Arne Herløv Petersen

 

Mange af slagsen

September 1972

 

(5. bog af "Fjerne mål")

 

 

oprindelig under titlen "blafrende storme" i "Imod fremtids fjerne mål" (1975)

 

Copyright ã 1975, 1997 Arne Herløv Petersen

 

 

 

6

 

- Jeg synes det er længe siden, vi har været en tur i byen, sagde Pelle og drak en slurk kaffe til.

 

 

- Ja, det er det også, sagde Eva. Hun sad og strikkede.

 

 

Det var nogle dage efter. Søndag.

 

 

- Kunne vi ikke parkere ungen hos dine forældre i nat og så tage en lille tur?

 

 

- Det er en dum dag, sagde Eva. Vi skal jo tidligt op i morgen. Hvorfor sagde du det ikke i går?

 

 

- Det tænkte jeg ikke på.

 

 

Eva så på uret. Klokken var halv otte.

 

 

- Havde du tænkt dig noget særligt?

 

 

- Vi kunne gå ned på Hånd i Hanke. De lukker alligevel tidligt. Så bliver det ikke så meget.

 

 

- Er der ikke røvkedeligt om søndagen?

 

 

- Søndag plejer at være en udmærket dag at gå på værtshus. Der er ikke så overfyldt. Dengang, jeg gik på værtshus tit, holdt jeg mig altid hjemme fredag og 1ørdag. Jeg plejede at tage søndag og onsdag.

 

 

- Nå, men så ringer jeg lige til far og mor, sagde Eva og lagde strikketøjet. Men jeg skal i seng inden tolv. Ellers har jeg det ad helvede til i morgen.

 

 

Evas forældre boede på Kapelvej, så det var til at overkomme. Pelle satte sig på hug og gav Dunja frakke og udesko på.

 

 

- Vi skal over til morfar og mormor, sagde han. Og så skal du sove der i nat.

 

 

- Nej, det vil jeg ikke, sagde Dunja. Jeg vil sove derhjemme.

 

 

- Du må få din bamse med. sagde Pelle.

 

 

Dunja begyndte at hyle. Hun ville ikke have sin bamse med. Hun ville ikke sove hos mormor og morfar.

 

 

- Årh, nu har du ødelagt det hele, sagde Eva opgivende. Du skal ikke begynde med at sige, hun skal sove derovre.

 

 

- Det opdager hun jo alligevel.

 

 

Eva satte sig på hug.

 

 

- Mormor har en masse spændende legetøj, du må lege med. sagde hun. Kan du ikke huske den store dukke Lise? Og alle klodserne? Det er noget så spændende.

 

 

Dunja satte arrigt en fedtet hånd i ansigtet på Eva. Pelle undertrykte hastigt et lille triumferende smil.

 

 

Dunja hylede hele vejen ned ad trappen. Hun kunne faneme godt være streng at have med at gøre engang imellem. Men heldigvis faldt hun til ro, så snart de kom ud på Dosseringen.

 

 

- Hvor er rapænderne henne? spurgte hun.

 

 

- De sover, sagde Pelle.

 

 

- Sover de nede under vandet? spurgte hun.

 

 

- Nej, de ligger nok inde ved kanten. Man kan bare ikke se dem, fordi der er så mørkt.

 

 

Dunja ville hen og se efter. Der var ikke nogen ænder lige der.

 

 

- Jeg tror, de sover nede under vandet alligevel, sagde Dunja.

 

 

Det var da i orden, at ungen havde sin egen mening.

 

 

Evas mor lukkede op. og Eva kyssede hende. De gik ind i stuen, der var utypisk for kvarteret. Møblerne var fra Ikea. Der var ikke noget fjernsyn, men til gengæld en hel masse bøger.

 

 

Evas far sad ved sofabordet. Hendes mor havde lavet en frisk portion kaffe, da de ringede. Der var også galopkringle og småkager. Evas mor fandrt legetøjet frem til Dunja, og de slog sig ned.

 

 

- Det er snart længe siden, man har set noget til jer, sagde Evas far.

 

 

- Tja, vi har jo meget om ørerne, sagde Pelle.

 

 

- Er du med i lokalkomiteen?

 

 

-Ja.

 

 

- Hvordan går det?

