stukket ind i ovnen. Hun hersede og regerede, men lige meget hjalp det. Når hun fik benene buklet på plads, svuppede armene ud. Og når de røg ind, buede maven opad, så den stødte mod kanten. Og var det ikke hoved eller arme og ben og maven, var det ryggen eller enden. Altid var der noget, der strittede og stak op, og efterhånden blev hendes brune pels helt filtret af sved.
 - Ja, så ved jeg snart ikke andet råd end skære dig i skiver først, sagde Hulda eftertænksomt. - Men det er synd og skam, for Finn kan bedst lide dem helstegt.
 - Hvis jeg ellers lige må sige noget, sagde Hans, - så tror jeg, at det der er i vejen er, at jeg ikke rigtig ved, hvordan man gør. Forstår du: Jeg har aldrig været stegt før. Men hvis du nu lige satte dig i bradepanden selv og viste mig, hvordan man dukker og krummer sig, så kunne jeg vel også lære det.
 - Ja ja, så gør jeg da det, sagde Hulda. - Man har da heller aldrig andet end mas og besvær. Jeg ved ikke, hvad de menneskeunger lærer i skolen nu om dage. Man skulle ellers tro, at det vigtigste de kunne lære var, hvordan man ter sig i en bradepande.
 - Det kan godt være, du har ret, sagde Hans høfligt. - Men kunne du ikke lige tage os løse de reb op, jeg har rundt om benene, så jeg kan kravle ud et øjeblik.
 - Ja ja, så sid stille, sagde Hulda og fumlede med sine tykke, pelsede fingre, til hun havde fået knuderne op. Hans kravlede op og stillede sig ud på gulvet.
 - Nu holder du armene pænt ned langs siderne, så hvidløgene ikke dratter ud, formanede Hulda strengt. - Og husk du ikke må æde persillen. Den skal ligge lige op mod gummen.
 - Ja ja, sagde Hans, lidt utydeligt på grund af al den persille, han havde i munden, men fast besluttet på at opføre sig ordentligt.
 Hulda satte sig op i bradepanden. Hun bøjede sig forover, så det store lådne hoved kom ned mellem benene på hende.
 - Kan du så se, sagde hun tilfreds. - Man kan klappe sig helt sammen, så man bliver flad og kan glide lige ind.
 - Det tror jeg så sandelig, du har ret i, sagde Hans og i det samme skubbede han bradepanden med Hulda ind i ovnen og smækkede ovnlugen i. Tændt op var der allerede, og ovndøren  var så tyk og tung, at Hulda umuligt kunne få den op indefra. Så tyk var den, at man ikke engang kunne høre, om hun hylede derinde.
 Snart bredte en sær branket lugt sig i køkkenet.
 - Er menneskeungen snart færdig? råbte Finn inde fra stuen.
 - Ikke helt, sagde Hans med troldestemme.
 - Nå, så tror jeg, jeg tager en lille tynd sjus til, mens jeg venter, sagde Finn. - Bare giv dig god tid. Jeg kan sagtens underholde mig selv... ha ha.

Et par timer gik. Nu var lugten af stegt trold meget gennemtrængende. - Jamen, er du ikke snart færdig med maden? lød Finns stemme. Han lød en smule snalret nu. - Det lugter... interessant.
 Faktisk syntes Finn, at det stank, så det sved i øjnene - nærmest af mast og forkullet vandrotte - men han havde lært, at en god ægtemand altid roser sin kones mad, lige meget hvad det er for noget hundeæde, hun sætter på bordet.
 - Jo, nu er den vist færdig, sagde Hans med troldestemme.
Finn kom ud i køkkenet. Da han fik øje på Hans, blev han helt paf. - Hvad laver du der? sagde han dumt. - Er du ikke stegt.