Alkoholisme er en arveligt betinget mangelsygdom

Arne Herløv Petersen
(Information. Kronik. 20.9. 1988)

Alle kan se, at Jeppe drikker, men der er vild uenighed om, hvorfor han gør det. Er det fordi han er et sølle, karakterløst skvat, der bare skulle tage sig sammen?

Er det fordi han er et offer for dystre samfundsstrukturer, der holder ham nede i skidtet? Eller er det fordi han lider af en arvelig sygdom?

Forbløffende nok er det problem blevet løst for en halv snes år siden, uden at det er gået op for ret mange.

Det kan dels skyldes almindeligt ukendskab til de nyere forskningsresultater, dels en temmelig stor semantisk usikkerhed. Det er ikke altid folk mener det samme, når de taler om »alkoholisme«.

Allerførst må man skelne mellem dranker og alkoholikere. Drankere (på engelsk: »problem drinkers«) er simpelthen mennesker, der drikker så meget, at de tager skade af det, helbredsmæssigt, socialt og/eller økonomisk.

Dem er der omkring 200.000 af i Danmark.

Når folk drikker mere end godt er, er årsagerne i reglen miljømæssige og sociale. Det er ikke tilfældigt, at bartendere i gennemsnit drikker

mere end landmandskoner.

Hvis man vokser op i en familie, hvor der bliver drukket bravt, og senere i livet er sammen med andre bægersvingere, er der en meget stor sandsynlighed for, at man selv kommer til at drikke meget.

I mange af de såkaldt primitive kulturer er alkohol omgivet af en mængde ritualer, og det er noget, man kun indtager ved specielle, festlige lejligheder. Sådan er det heldigvis også i store kredse her i landet, men i løbet af de sidste 30-40 år er det samlede alkoholforbrug steget drastisk. For alt for mange er det ikke mere noget festligt og rituelt at drikke alkohol. Det er blevet til et evigt bælleri. På mange måder er vi ved at blive en nation af drankere.

Drankerens drikkeri er socialt og miljømæssigt bestemt, og derfor kan det også helbredes gennem en social og miljømæssig indsats.

Hvis drankeren forstår, at hans drikkeri skader ham selv, og hvis han prøver at

finde andre rammer for fællesskab end værtshusets, kan han skære sit forbrug ned og komme til at drikke mådeholdent og fornuftigt.

Men nogle drankere kan ikke bare holde op igen. De er blevet alkoholikere. Forandringen fra det ene til det andet drikkemønster sker tit så pludseligt, at man næsten kan sætte dato på, og nu er vi inde i en helt anden verden.

Alkoholikeren adskiller sig fra drankeren på tre måder.

For det første har han kontroltab. Det vil sige, at han ikke kan holde op med at drikke, når han først er begyndt. I ekstreme tilfælde skal der bare en slurk øl til, før han kaster sig ud i en sanseløs druktur, der kan vare i ugevis og først holder op, når han er så totalt afkræftet, at han simpelt hen ikke kan fortsætte mere.

I løbet af sådan en druktur kan en alkoholiker sætte enorme kvanta til livs. To-tre flasker hård spiritus på én dag er ikke spor usædvanligt.

Det svarer til 100 genstande, og et almindeligt menneske ville falde død om efter 30-40.

Men alkoholikeren kan tilsyneladende udskille alkohol direkte gennem huden og med urinen, så leveren ikke bliver overbelastet.

Drankeren kan lide at drikke. Han drikker som regel sammen med andre og synes, han har det hyggeligt, mens han hælder i sig. Alkoholikeren hader alkohol. Han føler lede og afsky, når han drikker, og han foretrækker at krybe sammen i en krog eller bag nedrullede gardiner. Men han kan ikke lade være. I mange tilfælde bliver leden og selvhadet så stort, at alkoholikeren begår selvmord hellere end føle sig dømt til at drikke videre - uden glæde og uden håb.

Det andet karakteristiske træk ved alkoholikerens drikkeri er blackouts. Når han er kommet gennem en druktur, kan han ikke huske, hvad han har sagt eller lavet.

Han kan have virket forholdsvis normal på andre. Han kan have vandret rundt i byen og snakket med folk, han kan have indgået aftaler og diskuteret og gjort alt muligt.

Men bagefter ser han tilbage på ét stort sort hul.

Et blackout kan brede sig bagud, så han heller ikke har nogen erindring om, hvad der er sket i dagene før drukturen begyndte. (Man ser noget tilsvarende ved ofre for trafikulykker). Den totalt svigtende hukommelse skyldes nok, at alkoholikeren simpelthen ikke har registreret, hvad der sker omkring ham og kun har reageret på rygmarven.

