Åndernes land

Af Arne Herløv Petersen

Åndernes hus, sagde vi til hinanden, da vi blev sat af ved det kæmpestore, røde murstenshus i Ambositra - en by i Madagascars centrale højland, et par hundrede kilometer syd for hovedstaden.

Léa var min tolk, første gang jeg var i Madagascar for atten år siden. Vi havde holdt forbindelsen ved lige, og nu var vi inviteret til at bo hos hende og familien. Léa underviser i engelsk på byens gymnasium. Hendes mand, Doda, studerede madagaskisk sprog og litteratur, men da hans far døde, overtog han faderens billedskærerværksted.

Hvert andet menneske i Ambositra er billedskærer. Dodas far var en af de mest berømte af dem. Han havde nogle af sine ting med på udstillinger i Frankrig, hvor de vandt diplom og guldmedalje. Da han levede, var der butik og stort værksted i huset, hvor søskende og fætre og nevøer arbejdede. Så det sagde sig selv, at Doda ikke bare kunne blive adjunkt i sprog og litteratur. For hvad skulle der så blive af familien? Derfor måtte Doda gå i gang som billedskærer, og det er han også blevet dygtig til. Butikken er nedlagt, men fætre og halvfætre arbejder stadig på værkstedet, og nogle af dem bor også i huset med deres familie, sammen med barnepigen og et ukendt antal fjernere slægtninge, der principielt er på gennemrejse, men undertiden bliver hængende i længere perioder.

På værkstedet laver de billeder, skrin, rammer og skabe. Alting bliver lavet som puslespil af forskellige træsorter. Man bruger aldrig lak eller maling, men træ i mange forskellige naturfarver fra hvidt over gult, rødt, grønligt, lyse- og mørkebrunt til sort. Et billede af en lemur eller en kvinde, der planter ris, kan være limet sammen af hundreder af små træstumper. Det er et enormt tålmodighedsarbejde, og der ligger mange timers arbejde i en lille æske til 4.000 francs malgaches - eller tolv kroner og halvfjerds øre i danske penge. Et stort rundt spisebord med et detaljeret natursceneri indlagt i pladen koster 618 kroner.

Huset er en stor og rungende kasse. Man går op ad et par trin til verandaen med tre portaler ud mod gården. Døren er som porten på en middelalderborg og lukkes med en slå, der er en hel træstamme, man skyder for hver aften. I stadsstuen til venstre for entreen står et skab, Dodas far har lavet, og hans diplomer hænger i fint udskårne rammer på væggene. En mørk og knirkende trappe fører op til første sal, hvor køkkenet ligger med trækulskomfur, og der er masser af værelser, hvoraf en del nu står tomme. Fra verandaen deroppe kan man se ud over byen, de irgrønne rismarker og blå bjerge. Vi fik et værelse for os selv, og det eneste lille minus ved arrangementet var, at hele kolonier af lopper tilsyneladende havde ventet i årevis på at sætte tænderne i saftige europæere. Så vi blev bulede som æbleskivepander, men det er den slags, der hører med til rejselivets glæder. Vores værter var meget bekymrede for, hvad vi ville sige til, at der ikke var indlagt toilet i huset og stillede betænksomt en gul plasticspand frem. Det var der nu ingen grund til, for der var ligefrem stemningsfuldt på gårdlokummet med udsigt over tropisk vegetation og interessant dyreliv. Af hensyn til maskinerne på værkstedet er der indlagt elektricitet i huset, og det er lidt af et særsyn i Ambositra. I de fleste huse bruger man olielamper, der er billigere i drift end stearinlys. Familien har endda et lille sort-hvidt fjernsyn, der ganske vist ikke viser andet end flimmer, når der er tordenvejr inden for nogle snese kilometers omkreds. Og det er der i reglen. Installationerne ville give en dansk elektriker krampegråd. Nøgne ledninger er snoet, viklet og splejset i de særeste knob, og at skifte en pære er farligere end at stikke en hånd i gabet på en krokodille.

