Anmeldelse

Det er Danmarks mest afsindige ”spionaffære”. Dengang og siden vendte så at sige alle magthavere Arne Herløv Petersen ryggen. På hans henvendelser svarede de uden om, eller himmelvendt i blikket tav de, men hverken i Skueprocessen eller i Aktindsigt ligner Arne Herløv Petersen en bitter mand. Det i sig selv er en enorm bedrift, og desuden er det en vanvittigt velskrevet bog, ironisk, sarkastisk, humoristisk, så det synger. Luk den med ønsket om, at nogen i Folketinget engang vil vise sig handlekraftige og sikre sig, at Arne Herløv Petersen med alle de års forsinkelse får en undskyldning og en oprejsning, for hvordan skulle han som forfatter (og dengang top-alkoholiker på det fjerne Langeland) overhovedet kunne udgøre den allermindste fare for rigets sikkerhed?

Flemming Chr. Nielsen i Eftertrykket
Læs hele anmeldelsen her

Bogen er ikke anmeldt eller omtalt i dagspressen.
 
 

Uddrag af bogen

PET's hovedkvarter på Klausdalsbrovej i Buddinge er ikke et sted, hvor man lige kan smutte indenfor og få sig en sludder.
 Uden for døren skulle jeg melde min ankomst til skranken. De så mig an og trykkede på en knap, så jeg kunne komme ind i en lille sluse, hvor jeg så skulle blive stående, til den indre dør åbnedes og jeg kunne fortsætte ind i receptionen. En stor fladskærm på væggen viste TV2 News. Der var en sofa, nogle stole og et bord, så man kunne sidde og vente. Men først skulle man naturligvis henvende sig ved skranken. Jeg fortalte, at jeg havde en aftale med en af medarbejderne. Jeg havde fået tilladelse til aktindsigt i den sag, jeg havde været igennem næsten tredive år før - hvor jeg til min forbløffelse blev anklaget for overtrædelse af det, man kalder den milde spionparagraf. Allerførst skulle jeg så vise, at jeg nu også var den, jeg gav mig ud for. De ville gerne se mit kørekort. Sådan et havde jeg ikke, fortalte jeg dem. Jeg har aldrig haft bil eller kørekort. Damen ved skranken så på mig et øjeblik, lidt uforstående. Mandsperson uden bil. Jaså.
 Nå, men hvad havde jeg så af identifikationspapirer? Jeg viste hende mit sygesikringsbevis. Det kunne desværre ikke bruges. De skulle have billed-identifikation. Jeg viste hende mit togkort for pensionister. Men det var heller ikke godt nok. Ganske vist stod min fødselsdato på togkortet og der var billede, men så manglede min adresse og de sidste fire cifre af CPR-nummeret. Sygesikringsbeviset havde hele CPR-nummeret og adressen, men ikke noget billede. Det var et problem.
 Kunne man ikke lægge de to ID-kort sammen? spurgte jeg. Men det kunne man ikke sådan uden videre. Det måtte hun i hvert fald ringe om. Jeg gravede videre. Jeg havde et par andre plastickort med billede og navn og et par Dankort med navn. Men kombinationen billede + CPR-nummer + navn forekom ikke på noget af kortene.
 Efter telefonisk konsultation fandt damen ud af, at hun godt kunne lægge to kort sammen og derved få den nødvendige identifikation. For denne ene gangs skyld kunne hun lade nåde gå for ret. Men næste gang..., sagde hendes blik. Så måtte jeg nok have mit pas med, når nu jeg var sådan en billøs stymper.
 Derefter spurgte hun, om jeg havde en mobiltelefon. Det havde jeg da. Den skulle jeg aflevere. Det var en mobil af ærværdig årgang, der hverken kunne tage billeder eller bruges til noget som helst andet end at ringe op. Men den skulle tages i forvaring, så længe jeg var på PET's område.
 Derefter kunne jeg sætte mig ned og vente på den medarbejder, der skulle tage sig af mig.
 Der gik nogen tid. Så hørte jeg hende komme. Klikketiklak klikketiklak, sagde hælene over gulvet. Det var en pæn og høflig, yngre dame. Nydeligt klædt, professionelt venlig. Fnugfri facade.
 Hun førte mig op til det lokale, hvor jeg skulle sidde. Vi kom igennem en læsesal, der så indbydende ud - med mange bøger og tidsskrifter, det kunne være interessant at se nærmere på. Men stoppe op kunne man jo ikke. Op ad trapper, hen ad gange. Vi snakkede sammen undervejs om det, man kan snakke med fremmede mennesker om. Der er langt til Langeland. Det er da fint vejr, vi har fået. Når man bor på landet, kan man jo have en stor have, man kan gå og rode i.
 Hun åbnede en dør til et mødelokale. Jeg skulle sætte mig ved et langt bord. Der var kaffe på kanden. På bordet lå to papirstabler på omkring en halv meter hver. Til venstre fotokopier af mine dagbøger for årene 1972 til 1981 in extenso - hvert år for sig i lyserødt omslag. Til højre overvågningsrapporter og udskrifter af mine telefonsamtaler gennem tre år plus det, de havde lyttet sig til gennem de mikrofoner, de satte op i mit private hjem, mens jeg var til en konfirmation i København. Plus løse notater tilbage gennem tiden til 1960, da jeg var sytten år gammel. PET-medarbejderen satte sig ved enden af bordet. Hun skulle holde øje med mig hele tiden. Måske kunne jeg finde på at æde de mest belastende rapporter.
 Jeg hev min lille bærbare Sony Vaio op af skuldertasken for at gå i gang med papirerne. Dagbøgerne behøvede jeg ikke at se på. Dem havde jeg jo derhjemme. Jeg så bare efter, om der var notater eller om noget var fremhævet. Det var der ikke. De konfiskerede mine dagbøger, dengang jeg blev anholdt i 1981. Da jeg sagde, jeg dårligt kunne undvære dem, for jeg brugte dem som notesbøger, fik jeg udleveret et sæt fotokopier. Når de tager ét sæt kopier, tager de nok flere, tænkte jeg dengang. Da jeg fik tiltalefrafald et halvt år efter, kom kriminalbetjent Nicolaisen, en flink og venlig mand der havde opført sig pænt over for mig de gange, vi havde snakket sammen, ud for at  aflevere de originale dagbøger. - Nu har I vel ikke lavet en ekstra kopi til jer selv? mener jeg at kunne huske, at jeg sagde. Nej da, bedyrede han. Men det havde de altså.
 Jeg blev først klar over, at de stadig havde mine dagbøger, da jeg i 2009 læste PET-kommissionens rapport, der rask væk citerede dem. Men på det tidspunkt troede jeg stadig, at de måske kun havde gemt de få passager, hvor jeg omtalte forhold, de mente kunne være relevante for sagen. Sådan var det ikke. De havde det hele. Kærester og private problemer og det hele. Alt sammen havde kommissionen og politiet og hvem, der ellers havde fået adgang, siddet og gramset på med deres små fedtede fingre. Mit mest intime privatliv var konfiskeret og fremlagt for mennesker, der hadede mig af et ondt hjerte.
 Jeg svælgede og så på den anden stak papirer. Det var nyt stof for mig. Jeg gik i gang med at skrive på computeren.
 - Har du fået lov til at have den computer med? spurgte PET-damen.
 - Det havde jeg da sidst jeg var her, sagde jeg. Jeg havde nogle år tidligere fået lov til at se nogle enkelte papirer med mange overstregninger.
 Hun må have givet besked på en eller anden måde. Nogle minutter efter kom en anden dame ind. Jeg skulle aflevere computeren. Skrivemaskine måtte man heller ikke bruge. Alle noter skulle føres i hånden.
 Jeg måtte så vandre tilbage til skranken i forhallen og aflevere min bærbare.
 - Nu kopierer I vel ikke harddisken? sagde jeg.
 Damen så uforstående på mig. Så sagde hun, at det kunne de da aldrig finde på.
 Nej, naturligvis ikke. Men det betød vel heller ikke så meget. De havde formodentlig i forvejen fri adgang til min computer, når jeg havde netforbindelse.

