Kærligheds Guder

I

Amor -

glade Dreng med dit velforsynede Kogger

umyndige Gud for det umyndige Folk.

Let til Haands er Du - som let til Bens din Mængde,

der sætter Livets Jord kun flygtige Fødder

både i Glæde og Sorg - hvad enten den ler eller græder.

Mængden, Amor, saarer Du.

For de Tusinders bryst passer dit Koggers Lager

af milde Pile for lunkne Hjerter,

dine Vaaben, der ridser - thi der kan ikke saares.

Og god er Du, Amor, skønt de kaad dig skænder,

giver hvad Du har

og hvad de evner:

En Sommerdag med Sol og Sang.

Et Minde, der vemodigt klinger,

inderst i Sjælen,

som en fjern Melodi,

mens de videre drager,

de Tusinde,

og døer - ved Enden af Livets Graa.

Men den ene Sommerdag, Amor,

skænked medlidende Du.

II

Venus -

skamløse Kvind,

der med blottet Lænd

frister paa Elskovs Torv

ravende Mænds

drukne Begær.

Svig føder din Aande,

Forrædere skaber dine Kys,

Bittert græder brudte Løfter,

Venus, ved din Dør.

Svegne Mænd

knytter i Smerte deres Hænder.

Bedragne Kvinder

- søvnløse blev de ved Dig -

stirrer med tørre Blik

på den langsomt glidende Nat.

Men Du, Gudinde, ler

ubarmhjertigt og højt.

Strækker din dejlige Krop

med dobbelt Vellyst og ler

paa Tronen, Naturen dig gav -

din Trone: Menneskets Drift.

Ej hører du Graaden ved din Dør

og ikke dit Afkoms Forbandelser,

letfødte Børn af dit letsindige Skød.

Drifternes Frugt, som ingen Kærlighed skøtted:

Tilfældet er deres Plejemoder,

og de lever med knyttede Hænder.

Men Du hører dem ej.

Strækker med dobbelt Lyst

paa Tronen, Naturen har rejst,

din dejlige Krop -

paa Tronen, Menneskets Drift.

III

Men Eros -

Du Hersker og Gud,

Du smiler tungsindigt,

støttet til dit mægtige Sværd,

Israels Dommere ligt.

Streng er du at se

over de Udvalgtes Flok.

Dit eneste Blik mørkner den svindende Sans,

og svimle føler de kun som et uendeligt Fald.

Der er ikke Himmel og Jord,

og Viljen dør

med det standsede Hjertes Slag -

naar Du - o, Eros -

gennemborer de Udvalgtes Bryst

med Skæbnens vældige Sværd.

Og døde, o Gud

lar dem opstaa

til Kærligheds LIv.

Til Lykken?

Jeg véd det ej:

Lykken er sjælden paa Jord.

Men, hvis to Sjæle,

ramt paa den samme Tid

af det samme Sværd,

huser den hellige Ild -

da smiler Du, Herre og Gud.

Og stille, en Kerub lig

med dit Sværd,

staar du, Mægtige, Vagt

foran to Saliges dør.

KÆRLIGHED - AAGRERSKE DU ER

I

Kærlighed, Aagrerske Du er,

Shylocks Renter Du ta'er!

Du ta'er Rente

i Skinsygens Angst,

der isner vor Sjæl

og matter vort Blod

saa det rinder trægt;

og vi segner,

svimle

og bæres knap

af det skælvende Knæ.

Og vi ser dem,

disse to

under kys

og i Brunstens Favn,

og vi tror,

vi maa dø,

mens vi afmægtigt

raller deres Navn

Kærlighed,

Aagrerske Du er.

I Skinsygens Kval

Shylocks Renter du ta'er:

Et Skaalpund Kød,

Menneskets Hjerte.

Thi Dig kan ingen Portia formilde

og ingen kan standse din Kniv -

din, Kærligheds,

der raader for Død eller Liv.

II

Kærlighed,

Aagrerske Du er,

Shylocks Renter Du ta'er.

Du "fornyer"

i Tvivlsdages Elendighed,

naar Hjerteslaget er mat

og Kærlighed Ligegyldighed.

Naar vi pudser uden rast

falmede Minder

til uægte Glans.

Og det er ikke Dag

og ikke Nat,

mens tvivlen

Heksen

med det ene Øje,

fikserer os og ler -

os, der Søvngængere lig,

med opspilede Øjne

stirrer paa eet Ord

og een Tanke,

hvileløse,

viljeløse...

Da, Kærlighed,

triumferer din Aager

Bag Haab mod Haab

slæbes vi tungt

som saarede Ryttere

gennem Sandet.

Og Træhest rider vi

hver Time

med Bly under Fødderne --

Da, Kærlighed,

var Brud Lindring,

Død Velsignelse.

Da, Shylock,

triumferer din Aager,

mens Hjertet er mat

og Elskov Ligegyldighed.

III

Kærlighed -

Aagrerske Du er,

Shylocks Renter Du ta'er.

Din Kvittering

er det yderste Brud.

Naar Solen dør,

er der ikke Mennesker mer,

Skygger kun,

der mimrer Lyd,

som ikke vort Øre naar,

thi Sproget misted sin Klang,

som Solen har tabt sit Lys

-- mens midt i det store Tomme

de døvede Tanker staar,

Viljen ligger knust,

og Hjertet er Lig.

Da dør det alt,

alt, hvad der

leved ved Dig,

Sanser, der vilde kun Dig,

Ønsker, Begær og Drift,

Tungen, der hviskede Dig,

Øren, der hørte kun Dig -

de dør, dør uden Dig.

Da, Kærlighed,

dør vi Døden

ti Gange -

alting dør,

alting leved ved Dig.

Og selv det sidste

store Levende -

Sorgen -

tøver kun kort

i Ligets Hus,

gaar og viger

for det uendeligt Tomme -

Sorgen - det sidste,

Skyggen efter Livet, som gik.

***

Digtene er taget fra undergrundsudgivelsen: Herman Bang: Udvalgte Digte,

Forlaget Trondal, Viborg 1982). På bagsiden står disse sparsomme regibemærkninger om Smertens Store Mesters lyriske øvelser:

"I slutningen af 1880'erne mødte Herman Bang stor modgang. Han blev dårligt behandliet af sine forlæggere, han blev kun vrangvilligt anerkendt som forfatter,

han var ikke partigænger i en politiserende tid, han havde økonomiske problemer -

og han følte sig svigtet af en ven.

Midt i denne angstfyldte og forpinte tilværelse skrev Herman Bang en række digte

(...). Det er ganske hudløse digte om kærlighed og lykke, om pinefuld jalousi,

om kunstnerens kår og om længslen mod barndom og død.

Enhver kender af Herman Bangs liv og værker vil føle sig rystet efter at have læst disse i dag desværre så godt som ukendte digte."

*

* *