Arne Herløv Petersens eminent velskrevne fremtidsgyser... Bogens groteske humor giver sig ikke mindst udslag i dens stil... Et særdeles velkomment køligt gys.

Jens Juhl Jensen, "Information" 30.5.92

Scheissegut... Herløv Petersen slår gækken løs i denne Gesellschaftskunde i gavtyveromanform. Vanvittig og grovkornet. Den kan blive noget af et muss for gavflabede gymnasiedrenge.

John Chr. Jørgensen, "Politiken" 22.5.92

Tidsånden er taget lige på kornet af en skriverkarl, der kan ryste de mest hårrejsende tanker og dialoger ud af knojernet. Det er virkelig imponerende håndværk. Og som al god fremtids-kikkeri... Der er jo lidt om snakken.

Steffen Larsen, "Aktuelt"
 
 

I denne roman går alle Herløvs kvaliteter op i en enhed. "Med åben pande" er et sort show af karat og dimensioner, og det viser Herløv som humorist i den helt svære misantropiske klasse.

Bo Green Jensen, lektørudtalelse

Det er en særdeles velskrevet, men meget barsk roman.

Elin Søborg, lektørudtalelse

Det er begavet tankeprovokerende og underholdende samfundskritik, ikke bare for skolens ældste elever, der vil blive fanget lige fra den første sides chokstart, men også for voksne, der måske bedre fornemmer, hvor provokerende en parodi, hvor fed en ironi og hvor sort en galgenhumor, historien rummer.

Jens Verner Nielsen, lektørudtalelse

Effektiv parodi på alle de hårde drenge, man har mødt i tidens løb.

Bo Bjørnvig, "Weekendavisen" 31.7.92

Herløv Petersens kolde, dystre, barske og sælsomt morsomme roman...Spændende er bogens sprog... Det er nemt at opfatte romanen som endnu en grum, fremtidsangst advarsel. Men den kan også læses som en meget sort satire. Eller endda som en historie med håb.

Lars Borberg, "Ålborg Stiftstidende" 22.5.92

anonym anmelder i venstrepressen
 
 

Det var mørkt, da vi nåede frem til Ochsbüll, og det blæste så sejt at knapperne var ved at flyve af vindjakken. Jeg var en smule selskabeligt overrislet og havde mest lyst til at blive ved med kameradligt samvær, men der var sateme ikke nogen, der tog hensyn til mine sartere følelser dér på stedet.

En sergent, der så ud som om han lige var pillet ud af en dåse mager bov, kommanderede os til at tage opstilling ude i gården. Vinden sved om ørerne, og jeg sank ned i tøjet og havde lidt ondt af mig selv. Jeg syntes slet ikke, stemningen osede af gemytlighed. - I er sateme de værste slattenpikke, jeg har set for mine øjne, brølede sergenten. - I ser fanden flækkeme ud som om I ikke kan ruske pik uden at få åndenød. Vinde og skæve og stinkende af gamle bajere og sure sokker. Føj for den lede. I kan ikke engang bruges til skabsbøsser. Få dog de små dinglevorter snittet af med det samme, så I kan give den som lebbere. Det er fanden fløjteme det eneste, I har format til. Jeg har kraft den onde lyneme set mange splattede maddiker før i mit liv, men aldrig nogen der i den grad ligner tre gange udskidt æblegrød som jer.

Han gik frem og tilbage langs rækkerne og gloede stift på hver enkelt af os. Der var for mørkt til at man rigtig kunne se hans øjne, men det forekom mig, at de glødede svagt i mørket. Han stoppede op foran Jøbber og prikkede ham i brystsulet med en stiv pegefinger.

- Har I set en kvabso, sagde han.

Han bøjede sig frem, og en lille fin byge af spyt stod ind i ansigtet på Jøbber. Jøbber stirrede stift lige frem og fortrak ikke en mine. Han havde været i ulvelære, så han var vant til mosten. - Ved du hvad, fedling, sagde sergenten lavt og indsmigrende. -Hvis du var mit badedyr, ville jeg ikke puste dig op.

Sergenten rettede sig op og lagde nakken bagover. Så gjaldede han op mod de mørkeblå skyer på himlen.

- I tror fanden brodereme I skal herover på plejehjem og dandere den og lege kong gulerod. Men I kan tro nej. Og jeg så skal brække hver eneste lille knogle i jeres elendige kroppe først, så skal jeg nok lære jer, at det er alvor det her. Det er soldater, I skal være - ikke kogte stenbidere.

Sergenten blev ved med sin velkomsttale så længe, at jeg blev bange for at alle de dele af mig, der ligesom hænger udenpå - tæer og pik og næse og ører og den slags - skulle fryse til små dutter og plader af is, der kunne knække af så nemt som ingenting. Men alt får en ende, og bare man følger med strømmen og ikke gør eller siger noget, der vækker opmærksomhed, går det hele lige så gelinde. Det endte da også med, at vi blev gennet ind til bad og frisør og påklædning.

Allerførst skulle vi smide alle kludene. Vi fik at vide, at de ville blive brændt, for sådan nogle stinkende zivilistlaser kunne alligevel ikke engang bruges til at fodre svin med. Så stod vi der splitter konghans på et iskoldt stengulv og gloede på hinanden. Jeg er godt tilfreds med mit eget udseende. Jeg er det man kalder atletisk bygget, tæt i kødet uden at floppe. I hvert fald flottere at se på end de fleste andre. Jøbber havde patter som en kælling og verdens mindste pik med en lillebitte farveløs dusk over. Ewald var så hulbrystet, at man kunne spise suppe af hans brystkasse, hvis han lå på ryggen. Han havde tynde lår og kantede balder, og hans pik var heller ikke noget at skrive hjem om - skæv og gullig som den var. Næ, jeg er glad for at jeg har den krop jeg har. Jeg ville nødig bytte med nogen.

Så skulle vi ind under bruseren. Ewald kom med en eller anden komplet uforståelig witz om, at nu var der vel ikke Zyklon B i rørene, hvad han så end mente med det.

Da vi så var spulet igennem fik vi udleveret vores mundering. Der sad en konstabelaspirant ved nogle kasser og tog mål af os, før han udleverede kluns fra den forkerte kasse. Det var en lidt enfoldig form for morskab, men han gik meget op i det. Jøbber fik tøj, der var så småt og krympet, at han så ud som kæmpekvinden i cirkus i lillepigekostume, og Ewald fik jakke med ærmer ned til skinnebenene og bukser med ben, der kunne foldes sammen et par gange under tæerne. Mit eget kluns var lidt ved siden af, men ikke så grelt som de andres.

Til sidst skulle vi så soldaterklippes, og det var ikke noget man behøvede slå op i mange modeblade for at finde ud af. Det var bare plæneklipperen hen over det hele, så der kun var en mørk skygge tilbage af håret. Nemt og effektivt.

Nu havde vi så regnet med at få lidt ædelse, inden vi skulle knalde brikker, men godmorgen min bare røv. Mens vi endnu stod og skuttede skulderblade for at få alle de små afklipshår til at trille ned i røvridsen, kom ham den henkogte skinke med vinklerne på ærmerne trampende og brølede, at vi skulle stille op ude i gården til en lille rask løbetur, og han skulle fanden fløjteme nok sørge for, at vi fik varmen, så vi ikke behøvede tage vanter og ørevar-mere og muffedisser på først. Bare ud og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Det var så bælgmørkt, at man ikke kunne se, hvad man selv hed, men der var ikke nogen særlige problemer med at følge med de andre - i hvert fald ikke til at begynde med. Der lå lidt af en rar fornemmelse i at løbe i flok. Jeg så engang noget i fjerneren i en western med hvordan bisonokserne bissede engang i gamle dage, og det var noget af det samme. Bare derudad med vinden pivende ind i øjnene, og så går der ikke så længe, før der ikke er en krumme af tanker tilbage i skallen på en. Man er bare en sækfuld lunger og en gispemund og nogle øjne der stirrer stift ligeud og nogle ben der hugger op og ned op og ned.

Men det var selvfølgelig ikke sergentens mening, vi skulle løbe hyggetur ude på landevejene og se måneskin, så det varede ikke så længe før han gennede os gennem noget skov med tusinde millioner rødder, man kunne snuble nok så pænt over, og træer, der pludselig sprang frem i masken på en og lange svirpegrene, der kunne danne små mønstre på huden af en. Og så skulle vi prøve om vores nye støvler var vandtætte ved at svuppe ud i et mudder-hul, og der kunne man så bare se, at rigtig vandtætte var de støvler alligevel ikke, så resten af turen var der iskold mudder mellem tæerne.

Jøbber havde lidt svært ved at følge med, og det fandt sergenten hurtigt ud af, så han opmuntrede ham ihærdigt med en lille svirpepisk, han havde klemt fast i armhulen, og så stønnede

Jøbber som en flænset sæl og jumbede videre. Jeg faldt bare ind i rytmen og holdt helt op med at bekymre mig over, om det var sommer eller vinter og om jeg var der eller ikke var der. Det var bare stempelslag og dunkeblod i tindingerne og flimmer for øjnene og iskold hiveluft ned i svælget.

Da vi så endelig kom hjem, troede man jo man skulle ind og sidde om pejsen og gnave i sig, men dér havde vores gamle ven med vinklerne igen nogle helt andre ideer, for han syntes lige, vi skulle rede seng først, og hvis der var så meget fold på overtæppet, at en myg kunne stikke pikken ind under den, flåede han hele lortet af sengen og brølede: - Om igen, for at vi ikke skulle tro, det var bare sjov og hyggestue det hele.

Og så var det ellers med at komme i seng med det samme, og af-tensmad var noget vi måtte tænke os til, for hvis der nogen sinde skulle komme noget ud af os, der bare på afstand kunne minde om mennesker, så kunne vi lige så godt med det samme vænne os til, at man ikke skulle proppe sig som en flæskepølse ustandselig, og at det var sundt at gå småsulten i seng, så man havde appetit til næste morgen og ikke bare hang dér fede og forædte og svuppede på bænkene.

Og der skulle være mørkt på stuen om præcis et et kvart minut, og hvis man hørte nogen komme med et kny eller så meget som fise i søvne, så skulle han personlig med største fryd og fornøjelse vride ham sammen til kringle og banke tuden op i røvhullet på ham.

Og sergentens små muntre godnathilsener havde faktisk den virkning, at man næsten ikke kunne høre noget efter at det var blevet mørkt, bortset fra lidt skramlen med en kuffert og svage gumlelyde ovre fra Jøbber og nogle dæmpede sjoferter og et par små hyggeprutter hist og pist. Og jeg var godt afslappet, så jeg hældte mig lige ned i kassen som et læs hakkede roer og sov som en stud de par timer der gik, indtil et fuldkommen afsindigt sirenehyl satte et vridbor i øregangen på mig og fortalte, at nu titte til hinanden guds favre fugle små og nu runder sol af østenlide og op og slå på en hel masse strenge.
 
 

En meget stor del af tiden de næste måneder gik med først at få mudder over det hele på en hel masse forskellige fantasifulde måder og derefter skrabe alt det mudder af igen, så det ikke var til at se, det nogen sinde havde været der.