 

 

- Hæderligt.

 

 

- Ja, vi behøver vel ikke være bange for femte kreds, sagde Evas far.

 

 

Evas forældre var medlemmer af DKP. De kendte godt Pelles forældre fra før i tiden. Selv om det efterhånden var fjorten år siden, Pelles forældre gik over til SF, hvor de stod endnu.

 

 

Evas far var tillidsmand ude på Sadolin & Holmblad. Hendes mor arbejdede på Haribo Lakrildsfabrik. Det var helt ideelt.

 

 

Eva var nok cand. jur., men hendes klassebaggrund var i hvert fald i orden. Det var vigtigt. Inderst inde syntes Pelle, man kun kunne stole på socialismens sabraer. Han var usikker over for alle dem, der var blevet noget så helvedes marxistisk orienterede i lebet af de fire sidste år. Mange af dem var mikromakroædere eller attitudereLativister sidste år, og blev sikkert guruflippere næste år. Der var ikke hold over dem.

 

 

De var fuldkommen overbevist om, at det var dem og Bibliotek Rihodos, der havde introduceret marxismen i Danmark, og sad og fimrede med en masse modeforklaringer og slog den ene fodnote i hovedet med den anden. Som om det var det, det kom an på. "Die Philosophen haben die Welt nur verschieden interpretiert; es kommt aber darauf an, sie zu verändern." Citat slut.

 

 

Evas forældre kendte hele lortet. Når man havde været gennem hetzen under den kolde krig, var der ikke rigtig noget, der kunne bide på en. De slog ikke om sig med citater og fodnoter, men de var udmærket klar over, hvad det hele gik ud på.

 

 

De havde haft det temmelig hårdt. De var på skiftehold, og tit så

de kun hinanden sovende. Men på en eller anden måde var det da alligevel lykkedes dem at få fire børn. Eva havde en søster og en bror, der var æ1dre, og en lillebror på toogtyve.

 

 

De sad og snakkede lidt om, hvordan det gik i al almindelighed. Dunja rodede rundt med klodserne. Hun var åbenbart meget tilfreds med at være der lige for øjeblikket.

 

 

Evas mor gik ud og hentede en rød sodavand til Dunja.

 

 

- Dunja. Kom herop i sofaen, sagde Pelle.

 

 

Det var bedst at holde lidt øje med hende.

 

 

- Nej, hun kan da sagtens have flasken nede på gulvtæppet, sagde Evas mor.

 

 

- Hun vælter den bare.

 

 

- Sludder. Du vælter da ikke flasken, vel, Dunja?

 

 

- Nej, sagde Dunja.

 

 

- Jo, hun gør. Og de pletter er ikke til at få af, sagde Pelle. De kommer alle mulige skrappe farvestoffer i, så man ikke kan se, sodavanden er lavet af roetrævler og essens.

 

 

- Dunja kan nok holde pænt på flasken, sagde Evas mor.

 

 

Der gik da også mindst tre minutter, før hun væltede den. Den røde plet så temmelig skrap ud på det lyse gulvtæppe.

 

 

- Det gør da ikke spor, sagde Evas mor tappert.

 

 

Bedstemødre blev aldrig klogere. Pelles mor var lige sådan.

 

 

Evas far kom ind på politik igen. Han talte om den socialdemokratiske kongres, der samme dag havde stemlt 272-95 for EF. Og det til trods for, at alle gallupundersøgelserne viste, at de fleste menige socialdemokratiske partimedlemmer var modstandere.

 

 

- Ude hos os er de akle sammen mod, sagde han.

 

 

- Ja, jeg tror også, det bliver nej i København, sagde Pelle. Og sikkert også Århus og Helsingør og Munkebo og sådan nogle steder. Men bønderne vil jo absolut have os ind.

 

 

Han lavede en grisk kræmmerbevægelse med hånden.

 

 

-Ja ja, kaufen Sie bitte mein Bauernhof. Ja, und Rindschweine und Kartoffeln mit Gemüse. Sehr billig. Prima prima aus Dänemark.

 

 

Evas far smilede skævt.

 

 

- Sig mig engang, har du ikke tænkt på at melde dig ind i partiet? sagde han.