Efter madagaskisk målestok hører Léa og Doda til middelklassen. Léa tjener 635 kroner om måneden som gymnasielærer. De har tre børn på ni, fem og halvandet år, så det er nødvendigt for dem at have en pige til at passe børnene, mens Léa er på arbejde. Vuggestue og børnehave er der ikke noget, der hedder. Værkstedet kan løbe rundt, men det giver sjældent det store overskud, for der er mange, der skal forsørges af det. Det hjælper lidt på økonomien, at familien har en indhegnet køkkenhave med squash, bønner, tomater, kål og salat.

På Madagascar er man altid sammen med familien. Da Léa fødte sine to første børn, troppede alle slægtens kvinder op og anbragte sig rundt om hende. De snakkede og spiste og så fjernsyn, mens hun lå der og kæmpede sig gennem smerterne. Alle mænd i familien samledes i et andet lokale og drak sig fulde i den lokale rom. Det ville hun ikke stå model til en gang til, så da hun fødte barn nummer tre flygtede hun hjem til sine forældre.

Ved dødsfald møder hele familien også op. Dodas kusines mand døde, mens vi var der. Han var omkring de firs og døde af en leversygdom. Hans kone sagde, at han ville have overlevet sygdommen, hvis de havde haft råd til et særligt skildpaddeafkog. Familien våger over den døde mindst en nat. Hvis nogle af slægtningene bor langt væk, venter man på at de kommer med, om man så skal sidde over liget en hel uge. Man bruger formaldehyd og skærer ananasskiver op og læsser en masse blomster over liget for at overdøve stanken.

Liget bliver indsat i familiens gravmæle. Gravmælet er slægtens faste holdepunkt. Den værste straf er at blive nægtet begravelse sammen med sine egne. Mange mennesker bruger flere penge på gravmælet end på deres hus. Efter en vis tid bliver liget taget ud igen ved en højtidelig ceremoni og viklet ind i en ny rød lamba. Denne ligvendingsceremoni - famadihana - er dyr for familien. Der kan let komme flere hundrede gæster, og de skal alle sammen beværtes i flere dage. Dodas forældre skulle ud og vendes næste år. Hvis man drømmer om en afdød slægtning, kan det betyde, at ånden ikke har det godt, og så er det på tide at få liget vendt. Det kan lyde noget fremmedartet for en europæer. Men franskmændene flyttede jo også Napoleons lig hjem fra Sankt Helena, og i Rusland har man lige givet zarfamilien en ny begravelse.

Hvis man går ud fra den hovedsætning, at der findes et liv efter døden, og at de dødes ånder opholder sig i nærheden af gravstedet, er de madagaskiske skikke logiske nok. "Madagaskere tror på de døde, ikke på døden", siger psykologen Octave Mannoni.

Der er trængsel om det lange spisebord hver aften, og det tager lang tid at lave mad i det lille, mørke køkken. Vi er nede på markedet og købe ind hver dag. Til ære for os kommer der som regel zebuoksekød på bordet, kogt med ingefær. Dertil våd ris og kogte bladgrøntsager, der smager som rødbedeblade. Madagascars nationaldrik er det vand, risen har været kogt i. Léa og Doda var engang i Frankrig, men det kunne de slet ikke lide. Hverken naturen, klimaet eller husene, og da slet ikke maden. Tænk, franskmændene spiste brød om morgenen. Men heldigvis mødte de nogle fra den madaegaskiske ambassade, så de kunne få rigtig madagaskisk mad med masser af klæg ris morgen, middag og aften.

