Arne Herløv Petersen
De tre aber
'Hovedland
2002

Denne på mange måder velskrevne, fintmærkende og morsomme bog... Man frygter hans Danmarksportræt er vellignende... Underholdende, interessant og tankevækkende... Den anbefales hermed.

Marie Tetzlaff, Politiken

Arne Herløv Petersen skildrer hele denne eksplosive udvikling med en blanding af indignation og ironi... Han har et godt - og vittigt - øje til det management-sprog, der har udviklet sig... Romanen om De tre aber kommer meget tilpas i den nye VK-regerings første år.

Jens Kistrup, Weekendavisen

Arne Herløv Petersen kan skrive vedkommende litteratur. Hans roman De tre aber, som udkom sidste efterår, er en historie, der strækker sig over tre årtier fra 70'erne, 80'erne til 90'erne... De tre aber er en kollektivroman, der skildrer et stykke Danmarkshistorie på godt og ondt, og med klar adresse til, hvad man må gøre ved det onde. Det sidste er ikke det mindst ringe ved romanen, der anbefales varmt som ferielæsning i den kommende sommer.

Georg Zeuthen - Arbejderen

Romanen, som foregår i Lindelse, opererer med særdeles velkendte personer og begivenheder... Men kan De tre aber læses som nøgleroman, så har den dog også et større perspektiv... Fortælleteknisk benytter Arne Herløv Petersen sig af en skiftende og loyal synsvinkel... Fronterne trækkes skarpt op, da nazisterne slår sig ned i Lindelse (i virkeligheden var det Kædeby, som lagde hus til Blood & Honour-bevægelsen), og romanen slutter bestemt ikke med fortrøstning og peace and understanding.

Iben Friis Jensen, Fyns Amts Avis

**** - Han hører og ser forbandet godt.... Forfatteren har en eminent evne til at opsnappe f.eks. blomsterbarnets og kommunalpolitikerens særlige ordforråd.

Kamilla Löfström Kristensen, Ekstrabladet

Berlingske Tidende og Information valgte ikke at anmelde bogen

De tre aber består af tre dele: Tjen folket (1975), Sin lykkes smed (1987) og Tand for tunge (1999).

Uddrag af anden del - Sin lykkes smed (1987)

Hari om. Der var gået et lys op for Jesper, det var lige omkring dengang, Flemming strittede ham ud af kollektivet, lige efter at de i fællesskab havde presset Janne ud, så gik det op for ham, at der stod bare kroner i øjnene på Flemming, det var slet ikke revolutionen han tænkte på, det var bare med at rage huset til sig, og dem der røg ud, de fik ikke deres indskud, så pludselig var det Flemming der sad på det hele. Men sådan var det jo, det var derfor det var en blindgyde med alt det politiske, fordi det kun drejede sig om kroner og ører, som om det var det, der betød noget. Men der gik et lys op for Jesper, for han havde fået fat i en bog af en mand der hed Holger Kersten og som hed "Jesus lived in India", for det var det han gjorde, både i de år Bibelen ikke fortæller noget om, efter tempeluddrivelsen, og også da han flygtede fra hulen, hvor de havde lagt ham efter korsfæstelsen, for det var det han gjorde, jeg mener graven var jo tom, mand, så det siger da sig selv.

Men det, de havde misforstået alle sammen, både dem der havde skrevet Bibelen af efter det Jesus sagde og alle dem, der tænkte politisk, det var det med, at hvis man har to skjorter, så skal man give den ene væk. For det var ikke noget, man skulle gøre, fordi Gud så blev glad eller fordi det var rart for den fattige, selv om det var det selvfølgelig også. Men man skulle gøre det for at befri sig for den skjorte, ligesom ham Diogenes, der boede i en tønde og ikke engang ville have tøj på.

For hvis man tænkte i de politiske baner, så blev det altid til et slagsmål om penge, og så havde man bare ikke forstået en skid af det hele, for at sige det som det var. Det var ikke det, det kom an på, om man havde lidt mere eller lidt mindre. Hvis bare man havde te, tjald og havregryn, så behøvede man ikke mere i denne verden.

