Der er ikke nogen, der forlanger af en kristen, at han skal redegøre for, hvorfor han nu har antaget den tro. Der er ikke nogen, der beder liberalisterne om at granske deres hjerte og nyre og bekende, at de tilbeder en ideologi, der har været skyld i millioner af uskyldige menneskers liv – i kolonimagternes besiddelser, blandt de fattige og udbyttede i de rige lande, under de utallige erobringskrige.
Men hvis man er socialist, bliver man hele tiden afkrævet en forklaring og en bekendelse. Man skal kaste sig på jorden for de sejrende højreorienterede og dunke panden i Jorden, mens man bekender, at man har taget fejl i alt det, man nogensinde har sagt og ment.
Enhver, der står til venstre for kuglestøderen, kan risikere at blive opfattet som medskyldig i Stalins forbrydelser, som om hele venstrefløjen var med til at bygge lejre og henrette virkelige og indbildte modstandere ved nakkeskud i NKVD’s kælder, eller som om vi alle sammen optrådte som kinesiske rødgardister under kulturrevolutionen.
Vi skal allesammen bekende vores skyld og angre.

Ikke om jeg vil.
Skulle jeg angre, at jeg ønsker mere retfærdighed i denne uretfærdige verden? Skulle jeg angre, at jeg ønsker mere lighed i en verden, hvor uligheden skriger til himmelen? Skulle jeg angre, at jeg ønsker, at vi stopper den selvmorderiske ødelæggelse af vores biologiske livsgrundlag og det vanvittige casino-system, der bygger på ubegrænset vækst i et begrænset rum og forbrug i stedet for levet liv?
Hvis der er nogen, der skal angre, er det snarere dem, der støtter en politik, der fører til død og undergang.

Preben Wilhjelm sagde engang, at han godt kunne forstå, at socialister i 30’erne støttede Sovjetunionen, for de opfattede Sovjet som et bolværk mod fascismen. De havde nok læst om Stalins forbrydelser i borgerlige medier, men de troede ikke på det. Lige siden 1917 havde den borgerlige presse bragt forlydender om sult og kannibalisme, mord og overgreb i Sovjet, og det betragtede kommunisterne som hetz og propaganda. Derfor handlede disse mennesker i god tro, siger Wilhjelm, og det er jeg helt enig i.
Men, tilføjede Wilhjelm, enhver der stadig støtter stalinismen efter afsløringerne i 1956 har mistet forbindelsen til den virkelige verden.
Også det kan jeg give ham ret i. Jeg er selv gammel nok til at huske den chokbølge, den tyvende partikongres sendte gennem venstrefløjen, og mine allerførste politiske overvejelser bestod i, at jeg sagde, at jeg hverken kunne støtte socialdemokraterne eller kommunisterne, men måtte finde et alternativ, og det fandt jeg så et par år senere i SF og senere VS.

I 70’erne risikerede folk i Sovjet ikke længere at blive kastet i lejre eller henrettet, men jeg opfattede systemet som forstenet og bureaukratisk. Det var ikke noget forbillede, snarere et skræmmebillede. Men jeg troede, at systemet kunne ændres gennem demokratiske reformer. Det var det, Gorbatjov senere forsøgte på, og hvis det var lykkedes, tror jeg, at resultatet kunne være blevet helt godt.
Højrefløjen spurgte: ”Hvem holdt du med?” som om det var en fodboldkamp. Men jeg holdt ikke med noget land eller system. Jeg holder med alle de almindelige mennesker, der ønsker et bedre liv og et bedre samfund.
Vietnamkrigen var af umådelig stor betydning for vores stillingtagen, og i det omfang, Vietnam blev støttet af Sovjet og Kina, måtte vi anse disse lande for vores allierede i kampen mod imperialismen. I præcis denne henseende, i det land, i den periode.
Det var for mig ikke anderledes end, at USA og Storbritannien opfattede Sovjet som allieret under anden verdenskrig. Det betød ikke, at Churchill og Roosevelt pludselig var blevet stalinister, men at de vidste, at kampen mod nazismen ikke kunne vindes uden Sovjet,
Efter at Deng Xiaoping kom til magten i Kina, kunne man ikke længere regne med Kinas støtte til befrielsesbevægelser. I Angola og Mozambique støttede Kina de samme, som USA og Sydafrika støttede og gik imod de store befrielsesbevægelser. I Sydafrika støttede Kina en splittelsesgruppe og ikke Mandelas ANC.
Sovjet støttede befrielsesbevægelserne i Afrika og havde samme holdning til Chile og de latinamerikanske militærdiktaturer som de fleste af os på venstrefløjen i Danmark havde, så derfor var det naturligt at opfatte Sovjet som allieret i denne kamp.
Hvilket selvfølgelig ikke betød, at vi skulle undlade kritik af Sovjet på alle de punkter, hvor der var grund til kritik. Selvfølgelig skulle vi kritisere bureaukratiet, miljøsvineriet, den manglende ytringsfrihed og manglende demokrati. Og det gjorde vi da også, mange af os.

At være allierede om bestemte sager betyder ikke, at den ene underkaster sig den anden eller lader sig lede eller føre af den anden. Og det betyder ikke, at man er allieret i enhver henseende.
Det betyder, at man danner en folkefront, der samler mennesker med forskellige interesser og forskellig baggrund, i en fælles indsats om et bestemt, konkret mål. Det betyder dannelse af en Enhedsliste, ikke et centraliseret, monolitisk parti.

Jeg mener stadig, at det var rigtigt at støtte Vietnams kamp og frihedsbevægelserne i Afrika og Latinamerika, også selv om udviklingen i de senere år ikke har været som vi havde forventet det.

Jeg mener stadig, at fejlen ved Sovjet og Kina ikke var, at de var socialistiske, men at de ikke var socialistiske nok. For mig er socialismen uløseligt forbundet med demokrati, og hvis demokratiet er mangelfuldt, kan socialismen heller ikke trives.

Jeg mener stadig, at liberalismen er en blind vej, fordi den bygger på absurde dogmer om vækst og forbrug, der ikke har noget med den virkelige verden at gøre. Jeg mener, at samarbejde er bedre end alles krig mod alle. Jeg mener, det er bedre, at vi bruger vores fornuft end at vi sætter os ned og venter på markedets store, usynlige hånd.
Jeg mener stadig, at den totale deregulering, Thatcher og Reagan iværksatte, har været en katastrofe for verden.
Jeg mener, at vi skal søge nye og aldrig før betrådte veje, at vi skal lade os inspirere af tanken om fællesskab og samarbejde, om et liv i forståelse med naturen omkring os, men også at vi skridt for skridt skal søge frem til de brugbare løsninger i en ny verden – en verden der ikke kan opbygges efter gamle forskrifter, men skal folde sig ud gennem milliarder af menneskers indsats.

(Facebook 25.5. 2013)