Det var med at løbe rundt og lade sig falde ned på stedet. Og på stedet betød lige på stedet. Som sergenten også sagde var der satan tudeme ikke tid til at spille kameliadamen og sige gisp og støn og hvor skal jeg nu lægge mig, når man først var ude på banen. Så var det som om man var slået for panden. Og det var med at kravle under strømførende ledninger og svinge sig som en anden bavian i tove og alt sådan noget, og så bagefter sidde og ånde på knapperne og pudse dem til man kunne spejle sig i dem. Og huske at støvler også skal børstes under svangen og den slags.

Der var ikke nogen, der tog på os med strikvanter, men vi fik heller ikke flere tæv end vi kunne holde til, og som der står i den gamle sang: Es geht alles vorüber, es geht alles vorbei.

Så var det straks sværere med alle de mange timer, hvor man bare skulle stå og vente på et eller andet. Dér har sådan en som Jøbber det nemmere, for enten foregår der absolut ingenting i bolden på ham, eller også har han nogle småfimrede og lidt ulækre tanker, som kan ligge og gære i ham i årevis uden at han behøver underholde sig med andet. Man har en fornemmelse af at man kan stille Jøbber op på en græsplæne om foråret og gå ud og hente ham ind, når bladene begynder at falde, uden at han vil have kedet sig et øjeblik.

Men sådan en som mig vil jo gerne se lidt bewegung i sagerne, og så er det ærlig talt ikke skægt, når man får at vide, man bare skal stå der hvor man er stillet og blive stående til man får en anden besked en gang med tiden.

Jeg er måske nok mere aktiv i knoppen end så mange andre, så noget af det, jeg faktisk havde det bedst med, var timerne i gesellschaftskunde. Her fik vi en masse at vide om, hvorfor vi levede i det bedste og mest demokratiske land, der nogen sinde havde eksisteret i verdenshistorien.

- Der er noget, der er helt karakteristisk for et godt demokrati, sagde kaptajn Schmidt til os. - Og det er at der er frie valg og mere end ét parti at stemme på. Og derfor er der også to partier i Uniropa, folkepartiet og den demokratiske union.

Og i alle de gamle lande kunne det ene parti blive siddende på magten år efter år, bare der var folk nok, der stemte på det. I sådan et land som Sverige var der for eksempel et socialdemokra-tisk parti, der nogle gange blev siddende tredive-fyrre år ad gangen, og det var selvfølgelig ikke særlig demokratisk over for alle de andre.

Så derfor har vi lavet en hel fast regel om, at partierne skifter hvert fjerde år. Når folkepartiet har siddet en valgperiode, så kommer den demokratiske union til og omvendt, og på den måde får alle del i magten, og det betyder igen, at Uniropa er mere demokratisk end noget samfund nogen sinde har været før.

Der syntes jeg lød meget fint, men Erwin skulle selvfølgelig absolut smide grus i maskinen, så han spurgte:

- Jamen, hvad så, hvis for eksempel folkepartiet alligevel vinder to valg efter hinanden? Hvorfor skal de så ikke bare blive sidden-de?

Kaptajn Schmidt så ned på Erwin, som om han havde sluppet en stinker og sagde: - Hvordan i alverden skulle folkepartiet kunne vinde ved valget, når det ikke er deres tur?

Og den kunne Erwin selvfølgelig ikke give igen på, selv om jeg kunne se på ham, han stadig ikke var helt tilfreds. Der er nogle mennesker, der aldrig bliver tilfredse med noget som helst i denne verden.

Kaptajn Schmidt forklarede videre, at regeringen og oppositio-nen så i fællesskab valget statsforbundskansleren, for så vigtig en post måtte der være enighed om, og det var også det, der lå i begrebet "harmonisierung", og alle var enige om, at Schmetterling, der var højt hævet over partierne, simpelthen var den rette mand til den post, så der havde vi harmonisierung i renkultur.

Der var også en meget interessant time i bannerkunde, hvor vi fik at vide, hvordan man oprindelig havde fundet frem til Uniro-pas sort-hvid-røde flag. Og det havde man gjort ved at hvert af de gamle flag bare skulle af med én farve. Så havde de gamle tyskere smidt den gule, og franskerne og englænderne den blå, og italienerne den grønne og sådan, og så var det blevet sort-hvidt-rødt der også er det smukkeste, man kan forestille sig. Og fordi det er så smukt, er det bare naturligt, at man springer op og står ret, når man ser det.

- Og så kan jeg fortælle jer noget morsomt, sagde kaptajn Schmidt med et lille lunt smil, - og det er, at vi heroppe i DSH slet ikke skulle af med nogen af vores farver, for vi havde kun rødt og hvidt i forvejen, og så fik vi sort forærende, mens irerne så til gengæld skulle af med to farver.

Og han fik det til at lyde, som om det beviste, vi havde snydt alle de andre og rigtig kunne gotte os over, hvor meget vi havde fået ud af Fællesskabet.

Men mens kaptajn Schmidt var helt fin til at brede sig om hvor demokratiske vi var i Uniropa og hvordan vi simpelthen havde det så godt, som nogen mennesker kunne have det, og det ville folk også kunne indse, bare de tænkte sig lidt om, så fik han bomuld i munden og klude om fødderne, hvis han skulle ind på noget med Solstille. Ewald prøvede flere gange at få ham til at sige, hvad han mente om dem vores waffenbrüder med de små skæve øjne, men det var han ikke meget for.

- De har jo deres egen måde at gøre det på derovre, sagde han bare. - Og det kan måske også være godt nok for dem.

Men altså, bortset fra timerne i gesellschaftskunde, var der ikke så meget, der var sådan rigtig stimulerende for sådan en som mig, der har noget at rasle med, så derfor sprang jeg til lige med det samme, da vores gamle ven sergenten en dag havde en rigtig fin tjans at byde på.

- Hvis det stod til mig, blev I solgt til hundemad hele bundtet, brølede han en morgen, hvor vi stod på rad og række ude i gården. - I er satan tordneme den værste flok venstrehåndsonanister, jeg nogen sinde har været så uheldig at rende ind i. Fanden den onde flækkeme om ikke den fede svans til Jøbber møder op som om han skal amme. Knappet op, så hans lede patter er lige ved at vælte ud i synet på folk. Og satan galeme om ikke den lille skæve vissenpik til Erwin tillader sig at møde op her i gården med øregangen fuld af talg. Sæbe, påstår han det er, som om det var noget, man bare skulle rende rundt med i ørerne. Og jeg tror sgu heller ikke det er sæbe. Jeg tror det er indtørret forhudsost fra alle de andre bavianer, han ligger og gnubber med inde på stuen.

Her tillod jeg mig at trække en lille smule på smilebåndet. Jeg regnede med, at det ville være taktisk klogt, men det var sergenten ikke i humør til.

- Kan du så for helvede se at tørre det fedtede grin af fjæset, Heinrich, din drønnert! brølede han. - Du skal kraftædeme ikke tro, du er et hår bedre selv. Du skal ikke tro, jeg har glemt, hvordan du stod og dansede Svanens død ude på øvelsesbanen i går, da jeg sagde: - Ned! Nej da da, nu kommer der vel ikke en lille plet på mine små kniplingstrusser, hvad? Du skulle fanden

flækkeme trækkes ved pikken gennem tredive meter kloakledning og pille lortet af med din tandbørste bagefter.

Ja, I tre, I kunne faneme få mig til at gå i karmeliterkloster og sluge nøglen, så jeg aldrig kommer ud igen.

Men nu skal I også høre, mine små englebasser. Når I nu ikke kan lide at få bæ på fingrene, og når I nu hele tiden prøver at dandere den og slippe nemt om ved det hele, så har jeg en tjans til jer, der lige er noget for jer. Og det er sgu alt for godt til sådan nogle som jer, der skulle krænges ud på vrangen gennem røvhullet. Men ved I hvad, Jøbber og Erwin og Heinrich, jeg står lige og skal bruge tre mand til et lille job som testassistenter oppe på Kemisol. Det er sådan en fabrik heroppe ved Harboöhr lidt nordpå.

Så nu kan I enten melde jer frivilligt og få lov til at gå rundt og prinse den deroppe og dikke alle de små fabrikspiger op under skørterne.

Eller også kan I blive sat til at skure lokummer med neglene, til I ikke kan kende forskel på jer selv og de andre lorte.

I har lige præcis to sekunder til at bestemme jer i.

- Melder mig frivilligt, hr. sergent, sagde jeg reglementeret og med en finger i vejret. Det var lige noget for mig, det med de små fabrikspiger. Og selv om der sgu nok skulle være noget lusk ved det et eller andet sted, så var det da altid en chance for at komme ud og se noget nyt og slippe for at stå vagt og den slags kedelige ting.

- Mig med! sagde Jøbber som en glad julegris. Erwin så straks lidt mere tvivlende ud, men det er som jeg siger: Han er den, der altid skal finde mugpletter på stikkelsbærgrøden, lige meget hvad. Men på den anden side kunne han jo også godt se, at der var noget oplivende ved at komme væk fra den sædvanlige trummerum på slaveanstalten, så han rakte også hånden i vejret ligesom nølende.

Det var så det, og vi blev sendt ind for at hente vores tand-børster, så vi kunne blive skippet afsted til Harboöhr i jeep, og der gik ikke ret mange minutter før vi var på vej.

- Gud ved, hvad det egentlig er for noget, testassistent, sagde jeg. - Test er noget med forsøg, sagde Erwin. - Men spørgsmålet er bare, hvad det er for nogle forsøg vi skal lave og med hvem. Det kan godt være, det bliver lidt småubehageligt.

- Ikke for mig, grinede Jøbber. - Jeg elsker at lave forsøg med folk.

- Ja, det skulle sgu ikke undre mig, gryntede Erwin, og så sank vi ned i frakkerne og skrumplede videre.
 
 

Jeg må nok bryde helt sammen og tilstå, at jeg aldrig fulgte rigtig med i religionstimerne i skolen. Derfor ville jeg heller aldrig have troet, at sankt Peter var en lille skaldet knort med grønne sutter på fødderne og krøllet kittel med pletter af æggeblomme.

Men sådan var det, for det var i hvert tilfælde Himmerige, vi blev lukket ind i der oppe i Harboöhr.

- Spinnt Ihr, meine bubchen! sagde jeg overvældet, da vi blev vist ind på det tremandsværelse, hvor vi skulle bo. Salon skulle jeg måske kalde det.

Jeg gik rundt med en helt stille andagt nede i halsen og følte på møblerne. De var bløde og svuppende som Karstadts normalkäse mit kümmel und affenrotz.

- Meiner güte, sagde Jøbber. - Tænk at få en kælling op på den divaneser der. Man behøvede sgu ikke andet end støde til en enkelt gang, så ville man gynge videre af sig selv resten af aftenen. Der var en soveniche med tre senge i noget, der så ud til at være ægte træ, lavet af sådan de rigtige gammeldags træer, der gror op af jorden og har blade på. Fantastisch.

Og der var en opholdsstue med en divan, der var fuldkommen som Jøbber sagde. I hvert fald mindst lige så blævrende som Jøbbers bare røv.

Og der var et ovalt spisebord med fem stole rundt om, og det så gudhjælpeme også ud til at være snittet ud af det bare træ.

