Lars Bukdahl debuterede som 17-årig gymnasieelev med en kronik i Politiken 28.8. 1985, der hed "Guds egne neonlygter".

Den begynder med en slags programerklæring eller opskrift på succes. At være anmelder er efter dette program ikke at vurdere litteratur, men at anbringe sig selv i en magtposition på en ”førende” avis. Det kommer man til ved at trampe hen over andres lig og i særdeleshed ved at nedgøre og spytte på dem, der har hjulpet en op.
Denne opskrift har Bukdahl fulgt slavisk lige siden:

I andet afsnit af kronikken smider den feterede anmelder og digter al denne forlorne succes fra sig for at dyrke sin have. Så langt i programmet er Bukdahl ikke nået endnu, men vi kan jo håbe på, at det vil komme:

Guds egne neonlygter

I en københavnsk taglejlighed sad den kendte maler og digter Pop Himmelblå og ventede på inspirationen, mens han røg dagens tredje pakke Gauloises

Pop havde på få uger skabt sig et navn i dansk kulturliv (dvs. københavnsk kulturliv, men det siger jo sig selv).

Starten havde været en udstilling på det anerkendte galleri Merde midt i City, hvor Pop havde vist en række lærreder af Københavns Borgerrepræsentation malet helt grønne og i gang med at lave de mest unævnelige ting med hinanden. Udstillingen fik overstrømmende positive anmeldelser i alle de aviser, som betød noget. Og trods Pops ublu priser blev alle billederne forholdsvis hurtigt solgt.

To dage senere udgav det anerkendte lyrikforlag Lort en digtsamling af Pop, som var betitlet Neonnattens fortvivlede Englesang, og som var på 80 sider og kostede 103 kroner.

Digtene udtrykte billedrigt og ekspressivt Pops generations vrede og skønhedsbegær, NfE indeholdt en rendestenens ophøjede æstetik. Sådan omtalte forlaget bogen på bagklappen. Den fik overstrømmende positive anmeldelser i alle de aviser, som betød noget, og halvdelen af oplaget blev solgt (hvilket lyrik-skrivende læsere vil vide er meget for en digtsamling).

Næste dag var der et forsideinterview med Pop i den førende morgenavis' anden del. Overskriften lød: Alle de andre skriver noget pis. Længere inde i avisen, i kroniken, formulerede Pop en ny generations poetik, hvis kernesætning var: Et godt digt skal være som et gammelt, beskidt maltbolsje fuld af lommeuld.

Det næste par dage blev Pop behørigt omtalt og interviewet i alle medier. I TV gav han en elsket studievært fingeren, hvad der fik studieværten til at skrive en kronik i den førende morgenavis om, at han skam sagtens forstod Pop.

Kort efter sin TV-optræden holdt Pop endnu en udstilling. Denne gang havde han malet landets ministre helt røde (hvad de bestemt ikke var i forvejen) og i gang med at lave de mest unævnelige ting med hinanden. Udstillingen fik overstrømmende positive anmeldelser i alle de aviser, der betød noget. På åbningsdagen var der på fremtrædende plads i den førende formiddagsavis et digt til Pops ære skrevet af en af Pops kolleger.

Alle Pops malerier blev solgt på en time. Galleriejeren Hans Hip skrev en kronik til den førende morgenavis, hvor han tolkede Pops billeder som en hel generations svar til de gamle højre- og venstreorienterede, som sad på magten.

En uge efter åbningen af sin nye udstilling udgav Pop sin anden digtsamling; Englenes Neonøjne Lyset Ud i Natten, den var på 18 sider og kostede 85 kroner. Digtsamlingen havde samme temaer og emner som hans første digtsamling. Den fik overstrømmende positive anmeldelser i alle de aviser, der betød noget.

Næste dag blev han ansat som lyrikanmelder på den førende morgenavis og TV-anmelder på den førende formiddagsavis. Han startede med totalt at nedgøre den gamle kollega, som havde skrevet et hyldestdigt til ham og kalde en elsket dansk TV-serie noget forbandet lort.

Det var to dage efter denne anmeldelse, at Pop sad i sin nyindrettede, indendørsarkitektoniske, totalt spejlbesatte taglejlighed og ledte efter den forbandede inspiration. Hvad i alverden skulle han lave? Han havde fået en masse digtsamlinger til anmeldelse, men han fostod ikke det halve af hvad der stod. Og han gad ikke se TV, det havde han allerede skrevet to TV-anmeldelser om, men det kunne hun jo ikke blive ved med.