 

 

- Jo, jeg har tænkt lidt på det, sagde Pelle. Men jeg er ikke så

begejstret for det altsammen. Det er mest det udenrigspolitiske, jeg er uenig i. Og så synes jeg generelt, partiet trænger til et generationsskifte.

 

 

- Det kommer da kun, hvis I unge går ind i det, sagde Evas far meget fornuftigt. Hvad med dig, Eva?

 

 

- Jeg tænker også på det, sagde hun og trak på skuldrene. Men heller ikke mere.

 

 

Eva var medlem af SF, dengang Pelle traf hende. De gik begge to over i VS ved bruddet, og gik samtidig ud igen i '69. Det var en underlig fornemmelse .at være partiløs. Man kunne være aktiv inden for Vietnamarbejdet og venskabsforeninger og forskellige ad hoc-komiteer. For øjeblikket selvfølgelig først og fremmest Folkebevægelsen. Men man manglede alligevel fast grund under fødderne. Så DKP blev faktisk mere og mere en realistisk mulighed, selv om man måtte tage forbehold over partiets negative holdning til Kina.

 

 

Dunja begyndte at klynke lidt.

 

 

- Vi må hellere se at komme ud, før hun bliver helt urimelig, sagde Pelle.

 

 

Men det blev hun alligevel. Hun hylede som en luftværnssirene, da de gik, lige meget hvor mange gange de forsikrede hende, at det ville blive noget så hyggeligt at sove hos mormor og morfar, og at de kom og hentede hende tidligt om morgenen.

 

 

- Jeg vil med. Jeg vil mææææææd, skreg hun.

 

 

Der var ikke andet at gøre end at gøre afskeden kort og se at komme afsted. De kunne høre hende helt nede på gaden. Men hun holdt sikkert op. så snart hun kunne indse, det ikke nyttede noget. Forhåbentlig da.

 

 

7

 

Der var god plads nede på Hånd i Hanke. De fandt en plads i en af sofaerne og bestilte øl. Nogle unge mennesker kvædede hjemmegjorte sange om EF. Det pæneste, man kunne sige om dem, var: Ja ja, de mener det jo så godt ...

 

 

Det var sgu meget dejligt at kunne sidde og drikke et glas øl i fred og ro, uden at have en unge kravlende hen over skoene og op ad buksebenene hele tiden. De skålede og følte sig helt ny på markedet for en gangs skyld.

 

 

- Jeg har tænkt på, om vi ikke skulle købe en ny radio, nu du rigtig begynder at tjene penge, sagde Pelle. Jeg kunne godt tænke mig sådan en, der kunne tage det indre Mongoli og hele tjavsen.

 

 

- Hvorfor det?

 

 

- Det kunne da være skægt.

 

 

Det var Pelles evige omkvæd for tiden: Når du nu begynder at tjene penge ... Efter alle disse magre år var der virkelig Iyse udsigter. Bare skattevæsenet ikke åd hele gevinsten.

 

 

Bent kom ind sammen med en eller anden fordrukken rod, der svinglede ind mod disken. Pelle trak skuldrene op over ørerne som en grib, men det hjalp ikke noget. Bent og fyren satte sig ned ved deres bord. Der var nogle mennesker, der kunne sige: Jeg vil gerne sidde alene, når de ikke havde Iyst til at snakke med folk, der kom ind. Det kunne Pelle ikke.

 

 

Bent var meget hjertelig. Han havde utvivlsomt stået og drukket bajere ude på gaden det meste af dagen.

 

 

- Har du været inde og besøge Valdemar? spurgte han.

 

 

Den pågældende var altså åbenbart kommet på hospitalet.

 

 

- Næ, jeg har ikke haft tid, mumlede Pelle.

 

 

Eva så spørgende ud. Hun kendte ikke nogen, der hed Valdemar. Bare hun ikke spurgte, hvem det var. og Bent så lod ham om at forklare det. Det ville være fjollet.

 

 

- Men hvad faen. Den sidder han også af på den ene balde, sagde Bent.

 

 

Aha.

 

 

Eva åbnede munden for at spørge, hvem han var. Pelle kom hende i forkøbet med en politisk analyse af Sikkerhedsrådets hastemøde om situationen i Mellemøsten. Eva så lidt sur ud, men glemte det igen.