Der var også lampetter og nips og gardiner af stof for vinduerne og lysekrone, og der var billeder på væggene med prospekt over Heidelberg og kronhjortens død og pelikanerne flyver sydpå eller hvad det nu var for nogle uhyrer med fjer på.

Sankt Peter med æggepletterne kremtede og vrinskede og sagde, at hvis vi var blevet lidt brødflove på turen, så skulle vi bare sige til, for så ville han komme ind med vores frokost.

Komme med. Bragt ind. Det var altså næsten for meget.

- Jamen, det er da fint nok, sagde Erwin sådan helt roligt. - Og gider du lige tage tre pils med?

- Tre øl. Ja, det skal jeg gøre, sagde sankt Peter og tøflede ud. Lidt efter kom han tilbage med liget af en fisk på et fad og en skål med nogle hvide knolde og nogle aflange orangefarvede stænger af en slags og en anden skål med noget mere udflydende gult noget og tre glas der ligesom havde forskellige regnbuefarver og tre iskolde duggede flasker Bockbier og stillede det hele på det ovale bord.

Merkwürdig. - Jeg vidste sgu, der var noget galt. Det var for godt til at være sandt, sagde jeg. - Har de tænkt sig, vi skal æde døde dyr?

Men Erwin så bare ud som om han havde vundet i toto. Hans små rotteøjne var blevet runde som marmorkugler og hans lille spidse næse vimrede.

- Donnerwetter, åndede han lige så stille. - Er I klar over, at sådan her er der simpelthen ingen andre, der spiser, måske lige undtaget der alte Fritz oppe på Amalienburg.

Han gik med små lette skridt over til bordet og satte sig. Tøffeldyret sjoskede ud, og Erwin langede med stive drømmearme ud efter fadet med den døde fisk på. Han skar den op, og det viste sig, skelettet sad i endnu.

- Jeg var sgu nok klar over, at jeg var kommet langt væk fra civilisationen, sagde jeg. - Men at de uden videre propper ådsler i sig heroppe i Harboöhr, det havde jeg nu alligevel ikke regnet med.

- Du taler som du har forstand til, dit drog, sagde Erwin. - Ved du overhovedet, hvad det er? Det er blå forel, er det. Og ved du, hvad der er i den skål der, hvad? Det er kartofler og gulerødder, er det. Og det i den kande dér hedder hollandaisesovs. Og nu ærgrer det mig bare et hul i røven, at jeg ikke bad om moselvin i stedet for øl, for det havde passet bedre til.

Han lød så begejstret, at jeg gik over og snuste til de forskellige ting. Og det var rigtigt, at de der knolde og stænger lugtede lidt henad Karstadts bakker med grøntsagsmos, selv om det ikke var så gennemtrængende, og dyret lugtede også godt nok noget i retning af Karstadts fiskemos, selv om der manglede nogle af de kemiske undertoner. Så det måtte være en slags halvfabrikata, og hvis Erwin kunne få det ned, kunne jeg vel også, og hvis det var for klumpet, kunne jeg gudskelov skylle efter med øl.
 
 

Erwin proppede i sig med hænder og fødder, mens jeg pillede lidt mere forsigtigt til tingene. Det var måske ulækkert at gnave af et dyr, man kunne se havde været levende, men det er en dårlig soldat, der ikke kan æde sine lommemadder mellem to rygende lorte, så jeg tog da for mig af retterne, selv om det altså smagte lidt mere fladt i det end rigtig færdig mad.

Jøbber ville først slet ikke have noget, men da han så så, hvordan Erwin glinsede over hele knoppen, blev han selvfølgelig bange for, at der var noget han gik glip af, og så langede han ud efter kreaturet og skovlede store klumper i gabet.

Men pludselig blev han helt blå i hovedet og alle de små årer på halsen og i tindingerne begyndte at dunke i takt, og så ragede han en grab ind i gabet og pirkede, så det var grufuldt at se på, og fanden fløjte og brodereme om ikke han pillede en stump skelet ud, som han havde fået med i farten.

Men så havde jeg altså godt nok heller ikke appetit til mere, så jeg søbede bare pils i mig for resten af pengene.

Og øllet var i hvert fald godt nok med den rigtige syntismag ligesom af blik eller nikkel.

Da jeg havde fået bocken i sækken, bøvsede jeg og sagde småfilosofisk til Erwin:

- Du, hvad har vi egentlig gjort, at vi skal have det så godt? - Næ, det er sgu også det, der bekymrer mig, sagde han. - Hvad er de ude på?

Som jeg vist har sagt før, så har Erwin det sådan, at hvis verdens flotteste kælling kom og smed kludene og kastede sig ned på ryggen foran ham, så skulle han lige se efter, om hun ikke havde gemt en cigarklipper oppe det allerværste sted.

- Jeg har i hvert fald tænkt mig at nyde det her så længe det varer, sagde jeg. - Tror du vi kan få ham Franz-Ferdinand med sutskoene til at hente en omgang til?

- Vi kan jo prøve, sagde Erwin, og det viste sig at det kunne han faktisk. Manden kom med en hel æskefuld, nu han var i gang, for så slap han for at gå så mange gange, som han også meget rigtigt sagde.

- Det var det, jeg sagde før, om at testassistent betyder, vi skal være med til at lave nogle forsøg, sagde Erwin og tørrede skum af næsetippen. - Og når de sådan beværter os som fyrster og baroner, så må det altså efter min formening være nogle allerhelvedes ubehagelige ting, vi skal gøre ved folk.

Jøbber så ud som om han var en ballon, der svulmede af lykke. Man kunne se, hvordan nogle små tandhjul inde i hovedet på ham begyndte at køre rundt med forskellige mærkelige ting, man kunne gøre ved folk.

Jeg skænkede op i mit glas igen. Det var underligt at drikke på den måde, ligesom i to omgange. I stedet for bare at sætte dåsen for flaben, mener jeg. Så hælde om i glas, der var helt stive at røre ved og ikke så gennemsigtige som almindelige plasticglas, men ligesom havde en masse andre farver inde i sig, som man kun kunne se, når man tog glasset op mod lyset og drejede rundt. Der kom skum på øllet, og det lagde sig rundt lige så snørklet som en hundelort med spids i enden. Og det prikkede ganske stille, når man drak af det, og det var simpelthen så wunderschön, at bare for det ville jeg lave alle de forsøg, de forlangte, om det så var på min egen bedstemor.

- Ved du hvad, bubchenlein, sagde jeg eftertænksomt til Erwin. - Jeg er nok ikke så liderlig som Jøbber, men jeg synes på den anden side heller ikke altid det er noget lort med pisk. Jeg mener, det kommer ligesom an på hvad for en ende af pisken man står i, ikke også?

- Joh, det kan der selvfølgelig være noget om, sagde Erwin og sitrede med knurhårene. - Men der er altså det ved det, at sådan som vi er blevet kidnappet til det her, og sådan som de kræser for os først, så er det ikke bare almindelig pisk, er jeg bange for. Gud ved, hvad fanden det er for noget, de er i gang med at lave her i Harboöhr. Der har været lidt stille om Kemisol i fjerneren i den sidste tid, men der var noget for et års tid siden om, at de havde fået en kontrakt på noget, der hed psykisk urobekæmpelse...

- Nåh ja, sagde jeg. - Det tror jeg også, jeg har hørt om. Det er sådan forskellige skægge ting, de sprøjter ud over folk, hvis de kommer lidt for godt i gang. Der er noget, der er beroligende, så man bare falder i søvn lige på stedet, og så er der noget kvalmegas til de rigtig stride bananer og sådan.

- For min skyld kan de godt komme med spraydåserne, sagde Jøbber. - Jeg skal gerne...

Det blev aldrig opklaret, hvad det var Jøbber gerne skulle, for han rejste sig og krummede armene ned langs siden, så han lignede en orangutang med håraffald.

Han begyndte at ralle et sted nede i halsen, og det virkede på en eller anden måde som om han blev pumpet op som en kæmpestor luftmadras. Hans blege øjne fik en sær porcelænsglans. Det blå i dem blev meget skinnende og endnu mere fremhævet af, at alt det hvide rundt omkring var blevet lyserødt.

Rallelyden blev stærkere, så den mindede om en fjern påhængsmotor, og han svulmede og hævede for øjnene af os som en stor dejmasse.

Pludselig hoppede han lige op fra gulvet. Uden at tage afsæt eller noget stod han direkte op fra brædderne med verdens flotteste hop og havnede oppe på bordet, der sank i knæ under hans vægt.

Han stod med den ene fod i fiskefadet og den anden plantet lige ved siden af sovseskålen og brummede, mens han blev ved med at bulne ud og blev mere og mere skinnende i øjnene.

Jeg var blevet fuldkommen paf af den pludselige forandring og stod bare og gloede. Erwin var hurtigere i vendingen. Han dukkede ned under bordet.

Jøbber bøjede sig langsomt frem og greb fat om mit hoved, hvorefter han med seje tag gik i gang med at dreje det af.
 
 

Hvis man nogen sinde har prøvet at trække en af de der meget elastiske propper op af en flaske, så ved man, hvordan man står og bakser og vrikker med uhyret, til sveden siler ned over siderne på en, og pludselig siger det svupp, og op ryger den, så man er ved at gå bagover.

Det var nogenlunde det samme med mit hoved. Jøbber drejede det rundt et par omgange og halede til, og jeg skal lige love for, at han ikke lagde én af sine pølsefingre imellem. Der begyndte at komme en hel masse flimmerguirlander for øjnene af mig, og jeg kunne mærke, hvordan alle fibre og rødder langt ned i brystkassen begyndte at give efter, så jeg var helt sikker på at hovedet snart ville komme op med en stor rodklump af årer og sener og sådan nogle.

Der var ikke én tanke tilbage i bolden på mig, andet end nogle blå gevandter der flagrede og blæste rundt, og så rullede gevand-terne sig ligesom sammen og blev til en slags tunnel, der var foret med blå fløjl eller noget i den retning, og lyset for enden af den tunnel blev voldsommere og voldsommere, så det skar i øjnene, men alligevel havde jeg det, som om jeg skulle løbe frem og ind i det lys, hvor der også var nogle skikkelser, der ligesom begyndte at røre på sig.

Men ligesom jeg var ved at give los og styrte frem mod de der vifteskikkelser for enden af tunnelen, slap grebet rundt om mit hoved, og jeg kunne se ud af øjnene igen, samtidig med at lyde udefra begyndte at trænge ind gennem den konkyliebrusen, jeg havde haft i ørerne den sidste tid.

- Wiiiiirrrrwww, sagde Jøbber og klemte sine blå blanke øjne sammen, og hans hænder, der lige havde været så travlt optaget af mit hoved, fór ned mellem benene på ham. Han skiftede langsomt farve. Lige først blev han kridhvid, så blev han meget rød i hovedet, og så blev han langsomt lilla eller auberginefarvet. Det er et helt lysshow. Meget fantastisk. Han blev ved med at hvine med tynd stemme imens.

Verden kom ind i mig i sprut og dunk, omtrent som når man sidder og gokker stumpen. Det var der også noget lysshowagtigt over, af de der stroboskoplys der siger flimm flimm flimm. Vandet væltede ud af øjnene og snotten på mig, og det varede et godt stykke tid, før det gik op for mig, jeg ikke skulle gennem en tunnel alligevel. Men så begyndte det så sandelig også at gøre av i den lille hals.