Der er et mylder og et leben på markedet og rundt i gaderne. Foran slagterboden står en række afhuggede zebuokseben på rad og række og trækker fluer. På hjørnet sidder trækulsmanden. Trækul er dyrt, så folk køber kun en lille kurvfuld ad gangen. Brugen af trækul til madlavning er en af de vigtigste årsager til, at regnskoven på Madagascar er ved at forsvinde helt. I mange af de små boder sidder gamle koner med nogle få jordnødder eller chilipebere sirligt lagt frem i stjernemønstre og venter på kunder. Foran husene står kvinderne og støder maniokblade med lange træstænger. Man ser mange trækvogne på gaderne. Menneskelig trækkraft er billigere end benzin. Mange mennesker går med runde stråkalotter. De fleste kvinder er iført lamba, et stort stykke tøj bundet om livet. Tidligere brugte man smukke madagaskiske mønstre, men nu er stoffet importerede, østasiatiske syntetiske produkter i skingrende neonfarver. For femten-tyve år siden gik mændene også med lamba, men det ser man kun ude på landet nu. Inde i byerne går alle mænd og en del kvinder vestligt klædt. Der er markeder for brugt tøj. Meget af det stammer fra vestlige hjælpeorganisationer. Det skulle egentlig deles ud til de fattige, men korruptionen har sine fangarme alle vegne på Madagascar, så tøjet bliver overtaget af mellemmænd, der tjener formuer på det.

På markedet kan man også købe amuletter og tørrede urter. Man helbreder malaria med et bryg af papayablade, leverbetændelse med papayafrugter og kræftsår med omslag af en rod, der hedder ananambo. Brækkede arme og ben helbredes med urteomslag og massage. Det er almindeligt, at folk mødes til åndeseancer - bilo. Den, der besættes af ånden, kan spå og helbrede sygdomme med deres spyt. Og det er rigtig nok, sagde Léa. Da hendes datter Mirana var helt lille blev hun skoldet af kogende vand, men en klog kone spyttede på det, og så helede det på ganske få dage.

En dag lejede vi en åben varevogn og inviterede familien med på udflugt. Da vi talte om at køre en tur på landet med familien, havde vi måske tænkt på kernefamilien. Men sådan tænker man ikke på Madagascar, så det blev noget i retning af "den store badedag". Hele dagen i forvejen blev der kogt, bagt og braset, og da den store dag oprandt, opdagede vi, hvor mange mennesker, der kan proppes ind bag i en varevogn, sammen med madkurve, tæpper og benzindunke. Der blev også plads til chaufføren og hans tre assistenter. Det var helt imponerende. Turen gik ud til landsbyen Antoetra. Det er zafimaniry-stammen, der bor derude. Tidligere jagede de i skoven, men nu er regnskoven væk. Landsbyhøvdingen fortalte, at skoven gik helt op til landsbyen, da han var barn, men nu skal man gå fem timer for at komme derud. Man har altid brugt svedjebrug - brændt et stykke skov af og dyrket jorden, til den blev udpint. Det kunne gå, dengang der kun boede et par millioner mennesker på øen, men nu er der tretten millioner, og befolkningstallet vokser med tre procent om året. Fældningen af skoven har skabt tørke. Der kan gå mange måneder uden regn, og det betyder, at man kun kan høste én gang om året, mod tre gange før i tiden.

Zafimaniryerne er berømte for nogle særlige billedskærerier. De minder i forbløffende grad om udsmykningen på norske stavkirker, og det skyldes ikke noget arketypisk sammenfald. Det er mønstrene fra norske stavkirker, for zafimaniryerne har lært deres billedskæreri af norske missionærer i slutningen af sidste århundrede. Deres huse er traditionelle med bambustag og ornamenter på døre og vinduesskodder. Grise lå og sov rundt omkring, og børnene stimlede sammen om os og stirrede med åben mund. I en busk sad en lille kamæleon på størrelse med en lillefinger. Den var lysegrå med sorte prikker og halestribe og havde auberginefarvede øjne, der sad på udhvælvinger og kunne drejes hele vejen rundt. Da den så os, spærrede den gabet op, sikkert for at gøre os bange. Gabet var lysende svovlgult.

Lidt uden for landsbyen bredte vi duge ud i græsset og slog os ned med frokostkurvene. Ærter og kogt pølse, løg i tomat, zebuoksekød og kylling, bananer og selvfølgelig baljer og kar fulde af våd ris. Det var ikke svært at forestille sig, at medlemmer af slægten gennem mange led var med til måltidet. For det var ikke kun huset, der var åndernes hus. Hele Madagascar er åndernes land.