Hvad man ikke opfatter, kan man selvfølgelig heller ikke huske.

Det tredje karakteristiske træk ved alkoholisme er abstinenssymptomerne, når han holder op. Almindelige mennesker og drankere får tømmermænd, hvis de drikker for meget. Alkoholikeren får det forfærdeligt, hvis han holder op. Abstinenssymptomerne omfatter rysten og dirren, koldsved, angst og uro og i de værste tilfælde - delirium tremens - hallucinationer og livstruende kramper.

Alkoholikeren kan bogstaveligt talt dø af at lade være med at drikke. Det ved han, og han ved også, at en lille dosis alkohol, to til fire »reparationsbajere«, kan blæse abstinenserne væk, så han er på højkant igen. Han ved også et eller andet sted, at hvis han går i gang med morgenbajerne eller -sjusserne, bliver han grebet af kontroltabet, og så kører karrusellen endnu engang. Men angsten for abstinenserne er større end alt andet.

Nu viser forskningsresultater fra den sidste halve snes år, at mens drankerens drikkeri er socialt bestemt, er det biokemiske faktorer, der afgør, om drikkeriet udvikler sig til alkoholisme.

For at forstå det, er det nødvendigt at se, hvad der sker i organismen, når man indtager alkohol.

Ligesom man ville kunne dø af nikotinmængden i en enkelt cigaret, hvis man spiste den, kunne man dø af alkoholmængden i en enkelt genstand, hvis ikke alkoholen hurtigt blev omdannet i leveren. Alkohol er en farlig gift. Men heldigvis omdannes alkoholen lynhurtigt. Det er den gode nyhed.

Den dårlige nyhed er, at alkoholen omdannes til et andet stof, der også er forfærdelig giftigt - nemlig acetaldehyd. Hvis ikke acetaldehyden hurtigt blev nedbrudt, ville man blive hundesyg af bare et enkelt glas øl. Antabus virker som det gør ved at blokere omdannelsen af acetaldehyd. Resultatet er en akut acetaldehydforgiftning, der viser sig ved blussen, sveden, hurtig puls og i de værste tilfælde stærkt blodtryksfald og hjertestop.

Hvis man ikke har taget antabus, bliver acetaldehyden hurtigt omdannet til acetat, der igen nedbrydes til vand og eddike, der udskilles med urinen.

Det er et enzym ved navn dehydrogenase, der omdanner acetaldehyden til acetat.

Men nu viser undersøgelser, der er foretaget af forskningsleder Charles Lieber fra Bronx Hospital (1976), at en alkoholiker får en større ophobning af acetaldehyd i blodet efter en bestemt mængde alkohol end en ikke-alkoholiker får efter samme mængde.

Psykiateren Marc Schuckit påviste i 1979, at alkoholikere er dobbelt så længe om at nedbryde acetaldehyden som andre.

Alkoholikeren er altså et menneske, der fremstiller utilstrækkelige mængder af enzymet dehydrogenase.

Videre undersøgelser har påvist dehydrogenase-mangel også hos alkoholikere i tidlige faser og hos børn af alkoholikere, der aldrig har drukket.

Der er altså tale om en medfødt, formodentlig arveligt betinget mangelsygdom.

Alkoholismen i fuldt udbrud kan karakteriseres som en kronisk acetaldehydforgiftning. På den måde minder den om malersyndromet. (Alkohol er jo også et organisk opløsningsmiddel).

Den acetaldehyd, der ophobes i kroppen hos alkoholikeren, føres blandt andet til hjernen, hvor den indgår i forskellige forbindelser (isoquinoliner) med de forskellige hjerne-aminer.

Disse isoquinoliner minder kemisk set meget om opiaterne, og det menes, at de direkte fører til afhængighed.

Acetaldehydforbindelserne får mængden af hjerne-aminet serotonin til at stige.

Når serotonin-niveauet falder igen i abstinensperioden, fører det til uro og angstanfald.

Når acetaldehyd går i forbindelse med hjerne-aminet dopamin dannes stoffet tetrahydropapaverolin (THP).

Rotter, der får indsprøjtninger af THP, drikker alkohol til de falder om, selv om de aldrig har smagt alkohol før.

Man regner med, at mindst ti procent af befolkningen har den enzymdefekt, der disponerer for alkoholisme. I nogle enkelte tilfælde kommer alkoholismen til udbrud, første gang den disponerede overhovedet drikker. Men i langt de fleste tilfælde skal der lang tids socialt betinget drikkeri til, før den kroniske forgiftning sætter ind med kontroltab, blackouts og abstinenser.