Da jeg vendte tilbage til Jorden, så jeg at Erwin langsomt og roligt var ved at binde en lang gardinsnor med kvaster på rundt om Jøbber. Han gav sig god tid, og man kunne se, den dreng

havde lært at binde knuder et eller andet sted. Enten havde han været spejder, eller også havde han en fortid inden for postvæse-net.

Jøbber var blevet meget, meget rolig. Hans ansigtsfarve havde lagt sig fast på det blålilla, og han havde lukket øjnene helt. Han mindede lidt om en stor tordensky, både i farven og i omfanget. Lidt truende, men ikke værre end at det var til at holde ud. - Hvad skete der? sagde jeg.

- Tja, det der skete lige før var at jeg brugte et af mine små beskidte tricks, sagde Erwin. - Det er et håndkantslag jeg kender, lige op i godteposen. Hvis du ser nærmere efter på hans under-kæbe, tror jeg du kan se hans nosser deroppe et sted, lige neden for øreflipperne.

Uvilkårligt krympede jeg mine egne kronjuveler sammen med et lille vimrende sæt. Jeg har prøvet at falde hårdt ned på en bom engang til gymnastik, så jeg kunne lige forestille mig, hvordan det måtte føles, hvis der var nogen der legede kraftprøve med en og fik de små klunker op og ringe på klokken.

- Jamen, jamen, hvad helvede gik der af Jøbber? stammede jeg. Jeg begyndte så småt at få tanker i hovedet igen, men de kunne ikke bruges til ret meget.

- Nåh, det, sagde Erwin. Han gav sig sandelig god tid. Nu bandt han sløjfe på snoren, så kvasterne hang ned foran hinanden.

Derefter lagde han meget forsigtig Jøbber ned på bordet og trak fiskefadet af hans fod. Jøbber lå hvor han blev lagt.

- Ja, for helvede. Jeg ved sgu godt, han altid har været lidt småtosset. Men hvorfor fanden skulle det gå ud over mig?

- Du skal ikke tage det som noget personligt, sagde Erwin. - Det kunne lige så godt have været mig, der fór op på den måde. Eller dig.

- Hvad mener du med det?

- Nej, ved du hvad, Heinrich. Har du ikke lidt træg afføring for tiden? Vi er testassistenter, mand. Og ved du hvad, det er sgu os, de laver tests med.

Jeg trykkede lidt på halsen med en hånd for at få blodet til at komme tilbage. Det skulle jeg aldrig have gjort. Ikke bare kom det, men det inviterede et fakkeltog med.

- Jamen, jamen, sagde jeg. - Vil det sige, vi er forsøgskaniner? - Lige præcis, sagde Erwin. - Så nu er det bare spørgsmålet, hvad for nogle små julelege, de finder på bagefter.

- Gud, jamen, Jøbber har da ikke spist noget, vi andre ikke har spist.

- Næ. Men han åd mere end os to til sammen. Så enten er det et spørgsmål om dosis. Eller også så har han rent tilfældigt fået mandelgaven i år.

- Gott im himmel, sagde jeg gysende. - Jeg æder ikke en krumme, lige meget hvad de kommer rendende med.

- De kan lige så godt komme det i vandet. Eller i luften for den sags skyld, sagde Erwin. - Så du må prøve at tage tingene i den rækkefølge, de kommer. Hvis du pludselig får lyst til at skære halsen over på mig... eller på dig selv, måske... så er det altså alt sammen et led i din opdragelse.

Jøbber kom til bevidsthed. Han rullede lidt rundt og fik

sovsekanden ind mellem poterne. Så brækkede han sig hjerteligt ned i hollandaisen. Den mand har altså ingen bordmanerer. Jeg begyndte langsomt at blive en lille smule arrig.

- Det kan de sgu da ikke tillade sig, sagde jeg. - Jeg kunne jo lige så godt være blevet slået ihjel.

- Ja, selvfølgelig kunne du da det, sagde Erwin. - Og så tror du, de var brudt hulkende sammen alle sammen og havde kastet sig utrøsteligt ind over kisten? Ved du hvad de er, mensch, de er skideligeglade med om du lever eller dør. De har et eller andet aggressionsstof, de skal have afprøvet, og hvis vi alle tre var gået i gang med at trække huden af hinanden, ville de bare have sat et par krydser i en eller anden rubrik.

- Det er... det er sateme tarveligt, sagde jeg.

Erwin lo med sin lille tørre latter, der lød som en af de der små skralder af træ, små børn står og svinger med til nytår.

- Jeg tror nu godt, jeg kunne klare både dig og Jøbber på én gang, sagde han. -Jeg har lært mange flere må fingerøvelser end den, jeg lige viste vores fede ven.

- Du kan sgu da ikke bare gå ind på deres spil, sagde jeg. - Tag nu og opfør dig som en kamerad.

- Må jeg lige minde dig om, at jeg har reddet dit liv for rundt regnet syv et kvart minut siden, sagde Erwin. - Hvis du allerede har glemt det igen.

- Nåh, næh. Jeg mener, tak skal du have. Synes du ikke, luften er begyndt at lugte lidt syrligt? Tror du, de er i gang med noget nyt?

- Det skulle sgu ikke undre mig, sagde Erwin fnysende. - Måske skulle jeg løse Jøbber op igen. Det er næsten synd, hvis han ikke får lov til at lege med.

Jøbber så ellers ikke ud som om han havde lyst til at lege med ret meget andet end en rangle at bide i.

Luften var altså blevet mere syrlig. Det var bare ikke til at finde ud af, om det var noget der kom udefra eller fra mig selv, for jeg var blevet lidt klam i røvridsen ved tanken om, at de kunne få mig til hvad som helst med deres lede kemikalier.

Pludselig kom der en meget overraskende lyd, der bestod i at der blev stille.

Der havde hele tiden været en eller anden summen eller durren i baggrunden, og jeg havde regnet med, at det måtte være fyret eller ventilationen eller noget i den retning, og efter nogle minutter lagde jeg slet ikke mærke til den. Men nu holdt den op, og så lagde jeg mærke til den.

Der lød en stemme henne fra billedet af den døende kronhjort. Det lød præcis som om det var kronhjorten, der talte, mens den sank i knæ med en pil i halsen og geviret pegende bagud.

- Tak for Deres samarbejde, sagde stemmen. - De var en time, otteogtyve minutter og treogfyrre sekunder om at gætte formålet med Deres medvirken. Det er et resultat lidt over middel. Vi beklager, at vi ikke kan bruge Dem længere. Vi anvender kun forsøgsnaive testassistenter. De kan henvende Dem til portneren og få udbetalt otte ecu og halvtreds pennig for Deres ulejlighed. - Nå, så blev der alligevel ikke pølsegilde i denne omgang, sagde Erwin. Han lød næsten som om han var en lille smule skuffet. Jeg var selv så overlykkelig over at det var forbi, at man næsten ikke kunne se min røv for bare skosåler, så travlt havde jeg med at komme ud til ham pladshunden. Sankt Peter, ha! Lille møgkøter. Jeg stod allerede ved lugen og proppede mønterne i lommen, da Erwin kom trækkende ud med Jøbber. Han havde rullet ham ind i gardinet og trak ham i snoren med kvaster. Det så ud til, at Jøbber var faldet i søvn igen. Der var noget meget fredfyldt og babyagtigt over hans store milde ansigt med de små øjensprækker. Den blåviolette teint var ved at glide over i det olivengrønne. Det var svært at sige, om det var et fremskridt.

- Jeg har et par ideer om, hvad vi skal gøre med sergenten, når vi kommer tilbage til Ochsbüll, sagde Erwin eftertænksomt. - Tror du, de låser pålægsmaskinen inde om natten?
 
 

Hvis jeg har noget, man kan kalde en livsfilosofi, så er det nok, at der ikke er noget, der er så lorteelendigt, at det ikke kan være meget skægt bagefter. Jeg havde store lilla mærker af Jøbbers fede fingre på halsen, så det var lige før man kunne se alle fingeraftryk-kene, og det skulle vare meget længe, før jeg prøvede at få noget, der var større i omkreds end et trilleribs ned gennem det spiserør. Og jeg var helt sikker på, at mine øjne simpelthen var så fulde af de der punktformede blødninger, de altid bøvler om i krimierne, at der ikke kunne presses ét punkt mere ind mellem dem.. Men alligevel... Det var nu meget sjovt, da Jøbber pludselig kom sejlende op fra gulvet som en af de der gamle zeppelinere, man har set i en eller anden katastrofefilm og landede oven i et ådsel. Og selv om det ikke var så morsomt igen, at han gik i gang med at skrue hovedet af mig, så kunne man faneme ikke lade være med at grine som en hyæne ved tanken om, hvordan Erwin havde banket sydfrugterne så langt op i ham, at han havde fået et sæt ekstra polypper.

Jøbber var ved at komme til sig selv, men han var stadig lidt buddingeagtig i det, og mig og Erwin var enige om at han havde fået pibestemme.

- Du skulle sateme sige tak til, sagde Erwin til ham. - Bare tænk på, du aldrig behøver barbere dig mere.

- Åhr, luk røven, sagde Jøbber med sin tynde stemme. - Det er underligt. Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete, men lige pludselig var det bare som om jeg skulle gribe fat i en eller anden og hive til. - Det var bare det kemilort, de kom i maden, Jøbber, sagde jeg. - Og så er du måske ikke så stærk i hovedet i forvejen.

Vi sad og ventede på en jeep, så vi kunne komme hjem til Ochsbüll. Jeg kiggede ned på den lønseddel, jeg havde fået sammen med småmønterne. KEMISOL stod der, og så var der en stor grinende sol med små øjensprækker. Nedenunder stod der med små skrå bogstaver: EUROGENISCHES LABORATORIUM.

- Hvor meget ved du om, hvad det her er for noget? sagde jeg til Erwin.

- Lidt men ikke så godt. Det er det jeg ved, sagde han. - Euroge-nik er noget med befolkningskontrol. Jeg tror nok, de har fundet ud af, at der ikke er nogen grund til at putterne formerer sig, for det tynger bare på budgettet at have dem rendende. Du må regne med, at hvis erhvervslivet skal betale skat for at vi kan holde putter, så er det ikke så konkurrencedygtigt som dem ovre i Solstille, for de betaler faneme hverken til børnehaver eller fortove eller noget af alt det der pjat.

- Hvad fanden, sagde jeg. - De kan vel ikke kaste-rere alle dem, der ikke betaler skat.

- Selvfølgelig kan de da det. De behøver sgu da ikke gå rundt med en havesaks. De kan bare komme nogle stoffer i folks mad eller sådan. Så ordner folk det helt selv.

- Åhr, mand, det er sgu lidt småstrengt, synes jeg, sagde jeg. - Jeg mener, tænk hvis det var dig eller mig.