En ny digtsamlig havde han heller ikke kræfter til, det var begrænset, hvor mange digte man kunne presse ud af neonnætter og englevinger. Han var begyndt på et lærred af kongehuset malet helt blå og i gang med at lave de mest unævnelige ting med hinanden, men så var han kommet i tanke om, at hans galleri stod på meget god fod med samme hus.

Lige nu overvejede han en tidlig død ligesom Shelley, som han havde læst et digt af i gymnasiet. Men han var ikke så fascineret af døden, som hans digte lod ane. Hvad skulle han give sig til? Okay, han kunne gå ned i café Blod, men der var sateme så mange narrehoveder, tænkte han, Og med hans udseende (skakternet hanekam og garderuniform) kunne han næppe komme ind i en almindelig bodega.

Pop tændte sig endnu en Gauloise og kiggede ud på, hvad han i digtet Mine Englevinger Vokser I Neonskæret havde kaldt Guds egne neonlygter. Og da indtraf der Pop Halleluja en fantastisk hændelse. der kom til at ændre hsns liv.

Pludselig sad der en gejst, et spøgelse i Pops umagelige men smarte, sorte læderstol. Det var forfatteren og franskmanden Francois de Voltaire, som levede fra 1694 til 1778. Han sad i slåbrok og pudret paryk og kiggede venligt på Pop. 'Godaften', sagde han på velklingende københavnsk. Voltaire talte ellers fransk, men hans gode ven og diskussionspartner i Elysium, Ludvig Holberg, havde lært ham danernes sprog. Pops hanekam strittede lidt mere end sædvanlig, og hans øjne var mindst lige så store som SAS-hotellet. Godt nok var han ikke klar over, at gejsten var Voltaire, men han kunne dog på Voltaires let gennemsigtige fremtoning se, at det drejede sig om et supernaturelt fænomen.

'Mit navn er Voltaire', sagde Voltaire. 'Jeg levede i 1700-tallet og var datidens største forfatter. Jeg skrev satire, national-eposer, pornografi, fortællinger, tragedier, you name it, som I siger i dag. Jeg blev endda landsforvist ligesom Deres landsmand P. A. Heiberg. Men inden min død opnåede jeg, eller rettere min buste, at blive bekranset på Theatre Francais. Som De ser unge kollega, jeg har min forfatterære i orden.'

Pop var stadig i rimelig grad overrasket over, at have et rationalistisk spøgelse inden for sine fire smarte vægge, men han fik dog fremstammet: 'Ja, jeg tror nok, jeg har hørt om dig i - skolen.'

'Ja, jeg tænkte det nok', tordnede Voltaire med en sådan kraft, at bankdirektøren i lejligheden nedenunder fandt det nødvendigt at banke i loftet. 'Hørt om mig, Iæst om mig har de fleste, men læst mig har de færreste, læst Zaide, Henriaden, Siecle de Louis

XIV, La Pucelle, Candide, ikke alle lige gode bøger, men alle (i al beskedenhed) præget af ånd. Og hvor finder man noget sådant i dag? De er jo forfatter, unge mand, har De ikke skrevet nogle åndfulde bøger?'

Overrumplet af et så direkte spørgsmål nævnte Pop hurtigt titlerne på sine to digtsamlinger. 'Det er lyrik, ikke sandt?' Pop måtte svare bekræftende. 'Jamen lyrik, det er jo ikke andet end følelser. Bevares, de kan skam vare ægte nok, følelserne, jeg skal da ikke påstå andet. Men føtelser er da vel netop kendetegnet ved ikke at have noget med den åndelige produktion at gøre' fastslog den afdøde herre til Ferney, mens han understregende satte en finger mod sin paryk, så pudderet stod i en mindre sky ud derfra. 'Af en gejst at være er han nu forbløffende levende”, tænkte Pop i sit stille digtersind.

Men inden han havde fået tænkt tanken færdig, overfaldt Voltaire ham med endnu et spørgsmål: 'Jamen, så må De da for (fransk bandeord) have Iæst værker af ånd, eller hvad?' Da Voltaire ikke regnede digtsamlinger til åndfulde værker og det eneste han i de seneste år havde læst foruden den førende formiddagsavis var sådanne, måtte han svare benægtende.

