- Aarestrup, som Georg Brandes beskrev således:
"Han var en godmodig og livsglad ung Mediciner. Han var altid istand til at give en Vittighed til Bedste med den lystige Overlegenhed over Hverdagslivets Situationer, som medfødt Lune giver; han manglede aldrig den Bredde og Sikkerhed i Væsen, som medfødt Flegma meddeler. Hans Lune var drøit og hans Flegma massivt; men ikke desmindre laa der Ild og Heftighed bag dem begge. I hans daglige Tale og Færd dannede især den hurtige Vittighed og Mageligheden en stærk Contrast. Aarestrup var middelhøi, kraftigt bygget, med Tilbøielighed til Fedme. Med Aarene blev han meget svær, saa svær, at han paa sig anvendte det gamle Udtryk at Forsynets hensigt med ham matte være den, at lade ham tjene Fysikerne til Exempel paa den menneskelige Huds Udvidekraft. Der var noget Antikt i hans smukke stortformede Hoved med det tykke krøllede Haar, som altid faldt ham ned i panden." (citeret fra "Emil Aarestrups samlede Digte" udgivne af F. L. Liebenberg. Med en charakteristik af Digteren ved Georg Brandes, Kbh. 1877)
Brandes skrev endvidere:
"Af Danmarks Lyrikere har ingen haft stærkere Farver og tungere, sødere Melodi; ingen er i sin Levetid bleven overset paa en dummere og uretfærdigere Maade; ingen er sikrere paa at mindes saa længe som det danske sprog bliver læst.
Emil Aarestrup staar blandt Danmarks Digtere som den, hvis erotiske Lune er djærvest og hvis Sanser er varmest..."
Til en Veninde
Der er en Trolddom paa din Læbe,
Der er en Afgrund i dit Blik,
Der er i Lyden af din Stemme
En Drøms ætheriske Musik.
Der er en Klarhed paa din Pande
Der er et Mørke i dit Haar,
Der en Strøm af Blomsteraande
Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.
Der er en Skat af evig Visdom
I Smilehullet paa din Kind,
Der er en Brønd, en Sundhedskilde
For alle Hjerter, i dit Sind.
Der er en Verden i dit Indre,
En sværmerisk, chaotisk Vaar -
Som jeg umulig kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstaeer.
Angst
Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene er paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.
TIDLIG SKILSMISSE
Det var den aarle Morgen.
I Teltet stod Dragonen
Og vikled Purpurskjærftet
Om Livet paa Baronen.
Og rakte ham hans Pallask,
Hans Hjelm med Hestehalen,
Saa blank, som var den nyligt
Hentet i Vaabensalen.
Og førte frem hans Ganger,
Den lysebrune høie,
Der vendte mod sin Herre
Det melankolske Øie.
Og i de brede Hylstre
De guldbrodeerte, satte
Hans sorte Rytternæver
Pistolerne, skarpladte.
Og langsom steg i Sadlen
Den adelige Fændrik,
Og sagde til Dragonen
Med sagte Stemme: Hendrik!
Ifald jeg ikke kommer
Igjen - som nok kan være -
Besørg mig disse Breve,
Og slig, det gjaldt min Ære.
Han gav sin Hest af Sporen
Ildgnister fløi fra Hoven;
De sorte Krager svang sig
Med Skrig op over Skoven.
---
Der faldt et Skud langtborte -
Og et endnu - ei flere;
Men paa den lyse Hvelving
Steg Solen meer og mere.
---
Der blev den mørke Aften
Fra Slottet ned i Dalen
De høje Vindver straalte
Og kasted Lys fra Salen.
Orchestret lød. Mundskjænken
Igjennem gyldne Haller
Med Purpurviin sig trængte
I funklende Krystaller.
Den unge Frøken, yndig
Skjøn som en Bajadere,
Slap pludselig i Dandsen
Sin sorte Cavaliere.
Hun lyttede, hun hørte -
Hun hørte det alene -
En sagte Lyd langtborte,
Et Trav paa Broens Stene.
Hvor steg og sank de runde
De liliehvide Skuldre -
Hun hørte ei Trompeten,
Ei Paukens Hvirvler buldre -
Hun kikkede fra Ruden
Ud i det natlig Dunkle -
Hun saae i Slottets Gjenskin
En Hjelm, et Kyrads funkle.
I hendes Løb paa Trappen
Guldkammen fløi af Haaret,
Den hele Blomsterfletning,
Hun nylig havde baaret.
Det var ei ham, hun vented
Med Sorgens Budskab skrevet
I sine mørke Miner
Dragonen bragte Brevet.
Hun rev det fra hinanden
Hun svimled - faldt som knuset -
Man finder intet Marmor
Deiligere strakt i Gruset.
---
Det er den aarle Morgen.
Det røde Skjær af Solen
Farver den gamle Frøken,
Som slumrer i Lænestolen.
Ferskentræerne blomstre
Og Mandlerne i Haven;
Men hendes Hud er falmet
Som Alabast paa Graven.
Der staeer et Liigvers skrevet
I Furerne paa Panden,
Og sine blege Hænder
Hun folder i hinanden.
Medynksom Kakaduen
Sit gule Hoved bukker,
Betragter sin Veninde
Med store Blik, og sukker.
Paa Sovekamrets Damask
Et Malerie sig strækker,
Og Blomsterurnen yndigt
Mod det sin Indhold rækker.
Der sees han, som han leved,
I ridderlige Fore,
Med Purpurskjærf om Livet,
Med Hjelmbusk og med Spore.
Med Panden, tung og sænket,
I mørke Lokkes Skygge,
Med Læberne, som kløftes
Af Ungdom og af Lykke.
Men med en Smertes Alvor
I sine blik, som vidste
De selv forud, hvor tidligt,
Hvor snart de skulde briste.
(1837)
DISTRACTION
Da Don Alonso fandt i
Slotshaugen, uformodet,
Og under Steenaltanen
De friske Spor af Blodet -
Og da han i de tætte
De mørke Lokkers Skygge -
Hvad siger jeg? - de tætte,
De mørke Myrthers Skygge -
En sneehvid Skulder skimted -
En sneehvid Ganger skimted,
I Kappen han sig svøbte,
Hans Dolk, halvtrukken, glimted.
Hvad rørte Silkekjolen -
Hvad siger jeg? - han rørte? -
Han greb i Silkestigen,
Som til Balkonen førte.
Og mod sit Bryst han trykked
De lange, finde, runde -
Sin Mandolines Strenge,
Som ham forraade kunde.
Han skjælvede, idet han -
Idet han slyngte Armen
Omkring den marmorglatte -
Krumning af Vindveskarmen.
De dunkle Øienlaage -
Jeg taler reent i Taaget -
De dæmrende Gardiner,
De aabned sig i noget.
Og med sin Dolk i Haanden,
Og heldet over - Sjelden
Var jeg saa sælsom adspredt
Ved nogenslags Fortællen! -
Og med sin Dolk i Haanden,
Og heldet over - Dalen
Gjenlød just i det samme
Henrykt af Nattergalen -
Nei, naar dit Blik mig møder -
I hvad det skulde gjelde -
Saadan, saa langsomt hævet,
Saa kan jeg ei fortælle.
**********