- Det er sguda det vi skal sørge for, det ikke bliver, mand, sagde Erwin. - Hvorfor helvede tror du, jeg har meldt mig til Cirkus Mili? Hvis man skal gå rundt og have ondt af alle svæklingene, så er man ikke et klap bedre end alle de der ister, de havde for halvtreds år siden. Der var kómmunister og der var sócialister og der var médister og hvad ved jeg. Næ du. Da dem ovre i Ostraum fik lov til at vælge selv mellem alle deres istere og så knackwurst med ketchup og remoulade, så snuppede de remouladen lige med det samme. Enhver er sin egen lykkes smed, du. Og hvis man ikke kan følge med, så er det bare skideærgerligt, for ulvene æder de bageste.

- Ja, jeg skal sgu nok klare mig, sagde jeg.- Og det er selvfølgelig også rigtigt, at man må tænke på, om erhvervslivet kan klare sig i konkurrencen. Det siger de jo også altid i fjerneren. Kan det så det?

- Det går vist meget godt, sagde Erwin, - Men der er lidt svært at sige, for der er ikke så meget konkurrence mere. Uniropa er jo Uniropa, og Ostraum har bare at gøre som de får besked på. Og Amerika passer Solstille jo, og så er der ikke så meget at slås om. Det skulle da lige være Afrika...

- Afrika, fnyste jeg. Der var han igen. - Hvad fanden skulle man med det? Nå, men så alle de penge, de tjener på al deres konkur-rence, hvad sker der så med dem?

- Ja, det er skægt, du siger det, sagde Erwin,- for det er der ikke nogen, der ved. Alle tallene viser, at der strømmer mange flere penge ud end der kommer ind, men der er ikke nogen der ved, hvor de strømmer hen. Der var nogle engang, der sagde noget om nogle der hedder gnomer, nogle små nogle nede i Zürich, men jeg ved ikke om det er noget med flyvende tallerkener eller hvad. Men et eller andet sted må pengene jo løbe hen.

Det er også meget skægt, for før i tiden troede alle mennesker, at den tekniske udvikling ville gå hurtigere og hurtigere. Og de sendte også folk op og vade rundt på månen. Men så blev de trætte af det, da de havde været der et par gange, og så holdt de op med det pjat. Og efterhånden holdt de også op med det meste andet, for folk havde alligevel ikke råd til andet end det samme gamle lort. Så stort set det eneste tekniske der er sket de sidste fyrre år, er at fjernsynene er vokset fra 28 til 47 tommer.

Mens vi havde siddet der og snakket sammen på et højt intellek-tuelt niveau, var Jøbber selvfølgelig faldet i søvn igen, så vi måtte pirke kraftigt til ham, da jeepen endelig kom og læsse ham om bagi, hvor han lå og flød ud og ømmede sig, bare vi kørte over den mindste sten. Man skulle tro, han var bange for at hoste klunker-ne ud.

Hjemme i Ochsbüll modtog sjanten os venligt og hjerteligt. - Hvad helvede, er det da komplet umuligt at slippe af med jer tre? sagde han. - Næste gang må jeg sgu hellere proppe jer i affaldskværnen selv. Vi plejer ellers ikke at få returgods oppe fra Harboöhr. Hvis de ikke graver dem ned under nogle tujaer ude i klitterne, så plejer de at sende dem ned på en eller anden anstalt, hvor de sidder og leger med deres afføring.

Hvis man ikke kendte ham bedre, skulle man tro, han slet ikke brød sig om os, men jeg syntes, jeg kunne mærke en vis varme og respekt i stemmen. Det er den gamle dér med hjertet af guld - eller i det mindste bly - bag en maske af sten.

Efter at vi havde været oppe i Harboöhr og vist jüdesmovserne dér, hvordan vi bare tog helt køligt på alt deres pis, syntes vi ikke mere vi kunne nedværdige os til at rende rundt på øvelsesbanerne og spille åndssvage og lave alt det andet lort vi plejede, især ikke fordi vi samtidig fik en lille halv vinkel på højre ærme, der betød at rekruttiden var forbi og vi var rigtige ægte konstabelaspiranter med ret til pension, når vi blev niogtres.

Det dér med hvad vi skulle nedværdige os til, havde sergenten en lidt anden mening om, og det førte til et par mindre sammenstød. Ved en enkelt lejlighed kom jeg til at optræde lidt umilitærisk, da han kom ud på lokummet, mens jeg var i gang med at skure det, og galpede op om, at det så ud som om tredive millioner fladaber med diarré havde muntret sig, og kaldte jeg det et rent lokum? Men som jeg forklarede generalauditøren, da jeg blev ført frem for ham i bøjler og håndjern, ville jeg bare hjælpe sjanten ned og se efter selv, om man nu også kunne kalde det et rent lokum, og hvis ikke han havde været så ugudeligt fed, havde det ikke været nødvendigt med en hel deling til at trække ham op af tønden igen. Og jeg tror nok, generalauditøren trak lidt på venstre smilebånd, selv om det selvfølgelig også kan have været astma.

I hvert fald slap jeg med ti dage i mørk enecelle i ankeljern og med hænderne strakt op over hovedet i bøjle, så det var ikke så slemt. Jeg blev måske lidt langstrakt, men det er aldrig nogen skade til at vokse lidt. Det er det, man kalder personlig udvikling. Hvis de blev ved på den måde, kunne jeg blive garder, og så lang som de trak mig behøvede jeg ikke engang garderhue, men kunne nøjes med sejlerkasket.

Erwin og Jøbber viste sig som to rigtige kameraden, der bestak vagtposten foran min celle, så de kunne fodre mig med bananer og den slags, mens jeg hang der i ringene, og et par gange hældte de også en Vaxe i kæften på mig, og selv om det meste selvfølgelig røg ned på maven eller i den gale hals, er det tanken der tæller. Og det allerfineste var at de kom ud med en skidespand engang imellem og ikke lavede grovere numre med mig end jeg sikkert kan grine af det, hvis jeg bliver gammel nok.

Så i det hele taget var mig og Erwin og Jøbber efterhånden fuld-kommen ligesom de tre muskedonnere eller sådan noget med Jøbber som ham den fede Portvin og Erwin som ham den skidesmarte Dartenjang og mig selv som den sidste (Eller de to sidste? Jeg synes jeg kan huske fra videoen, der var fire, men hvorfor siger man så altid "de tre"? Nå, hul i det.)

Men i hvert fald så havde vi det fuldkommen ligesom på videoen med en for alle og alle til en side, og hvis der var nogle af de andre orme, der prøvede på noget over for os, så kunne de få meget lang tid til at gå bagefter med at sidde og hive sig i tuden, så den ikke blev ved med at vende indad.

De begyndte også at lægge mærke til os på højere sted, og det korte af det lange er, at det endte med at vi blev udtaget til en meget fin sonderkommando. Vi blev hentet ind til kaptajn Schmidt til anweisung og sad der og legede fornemme på yderkan-ten af stolene, mens han rigtig kameradligt forklarede os, at vi skulle ud på en lang rejse - helt ned til de sorte.

- Rent geopolitisk hænger Afrika sammen med Uniropa og vores del af Asien, så der skulle sådan set ikke være noget at rafle om, men I ved nok hvordan det er med vores små gule venner. De har jo svært ved at holde fingrene fra bolsjedåsen. Så derfor skal der en sonderkommando derned fra alle regioner i Uniropa, både for at vise flaget og for at lære de indfødte lidt om, hvem det bedst kan betale sig at holde med.

Nu kender I mig, gutter, og jeg er i hvert fald ikke racist, for jeg synes de alle sammen kan være gode nok hver for sig, bare de ikke blander sig, og bare de holder sig til deres egne områder.

Og niggerne kan jo ikke gøre for, de ikke kan finde ud af det. Jeg mener, de er jo bløde i hovedet af AIDS og al mulig råddenskab. Og der har ikke været for meget at rutte med i forvejen.

Bare man ser på dem, kan man jo se, de er ligesom gorillaer med de der store flade næser de har. Det er ikke fordi de kan gøre for det, men vi andre ligner jo mere Thor og Odin og Apollon og alle dem der, og så har vi også pligt til at sætte et eksempel for de stakkels folkeslag, hvor afføringen er gået i blodet.

Kaptajn Schmidt så rundt på os, og vi smilede og nikkede. Jeg syntes, han talte skidegodt. Det var lige som ud af mit eget hjerte. Jeg spekulerede på, om Jøbber mindede mest om Apollon eller Odin. Måske snarere Obelix.

- Næ, så er det ligegodt noget andet med japserne, fortsatte Schmidt. -De har sgu forstået at indrette sig. Lidt for godt, måske, Men dygtige små fyre. Det må man lade dem. Selv om de er hjulbenede og skævøjede... og har fortænder som bævere... og brilleglas som bunden på ølflasker...

Nå, men nu kan I gå over på infirmeriet og sige I skal have den store cocktail. Og det er ikke en martini. Det er et hak i røven med dyrlægesprøjten med tredive forskellige slags pest og bylder og kolera. Og hvis I så overlever det, så kan I regne med at blive sendt derned om et par dage. Så slipper vi andre også på at se på jer mere, og hvis I ellers slipper levende fra det dernede, så kan der måske med tiden blive en slags mennesker ud af jer.
 
 

Sådan lige ved første øjekast er der såmænd ikke større forskel mellem Afrika og Kastrup. Jeg mener, der er de samme schnellimbiß med currywurst og knödel og sauerkraut i lufthavnen og de samme af-delinger af Uniropäische Allgemeine Bank og Blaupunkt Video og folk med de samme jakkesæt og små flade mapper, der dytter afsted rundt mellem hinanden og har mavesår helt op i øjnene.

Vi blev læsset af i et eller andet hul, der hedder Lusaka, og det så ud som alle andre steder, efter lufthavnen at dømme. Måske var der lidt flere bananplukkere end man plejer at se, men det er jo klart nok, når det er der, de kommer fra. Og de fleste var hvide forretningsmænd, der vimrede rundt som myrer. Der var også lige så køligt som derhjemme, men det var nok fordi de havde sprudelkühlungssysteme eller sådan noget.

Vi havde haft en gemytlig tur derned. Det var jo første gang, vi skulle uden for den berømte toldmur rundt om Uniropa, så vi havde tanket godt op i flughafen, før vi satte os ind. Nu er jeg jo ikke vant til så meget andet end daaseöl, men Jøbber påstod han vidste lige, hvad der var godt, så kan købte noget gult tyktflydende æggelikør og noget jägermei-ster extrasüß og noget kahlua og sådan. Erwin sagde, han hellere ville dø en naturlig død og købte en flaske genever til sig selv, men jeg regnede med at Jøbber nok havde mest forstand på den slags, for han er i hvert fald den mest velnærede af os.

Og det var fuldkommen rigtigt, at jeg skulle have holdt mig til Jøbbers flaske, for da jeg havde goblet en hel hønsefarm i mig af det gule, følte jeg mig lettere tilklistret, selv om jeg havde en god varm æggeblomme-fornemmelse i kroppen, og så rakte jeg ud efter Erwins flaske for lige at tage noget af det skarpe til at rense efter med, og det skulle jeg aldrig have gjort.

Stewardessen lavede en farlig masse vrøvl, og de tre forretningsmænd foran mig blev så mopsede, at de ikke var til at høre på, selv om jeg tilbød at hente en våd klud og tørre dem af med.