Det havde taget mig et stykke tid at nå så vidt, at jeg fik aktindsigt i min sag. Fjorten år tog det mig.
 Det var i 1981, jeg blev anklaget for at være det, man kaldte indflydelsesagent – et begreb, der ikke findes i straffeloven. Jeg havde ved en del lejligheder snakket med sovjetiske diplomater. Det må man selvfølgelig gerne, og ingen anden er blevet anholdt eller straffet for den slags, selv om hundreder af journalister og politikere har haft samme kontakter, som jeg havde. Men nu kaldte man det pludselig agentvirksomhed. Jeg blev anholdt og slæbt i retten, hvor man læste en række anklagepunkter op – alt sammen noget, jeg dels ikke havde gjort, og som dels ikke have været strafbart, hvis jeg havde gjort det, de påstod. De vidste godt, de ikke kunne føre en retssag mod mig, eftersom rigsadvokaten udtrykkelig havde erklæret, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt . Men det var heller ikke meningen. Meningen var, at man gennem en offensiv i pressen skulle afskrække andre fra at have det, de kaldte ”østkontakter” . Ligesom man i Sovjet ville forbyde Sakharov at have kontakter til folk fra vesten, ville PET afskrække mennesker i Danmark fra at tale med diplomater fra østblokkens lande. For at slippe for retssagen gav de mig det, der hedder tiltalefrafald. Det er ikke det samme som en frifindelse, og derfor har man altid kun givet tiltalefrafald til folk, der har erkendt sig skyldige, men af den ene eller den anden grund ikke skal straffes. F.eks. en mand, der nok har myrdet sin kone, men samtidig har prøvet at begå selvmord og er blevet hjerneskadet. Det var aldrig før sket, at man havde givet tiltalefrafald til en, der erklærede sig uskyldig i det, han var anklaget for. Men sådan gjorde de med mig, og for at gøre galt værre blev tiltalefrafaldet ledsaget af en erklæring fra justitsministeren om, at jeg skulle anses for skyldig alligevel.  Det var en direkte krænkelse af den europæiske menneskeretserklæring art. 6, stk. 2, der siger, at enhver skal anses for uskyldig med mindre det modsatte er bevist ved retten . Denne såkaldte uskyldsformodning er en grundpille i al civiliseret retspleje, men det så man bort fra her.
 Danmark var et af de lande, der var med til at grundlægge Europarådet i 1949. Den europæiske menneskeretserklæring blev fremlagt til underskrivelse i 1950 og trådte i kraft i 1953. Alligevel ser det besynderligt nok ud til, at den har været ukendt af danske politikere. Efter justitsministerens erklæring stillede Gert Petersen fra SF 28.4.82 spørgsmål i Folketinget til statsminister Anker Jørgensen. Statsministeren svarede, at det lå i begrebet tiltalefrafald, at det indeholdt en formodning om skyld, og sådan en havde man ret til at fremsætte, og Gert Petersen svarede, at han ikke med sit spørgsmål ville antaste ”justitsministerens ret til at komme med den erklæring, som han kom med” . Det ser altså ud til, at hverken Gert Petersen, statsministeren eller justitsministeren – eller for den sags skyld pressen eller politiet – har kendt til uskyldsformodningen i den europæiske menneskeretserklæring, hvilket er trist og tankevækkende.