Og Jesper kunne godt sige det sådan, at ungdomsoprøret, det var kørt af sporet, dengang det blev domineret af alt det politiske, og det havde han også selv været med til, det måtte han indrømme, men nu kunne han indse det. De havde svigtet det, der havde været det bærende dengang i begyndelsen, i kærlighedens sommer. Og nu var det kun Jesper og så et par andre, rundt omkring i landet, der førte ungdomsoprøret videre. For selv om han var treogfyrre, så var det ham, der stod for ungdomsoprøret, for de unge gjorde det jo ikke. Med al deres disco og punk og hiphop og hvad det hed alt sammen, det gad han ærlig talt ikke følge med i, for det var ikke andet end kommercielle fiduser. Det var hollywood, mand, det var burgerbar.

Jesper levede helt stille og fredeligt i det lille hus, han lejede, og dyrkede kun lige til at ryge selv, for alt det andet gad han ikke mere. Han kunne godt lide at være her, og det var sådan set ikke for naturens skyld, for den kom han ikke meget i, han var og blev en gammel asfaltbisse, men her kunne han bare få lov til at gå og tusse rundt, og der var ingen der kom og blandede sig. Der var bare nogle dødfede vibs på Langeland. Du passer dit, jeg passer mit, sådan går det lige så stille og roligt.

Han havde sin tjald, han havde sin musik, alle de gode gamle med Doors og Pink Floyd og Yardbirds, og han kunne hente sine penge hver måned, som han kunne leve af, så hvad skulle han med mere, dem der bare jagtede afsted, de havde aldrig tid til at sidde i en stol og bare kokse ud, de havde ikke tid til at nyde musikken eller til at læse. Jesper læste meget, og han havde fundet ud af, at han kunne bestille bøgerne hjem alle vegne fra, han var ikke henvist til at nøjes med dem de havde oppe på biblioteket, for der var ikke meget at gå efter. Jesper satte sig ind i mange ting, han læste I Ching, han læste den tibetanske dødebog, han havde læst hele Atlantisserien, han læste Don Juans lære og han læste om regndans og ånderejser, og han havde alvorlig tænkt på at bygge sin egen svedehytte ude i haven, engang han fik taget sig sammen til det, efter indianernes ritualer.

Haven fik han ikke gjort meget ved, det måtte han indrømme, men det viste måske bare, at ham og naturen, de kæmpede ikke mod hinanden, men var blevet enige om at holde sig hver for sig, haven passede sig selv, det var den nok også bedst til. Og indendørs, ja, der var ikke så meget at vaske op, et par krus eller tallerkener i ny og næ, så det gik nok, og ligefrem gå på jagt efter nullermænd under sengen, det var bare ikke ham. Han støvede fjernsynet af, når skærmbilledet blev for tåget, meget mere var der ikke grund til.

Bare se alle dem der halser afsted for at skrabe penge sammen til opvaskemaskine og hundemad og charterrejser til en eller anden dødssyg turistsilo, de havde aldrig tid til overs. Jesper havde masser af tid, han havde ikke andet end tid, der var så meget tid at han ligefrem kunne rulle sig i den, men han kedede sig aldrig, ikke et øjeblik. Enten læste han eller han så et eller andet i fjernsynet, uden rigtig at følge med, bare for selskabs skyld, eller han sad og hørte musik og røg sig en fed, bare lod tankerne slynge sig rundt, sammen med røgen der slyngede sig op under loftet, og han følte hvordan han videde sig ud, farverne blev klarere, musikken blev ligesom tredimensional, det var som om tonerne fik farver, de blev til mønstre man kunne tage og holde om, og han fik et nærvær i kroppen, så han kunne dirigere blodet rundt ligesom han ville, op i øret kunne han sige, og straks var øret ildrødt og varmt og dunkede, og han kunne få væggene til at vide sig ud, han kunne få der til at blive ti kilometer ned til gulvet, så han bare sad og gloede ned på sine sko, halløj I der, hvor blev I af, hvor er I bittesmå, hvordan har I det helt dernede? Så kede sig? Ikke et øjeblik, ikke det der ligner.