'Ja ja, sådan er verden nu', begyndte Voltaire en længere samtids-kritisk udladning. 'Der er ingen interesse for sammenhæng, ideer, ånd, FORNUFT. Alt det der i fordums tid forbedrede oplysning og velfærd, det er out. Ja, såvidt jeg har forstået, interesserer ikke engang filosofferne sig for det, andet end som en fejltagelse. Og hvad er så kommet i stedet, unge digter? Det er overfladiskhed, billige effekter, følelser. lyrik. ROMANTIK. Alt det der er fundet på, for at vi ikke akal blive klogere, mere oplyste.

Hvad er det de kalder det, tendensen? Er det neon eller er det postmodernisme? Det kan jeg sørme ikke huske, men som De kan here har jeg gjort min reaearch. Det interesserer mig meget, alt det ber neon og romantik. I min tid og et stykke tid efter havde vi også den slags pjat. Det var en forvirret nar Rousseau, som fundt på det. Dengang var det bare et træ, de forelskede sig i og ville beholde uændret, nu er det jo et reklameskilt og en neonengel de elsker. Og sig selv, selvfølgelig. Jeg har jo bemærket alle de spejle, der er allevegne, næsten alle kombineret med det her post-modernisme eller neon. Så når folk betragter sig selv, ser de yderst oplyste ud. Og hele pointen er vel, at det er de ikke. Men Da kan nå det endnu, unge mand, hvis De bare ser på nogle smukke billeder (dette blev sagt med et blik til Pops uafsluttede kongehusmaleri), læser nogle gode og åndfulde bøger og fremfor alt dyrker Deres have, ja, vi skal dyrke vores have.'

EFTER DENNE opfordring forsvandt Voltaire fra Pops sorte stol. Pop sad et lille stykke tid og kiggede på stolen. Så vendte han blikket mod de himmelske neonlygter. Og der sad den unge digter hele natten og betragtede stjernehimmelen.

Næste morgen var stjernerne i Pops øjne, for nu at bruge et poetisk udtryk

der ellers ligger denne histories fortæller fjernt. Han rejste sig fra sit skrivebord, gik beslutsomt hen til sin pink knaptelefon og tastede nummeret på sin bror Knud Hansen (Pops virkelige navn var Ole Hansen), som var landmand på Fyn. Pop spurgte Knud, om del var okay, han lige kom forbi. Det mente Knud var helt okay. Pop tog hurtigt sin grønne læderjakke på, løb ned i sin grøn-gule Mercedes og kørte til Fyn.

Udenfor Knuds gård kørte han to høner ned. Knud, hans kone Else, deres to børn, Knud jr. og Mette og deres hund, Else jr., kom ud for at byde Pop velkommen. Pop gav Knud og Else hånden og klappede Knud jr., Mette og Else jr. på hovedet. Til frokost fik de nedkørte høner og fynsk øl. Pop fortalte at han havde noget vigtigt at tale med Knud om. Så da de havde spist færdig, lod Else. Knud jr., Mette og Else jr. Pop og Knud alene i spisestuen. Pop forklarede Knud, at han havde haft en vision og nu havde brug for en masse frugtbar jord og nogle dyr, lidt køer og grise og sådan. Kunne Knud ikke skaffe ham det? Knud var ikke digter, han stemte på Venstre og var meget materialistisk stemt, så han spurgte sin bror, hvor meget han var parat til at betale for del hele. Pop, der jo havde tjent rimeligt på sit maleri og sine digte, tilbød et femcifret beløb. Knud slog straks til.

VED AFTENSTIDE ankom Pop til hovedstaden med to store lejede lastbiler, den ene fuld af jord, den anden fuld af dyr. Han havde betalt flyttefirmaet Flemming Flyt til at flytte hele

molevitten op i sin store taglejlighed. Efter mange timers sved og Grøn Tuborg fik Flemming Flyttemand det hele flyttet på plads. Pop sov fredfyldt oven på jorden (og ved siden af dyrenet hele natten.

Om morgenen gik han ned I en af Københavns små gader, hvor det vrimler med antikvariater og opkøbte to antikvariaters hele beholdning af rimeligt gode og åndfulde bøger (og til sin have en havebog fra 1949), i alt cirka 50.000 bind. Efter at have anbragt dette bibliotek ved siden af sin have, gik han ned til byens førende auktionsfirma, Orange-Olsen og søn, og købte fem malerier af gode malere, som ikke vor in.

DA DISSE billeder var anbragt, levede Pop lykkeligt til sine dages ende. Når gamle boheme- og kunstnervenner i krise kom og spurgte ham, hvad de i alverden skulle lave, svarede han dem altid med gamle Voltaire: ’Vi skal dyrke vor have.'

LARS BUKDAHL