En ufuldkommen bålfærd

Novelle af Ambrose Bierce

fra samlingen "Forældremordsklubben" Oversat af Arne Herløv Petersen

Samlingen "Mit yndlingsmord" er udkommet på Hernovs forlag 1976

Copyright © 1976 Hernovs forlag, 1992 Arne Herløv Petersen

 

En tidlig junimorgen i 1872 myrdede jeg min fader - en begivenhed, der på det tidspunkt gjorde et dybt indtryk på mig. Det var før, jeg blev gift, mens jeg endnu boede hjemme hos mine forældre i Wisconsin. Min fader og jeg befandt os i hjemmets bibliotek, hvor vi delte udbyttet af et indbrudstyveri, vi havde begået den nat. Dette udbytte bestod mest af husgeråd, og problemet om en ligelig deling var vanskeligt at løse. Vi klarede servietterne, håndklæderne og den slags ting ganske udmærket, og sølvtøjet blev også delt temmelig ligeligt, men De kan nok forstå, at der bliver ballade, når man skal prøve at dele en enkelt spilledåse i to, uden der bliver noget til rest. Det var denne spilledåse, der bragte vanære og ruin over vor familie. Hvis vi bare havde ladet den være, havde min stakkels fader måske været i live endnu.

Det var et særdeles fint og smukt stykke håndværk - med sjældne, indlagte træsorter og meget ejendommeligt udskåret. Ikke blot kunne den spille mange forskellige melodier, men den kunne også fløjte som en vagtel, gø som en hund, kukke tidligt hver morgen, hvad enten man havde trukket den op eller ej og overtræde de ti bud. Det var denne sidste egenskab, der vandt min faders hjerte og fik ham til at begå den eneste uærlige handling, han nogen sinde har gjort sig skyld i, omend han muligvis ville have gjort sig skyld i nogle flere, hvis han havde levet længere. Han forsøgte at skjule spilledåsen for mig og erklærede på sin ære, at han ikke havde taget den, selv om jeg udmærket godt vidste, at han for sit vedkormmende først og fremmest havde været med til indbruddet for at få fingre i spilledåsen.

Min fader havde skjult spilledåsen under sin kappe. Vi havde taget kapper på for at forklæde os. Han havde højtideligt forsikret mig om, at han ikke havde taget den. Jeg vidste, at han havde taget den, og jeg vidste også noget, som han åbenbart var uvidende om, nemlig at spilledåsen ville kukke ved daggry og røbe ham, hvis jeg kunne forhale fordelingen af byttet så længe.

 

Alt gik som jeg havde ønsket det: Da gadelyset begyndte at blegne i biblioteket, og man svagt kunne skelne vinduernes form bag gardinerne, kom der pludselig et langtrukkent kukkelukkeluk inde fra den gamle mands kappe, efterfulgt af et par takter af e arie fra "Tannhäuser", der blev afsluttet af en højlydt klikkelyd. Der lå en lille økse, som vi havde brugt til at bryde ind i det uheldssvangre hus, på bordet mellem os. Jeg tog den op. Da den gamle indså, at al videre forstillelse var omsonst, tog han spilledåsen frem fra sin kappe og stillede den på hordet.

 

"Hug den blot midt over, hvis du foretrækker det," sagde han. "Jeg ville redde den fra ødelæggelse."

Han elskede musik lidenskabeligt og spillede selv mundharmonikmed indlevelse og følsomhed.

"Jeg tvivler ikke på dine motivers renhed," sagde jeg. "Det ville være tåbeligt af mig at sætte mig til doms over min egen fader. Men forretning er forretning og med denne økse vil jeg gennemtvinge ophævelsen af vort kompagniskab, medmindre du indvilliger i under alle fremtidige indbrud at bære en klokke om halsen."

"Nej," sagde han efter at have tænkt sig om en stund. "Nej, det kan jeg ikke gøre. Det ville se ud som om jeg indrømmede, at jeg var uærlig. Folk ude i byen ville sige, at du ikke stolede på mig."