Julius var fuld af ideer, det var hele tiden Julius der skulle finde på noget. Hvad med kløpulver, drysse kløpulver ned ad nakken på ham perkerungen, når han sidder i klassen, man kan bruge de der hvide kerner inde i hyben, det er bare lidt for tidligt, men når de kommer, så kan vi hælde dem ned ad ryggen på ham, kan du så se, så sidder han der og klør sig og vrider sig som en abeunge, og når så frøken Samuelsen spørger hvad der er i vejen, så siger han bare det klør det klør, og så tror hun han har lus og lopper, hi hi, og måske smider han alt tøjet fordi det klør sådan, og så står han der med sin underlige perkertissemand, lige for øjnene af alle tøserne, kan du ikke lige se det.

Eller også, så kan man få sådan nogle små puder, der siger ligesom en prut, så når han sætter sig ned, så kommer den, pfftttt, hvad, sådan et rigtigt numsebøvs, og alle sammen, så sidder vi og holder os for næsen og siger Mehmet har lavet en stinker, Mehmet har lavet en stinker, hvad.

Er det ikke en god idé, er det ikke, hvad siger du, Michael?

Og Michael sagde jo, det var en god idé, men han rykkede lidt tilbage alligevel, det var ligesom om der var noget i vejen, han lød ikke sådan som når han snakkede med Birger og Ole og Henrik. Og Julius maste på, Michael, kommer du ikke med hjem efter skoletid, så kan vi få lov til at rode ude på lageret, du aner ikke hvor mange spændende ting der er, men Michael skulle til håndbold, Michael havde ikke tid.

Der var ikke nogen, der sagde jul jus fed og FLÆSket mere, det var længe siden, men der var stadig nogle der kaldte ham Julefis.

Julius lænede sig frem i klassen så han kunne prikke perkerungen i nakken med en tusser, han satte mærker, så kunne de se næste dag om perkerungen havde vasket sig bag ørerne, se der, det er min røde tusser, sagde Julius, når de alle sammen holdt om Mehmet nede i skolegården og trak ud i ørerne på ham, så de kunne se, han har ikke vasket sig, Mehmet er et møgsvin, han vasker sig aldrig, det er nok derfor hans tissemand ser så underlig ud, hele spidsen er faldet af, den er rådnet af fordi han aldrig vasker sig.

Og Mehmet tudede og heller ikke det kunne han gøre ordentligt, det var ikke sådan som danskere tuder, med åben mund og store WAAH, det var sådan nogle små klemte myrv myrv myrv der kom ud af næsen på ham, og klar snot i næseborene som han snøftede op, og ikke rigtig tårer, men øjnene blev blanke og røde og lidt klistrede i krogene. Mehmet var en tøsedreng, han var ikke bare en perkerunge men en perkertøs.

Det var lidt af et svingdørsjob at være turistchef. Sandersen var den femte på to år, så der var rimeligt stort gennemtræk, det måtte man erkende. Og hvad var det så forgængerne var knækket på? Jo, de var kommet med julelys i øjnene, frisk fra Handelshøjskolen eller et reklamebureau, og så var de løbet ind i en dyne. Der stod de så og fik mere og mere dun i munden, og til sidst gik de i smulder og blev lige så stille lempet ud med et gyldent håndtryk, der kunne føles og mærkes på kommunebudgettet.

Men det var anderledes med Sandersen, for Sandersen havde fingeren på pulsen. Det var en helt ny kamp, der blev fløjtet ind til, så det var med at kridte støvlerne og stå fast. Når de først havde mærket banen af, så måtte de tackle problemerne, det var bare med at holde bolden i spil, så skulle det nok gå, forudsat de trak på samme hammel.

Sandersen sad for bordenden, og bestyrelsen i Avanti!Langeland sad ned langs de to bordsider. Der var nyspidsede gule blyanter og gule blokke med blå linjer, og der var karafler med postevand og Ramlösa og Albani Apollinaris, for det var nye tider, de skulle trække i arbejdstøjet og smøge ærmerne op, så det var slut med at sidde og kæve den i et tilrøget baglokale og luske bevillingerne igennem. Det var en frisk vind, der blæste ind over sundet nu, i skikkelse af Sandersen, så nu var det bare med at finde den hammel frem og få den på bordet og begynde at trække i den.

