536

Historier
 
 

"536" er udkommet på Det Poetiske Bureaus forlag.
Læs om bogen og køb den her

Forlagets beskrivelse

536 af Arne Herløv Petersen er en samling med seks, store mytiske fortællinger, der både trækker på den gotiske tradition og den fantastiske litteratur. Nobelpristagerens Iziguros seneste roman The Buried Giant befinder sig et lignende sted.

Tidsmæssigt er det i året 536, der af en historiker er udnævnt til at være det værste år at leve i i verdenshistorien. Det er den mytiske tid, der forbindes med antikkens endelige kollaps og kirkens magtovertag på alle niveauer, tiden umiddelbart før Islam trådte frem.

Arne Herløv Petersen skriver sig ind i forskellige områder af tiden og viser denne, den mørkeste middelalders ukendte og overraskende, kulturelle variation.

En af fortællingerne, Tjalve, foregår i Norden. En anden, Procopius, i det Østromerske rige. En tredje, Chunyu, foregår i ”Den første dag i ferskenmåneden i dragens år, i kejser Wus 35. regeringsår,” altså i Kina. Og alle vegne på alle kontinenter slukkes solen midlertidigt og pesten trænger sig frem.

 

Skrevet om 536

Forfatter Arne Herløv Petersen bevæger sig i genren fantastisk litteratur med træk fra den gotiske tradition - et fængende mix, som sammen med hans fortælleevner, giver et både intelligent og spændende værk. Året 536 er af en historiker benævnt som det værste år at leve i i verdenshistorien -at vælge dén scene for sine fortælinger giver ekstra spænding og pondus til en i forvejen god bog.
Lektørudtalelse

Jeg havde forestillet mig, at jeg i weekenden ville læse Arne Herløv Petersens netop udkomne roman "536." Posten havde den med i dag, og selvfølgelig kunne jeg ikke holde øjnene fra den.

Og sådan gik det til, at jeg med fryd læste mig igennem de 174 sider. Men en roman er det alligevel ikke. Mere er det seks noveller på samme rosenkrans. Poetiske, livskloge, levende og med en baggrund af dybt rislende eftertanke. Nu og da ekstremt morsomme og med velfortjente nutids-hip (som den slavinde, der i året 536 forlanger kontantrabat, da hun beslutter at købe sig selv!). Man nærmest rører ved de historiske og ikke-historiske personer og sanser deres lugte og folderne i deres klædedragt eller nøgenhed. Hvad Arne Herløv Petersen dog ved om de mennesker, og hvor samtidige med os han dog gør dem.

Flemming Chr Nielsen

Arne Herløv Petersen er forfatteren. Han har et meget langt og varieret forfatterskab bag sig – men i virkeligheden kender de fleste nok hans sproglige formåen fra hans omfattende oversættelsesvirksomhed. Jeg tænker at det er den sproglige spændstighed, der skal til at oversætte vidt forskellige bøger, som gør bogen så levende. Sproget ændrer sig efter om vi står blandt nordboere, eller vi tænker via kejser Justinians hofskribent, teologisk og storpolitisk vidende. Bogen består af 6 fortællinger – samme begivenhedssæt – forskellige geografier.

Erotik og seksualitet er beskrevet sanseligt, indlevet – nænsomt – mest som tæt forbundet med kærlighed. Men da virkeligheden jo også rummer noget andet, så finder vi også det. Men kærligheden står stærkt i bogen – i den stadige gliden mellem det erotiske og det blot helt tætte forhold.

Størst er kærligheden. Jeg vil ikke røbe slutningen af bogen, som er yndefuld, men dog efter sædvanlig målestok tragisk. Størst er kærligheden. Det er et Pauluscitat. Paulus skriver ordene fordi han tror at bag spejlet, det gådefulde, som viser virkeligheden brudstykkevist, er Guds kærlighed som bærer – også gennem undergangen, døden. I hvert fald med det sidste brudstykke, sjette fortælling, siger ”536” at kærligheden mellem mennesker er det eneste, der kan bære – også ind i undergangen.

Kristen Skriver Frandsen

 

Arne Herløv Petersen har imponeret med et utal af bøger, senest den vidunderlige Klinte. Nu brillerer han igen og serverer en gennemkomponeret egnsret med bukkehorn og barnefod, katastrofe og kærlighed. Anbefales på det koldeste!

Martin Kargaard Thomsen

 

FFREMRAGENDE NOVELLESAMLING, hvor alle 6 historier er mesterlige. Foruden i de ovennævnte lande foregår de i Nordafrika) (Aksum)(YONATAN), Italien (Det østgotiske rige) (ORJANA) og MEXICO (Aztekerriget) (XOC & YALUC). Sproget er fremragende med forskellige stillejer, all tekster let arkaiserede, så de markerer, at historierne er fortidige. Det er så flot litteratur, at man under læsningen kommer til at tænke på så forskellige forfattere som ALBERT DAM, FRIEDRICH NIETZSCHE, KAREN BLIXEN (tilsat lidt humor). J. P. JACOBSEN, HARALD VOETMANN samt på HØJSANGEN og JOBS BOG – litterært på samme niveau som disse perler. Jeg opfatter ARNE HERLØV PETERSEN for vor fineste nutidige poet, og disse prosatekster er også meget poetiske i deres beskrivelse af forskellige miljøer.
Aksel Madum

 

Det er så god en bog 

Tilsyneladende enkel og lige ud ad landevejen og så alligevel ikke.