Jeg kunne ikke lade være med at beundre hans ædle og følsomme ånd. Et øjeblik var jeg stolt af ham og havde mest lyst til at se stort på hans fejltrin, men et blik på spilledåsen med de mange indlagte juveler fik mig til at beslutte mig, og som sagt fjernede jeg den gamle fra denne jammerdal. Efter at have gjort det følte jeg mig en anelse urolig. Ikke blot var han min fader - mit kødelige ophav - men liget ville utvivlsomt blive fundet. Det var nu lys dag, og min moder kunne når som helst komme ind i biblioteket. Under disse omstændigheder anså jeg det for mest tilrådeligt også at rydde hende af vejen, hvilket jeg gjorde. Derefter betalte jeg alle tjenestefolkene deres løn og afskedigede dem.

 

Samme eftermiddag gik jeg hen til politimesteren, fortalte ham, hvad jeg havde gjort, og bad om råd. Det ville være meget pinligt for mig, hvis kendsgerningerne blev offentligt kendt. Min opførsel ville blive misbilliget i vide kredse; aviserne ville bruge denne sag som argument mod mig, hvis jeg nogen sinde senere skulle gå ind i politik. Politimesteren kunne godt se det rirnelige i disse overvejelser; han var selv en særdeles erfaren morder. Efter at have drøftet sagen med retspræsidenten ved retten for skiftende domme rådede han mig til at skjule liget i et af bogskabene, tegne en ordentlig brandforsikring på huset og brænde det ned. Dette gik jeg så i gang med.

Inde i biblioteket stod der et bogskab, som min fader kort forinden havde kbt af en eller anden skør opfinder, og som endnu ikke var blevet fyldt. I form og størrelse mindede det om de gammeldags "garderober", man ser i soveværelser uden klædeskabe, men det kunne åbnes hele vejen ned ligeson en kvindes natkjole. Det havde glasdøre. Jeg havde kort forinden beredt mine forældre til bisættelsen, og de var nu stive nok til at kunne stå oprejst. Jeg stillede dem så ind i bogskabet, efter først at have fjernet hylderne. Jeg låste dørene og satte et forhæng op for glasdørene. Vurderingsmanden fra forsikringselskabet gik forbi skabet fem-seks gange uden at fatte nogen mistanke.

 

Efter at jeg havde fået min police, satte jeg samme aften ild til huset og begav mig på vej gennem skoven til byen tre kilometer borte, hvor jeg sørgede for at blive fundet, netop da ophidselsen var på sit højeste. Jeg kom med udbrud af ængstelse over mine forældres skæbne, sluttede mig til den fremstormende mængde og nåede hen til huset to timer efter at jeg havde sat ild tii det. Hele byen stod rundt omkring, da jeg løb op til huset. Det var fuldkommen fortæret af ilden, men i den ene ende af den jævne flade af døende gløder stod bogskabet oprejst og uskadt! Forhænget var brændt af, så man kunne se glasdørene, hvorigennem det kraftige, røde brandskær oplyste skabets indre.

Der stod min kære fader "ganske livagtigt" og ved siden af ham den, der havde delt glæder og sorger med ham. Ikke et hovedhår var svedet, og deres klæder var intakte. På deres hoveder og halse så man kun alt far tydeligt de sår, jeg var blevet tvunget til at tilføje dem for at fuldføre mine planer. Alt folket stod tavst som foran et mirakel.

 

Ærefrygt og rædsel havde lammet hver en tunge. Jeg følte mig selv særdeles ilde berørt.

 

Omkring tre år senere, da de begivenheder, jeg her har berettet, var gledet mig af minde, rejste jeg til New York for at hjælpe med til at give nogle falske amerikanske pengesedler ud. Da jeg en dag tilfældigt kiggede ind i en møbelforretning, så jeg en nøjagtig kopi af hint bogskab. "Jeg købte det for en klatskilling af en opfinder, der var kommet på bedre tanker," forklarede den handlende. "Han sagde, at det var brandsikkert - at træets porer var stoppet med alun under hydraulisk tryk, og at glasset var fremstillet af asbest. Jeg tror ikke, det er rigtigt, det virkelig er brandsikkert. De kan få det for samme pris som et almindeelig bogskab."

 

"Nej," sagde jeg, "hvis De ikke kan garantere, det virkelig er brandsikkert, vil jeg ikke have det," og jeg sagde farvel til ham.

 

Jeg ville ikke have det overhovedet. Det genoplivede minder, der var mig overordentlig ubehagelige.