Nu blev den nye færge sat ind næste år, og så ville turisterne komme strømmende. Men har vi tilstrækkelig mange internationale attraktioner, har vi det? Oppe i Odense har de HC Andersen, de har HC Andersen hoteller og parker og alle de huse, han er født i, og HC Andersen natklubber og pølseboder og solarier. Og hvad har vi? Vi har Thummelumsen. Og det er helt fint, ingen tvivl om den sag, det var et skud i armen for os, at "Livsens ondskab" blev optaget herovre, det var noget, der kunne trække folk til, at vi satte skilte op med "Velkommen til Gammelkøbing" med krøllede bogstaver, og alle de erhvervsdrivende klædte sig ud som fra århundredeskiftet, og om det så var ekspedienterne og kassedamerne, så blev de butiksbetjente og jomfruer med støvler og kyser og hvad dertil hører. Ikke et ondt ord om det.

Men kender de Thummelumsen nede i Duisburg? Nej, det gør de ikke. Så når nu sådan en normal-Schmidt med frue, lad os kalde dem Hermann og Bertha, når de kommer herop og ser byen, siger de så: Jamen Gud, det er jo Gustav Wied? Nej, de siger: Det er sandelig et sted, hvor tiden har stået stille.

Men hvem er så øens store sønner. Eller døtre, hvis der havde været sådan nogle. Tja. Oehlenschläger er måske ikke herfra, men han blev dog forelsket i en lokal adelsfrue og talte om rosengrenen i vandet og sad under et træ og skrev nationalsangen. Det er jo altid noget. Så er der Sophus Claussen, men hvad skal man stille op med ham? Sophus Claussenland, det er der ikke meget sexappeal i. Det skulle så være noget med atomernes oprør, men det er der alligevel ikke en kat, der kan sætte i forbindelse med Langeland, så det må vi nok lade ligge

Brødrene Ørsted derimod, og især HC. De er kendt ude i den store verden, for alt det der med elektromagnetismen. Nu var der gjort en god begyndelse med Brødrene Ørsteds Pølsemølle, men var det nok? Nej, det var det ikke, så berømt som HC Ørsted var, så kunne han trække meget mere. Ørstedland, det kunne være en idé. Og de skulle have elektromagnetismen helt med ind i konceptet. Noget der signalerer fest og farver og fremskridt. Elektronik og laserstråler og måneraketter og hvad ved jeg, noget der viser at vi er med på holdet, at vi tør vise flaget, at vi ikke er ringvrag, men tværtimod kan svæve som sommerfugle og stikke som en hel bisværm.

Det var jo ikke noget, de skulle tage stilling til lige her og nu, men lad den lige simre lidt, så kan vi se. Ja, det er vist smedemester Jeppesen, der vil sige noget.

Jo, Jeppesen syntes jo nok, det var værd at tænke over, det turistchefen havde sagt, og det han særlig bed mærke i, det var at det var de store linjer, der blev lagt frem her. For at sige det, som det var, så var han lidt træt af alle de kratluskere og økofanatikere, der ville have cykelstier og rygsækturister og vådområder med vadefugle og vandrehjem. For ærlig talt, hvor mange penge havde sådan nogle folk med i rygsækken? Havde de overhovedet andet i den rygsæk end det sidste nummer af SF-bladet og en madpakke med fire halve? (Spredt latter). Det var ikke for at sige noget ondt om vores ven Magnussen her.

Smeden nikkede over til Claus. - For Magnussen var kommet et langt stykke, det måtte vi alle erkende. Men skal vi ikke stikke piben ind, Magnussen, i al fordragelighed og lade være med den der gamle melodi med blishøns og skovstier? Der skal andre boller på suppen, hvis vi skal tiltrække et købedygtigt publikum.

Nej, turistchefen derimod, han var inde på noget af det rigtige. Og det med Ørstedland, det lød da helt spændende, og det var jo også store anlægsarbejder, der kunne blive tale om i den forbindelse, så det ville være en god ting for det langelandske erhvervsliv, og det, der var godt for erhvervslivet, det var også godt for turismen og for øens økonomi. Tingene måtte jo nu engang hænge sammen, og uden at det regnede på præsten kunne det ikke komme til at dryppe på degnene.