 

 

Druksutten gloede på Pelles Nej-emblem og spurgte, hvad det var. han sagde nej til. Det skulle nok være en forkølet lille vittighed.

 

- Fællesmarkedet, sagde Pelle kort.

 

 

-Jeg glæder mig da til, vi kommer ind, sagde manden. Så må ,man tage en hel masse sprut og cigaretter med over grænsen fra Tyskland.

 

 

- Nå, sagde Pelle.

 

 

- Men du er vel også kommunist, sagde sprituglen og ludede ind over bordet. Ligesom Bent her.

 

 

- Er du kommunist? spurgte Pelle Bent.

 

 

- Årh, sådan lidt derhen ad, du ved, sagde Bent på uldjysk.

 

 

- Ja, jeg forstår kraftædeme ikke, hvorfor I ikke rejser til Rusland, hvis I synes, der er så evigdejligt, sagde Bents ven. Han lød aggressiv. Pelle svarede undvigende.

 

 

Der var selvfølgelig meget, man kunne sige. Blandt andet, at det, han var interesseret i, var at indføre soeialisme i Danmark. Men det tjente ikke noget fornuftigt formål at diskutere med en fulderik.

 

 

Lidt efter spurgte fyren heldigvis Bent, om de ikke meget hellere skulle gå over på et andet værtshus. Han syntes, der var dødssygt her. Da han sagde det, så han udfordrende over på Pelle, som om han håbede, PelLe skulle protestere, så de kunne smække hinanden nogen på skallen. Pelle så ned i sit glas. Bent og fyren gik. Pelle åndede lettet op. Fyren havde virkelig set ud til lidt af hvert, og der skuLLe ikke meget til, før man risikerede at rende ind i en flok øretæver på de små værtshuse.

 

 

Pelle bestilte eo øl til. Han ag Eva sad og snakkede om småting. Hvad der var sket på deres arbejde i dag. Om de skulle tage en tur i skoven på søndag. Den slags.

 

 

En langhåret fyr, der så ud til at være midt i tyverne, kom ind og så sig om. Da han fik øje på Eva lyste han op og stilede lige over til bordet og satte sig. De kunne altså ikke få lov til at være i fred. Pelle havde aldrig set fyren før. Det viste sig, det var en af Evas gamle klassekammerater fra gymnasiet.

 

 

De fik sig en li11e in-snak, mens Pelle sad og kedede sig bravt. Fyren havde brugt nogle år på at "finde sig selv", og nu var han i en fremrykket a1der begyndt at læse til børnehavelærer. Han var så fuld af rigtige meninger, som en ko var fuld af lort.

 

 

Der var fedt inde på seminariet, fortalte fyren, der hed Esben. Hans basisgruppe var i gang med at studere tidlig sovjetisk pædagogik. Den havde været virkelig fed, før Stalin ødelagde det hele. Kreativ. Ungerne havd~e virkelig fået lov til at lege.

 

 

Esben virkede som en af disse bløde fyre, der flipper ud mod det himmelske Iys. Folk af hans type gav Pelle små røde knopper over hele kroppen. Socialisme var kærlighed der var Gud der var en fed tjald der var kreativt arbejde med ungerne der var ... Esben tænkte på at flytte i kollektiv med nogle af de andre fra basisgruppen. Det kunne blive fedt.

 

 

Pelle så så meget som muligt ned i sin øl. Han syntes, det var pinligt, at Eva virkede så interesseret. Hun blev ved med at spørge om praktik og seminariet og det hele. Esben fortalte om en fest inde på seminariet, hvor de alle sammen dansede ringdans, mens tre af pigerne sad inde i midten og slog på bongotrommer. De havde røget nogle fede tjalder, og det havde været helt fedt det hele. Uden at I bliver som børn påny..., tænkte Pelle.

 

 

Han kunne ikke for sin død forstå, hvorfor det var nedvendigt at begrænse sit ordforråd så meget. Han kunne heller ikke lide fyrens vamle og kærlige smil, der flød på ansigtet som en olieplet på vand.

 

 

Esben var selvfølgelig VS'er. Han rullede rundt mellem Marx og Grundtvig og Ebbe Reich og Laing, så Pelles tarme gik i hårdknude. