Uddrag af bogen

Jeg husker det så tydeligt, som var det i går. Var det i går? Nej, det var det i hvert fald ikke. Heller ikke i forgårs. Det må være længe siden. Den står op i næsen på mig, denne skarpe lugt af generatorgas. De fyrede med tørv i bilerne dengang, de havde noget, der mindede om en kakkelovn bagpå, dér hældte man alle de våde tørv ind, og så drejede man på et håndtag. Røgen kom ud ad en tragt, den osede slemt, og den rev i næsen.
 Vi gik alle sammen med strikkede RAF-huer. Runde med en rød ring rundt om og en blå klat i midten. Montgomery kom og befriede os, han stod op i bilen og hilste, han havde sådan en blød uniformshue på, der hang ned over det ene øre.  Det var i København, inde på Rådhuspladsen. Klokkerne ringede imens, det var ikke til at få ørenlyd. Vi sang alle sammen: En vinter lang og mørk og hård på fem forbandede år. Det var forår, der var knopper på kastanjerne på Rådhuspladsen. Folk var så glade, de dannede kæde og dansede ned ad gaden. Kvinderne havde håret sat op i små knolde og en slags nakkefletninger, var det vist. Men ikke feltmadrasserne, de fik håret klippet af, og så malede vi hagekors på ryggen af dem og måske hev vi også deres patter frem og malede hagekors på dem med, så alle kunne se, hvad de var for nogle. Nogle af kvinderne havde baskerhuer på, med en lille tut der strittede op inde i midten.
 Der var mere sammenhold dengang, også fordi vi havde nogen at stå sammen mod. Når man sad der i sporvognen, og man kurede frem og tilbage på sæderne, især i svingene, så kunne det godt ske, man stødte ind i hinanden, men det gjorde ikke noget, for vi var alle i samme båd. Eller rettere sporvogn.
 Der var ikke alt det pjat med latte og burgere og ungarske hvidløgspølser. Pølser det var Houlbergs røde, med sennep på. De var lavet af fordærvede hestemuler, det var der en sag om. Så sagde folk: Hvis Houlbergs pølser det er mad, er Fædrelandet vores blad. Og Fædrelandet var jo ikke vores blad, så Houlbergs pølser var ikke mad, det var bare til at stille den værste sult. Ved en pølsevogn, som man kaldte Café Fodkold. Og så snakkede alle mennesker sammen dengang, det er ikke som nu. Hvis man siger noget til folk i bussen nu, tror de, man er tosset.
  Kaffe det var bare kaffe. Eller det var det jo ikke, det var mest cikorie. Det er Richs der drik’s. Men det er Danmarks der dur. Sådan var det. Men man forlangte ikke så meget. Og så kostede det jo kun tyve øre for en kop på kaffebaren. Hvor man også godt måtte ryge dengang, men der var ikke tobak, det var noget hø, det hele. Powhattan.
 Og burgere, det var der ikke noget der hed. Folk ville ikke engang kunne udtale det, de ville have sagt det sådan så det rimer på dramaturger. En burg, flere burger. Man kunne godt få bøfsandwich, men kun ude på Bakken. Så det var jo mest om  sommeren. Og om foråret når man skulle ud og knække anemoner med nakken. Men de plantede brændenælder derude, rundt om Bakken, for at folk ikke skulle lægge sig ned og gøre det frække. De havde en kraftprøve derude. Man skulle slå med en træhammer og hvis man slog hårdt nok, så var der en lille metaldims, der fløjtede op ad en stang, og hvis man slog hårdt nok, så kom den helt op i top, og så ringede klokken. Der var også en mand, der kunne bedømme, hvor meget man vejede. Hvis han tog mere end to kilo fejl, så fik man pengene tilbage. Men han tog aldrig fejl, ikke engang når folk havde frakke på. Og så var der sangerinderne, i Bakkens Hvile. De gamle minder, der nu forsvinder. Ak, nu er jeg mange mange mile, fra Bakkens Hvile og Peter Liep. Og man skulle altid have kaffe hos Peter Liep, og man måtte godt selv tage madkurv med. Men man kunne også sætte sig ud under bøgetræerne med madkurven, og så kom hjortene over og så gav man dem noget brød. De var så fede og tamme, de var ligesom huskatte. Men større, selvfølgelig.
 Men så var der det med dobbeltmordet. Det var på Peter Bangsvej. Det var ellers sådan en pæn mand, han var kontorchef i et engelsk herreekviperingsfirma, så han gik i sådan en pæn engelsk habit. Kamgarn. Ikke noget med celluld eller kradsuld der, det var ægte varer. Og hans kone var så nydelig, med håret oppe i bukler. Selv om der var nogen, der sagde noget om, at hun havde været løs på tråden. Med en eller anden. Og da de så var slået ihjel, noget så forfærdeligt, med en kniv tror jeg det var, oppe i deres egen lejlighed, og hvem skulle nu tro, sådan noget kunne ske på Peter Bangsvej, så lagde morderen en stok hen over dem begge to, og det måtte være en slags signal. Måske noget med en loge eller noget hemmeligt. Eller også var det noget med besættelsestiden. Og sortbørs, for sådan en tøjgrosserer havde vel adgang til alt muligt, der kunne sælges sort. Men det var nok mest med besættelsestiden, måske noget med tak for sidst, et clearingmord. Det var næsten alt sammen noget, der havde tråde tilbage til besættelsen. Der var også noget med en sømand, der blev myrdet i et havehus. Han var estisk, og så blev han støbt ind i beton og smidt i Frihavnen. Der var så meget af den slags dengang. Og politiet kunne man ikke regne med, for der var Edderkoppebanden, og den var politiet selv med i og de sad og drak whisky og solgte ægte tæpper sort, der var en tæppegrosserer der også var med, og svindel og humbug det hele var det, så den ene politimand efter den anden blev fyret og røg i spjældet og kom til at sidde i samme celle som alle de andre sortbørsgrosserere og værnemagere. Det var et frygteligt rod dengang.