Me-en, skulle vi nu ikke spise brød til og klappe hesten? For vi måtte jo tage én ting ad gangen, andet var økonomien jo ikke til, sådan var det med det. Vi kunne alle sammen have mange ønsker og planer, men vi måtte holde os ved jorden. Og nu vi talte om jorden, så var der jo netop det projekt med at grave jord ud, som Jeppesen var gået i gang med, og som skulle være en put and take-sø med alle slags ferskvandsfisk. Så det måtte vi nok lige have op at stå først, før vi gik videre til det næste. Der var trods alt heller ikke ubegrænsede midler til rådighed, hverken af EF-tilskud eller kommunale tilskud, hvilket Jeppesen jo vidste alt om i kraft af sine andre kasketter, som medlem af kommunalbestyrelsen, formand for teknisk udvalg og medlem af skattenævnet.

Så lad os nu lige blive færdige med aborrerne først. Så kan vi altid se på Sandersens måneraketter en anden god gang.

Jamen hvad skulle man gøre, skulle man sætte sig ned med hovedet mellem knæene og tudbrøle, skulle man skrupgrine, det var jo utroligt, det var som om det var middelalder. Måske skulle de iføre sig rustninger og gå rundt ude i haven med sværd i hænderne og kappe hovederne af naboerne, når de vovede sig ind. Måske skulle de bygge palisader og stå oppe i små tårne med store gryder med kogende olie, som de kunne hælde ned i hovedet på smeden og hans mænd, når de forsøgte at storme.

Her kom hun ud i haven, ud for at hente noget spinat og se, om man ikke snart kunne plukke nogle blade af salaten, og så var to af smedens mænd i gang med at plante hæk langt inde på deres grund. Inde på den anden side af den sti, smeden og hans folk havde trampet hen over deres grund, langs med skellet. Der gik de nok så fornøjet og gravede huller og stak ligusterplanter ned, jamen er det ikke bare utroligt.

Så spurgte hun selvfølgelig hvad de lavede der. Havde de ikke fået nok, dengang de fældede deres træer og fik en dom for det, skulle de virkelig slæbes i retten en gang til? Men det kendte mændene jo ikke noget til, de gjorde bare som de havde fået besked på, hun måtte tale med mester. Så det gjorde hun, hun gik rundt om huset og over til den lille kontorbygning, og der sad han bred og mægtig, som en kæmpestor edderkop i sit spind, ved skrivebordet med tømmerblyanter og blokke og bøger foran sig og en kop kaffe og et stykke wienerbrød, som han dyppede i kaffen, for tænder havde han jo heller ikke.

Nå, men hun ville godt lige vide, hvorfor han havde sat sine folk til at plante hæk på deres grund, og om han lige kunne gå ud og sige til dem, de skulle pille de ligustere op igen og det i en vis fart og glatte hullerne ordentligt til.

Og så sagde han, at det var aldeles ikke hendes og Lars-Henriks grund, det var hans. Nå, men hun havde jo kortet, det måtte han da vide, han havde jo selv solgt dem huset engang, der var da et matrikelkort, det kunne han ikke løbe fra. Og én ting var, at han havde pløjet skelpælene ned og fjernet dem, hvilket også var dybt ulovligt, men ligefrem annektere fremmede menneskers grund, det var bare for meget.

Og han fór jo ikke op og blev rasende, det lå ikke til ham, han sad bare der med sin brede røv og gloede på hende med sine dumme fiskeøjne, og så sagde han, at det var fuldkommen lige meget hvad kortet sagde, for det stykke af jorden havde han hævd på. De to grunde var udmatrikuleret hver for sig, det var rigtig nok, for den, de havde, var til den oprindelige smedje, og den, han havde nu til hus og værksted, det var den, hans far havde købt til i sin tid. Men allerede fra begyndelsen havde der været den sti derinde, det havde der. Og hun skulle ikke komme for godt i gang for at beskylde ham for at have fjernet skelpælene, for det ville være ulovligt, og det havde han selvfølgelig heller ikke gjort, og han havde ingen anelse om, hvad der var blevet af de pæle, han havde aldrig set dem, så det måtte være længe før hans tid.