Lars Marcussen

 

Hans tidsbilleder er utrolige, og hans sprog får det til at virke nutidigt på samme tid.

Eddie van Lüthje

 

Uddrag af bogen

Aksum var lammet. Den travle handelsby Rhapta nede langs Afrikas kyst lå øde. I dens havn drev de tomme skibe uden sejl. Pelusium var forladt. Zanzibars stærke duft af peber og nelliker var drevet bort og erstattet med stanken af lig. På den langstrakte ø i det østlige hav, hvor fuglen Rok havde lagt sine vældige æg og fodret de nyudklækkede unger med elefanter, lå kun kæmpefuglens gulnede ben. Længere ude - på den ø, hvor gæssene havde glemt at flyve og monstrøst fede vraltede skræppende frem gennem skoven, var ingen mennesker tilbage.

*

Yonatan sad og skrabede sig med potteskår. Han var selv som den knuste lerpotte, sønderbrudt i legeme og sind. Han sad uden for deres hus og så tomt frem for sig, i døs og vildelse.
Som han sad der, kom det ham for, at en engel stod for ham. Ikke en af Azazels sorte engle, der leder menneskene i fordærv, men en af Ariels lysende engle, der til daglig svæver i flok om Guds trone og synger jubelsange for ham.
- Yonatan, Gud har udvalgt dig, sagde englen.
- Til offer?
- Nej, Yonatan. Gud talte med Satan en dag de mødtes mellem himmel og helvede. Og Satan sagde, at alle de mennesker, der lovpriste Gud, når de havde medgang, ville svigte ham, hvis de havde modgang.
Og Gud sagde: Nej, min tro tjener Yonatan, svigter mig ikke, hvad end der sker, for han er from og enfoldig. Hvor grumt jeg end forfølger ham, lovpriser han mig. Dør hans søn og hans hustru, vil han sige: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være priset.
Og så væddede de om det og Gud sendte sine plager over dig.
- Væddede de? Og gav de mig denne smerte for at prøve mig? Det kan jeg ikke tro.
- Men Gud vil give dig glæde og oprejsning, nu han har set dig være tro, sagde englen. – Du vil få en ny kone og en ny søn, du vil få æsler og får og geder, du vil få lykke og velstand, og den nytændte sol skal bade dig i sit stråleskær.
- Jeg vil ikke have en ny kone og et nyt barn. Jeg vil have dem, jeg havde. Jeg vil have de gamle tilbage.
- Det kan du ikke få.
- Så vil jeg slet ikke have noget.
- Meryam og Ezana er i Paradiset. I evig fryd. De savner ikke noget,
- De savner mig.
- Nej, det gør de ikke, Yonatan.
- Jeg vil ikke have dem i Guds Paradis, sagde Yonatan, - Det er en fangelejr, og de indsatte skal underkaste sig og synge kvalmende lovsange for Gud.
I den lejr er Meryam og Ezana ikke. De er for stolte og frie. De er flygtet fra Haven. Jeg ser dem i mine vågne drømme. De går hånd i hånd ad en bugtet sti mellem teff-planterne, under den milde sol, vi kendte engang. Der vil jeg slutte mig til dem.
- Var din mund, sagde englen, - Det, du siger, er gudsbespotteligt.
- Jeg spotter ham, jeg spytter på ham, sagde Yonatan. – Og hvem er du, der kalder dig engel? Nu ser jeg det klart, at de to englearter er ét. Lysets engle er blot de onde engle i forklædning. Begge slags engle er tjenere for den onde Gud.
Gud er ond, fordi han aldrig har elsket, kun hersket. Den, der hersker, elsker ikke, for skal man elske, skal man være sårbar og dødelig.
Han er en ond Gud, der har skabt en ond verden. Gud er ikke en gud, men en tyrannisk demiurg.
En demiurg, der ruger over den verden, han har skabt, og som piner menneskenes verden for sin fornøjelse, som en fordærvet dreng, der river vingerne af en sommerfugl for morskabs skyld.
Kan jeg ikke få Meryam og Ezana tilbage, går jeg derhen, hvor de er. Og det er ikke den onde Guds paradis, for dér kommer kun de sleske og underdanige, der bøjer ryg for uretfærdigheden og ondskaben.
- Jeg forlader dig, Yonatan, sagde englen. – Du er nu forladt af Gud. Du er overladt til dig selv, og det er værre end at være overladt til røvere og mordere.

*

Englen var borte, og Yonatan rejste sig fra vejens stampede jord. Han stod på usikre ben, han satte den ene fod frem foran den anden, og han gik over til det hus, hvor han vidste en skøge holdt til.
Han gik lige ind. Kvinden lå på sit leje. Hun var udtæret af sult og sygdom, svag og elendig.
Skøgen så træt op på Yonatan.
- Jeg kan ikke det, du vil, sagde hun hæst. – Jeg er syg.
- Derfor er jeg kommet, sagde Yonatan. – Jeg vil ikke elskov. Jeg vil ligge tæt ved siden af dig.
Hun rykkede sig uvilkårligt lidt ind mod væggen, og Yonatan lagde sig ved hendes side. De to forkomne mennesker lå tæt sammen, og lopperne sprang og stak dem begge.