Den ene af dem var ligefrem truende og ville melde os, sagde han, men Erwin viste ham rent fortroligt, at han havde en lille hattenål på sig. Erwin forklarede manden, at hvis man bankede sådan en sød lille nål ind i øret på en mand, der ikke kendte til måde men bare brokkede sig, så fortsatte den direkte ind i hjernen, og brokkeren sank død om på pletten, og det bedste ved det var, at der ikke kom en dråbe blod og det så fuldkommen ud som et meget naturligt hjertetilfælde, som enhver jo kunne få, især hvis han var lidt ophidset.

Så blev forretningsmanden håndtam lige med det samme, og hele resten af turen ned til Lusaka sad han bare og brummede sammenbidt, mens han brugte en hel æske tandstikkere på at rense snørehullerne i skoene og knaphullerne og øregangen og det hele, men han blev ved med at lugte så stygt, at jeg til sidst flyttede over på en anden plads, hvor jeg faldt i søvn.

Da vi så endelig nåede frem, havde jeg det ikke alt for godt i hovedet. Det virkede som om der var nogle, der stod og slog søm i øjnene på mig, og lyset skar med knive, og det dunkede alle vegne, men en god soldat ved, hvordan man rejser sig ved det træ, der har fældet en, så jeg fik mig et ordentligt gøb af kahluaen, og så havde jeg det helt fin igen og var klar til at æde tre meter knackwurst mit knoblauch.

Vi gik lidt rundt i ankomsthallen og gloede, men så fik Erwin øje på et stort skilt, hvor der stod: OPROP TIL DÄNSKE SOLDATER OG FOLK FRA SCHUTZBATALLION BOA CONSTRICTOR. WELKOMMEN TIL SONDERKOMMANDO HEUSCHRECKE, og så gik vi derover, selv om Jøbber sagde, at han vidste sgu da godt, det var noget skrækkeligt hø, vi havde rodet os ind i, men det var godt nok underligt, at de ligefrem reklamerede med det selv.

Det viste sig, at det var en svensker fra Freikorps Sven Hedin der stod og holdt skiltet, og når skandinaver mødes ude i den store verden, skal de jo altid lige have noget at skylle velkomstglæden ned med, så vi fandt en imbiß og fik os et lille indvendigt styrtebad.

Svenskeren hed Magnus og havde hvide øjenvipper. Intellektuelt set lå han et sted mellem Jøbber og en muldvarp, og så talte han skånsk, og det er jo simpelthen at gøre nar ad folk, så vi nøjedes med den ene obligatoriske og gik i god ro og orden ud til jeepen.

Da vi kom ud i byen, kunne vi godt se, at det alligevel ikke var helt ligesom Amager.

Der var egentlig ikke ret mange mennesker på gaden. I det hele taget er der vist ikke så mange mennesker i Afrika mere, for de dør inden de kan nå at lave flere.

De af dem der var der, var så radmagre som våde katte. Og da vi kørte gennem byen så jeg flere af dem sidde i rendestenen og skide grønt og tyndt. Og selv om de er splattede, skulle man dog tro, de lige kunne tage sig sammen til at hejse sig op på et lokum. Men nul putte. De kan ikke være alt for godt begavede.

Ham sköwningen pråtede sköwnsk, så man blev bange for, at han havde tarmslyng. Vædrat var hædmsk og man fik inte nok og ædta og man kunne förstås inte knulla för dom var så hædmsk sjüdka allihop, og han ville vist i det hele taget meget hellere hjem til Ystad, men han havde bundet sig for otte år, så der var ikke så meget at rafle om. Erwin, der ved alt mulig, fortalte at det land, vi var i, hed Sambia og havde en masse kobberminer. Jeg havde ikke forestillet mig, at de enkelte lande hed noget hver for sig. Jeg mener, Afrika er jo Afrika. Men det var vel her, lille sorte Sambo kom fra.

Kasernen lå lidt uden for byen. Der var en masse soldater fra hele Uniropa og Ostraum, og de så alle sammen ud til at være meget meget afslappede. Folk lå og flød de underligste steder, og hvis de ikke havde en bajer i hver hånd, var det fordi de lige var på vej ind for at hente nogle, så det virkede meget opmuntrende.

Magnus med øjenvipperne afleverede os pænt til en tysk sergent, der sagde, at vi nok skulle få det gemytligt sammen, og på en vis måde var vi i felten, og så tog man det ikke så tungt som hjemme på kasernen. Der var hverken hilsepligt eller eksercits eller noget af det andet pis, men hvis man fik besked på at gøre noget, så gjorde man det bare uden at komme med en hel masse dumme spørgsmål.

Og nu vi snakkede om dumme spørgsmål, var der så noget, vi gerne ville have opklaret.

Ja, hvis det ikke var for meget, så ville jeg gerne have at vide, hvad det var for noget med denne her sonderkommando, sagde jeg meget høfligt. - Hvad vi er her for, og hvad vi skal lave. Og jeg ville da også meget gerne have lidt at vide om stedet. Jeg mener, for det første, hvem ejer egentlig Afrika. Er det vores eller de gules eller hvad?

Det grinede sergenten af en eller anden grund meget af. Han sagde, det var længe siden, han havde set en soldat, der interesserede sig for andet end øl, fisse og hornmusik.

Men for at begynde med begyndelsen, så havde Afrika engang været delt mellem de forskellige lande i det gamle Europa, og så var Tyskland blevet snydt for alle sine kolonier på et eller andet tidspunkt, og det havde de aldrig rigtig tilgivet de andre.

Så, efter en anden krig igen, havde de andre lande sagt, at nu var alle de forskellige lande i Afrika pludselig frie og selvstændige. Men selvføl-gelig heller ikke mere, end at man holdt dem lidt i ørerne hjemmefra. Men niggerne blev selvfølgelig fuldkommen kulrede og troede, de kunne skabe sig lige så tosset de ville. Men så havde bankerne i det gamle Europa og Amerika heldigvis fået en allerhelvedes masse penge, som araberne havde tjent på at tage mere for olien og så havde sat i banken, og bankerne kunne ikke have pengene ligge og flyde, så de havde lånt dem ud til alle de der niggerlande. Og de havde fået tumberne til at skrive under på, at bankerne selv kunne fastsætte renten og lave om på den, når de havde lyst, så det varede ikke ret længe, før niggerne havde så travlt med at betale renter, at de ikke fik tid til at spille op. Og man havde også fået dem til at skrive under på noget, der hed Lomeaftalen, og det betød så meget som, at så var de i lommen på os.

Og midt i det hele havde de fleste af niggerne fået AIDS af at bolle med aber, og det kunne selvfølgelig også være svært at se forskel. Men så kunne de ikke engang skrabe nok sammen til renterne mere, og så var de selvfølgelig blevet sat under administration af bankerne, så nu kunne man sige at Uniropa langt om længe havde fået sine tabte kolonier tilbage. Men der var ikke så meget ved dem som i de gode gamle dage. Det måtte man indrømme. Alt hvad der kunne høstes eller hakkes op af jorden blev sendt til Uniropa, og så måtte niggerne æde græs. Der var færre og færre af dem, og dem der var tilbage var ikke noget at samle på, så før eller senere var hele kontinentet nok schwarzenfrei, og så måtte man jo finde ud af, om man kunne stykke det op på en fornuftig måde.

Men bortset fra at hele denne her verdensdel simpelthen var Guds røvhul, så var det gået meget pænt med at skrabe sammen til renter og afdrag, efter at bankerne i Uniropa først havde sat det hele i system og fået nogle erfarne mennesker hjemmefra til at lede og fordele arbejdet med fast og kyndig hånd.

Men lige her på det sidste var der gået kage i det hele. Og det var noget med, at Uniropa havde overtaget stumperne efter nogle amerikanske banker, dengang yankee'erne gled på røven, dels fordi al deres jord blæste ud i vandet og dels fordi de var røget på samme tumbenummer som niggerne med at låne og låne og køre på underskud det ene år efter det andet.

Og det var for indviklet at forklare, hvordan sådan noget hang sammen, men selvfølgelig var Uniropa i sin gode ret til at overtage lortet. Men det kunne de små skævøjede sataner i Solstille ikke finde ud af, og de hylede og skreg op om, at når de havde købt Amerika, så havde de også overtaget rovet efter deres banker.

Men Schmetterling havde selvfølgelig bare sagt, at de kunne rende ham noget så grusomt, for Afrika havde altid været den hvide mands byrde, så de kunne bare holde nallerne væk, men så her på det sidste var de gule begyndt at sende heuschrecken i store sværme.

Og efterhånden fandt vi ud af, at heuschrecken var det samme som græshopper. Jeg forstod ikke rigtig, hvordan japserne kunne sende sådan nogle over, og hvad det egentlig havde med os at gøre, men sjanten sagde, at nu gad han sgu ikke snakke mere, for han var simpelthen som foret med sandpapir ned til drøblen, men som han sagde før, så tog de ikke så tungt på formerne her, så soldaterne måtte godt give en omgang til deres sergent, hvis de ellers havde lyst og ikke ville være nogle ukameradlige røvhuller.

Vi kunne jo godt forstå en fin lille hentydning, så vi satte os ud sammen med sjanten og hældte bajere ned i kloakken, og så kom nogle af de andre også over og pludrede om fodbold og danske topfisser og dansk daaseöl og Tivoli og den lille havfrue, så vi blev fine venner med dem alle sammen, og mig og Erwin blev enige om at de var nogle guttermænner alle sammen og det skulle vi have en lille sang på, men vi skulle passe på ikke at tørre fødderne af i Jøbber, der havde lagt sig under bordet.
 
 

De næste dage havde vi ikke meget andet at lave end drikke bajere og klø os i røven. Vi spillede kort med nogle tyskere og hollændere, og Erwin var helt fin til at lave om på reglerne, så vi scorede en del ecu. Vi var også ude og se på byen engang imellem, men det var lidt for tungt, syntes jeg. Erwin havde købt et lille billigt zeiß-ikon i lufthavnen, og nu gik han rundt og trykkede apparatet op i masken på alle halv-aberne på gaden for at have noget til albummet derhjemme. Jeg syntes sgu ikke, de ville pynte i noget album. De fleste af dem så gennemført ulækre ud med skorper og sår og bylder over det hele.

Erwin kom tilbage fra en af sine små ture og fortalte om sådan en af dem med xylofonribben, der var kommet humpende og havde hægtet sig fast i ham.

- Giv mig ti pennig, havde han gispet. - Jeg er ved at dø af sult. Og mine små børn er ved at dø af sult. Eller bare fem pennig til en banan. - Hvad gav du ham så? spurgte jeg.

- En hundrededel på blænde otte, sagde Erwin.

Det kan godt være, jeg er lidt for blød af mig, men egentlig talt syntes jeg, det var lidt perverst af Erwin at tage billeder af alle de der kræ. Det mindede mig lidt om at gå rundt hos en bedemand og tage billeder af alle ligene. Når de nu har det så elendigt, som de har det, så synes jeg, at det bedste man kan gøre er at lukke øjnene.

Men jeg er som sagt også temmelig fintfølende af mig.