Hun blev fuldkommen paf, og så spurgte hun om han ikke havde det dårligt med at sidde der og lyve hende op i hendes åbne ansigt. For skelpælene var der da, da de købte grunden, og hævd, hvordan kunne han have fået hævd? Hun vidste godt hvad hævd var, det var en af de ting, man havde svært ved at tro på i begyndelsen, at man godt måtte stjæle, bare man havde gjort det ubemærket og gjorde det længe nok, men sådan var det altså, det vidste hun godt. Men der skulle tyve år til, og hvordan kunne der det, når det kun var ni år siden, de købte grunden?

Han så bare på hende. Så trykkede han overtænderne ud af hovedet med tungen, det var sådan en vane han havde, ud med de falske tænder, så de hang og grinede for sig selv, med et stort stykke lyserød plasticgumme. Og smæk, ind igen og på plads, der fik hun den. Hævd, sagde han, det betød at sådan havde et forhold været fra alders tid, og fra alders tid, det betød, at der ikke var nogen, der kunne huske, det havde været anderledes.

Og han mindedes ikke, at det nogen sinde havde været anderledes. Den gangsti havde været der i umindelige tider. At hun påstod noget andet, kunne måske ikke undre, men det kom hun ikke langt med. For hun kunne spørge, hvem hun ville i landsbyen, der var ikke én, der ville modsige smedemesteren, når han forklarede, hvordan det hang sammen. Det kunne hun godt regne med.

Det skulle de nu nok få se, sagde hun. Om hun så skulle trække ham i retten igen.

Jamen, det var hun da så hjertelig velkommen til. Men husk nu, at der er noget, der hedder ris til egen røv. Tingene kan give bagsmæk.

Og det var så hun rystede og flimrede, så hun blev nødt til at gå. Og så tænkte hun over, hvad han havde sagt. For der var jo det ved det, at han sad i skattenævnet og alt mulig, så hvis han ville hævne sig, så kunne han, nu havde han jo allerede ødelagt det for dem med den lille café i gårdhaven, hvad blev det næste, han kunne jage dem fra hus og hjem.

Og Lars-Henrik kunne jo ikke tage til genmæle, han var en mærket mand. Han var også for naiv for denne verden, at han troede han kunne snakke med, hvem han ville. Jamen, de spurgte mig, hvordan jeg troede, det gik til valget, og det sagde jeg så, og de sad og griflede ned, sagde han. Hvorfor skulle jeg ikke sige det samme til dem, som jeg ville sige på ethvert værtshus? Og så slog de ham på skuldrene og sagde gode kammerat, det kildede nok også hans forfængelighed. Det er han jo ikke forvænt med her på stedet. Og hun elskede ham over alt i verden, men engang imellem syntes hun nok, han var lidt for besværlig, han kunne ikke rette sig ind efter forholdene, han pukkede på sin ret, og bare se hvad der kom ud af det, han stak ikke fingeren i jorden. Hvad hjælper det at have ret, når de andre har magten?

Og se nu hvordan det var, der var ikke én der ville løfte en finger for dem, om så smeden kom og ryddede hele deres grund med bulldozer. I bruger jo ikke den have alligevel, sagde folk. Fordi de ikke havde små bede med levkøjer og sprøjtede med roundup, så der ikke var en mariehøne, fordi de havde den underlige tanke, at naturen var noget man skulle leve i og ikke føre krig mod. De trængte sig ind alle sammen. Bonden til den anden side pløjede tættere og tættere ind og havde sløjfet den grøft, der oprindelig var mellem dem, og træerne knagede, når han kørte med landbrugsmaskinerne. Og Jens-Jakob og Rikke havde filet nogle meter af i deres ende og lod hækken vandre lige så stille indover, nogle centimeter hvert år, så den eneste, der ikke prøvede at okkupere en stump af deres grund, det var Flaske-Bent, han havde nok i flaskerne.

Mehmet gik rundt i skolegården sammen med gårdvagten, nogle gange holdt han gårdvagten i jakkesnippen, han trippede afsted på små hurtige fødder for at følge med gårdvagten, der gik med lange sindige skridt, med en pibe i munden. Mehmet turde ikke være sammen med de andre, sådan en perkertøs, han tudede bare man sagde bøh til ham, med sine åndssvage perkerlyde, myrv myrv myrv oppe i næsen og bobler i snottet.

