Arne Herløv Petersen

 

Om anvendelsen af lepidopteromanti i tidlig eposisk shamanisme

 

 

Inden for de fleste shamanistiske trossystemer forekommer særlige ritualer, hvor shamanen tager varsler af naturfænomener som skyer eller offerdyrs indvolde. Blandt de mere specielle former for spådomskunst, der er beskrevet i litteraturen, er onychomanti eller kunsten at tage varsler af solens genspejling i et lille barns fingernegle, skatharomanti, hvor en billes spor, når den kravler hen over et mordoffers grav, fortæller morderens navn, og kephalomanti, hvor man afbrænder trækul på hovedet af et æsel, mens man messer de mistænktes navne. Når der opstår en knitrende lyd i det brændende trækul, er det tegn på, at man er nået frem til navnet på den skyldige.

                      Inden for tidlig eposisk shamanisme anvendtes hovedsagelig lepidopteromanti eller kunsten at tage varsler af mønstrene på sommerfuglenes vinger.

                      Det er kun den eposiske rapssommerfugl Pontia calligraphica, der kan anvendes til dette formål, da tegningerne på dens vinger ganske tydeligt består af eposiske skrifttegn.

                      Dette forhold har givet anledning til mange myter om det guddommelige forhold mellem sommerfugle og skriftsprog, og arkæologen Vilhelm Storgaard, der deltog i Eiler Myginds ekspedition til Eposien i trediverne, så heri et klart bevis på det guddommelige forsyn. Der var for Storgaard ingen tvivl om, at Gud havde skabt sommerfuglene således, at de bestandig kunne minde eposikerne om skriftens evige gyldighed.[1]

                      Et yndet motiv på eposiske lerkar er ”de tre sommerfugle” – tre eksemplarer af Pontia calligraphica, der engang satte sig ved siden af hinanden på den eposiske høvding Qymyl Zhars sengestolpe, hvor de dannede ordet ”qw’à”, der på eposisk betyder ”gud” eller ”herre”, og dermed fik høvdingen til at lade hele sit folk konvertere til Islam. [Se Figur 1].

                      Herefter ophørte brugen af sommerfugle til spådomskunst. I stedet anså man nu sommerfugleflokkene for bevægelige digte. Når sommerfuglene satte sig ned ved siden af hinanden, skyndte folk sig at notere de ord, der derved dannedes, og en særlig klasse af litteraturkyndige fortolkede derefter den dybere mening i de frembragte sætninger for folket. Særlig kyndige eksperter kunne endda aflæse de bevægelige tekster, der dannedes af sommerfuglene, når de fløj ud og ind mellem hinanden til blomstrende planter. Disse tredimensionale, mobile digte kunne sidst på sommeren udvikle sig til hele episke fortællinger, der netop på grund af deres flygtige karakter blev særlig værdsat. En eposisk litterat kunne sætte sig på en bakke og følge sommerfuglenes flugt dagen igennem og om aftenen gå hjem, beriget af en kunstnerisk oplevelse, der kan sammenlignes med oplevelsen ved at læse en god bog eller se en film. Ikke blot skrifttegnene i sig selv havde betydning, men også den hastighed, hvormed de flaksede frem og forsvandt igen, afstanden mellem de enkelte sommerfugle, flyveretningen og lysets og vejrets skiften. Det siger sig selv, at det dybeste indhold i disse flyvende dramaer ikke kan forklares med ord, men netop kun ved hjælp af flagrende sommerfuglevinger.  


[1] Da den yngste af ekspeditionens deltagere, Conrad Schauern, indvendte, at det jo også kunne tænkes, at eposikerne havde lavet deres skrifttegn efter mønstrene på sommerfuglenes vinger, slog Storgaard ham i hovedet med Jesper Brochmands Huspostil.