Pelle måtte ikke gå over den store vej, når man gik op til sporvognen uden at følges, men han måtte godt gå over den lille vej over i Husumparken, og nu var han den store dyrefanger, der skulle ud og finde nogle andre bænkebi¬dere. Så kunne de komme på besøg hjemme hos dem under stenen, og så ville de vel nok blive forbavsede, når de kom hjem fra stranden, og der sad en anden familie og sagde goddag goddag vi ville lige kigge ind, nu vi alligevel kom forbi, og måske gir I en tår kaffe.
 Der var ikke nogen bænkebidere ved målene ovre på fodboldbanen, men der var mange tissemyrer. Og Pelle så en sommerfugl, der var orangefarvet og hvid på vingerne, som blafrede når den fløj. Pelle løb efter den, for når han var dyrefan¬ger, så skulle han fange vilde dyr og have med hjem, men den var for hurtig, og tissemyrerne ville han ikke have med hjem, for dem havde de nok af i forvejen.
 På den anden side af Husumparken var der en fremmed legeplads, med en god sandkasse og en karrusel. Der var tre børn derovre og to morer, der sad på en bænk og snakkede imens. De tre fremmede børn var oppe på karrusellen. En lille pige stod inderst og holdt fast, og to drenge der var midt mellem Pelle og Allan i størrelse løb rundt med den og hoppede op på den i farten, ligesom nogle mænd hoppede på sporvognen mens den kørte. Pelle kunne godt have lyst til at være med, på en måde, men han var ikke så meget for at snakke med fremmede børn, for nogle gange gjorde de grin, og nogle gange var de onde mod alle dem fra Humlevænget af.
 Hvis man gik videre ned ad vejen på den anden side af den fremmede legeplads og forbi Skolebotanisk Have, som man ikke måtte komme ind i, så kom man til det hus, hvor moster Lykke boede, så nu ville Pelle over og se på sin stegosaurus, som blev bidt i benpladerne, og som moster Lykke syntes var så fin at hun købte den for penge og hængte den op over sofaen hjemme i stuen.
 Moster Lykkes hus var med lejligheder, og der var noget der var meget smart, og det var at de havde en nedstyrtnings¬skakt uden for døren, så de bare kunne åbne sådan en rund låge af sølv og så kyle alt skraldet ned i skakten.
 Men engang Pelle ville åbne den og stikke hovedet ind, havde Allan sagt, at der var rotter derinde, der ville bide næsen af ham, så derfor turde han ikke åbne den mere.
  Pelle bankede på moster Lykkes dør og da hun ikke kom med det samme, klaprede han med brevsprækken, og så kom hun ud og lukkede op og sagde næmen se hvem der kommer der, er du gået helt alene over til din gamle moster, og skulle du over og se til din lille kusine.
 Pelle kom ind i moster Lykkes og onkel Henrys stue, og der lugtede forkert, og ikke sådan som derhjemme og heller ikke af gamle dage som hos bedstemor. Men en fremmed slags bonevoks og de tørrede blomster, som moster Lykke altid havde stående store buketter af, og brunkål og gulerodsmos og varm mælk og bæ og tis og skurepulver.
 Pelle blev stående i døren og så over til sofaen. Over sofaen hang et billede af to damer og en mand, der sad ved et bord, og den ene dame sad med en kniv i hånden og hun havde taget en avis på hovedet, og den anden stak næsen ned i et glas, og begge to damer så nysgerrige ud, men så var der også en mand, der så ud ligesom en røver og med overskæg og hat og halstørklædet rundt om maven, og han stirrede lige på Pelle og lavede onde øjne. Pelle kunne mærke, han fik en klump i halsen, for hvor var hans stegosaurus, og klumpen blev lige så stor som et æg og sank ned i brystet og længere og længere ned, indtil den lagde sig helt nede på bunden af maven, og nu var den et strudseæg fuldt af tårer, men med sådan en hård skal rundt om, at tårerne ikke engang kunne komme ud. Pelle kunne mærke hvordan hans fødder greb fat om dørtrinnet ligesom hænder for at holde fast, og moster Lykke lavede bare grin med ham, og hun mente det slet ikke at hans tegning var så fin, at hun ville hænge den op over sofaen.