Michael var så flot, han var så stor og stærk og så havde han en smart bluse på med krokodille. Og hans far var smed og hans farfar var også smed, og hans oldefar havde været smed engang men var død nu og sad oppe i himlen, sagde Michael, og sagde til dem nede på jorden, at de skulle spytte i næverne og tage fat.

Michael var pæn i hovedet, og Julius kunne godt blive forelsket i Michael, hvis ikke Michael var en dreng, men det var han jo, så derfor var Julius forelsket i Tina.

Og oppe i klassen sendte de sedler rundt: Hvem kan du bedst lide i klassen? Vil du være kæreste med mig? Sæt krys, Ja Nej Ved Ikke. Der var selvfølgelig ikke nogen, der sendte sedler til Mehmet, men der var heller ikke nogen, der sendte sedler til Julius.

Han kunne ikke lide selv at sende sedler ud, sådan så de kunne se de var fra ham. Men han havde lagt en seddel på Tinas plads hvor der stod: Hvem kan du bedst lide i klassen? Julius Michael Henrik. Men hun havde slet ikke sat kryds men bare trillet den sammen til en kugle og kylet den over i papirkurven.

Men nu stod Tina sammen med Michael og Henrik og Birger og Ole henne i et hjørne af gården, og der var også andre piger der stod der, men det var de dumme tøser. Og de grinede og fnisede og stak hovederne sammen og så var det pludselig pigerne efter drengene, og drengene løb afsted og pigerne løb efter, og de blev forpustede og drengene satte farten lidt ned så de kunne blive indhentet og fanget og ih nej skal vi kilde Michael, kild ham under armene, han skal tortureres

Og Julius stod for sig selv og følte sig meget alene, og de små rollinger fra første klasse så på ham og tænkte sikkert, hvorfor er han ikke sammen med de andre i tredje, hvorfor står han for sig selv? Og han kantede sig over til de andre, der grinede og klaskede på hinanden og kildede og nev og råbte op.

Der var ikke rigtig nogen, der så på ham, men de sagde heller ikke han skulle gå væk, og han tænkte på om han skulle sige noget om, hvordan de kunne drille Mehmet, men Mehmet var jo bare en lille tøsedreng der hang fast i gårdvagten, og han kunne mærke at de andre ikke gad blive ved, det var ikke sjovt mere, det blev for meget af det samme.

Og Julius kantede sig længere frem, og der stod Tina, og hendes øjne var så blå så blå, og hendes krøller, hendes krøller, de var så krøllede at Julius kunne mærke forelskelsen fylde helt ud i kroppen indefra, så han næsten ikke kunne få vejret, han var så forelsket at det gjorde ondt, huden var for lille, der var ikke plads til ham indenfor, nu sprak den nok, og han fik pludselig lyst til at slikke hende i ansigtet, som om hun var en softice.

Og han tog mod til sig og hev hende i ærmet, og hun vendte sig om, og krøllerne daskede gennem luften, og hun så hvem det var og fik en rynke på tværs oven over næsen.

Tina, sagde han, og han måtte lukke øjnene lidt for at turde, og hjertet gungrede, det gungrede ud i fingerspidserne og ned i tæerne, om det så var hans negle så gungrede det i dem, og tænk hvis han besvimede, men han skulle have det frem. Tina, har du ikke lyst til at komme med hjem og se min kanin efter skoletid. Du må godt holde den. Den hedder Puss.

Og nu lyttede de andre, det var forfærdeligt, det var ikke meningen, de skulle høre det, men de lyttede og de så på Tina, og Tinas næserynke blev dybere og hun slog et kast med hovedet, og med krøllerne, og hun så på Julius som om han var en tissemyre hun ville trampe på, og hun sagde Gu vil jeg da ej, du må være åndssvag, tror du jeg vil holde på din åndssvage kanin, gå hjem og vug din mor i en teske, du ligner en flæskesteg i hovedet, hvor er du grim, åndssvage julefis.

