- Aarestrup, som Georg Brandes beskrev således:

 

"Han var en godmodig og livsglad ung Mediciner. Han var altid istand til at give en Vittighed til Bedste med den lystige Overlegenhed over Hverdagslivets Situationer, som medfødt Lune giver; han manglede aldrig den Bredde og Sikkerhed i Væsen, som medfødt Flegma meddeler. Hans Lune var drøit og hans Flegma massivt; men ikke desmindre laa der Ild og Heftighed bag dem begge. I hans daglige Tale og Færd dannede især den hurtige Vittighed og Mageligheden en stærk Contrast. Aarestrup var middelhøi, kraftigt bygget, med Tilbøielighed til Fedme. Med Aarene blev han meget svær, saa svær, at han paa sig anvendte det gamle Udtryk at Forsynets hensigt med ham matte være den, at lade ham tjene Fysikerne til Exempel paa den menneskelige Huds Udvidekraft. Der var noget Antikt i hans smukke stortformede Hoved med det tykke krøllede Haar, som altid faldt ham ned i panden." (citeret fra "Emil Aarestrups samlede Digte" udgivne af F. L. Liebenberg. Med en charakteristik af Digteren ved Georg Brandes, Kbh. 1877)

 

Brandes skrev endvidere:

 

"Af Danmarks Lyrikere har ingen haft stærkere Farver og tungere, sødere Melodi; ingen er i sin Levetid bleven overset paa en dummere og uretfærdigere Maade; ingen er sikrere paa at mindes saa længe som det danske sprog bliver læst.

Emil Aarestrup staar blandt Danmarks Digtere som den, hvis erotiske Lune er djærvest og hvis Sanser er varmest..."

 

 

Til en Veninde

 

Der er en Trolddom paa din Læbe,

Der er en Afgrund i dit Blik,

Der er i Lyden af din Stemme

En Drøms ætheriske Musik.

 

Der er en Klarhed paa din Pande

Der er et Mørke i dit Haar,

Der en Strøm af Blomsteraande

Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.

 

Der er en Skat af evig Visdom

I Smilehullet paa din Kind,

Der er en Brønd, en Sundhedskilde

For alle Hjerter, i dit Sind.

 

Der er en Verden i dit Indre,

En sværmerisk, chaotisk Vaar -

Som jeg umulig kan forglemme,

Som jeg tilbeder og forstaeer.

 

 

 

 

Angst

 

Hold fastere omkring mig

Med dine runde Arme;

Hold fast, imens dit Hjerte

Endnu har Blod og Varme.

 

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene er paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken.

 

 

 

 

 

 

TIDLIG SKILSMISSE

 

Det var den aarle Morgen.

I Teltet stod Dragonen

Og vikled Purpurskjærftet

Om Livet paa Baronen.

 

Og rakte ham hans Pallask,

Hans Hjelm med Hestehalen,

Saa blank, som var den nyligt

Hentet i Vaabensalen.

 

Og førte frem hans Ganger,

Den lysebrune høie,

Der vendte mod sin Herre

Det melankolske Øie.

 

Og i de brede Hylstre

De guldbrodeerte, satte

Hans sorte Rytternæver

Pistolerne, skarpladte.

 

Og langsom steg i Sadlen

Den adelige Fændrik,

Og sagde til Dragonen

Med sagte Stemme: Hendrik!

 

Ifald jeg ikke kommer

Igjen - som nok kan være -

Besørg mig disse Breve,

Og slig, det gjaldt min Ære.

 

Han gav sin Hest af Sporen

Ildgnister fløi fra Hoven;

De sorte Krager svang sig

Med Skrig op over Skoven.

 

---

 

Der faldt et Skud langtborte -

Og et endnu - ei flere;

Men paa den lyse Hvelving

Steg Solen meer og mere.

 

---

 

Der blev den mørke Aften

Fra Slottet ned i Dalen

De høje Vindver straalte

Og kasted Lys fra Salen.