 Moster Lykke sagde, at nu skulle Pelle hen og sige goddag til lille Lise, og han tænkte på at sige nej han ville så ikke, han gad ikke sige goddag til den dumme møgtøs. Når moster Lykke var så tarvelig. Men så ville moster Lykke sige det til mor, og så ville mor se på Pelle og sige ting.
 Så han sjokkede hen til den lille tremmeseng. Han havde set Lise før, i barnevogn, og man måtte ikke tage hende op og lege med hende, for så var de voksne bare bange for, at hun gik i stykker. Og for det meste lå hun og sov, eller også vrælede hun. Men nu lå hun med åbne øjne og lavede lyde, og så bevægede hun armene. Pelle så på hende. Hun var da meget sød at have, selv om hun ikke rigtig kunne bruges til noget. Men hvor var hans stegosaurus blevet af? Var den smidt i nedstyrtnings¬skakten sammen med kartoffelskrællerne?
 Det så ikke ud som om Lise var glad for at se Pelle, for hendes lyde var ikke glade agy agy lyde, men mere wiii wiii-lyde.
 Moster Lykke sagde, at Lise skulle nok skiftes, og så løftede hun hende op. - Er hun ikke dejlig? sagde hun til Pelle, og Pelle nikkede og mumlede noget. Moster Lykke lagde Lise på et bord, hvor der lå nogle håndklæder og nogle bleer, og så tog hun den ble af, som Lise havde på.
 Pelle gloede, for det havde han ikke set før. Allan sagde altid, at piger havde ikke nogen tissemand, de havde et hul. Så Pelle regnede med, at det var et rundt hul på størrelse med en toøre. Eller måske en femøre, hvis det var en stor pige. Men Lise havde ikke noget hul, men det så bare ud som om enden blev ved og ved, også om foran. Så det var noget underligt noget. Og så havde hun lavet bæ, der var lysegult ligesom det sennep, man kunne få i en pølsevogn. Piger har numse hele vejen rundt og laver bæ helt om på maven, sagde Pelle til sig selv. Det måtte han fortælle Ejgil og Viggo.
 Moster Lykke pludrede, og Lise begyndte også at pludre, og nu var det glade agy-lyde og nogle der lød ligesom høns, gurk gurk gurk.
 Pelle satte sig ned i en af de grønne lænestole ved sofabordet. Han var blevet lidt mat i knæene af at se Lise.
 Inde under sofabordet lå alle ugebladene. Der stak et hjørne af noget papir frem, inde mellem det blad med Knold og Tot og det med Bamse og Dukke Lise, og Pelle trak i det. Det var hans tegning, vild ceratosaurus bider stegosaurus i ryggen. Pelle tog tegningen frem og så på den, hvor flot den var. Så krøllede han den sammen og stak den langt ned i lommen, for når moster Lykke ikke ville hænge den op, så skulle hun heller slet ikke have den.
 Moster Lykke sagde, at nu hvor lille Lise var skiftet, så skulle hun have mad, og så satte hun sig med Lise i den anden lænestol, lige ved siden af Pelle, og knappede op foroven i sin blomstrede sommerkjole, og så væltede hendes ene pat ud.
 Den var lang og hvid, med blå årer, og yderst var der en lang vorte, lidt ligesom viskelæderet på en blyant. Pelle tænkte på, om moster Lykke måske var en heks, for hekse havde også sådan nogle lange vorter. Men de var mest på næsen.
 Moster Lykke lagde Lise ind til brystet, og Lise slugte vorten og suttede, og der lugtede af mælk, og moster Lykke smilede til Pelle og sagde, kan du se hvor sulten hun er, og Lise gumlede og gumlede. Pelle kunne mærke, at hans øjne blev rundere af at kigge. Han vidste ikke rigtig, om man helst skulle kigge den anden vej, så han kiggede lidt skråt over, og hvor var der mange underlige ting i verden.