Flemming og Gloria udgjorde et samarbejdet team, der dækkede et bredt spektrum af ledelsesoptimeringstilbud. Gloria var en fiks lille sag, dengang hun dukkede op på Lindegården, tjekket hele vejen ud i Gucci-tasken, ikke et hår på afveje og med pumphæle, der var så fuldkommen matematisk lige, som de kun kan blive det hos den, der aldrig slår et slag til siden. Men allerede dengang var hun kendt for en fremragende track record med evaluering af kundeloyaliteten i Ikast Sparekasse. Flemming så straks mulighederne i hende. Dels kunne hun og han fungere som integreret systemudviklingsmodul, dels kunne de på det personlige plan opbygge en behovsoptimeret one-to-one bonding, der sikrede en maksimering af deres rekreative humankapital. Nu stod Gloria for de mere emotive segmenter med meningsfyldt konfrontationstræning gennem encountersessions, brobygningsarbejde, krisemanagement og udvikling af succesinstinktet, mens Flemming tog udgangspunkt i aggressionskanalisering med real-life emergency solutions og stræbte derigennem hen mod en implementering af en langsigtet ekstensibel markedsandelsstrategi, og desuden stod han til rådighed med coaching i katastrofesimulering.

Gloria kunne lære kursusdeltagerne, hvordan de kunne modstå angreb fra miljøaktivister og gennemføre en accelereret fratrædning af medarbejderne uden at miste den etiske dimension. Især i gazellevirksomheder, hvor et flertal af medarbejderne var unge, var det vigtigt, at man etablerede et strategisk kriseberedskab, så man i situationer, der krævede streamlining af staben, kunne gennemføre de nødvendige tiltag uden at man satte rollen som markedsleder med etikken i behold over styr. Hvis pressionsgrupper iværksætte angreb mod en virksomheds miljøpolitik, kunne man på tilsvarende måde gennem udarbejdelse af beredskabsplaner og koordinering af krisestyringen afsløre misinformationer og fastlægge retningslinjerne for en miljørigtig bæredygtig politik, præget af høj etisk relevans.

Flemming stod så for det mere hard-and-dirty work, hvor han ud over Sun Tzu og Clausewitz kunne udnytte sit omfattende kendskab til guerillakrigens strategi og udvikle koncepterne om folkekrig kontra okkupation. Men det skulle heller ikke være Che Guevara og Mao og Clausewitz det hele. Man kunne hente inspiration alle vegne. Faktisk havde han med stort held anvendt en morsom lille bog om Peter Plys som Virksomhedsinnovator.

Flemming og Gloria sørgede for, at deres forhold aldrig stagnerede. Gennem BPR - Business Process Re-engineering - sigtede de mod at ændre forholdets naturlige aldringsproces til en mere dynamisk og fremadstræbende konglutinationskultur i relativ homøostase, og i TQM - Total Quality Management - havde de et værktøj til systematisk struktureret forlængelse af kontraktlevetiden. Og hvorfor skulle de egentlig ikke bruge de redskaber, de nu engang havde for at optimere deres konnektivitet? Så når de sad sammen om aftenen med en tryg fornemmelse af at baglandet var i orden og opladede dynamoen gennem rekreativt samvær, kunne de stille hinanden små opgaver som: Hvis du skulle skyde en dansk skuespiller, hvem skulle det så være? eller Hvis din far var en cykel, hvor mange gear havde han så?

Lige nu lå Flemming på maven ude i gærdselsskoven og kommanderede en produktudviklingschef til at æde en regnorm. Engang imellem måtte man jo smide jakkesættet og spytte i næverne, men han kunne ikke lade være med at se sig selv udefra. Og så syntes han, han lignede en lettere komisk seniorsergent i en Soldaterkammerater-film. Men han børstede den ubudne tanke væk. Hvis man ville have succes, måtte man nu engang anbringe sig der, hvor pengestrømmen var, og hvem andre end erhvervslivet ville give fem tusinde for et todages internatkursus, hvor de blev tvunget til at bide kaniner og gnave i skovsnegle?

Og derhjemme ventede Gloria. Ikke ligefrem med pandekager med jordbærsyltetøj og kakao, men med et pust af Dior, en knitren af silketrusser og til sidst den optimale ressourcepooling og somatiske fusion, et glimt af neglenes perlemor mens hun trak ud i sit lille lyserøde køn og introducerede hans performanceattribut i intimmiljøet.