 

Orchestret lød. Mundskjænken

Igjennem gyldne Haller

Med Purpurviin sig trængte

I funklende Krystaller.

 

Den unge Frøken, yndig

Skjøn som en Bajadere,

Slap pludselig i Dandsen

Sin sorte Cavaliere.

 

Hun lyttede, hun hørte -

Hun hørte det alene -

En sagte Lyd langtborte,

Et Trav paa Broens Stene.

 

Hvor steg og sank de runde

De liliehvide Skuldre -

Hun hørte ei Trompeten,

Ei Paukens Hvirvler buldre -

 

Hun kikkede fra Ruden

Ud i det natlig Dunkle -

Hun saae i Slottets Gjenskin

En Hjelm, et Kyrads funkle.

 

I hendes Løb paa Trappen

Guldkammen fløi af Haaret,

Den hele Blomsterfletning,

Hun nylig havde baaret.

 

Det var ei ham, hun vented

Med Sorgens Budskab skrevet

I sine mørke Miner

Dragonen bragte Brevet.

 

Hun rev det fra hinanden

Hun svimled - faldt som knuset -

Man finder intet Marmor

Deiligere strakt i Gruset.

 

---

 

Det er den aarle Morgen.

Det røde Skjær af Solen

Farver den gamle Frøken,

Som slumrer i Lænestolen.

 

Ferskentræerne blomstre

Og Mandlerne i Haven;

Men hendes Hud er falmet

Som Alabast paa Graven.

 

Der staeer et Liigvers skrevet

I Furerne paa Panden,

Og sine blege Hænder

Hun folder i hinanden.

 

Medynksom Kakaduen

Sit gule Hoved bukker,

Betragter sin Veninde

Med store Blik, og sukker.

 

Paa Sovekamrets Damask

Et Malerie sig strækker,

Og Blomsterurnen yndigt

Mod det sin Indhold rækker.

 

Der sees han, som han leved,

I ridderlige Fore,

Med Purpurskjærf om Livet,

Med Hjelmbusk og med Spore.

 

Med Panden, tung og sænket,

I mørke Lokkes Skygge,

Med Læberne, som kløftes

Af Ungdom og af Lykke.

 

Men med en Smertes Alvor

I sine blik, som vidste

De selv forud, hvor tidligt,

Hvor snart de skulde briste.

 

(1837)

 

 

 

DISTRACTION

 

Da Don Alonso fandt i

Slotshaugen, uformodet,

Og under Steenaltanen

De friske Spor af Blodet -

 

Og da han i de tætte

De mørke Lokkers Skygge -

Hvad siger jeg? - de tætte,

De mørke Myrthers Skygge -

 

En sneehvid Skulder skimted -

En sneehvid Ganger skimted,

I Kappen han sig svøbte,

Hans Dolk, halvtrukken, glimted.

 

Hvad rørte Silkekjolen -

Hvad siger jeg? - han rørte? -

Han greb i Silkestigen,

Som til Balkonen førte.

 

Og mod sit Bryst han trykked

De lange, finde, runde -

Sin Mandolines Strenge,

Som ham forraade kunde.

 

Han skjælvede, idet han -

Idet han slyngte Armen

Omkring den marmorglatte -

Krumning af Vindveskarmen.

 

De dunkle Øienlaage -

Jeg taler reent i Taaget -

De dæmrende Gardiner,

De aabned sig i noget.

 

Og med sin Dolk i Haanden,

Og heldet over - Sjelden

Var jeg saa sælsom adspredt

Ved nogenslags Fortællen! -

 

Og med sin Dolk i Haanden,

Og heldet over - Dalen

Gjenlød just i det samme

Henrykt af Nattergalen -

 

Nei, naar dit Blik mig møder -

I hvad det skulde gjelde -

Saadan, saa langsomt hævet,

Saa kan jeg ei fortælle.

 

**********