Det krympede sig også i mig en gang hvor vi var gået ind i en imbiß for at få daaseöl i varmen. Der er jo så helvedes varmt, at fluerne dratter stegte ned fra væggene. Og så kom en eller anden småvaryler af en knægt med skorper i hele hovedet og hægtede sig fast i mig, så jeg var ved at miste appetitten.

- Ficken ficken, sagde han. - Ficken meine schwester.

Og søsteren stod godt nok bagved ham, men jeg kunne dy mig. Tynd som en piberenser og sikkert smækfuld af AIDS op til begge ører. Men alene sådan noget viser, hvor meget laverestående de er, de niggere. Jeg mener, vi andre ville jo aldrig gå rundt på værtshusene og sælge vores søstre til hvem som helst. De kan sgu ikke have mere familiefølelse end amøber.

Vi var lidt nysgerrige efter at finde ud af, hvad det egentlig var for noget med de forpulede græshopper, hele sonderkommandoen var opkaldt efter, men når vi spurgte de andre, sagde de bare sådan noget som: - Ja, de kommer i store flokke og æder det hele, og så snakkede de videre om øl og fisse og fodbold.

Men så en dag var der en fyr, der hed Walther, der kom og spurgte om der var nogen, der ville med ud og køre en tur i omegnen, for han havde lånt en jeep, og så syntes han lige så godt man kunne tage en ramme pils med og se, om man kunne finde skygge et sted. Og den var vi jo med på lige med det samme, så vi fandt et skohorn, så vi kunne få klemt Jøbber ned på bagsædet, og så tog vi ellers afsted ud i det blå.

Og det var faktisk meget interessant, for så kunne man se, hvordan det var organiseret med de store landbrug. Der var kaffebuske i lange rækker med røde bær, og de der skravlede niggere humpede frem og pillede dem af med håndkraft, mens en hvid boss sad på en hest og sørgede for at det hele gik som det skulle og måske opmuntrede dem lidt med flodhestepisken, hvis de havde tabt gejsten. Og der var marker med sukker og tobak og bomuld og andre gode ting, vi kan bruge oppe i Uniropa.

Så noget får man da ud af Afrika. Der er måske nogle, der vil synes, det er en lille smule synd for niggerne, der ikke bliver dyrket noget, de kan æde selv, men der kan jo ikke være plads til det hele, og hvis man ser logisk og køligt på det, må man jo indrømme, de selv har været ude om det.

De kunne jo bare lade være med at låne alle de penge, når de ikke kunne klare renterne og afdragene alligevel.

Men sådan er det i et rigtigt vaskeægte demokrati. Det er det gode ved demokratiet, at der er ikke nogen, der tvinger nogen til noget. Man lader folk om at tryne sig selv. Hvis de havde haft lidt mere initiativ, kunne de måske være blevet til noget, men når de bare vil proppe i sig og bolle med grønne aber og låne penge uden at kunne klare renterne, så må de sandelig også tage de øretæver, der falder. Det er nu engang spillets vilkår, og så kan det ikke nytte noget at flæbe mere over det. Vi pakkede af jeepen ude ved siden af en bomuldsmark. Der var nogle af niggerne, der prøvede at æde de der hvide bomuldstotter fra planter-ne, og det kunne jeg ikke lade være med at grine af, for det kan man jo ikke. Men de prøvede.

Og så pakkede vi ellers frokosten ud og åd kylling med agurkesalat og drak en ugudelig masse bajere. Og jeg har altid syntes, man skal være god ved dyrene, så jeg smed benene over til de der bomuldsplukkere og endda lidt af skindet med, og de blev helt ellevilde og kastede sig over det, og det sagde krunsj krunsj krunsj, og så åd de sgu alle benene, så der ikke var en krumme tilbage af dem. Så man må indrømme, de er ret sparsommelige af natur og ikke lader noget gå til spilde. Det kunne være helt praktisk at have sådan et par stykker med, når man er på skovtur derhjemme, for så bliver der ikke så meget svineri efter en. Nå, men så sad vi der med fedt over hele fjæset og ræbede og hyggepruttede, og så blev der pludselig mørkt og koldt, og der kom en summen så man tror, det er løgn. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sammen-ligne det med. Måske når man skruer helt op for nogle højttalere, og der går overgang i lortet, bare voldsommere.

Og det var noget, der kunne kvikke niggerne op, for lige meget hvor slatne de var, så begyndte de at løbe afsted, så godt de nu engang kunne, og Walther blev helt hvid i hovedet og sagde bare: - Heuschrecken! Og så fór han ind i jeepen og startede, så det var med nød og næppe, vi tre andre nåede at komme med.

Og vi strøg ud ad vejen, og støvet stod i en sky op over os, og nogle steder var vejbanen lidt ujævn og ligesom pibende, så det kan godt være, vi kom til at køre et par niggere over i farten.

Da vi så var kommet op på en bakke, stoppede Walther og pegede tilbage, og vi kunne se en stor sort sværm slå ned over bomuldsmarken. Zzzzuuummmm zzzzzuuummmm, sagde det i hele luften fra den ene blå bjergkæde i det fjerne og hen over en masse solsveden savannegræs og bomuldsmarkerne og over til en anden blå bjergkæde i den anden side. Og summelyden og varmen og det skarpe lys fra solen, der bankede ned i bolden på en, flød ligesom sammen og ligesom hypnotiserede en, så man gyngede med og forsvandt ind i én stor vuggende skridende summen.

Det underlige ved det var, at det hele ikke varede mere end et halvt minut. Så lettede hele græshoppesværmen igen og fløj væk, og inden der var gået ret lang tid kunne man kun se den som en lille sort sky oppe over bjergene.

- Det var de sgu ikke længe om, sagde jeg.

- Nej, det er merkwürdig, sagde Walther. - Helt almindelige heu-schrecken er det zum teufel ikke. De siger, det er de gule, der sender dem.

- Nåh nåh, mon dog, sagde jeg overbærende.

- Ja, vi kan godt trille tilbage og se, sagde Walther. - Så kan I selv se. Vi kørte tilbage til bomuldsmarken og hoppede ud og så på sagerne. Og det var lidt sært, for græshopperne havde lige præcis plukket alle de der hvide totter, men ellers havde de ikke rørt planterne.

- Dygtige græshopper, sagde jeg.

- Lidt for dygtige, sagde Erwin og fløjtede svagt, og når han gør det, skal man passe på, for så rumsterer der et eller andet oppe i hovedet på ham. - Hvorfor løb niggerne sådan som de gjorde? Er de farlige for mennesker, de græshopper?

- Det siger man, sagde Walther. - De siger, at hvis man er for nys-gerrig, så forsvinder man bare. Dem der har prøvet at fange græshop-perne, er bare ikke kommet tilbage igen. Det er vist nok derfor vi er her. Når vi er blevet glade og mætte, skal vi du og fange græshopper med de bare næver, så de store drenge kan se, om der er pillet ved dem. Og det kommer vi sikkert ikke levende tilbage fra.

Så havde man ligesom en forklaring på det hele. Man skal altid være mistroisk, når der er nogle, der siger, at her er der ikke noget med disciplin, og vi er vel kameraden alle sammen, og vil du ikke meget hellere have en bockbier.

- Æder de andet end bomuld, de græshopper? sagde Erwin langsomt. - Alt, sagde Walther. - Kaffe og tobak og alt mulig. Men altid kun de dele af planterne, der kan bruges til noget. Men det er sgu ikke det værste. De æder også kobber. Og i Asania her sydpå æder de guld og diamanter.

- At de hvad gør de? sagde Erwin forbløffet.

- Jo, sværmene kommer ned i minerne og zzzzuuummmm zzzzuuumm-mm zzzuuummmm, så er det om at komme væk, og når man så kommer tilbage, så er alle minegangene simpelthen pillet. De prikker sig frem gennem årerne og tager det, der er noget ved, og lader slaggerne ligge tilbage.

- Nåh sådan, ja, så forstår jeg det hele meget bedre, sagde Erwin, og det syntes jeg var meget underligt sagt, for nu forstod jeg i hvert fald ikke et levende kvæk. For måske kunne jeg til nødt gå med til, at japserne kunne dressere græshopper til at æde bomuld, hvad fornøjelse de så end skulle have af det, men kobber? Det var sgu da det rene konghans. Den måtte de længere ud på landet med.

Men Erwin sad bare og så tænksom ud på hele vejen tilbage til kasernen, og da vi nåede frem, sagde han bare: - Jeg skal ind til byen i morgen og købe nogle radioting, jeg skal pille lidt ved. Og så varer det ikke længe, før jeg får flere striber på ærmerne end en zebra har på røven.
 
 

Meget ondt kan man sige om Erwin, og det skal jeg også være den første til, men at han er ret vaks ved havelågen, det er der nok ikke nogen, der kan benægte, og nu sad han og legede Georg Gearløs i varmen, så det summede omkring ham, og rodede med ledninger og radisoendere og så eftertænksom ud. Og han sagde til alle de andre, de endelig måtte sige til, hvis der kom en græshoppesværm i nærheden.

Vi havde det stadigvæk helt afslappet. Der var sådan en svømmepøl ved kasernen, og den lå vi og flød i. Det var ret fantastisk at se Jøbber flyde rundt på ryggen, for han manglede faktisk bare en kokospalme, så var han en hel øde ø. Og jeg lå også og skvulpede rundt med en daaseöl stående oppe på kanten af bassinet og gloede op i den blå himmel og så på gribbene, der kredsede rundt om niggerbyen.

Og mens jeg lå der, fik jeg øje på en lille sort sky, der bevægede sig, og så luntede jeg over til Erwin og sagde, at nu troede jeg nok, der var heuschrecken på vej, og Erwin vimrede med sine små knurhår og tog høretelefoner på og så meget optaget ud og drejede på en eller anden skala. Og pludselig lyste han op som en hel juledekoration og fór over til garagen, hvor han lånte en jeep.

- Vil du med? sagde han. - Det bliver skægt at se.

- Bliver det også farligt? sagde jeg.

- Nåh, næh, det tror jeg nu ikke, sagde Erwin.

Jeg havde ikke andet på end de våde badebukser, men jeg sprang op i jeepen, og så suste vi ud i retning af den lille sorte sky. Da vi kom lidt ud ad landevejen, kunne vi se, at græshoppesværmen var på vej over mod en kaffeplantage, og alle niggerne var stukket af, og græshopperne hang over buskene klar til at falde ned og bide alle de små røde bær i sig.

Vi stoppede jeepen og kiggede på sværmen, og så tog Erwin igen sine høretelefoner på og en lille kasse i hånden og drejede på nogle skalaer og trykkede på et par knapper.

Imens dykkede græshopperne ned over buskene og begyndte at gufle i sig. Man kunne ligefrem høre deres kindbakker arbejde helt over til os et halvt hundrede meter væk.

- Nu skal du se løjer og langkål, sagde Erwin og satte pegefingeren på en lille rød knap på sin sorte kasse.

Og lige med det samme, han trykkede på knappen, rejste hele græshoppesværmen sig op fra kaffebusken og stod i en stor buet søjle op i luften, så den ligesom dannede et kæmpestort spørgsmålstegn. Og så blev jeg lidt klam under fødderne, for nu syntes jeg godt nok, det begyndte at blive lidt uhyggeligt.