Det vil sige, at de fleste af de latente alkoholikere kan reddes, alene ved aldrig at begynde på at drikke for meget.

Der er utvivlsomt mange pæne, ældre damer, der har den arveligt betingede enzymdefekt, der betyder, at de er potentielle alkoholikere. Men da de måske nøjes med at tage et glas kirsebærvin juleaften, kommer sygdommen aldrig til udbrud hos dem, og de lever i lykkelig uvidenhed om den. På samme måde er der selvfølgelig også ti procent latente alkoholikere i islamiske lande, men det betyder ikke noget for dem, hvis de aldrig drikker andet end myntete.

Opdagelsen af, at enzymmangel kan føre til alkoholisme, skulle så vidt jeg kan se gøre det muligt at sætte ind med et effektivt forebyggende arbejde.

Man kunne screene alle unge og advare de ti procent af dem, der danner for lidt dehydrogenase.

Der er nok nogle, der ville fortsætte med socialt betinget drikkeri, uanset hvor mange advarsler de får. Men der er utvivlsomt også mange, der ville tænke sig om en ekstra gang, hvis de fik at vide, at det weekend-drikkeri, der kan være en forholdsvis uskyldig fornøjelse for de halvfems procent af deres jævnaldrende, er lige så dødsensfarligt for dem, som det er for en sukkersyg at hengive sig til chokoladeorgier.

Muligvis kan opdagelsen af de biokemiske årsager til alkoholismen også en dag føre til helbredelse.

I dag er alkoholisme i udbrud uhelbredelig. Den er en progressivt fremadskridende sygdom, der til sidst fører til døden. For hver ny druktur, alkoholikeren ryger ud i, forværres hans tilstand. Selv hvis der er gået måneder siden sidst, starter den nye druktur præcis på det punkt, hvor den foregående holdt op og udvikler sig derfra – nedad mod bunden.

Alkoholikerens eneste mulighed er i de fleste tilfælde at blive totalt tørlagt, så han kan holdes symptomfri. På den måde kan han leve lige så lykkeligt og længe som andre, men han skal hele tiden passe på ikke at falde for fristelsen til at tage bare et enkelt glas. Det er svært at være tørlagt i et samfund, der er så gennemsyret af alkohol som det danske.

I en del tilfælde skal der en slags hjernevask til, og det er det, Minnesota-modellen tilbyder. Hjernevask er et negativt ladet ord, men det behøver det ikke altid at være.

Når man ellers vasker sig alle andre steder hvorfor så ikke få hjernen vasket engang imellem? Hvis hjernevask - eller intensiv adfærdsændrende påvirkning - kan redde menneskeliv, må det være en legitim metode. Hjernevasken kombineres med intensiv gruppeterapi eller gruppepres gennem organisationer som Anonyme Alkoholikere, hvor tørlagte alkoholikere hjælper hinanden til at holde ud.

Det er muligt, at nogle alkoholikere efter en længere afholdenhedsperiode kan lære at drikke nogle få glas engang imellem. Men de skal hele tiden passe gevaldigt på og helst have et meget velfungerende socialt net under sig, så de ikke falder i. Og hvis kontroltabet er så udviklet, at en lille dosis er nok til at starte en druktur, er den totale afholdenhed selvfølgelig det eneste alternativ til at dø af druk.

Men måske kan man en dag helbrede alkoholismen ad biokemisk vej. Det kræver selvfølgelig meget mere forskning, og i den forbindelse er det sørgeligt, at der bruges så lidt penge og tid på alkoholforskningen. Det skyldes nok, at mange stadig har en fornemmelse af, at det er alkoholikerens egen skyld, at han er syg, og derfor har han også fortjent at dø af det.

Men her burde om ikke andet en simpel cost-benefit-analyse kunne vise, at vi ikke har råd til at spilde flere hundrede tusinde menneskeliv.

Hvis det kunne lykkes at tilføre alkoholikeren den dehydrogenase, han mangler kunne man måske slå hul på den onde cirkel af kontroltab, blackouts og abstinenser.

Måske er den dag ikke så fjern igen, hvor man ved hjælp af en enzympille kan helbrede i stedet for bare at lappe på symptomerne.

Givet er det, at den biokemiker, der løser dette problem, ikke blot er selvskreven til Nobelprisen, men også vil vinde millioner af alkoholikeres dybeste taknemmelighed.