- Hvad helvede, mand, mumlede jeg overvældet. - Vil det sige, de er fjernstyrede?

- Mmm, brummede Erwin og trykkede igen og drejede på en skala, og så begyndte hele spørgsmålstegnet at rette sig ud og blive til en pil, der kom over i retning af os.

Og så skulle jeg i hvert fald ikke lege med mere. Jeg havde en meget levende fornemmelse af, at de dér græshopper, de var så dygtige til at bide, at de kunne æde sig gennem kobberminer, nok ikke ville være hyggelige at stifte alt for nært bekendtskab med.

Så jeg sprang ud af jeepen med sådan et sæt, at elastikken i badebuk-serne sprang og med flotte røde badebukser daskende om anklerne fór jeg over mod noget krat et stykke væk, og først da jeg var ved at få solstik og gispede og hev efter vejret, vendte jeg mig om.

Og det jeg så, var altså helt fantastisk. Jeg kan huske, jeg engang læste et eventyr om rottefængeren fra Hameln, og det her var det samme, for Erwin trillede lige så roligt afsted i jeepen med hele sværmen efter sig, og han grinede som den store græskarmand og så ud til at have det aldeles pragtfuldt.

Så begyndte han at lege med heuschreckerne. Mens han stadig trillede frem i begravelsestempo, trykkede og dyttede han, og han fik græshop-pesværmen til at slå sløjfe på sig selv og lave herresving op mod himlen og stige højt højt op og brede sig ud og falde langsomt ned, så man ikke kunne lade være med helt betaget at mumle: Guld-regn.

Og jeg blev skidemisundelig på ham. Jeg kan huske dengang jeg var lille, var der også en henne på opbevaringen, der havde en svæveflyver med radiostyring, og han kunne lige præcis også få den til at stige og dykke og sløjfe rundt, og jeg var så misundelig at jeg sked smalt i ugevis og ville have solgt min mor og hendes bolleven og måske endda min minicomputer for at låne den svæveflyver og senderen og dirigere den rundt, så en dag der ikke var andre i nærheden tog jeg svæveflyveren og rammede den så langt op i røven på ham den åndssvage blær, at han røg på intensiv med drop i alle ender, før de fik snittet den ud igen. Men Erwin så i hvert fald ud til at have det skideskægt, så jeg kom op og stå igen og slyngede badebukserne over skuldrene og uden at tage mig af, at jeg ikke havde en trævl på, begyndte jeg med munter dinglepik at vandre over til jeepen for at spørge, om jeg ikke lige måtte lege med. Men så lige med et fik Erwin et betuttet udtryk i øjnene og trykkede og trykkede. Og han så meget fåret ud, og så kunne jeg selvfølgelig forstå, hvad det var, der var sket.

De der niggere, de snyder en så vandet driver, hvis de kan komme til det, og hvis man køber et batteri af dem, kan man være temmelig forbandet sikker på, at det er et, de har fisket op af skraldebøtten ude på kasernen, så det er totalt ausgebrannt. Og de har sikkert lige varmet det over gassen eller sådan noget, så det lige kan holde et par minutter, men så er det også slut med det.

Og nu røg batteriet altså i Erwins lille sender, ligesom han sad der og prøvede om han kunne få græshopperne til at sno sig sammen i kringle oppe på himlen.

Og jeg stoppede op og blev meget meget klam i røvridsen igen, for græshoppesværmen blev hængende oppe i luften og begyndte at summe ligesom tvivlende og usikkert, og så hurtigere end man kunne vende tre tanker rundt i kraniet, dykkede de som en hel flok stukaer i de gamle krigsfilm og et kvart sekund efter kunne man ikke se jeepen for bare messinggule græshopper der summede og summede og summede.

Jeg stod der med åben mund og polypper og gloede. Jeg ville da gerne have hjulpet Erwin, men jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, og det var ingen nytte til, at jeg selv blev bidt af dyrene.

Der gik et eller andet tidsrum, måske et par sekunder og måske en fjorten dages tid, det var ikke rigtig til at sige, for jeg havde det som om tiden var kørt helt ud i gruset.

Og så lettede sværmen og fløj arrigt summende væk, og jeepen stod tilbage ligesom sandblæst og sølvskinnende, for al malingen var gnavet af den.

Og der var ikke noget at se til Erwin.

Der var fuldkommen stille ude i bushen. Den eneste lyd kom fra solen, der havde en slags summelyd af varme.

Og jeg gik meget langsomt og ligesom med tykke vatplader under tæerne og en sær bitter smag nede ved drøblen og store øjne, der var så åbne at det frøs i dem, hen for at se efter hvad der var blevet af Erwin. Han var væk. De havde ædt ham. Selv knoglerne havde de knast og ædt. Fuldkommen ligesom niggerne med vores kyllingeben.

Jeg satte mig på forsædet og blev siddende der og solen bagte ned i bolden på mig og jeg stirrede meget sløvt frem for mig.

Og himlen var blå og jorden var rød og græsset var gult, og der lugtede af støv og varme, ligesom inde på et pulterkammer i sommer-ferien.

Da der var gået en uges tid eller noget i den retning, opdagede jeg pludselig at en lille las af Erwins skjorte sad i klemme i handskerummet og åbnede det automatisk.

Inde i handskerummet lå Erwins højre hånd. Den var klippet af med et helt rent snit, men græshopperne havde ikke fået den med i farten, da han stak den ind i handskerummet.

Hånden var knyttet sammen.

Jeg tog den ud og sad med den i skødet uden at tænke noget. Så rettede jeg ligesom distræt fingrene ud.

Inde i hånden lå en lille græshoppe. En lille radiomodtager i røven på den var klemt over, men ellers var den hel.

Den var selvfølgelig af metal. Og for at der ikke skulle være nogen tvivl om, hvor den kom fra, stod der nogle af deres kruseduller stanset ind på maven af den:

Og nedenunder stod der så oven i købet med småbitte bogstaver: NICHITAI - SUNPAC - SONNENSTILLE.

Jeepen fungerede godt nok. Og solen var helt helt stille, mens jeg kørte tilbage til kasernen.
 
 

Erwin var en kamerad. Verdens allerbedste kamerad. Og hvis der er nogen, der siger noget andet, får de sådan nogle på gummerne, at deres egen mor ikke kan kende forskel på dem og et mettbrötchen.

Nu hvor han var død, var han en helt. Og det varmer altid lidt at have været en stor helts allerbedste kamerad.

Og selv om det var trist, han blev ædt af japanske græshopper, så kunne det jo have været værre.

Jeg mener, det kunne jo have været mig.

Sådan som det var nu, fik mig og Jøbber besked på at danne æresvagt og transportere de sidste sørgelige rester af Erwin hjem til Dänmark. Hånden blev præpareret, så den ikke rådnede i varmen, og lagt i et lille skrin med silkefor.

Og ved siden af fik vi en hel æske fuld af medaljer med hjem til hans mor.

Inden vi tog afsted, var vi inde hos scharführer Engelbrecht, der sagde, at nu fik de gule sataner svært ved at bortforklare, hvad det var for noget svineri de lavede, og det var takket være Erwin, og Erwin var en held, en rigtig held af den slags, man ellers kun læser om i historie-bøgerne fra sidste århundrede og tilbage til Siegfrieds tid. Og eks-perterne var ved at se nærmere på græshoppen, og rent fortroligt kunne han da godt fortælle os, at vores våbeneksperter var inde på at udvikle en slags robotvirus, man kunne pode ind i græshopperne, hvis de vovede at komme tilbage og udplyndre os, og så skulle man bare se løjer og lustigkeit, når de kom hjem til Osaka. Med lidt held kunne man lave en smitsom virus, der kunne lamme Solstille totalt, så de måtte til at bruge hakke og spade igen. Det kunne de sgu have godt af. Man kunne også blive lidt for dygtig til mikroelektronik.

Og på hjemturen blev vi eventyrligt fulde og sang Boa Constrictors slagsang: Denn heute gehört uns Europa und morgen die ganze welt, den ene gang efter den anden til minde om vores gode kamerad, helden Erwin, og der var desværre ikke nogen, der prøvede at få os til at holde kæft, for så skulle de ellers bare have set, hvordan det føles at blive dunket ud gennem et koøje i en jumbojet.

Da vi kom hjem, kom vi til det værste, for vi skulle ud til Erwins gamle mor i Lille Værløse med hånden og medaljerne.

Det viste sig at være slemt, men ikke på den måde, jeg havde troet. Jeg havde regnet med at finde en lille grå kone, der sad og peb og hvinede og absolut ville snakke om, hvor lyse hendes lille Erwins krøller var dengang han var tre, og hun syntes slet ikke han skulle klippes, og han var sådan en god dreng der aldrig rev fjerene af gråspurvene, sådan som de andre drenge, og al den slags.

Men hun var en myndig dame med sans for livets realiteter. Hun havde lige med det samme indset, at der kunne være penge i at have en søn, der var faldet som held og i virkeligheden var det allerførste offer i kampen mod de gule horder.

Så der var presse på og kanapéer og små klistrede drinks og trykke i hånden og velkommen til vore gæve gutter, der forsvarer kongerigets og hertugdømmernes ære nede i det mørke Afrika og hist op og kom her ned.

Erwins mor gik rundt i blomstrede silkebukser, der sad som malet på hendes ret imponerende røv. Hun var farvet knaldrødhåret og havde messingdingeldangel i ørerne og cigaretrør, og hun ville absolut hele tiden fotograferes sammen med os, så man havde små blå stjerner i øjnene i dagevis efter af alle de blitzlys.

Der kom også en eller anden bøvler fra fjerneren og skulle snakke med os, og jeg tror nok jeg sagde noget i retning af: Erwin var schgu go nok, han var en schkidefin gutter... mann... så'hvisch der' nooon der sirr nodd anddet såfårde schgumæ maj å bestill... øbb...

Og Erwins mor lukkede op for æsken med medaljer og draperede dem rundt om på et lille bord og ville fotograferes sammen med dem, og man kunne se det kriblede i hende efter at lukke den lille kasse med hånden op også, så den kunne komme med på billederne og vinke farvel til det hele.

Hun havde rigtig lagt sig i selen og sørget for, at han skulle få heldenbegravelse lige med det samme, så selv om vi var både trætte og fulde og alt mulig blev vi skovlet ind i en eller anden kirke, hvor en præst sagde noget, jeg ikke rigtig opfattede i farten, og så sang de alle sammen: Han gik bort som sol i høst går ned og Som markens blomst henvisner fage.

Og så var det ud på kirkegården, og igen måtte man sige, at Erwins mor havde ikke spildt tiden, for der stod allerede en tre meter høj sten i lyserød marmor og ventede.

Men Erwin var jo også sådan en berømt held, så selvfølgelig havde det ikke været svært at finde en sponsor til stenen.

Så på stenen stod der mejslet: KONSTABELASPIRANT ERWIN ELLERMANN. 2026-2043. HAN DRAK ALDRIG ANDET END HOLSTEN BIER.

- Det er kraftædeme løgn, hviskede jeg til Jøbber, der stod og hulkede som et lille barn. - Erwin sagde altid, Holsten smager af lunken rottepis. Men en flot sten var det nu alligevel, de havde givet ham. Det må man indrømme.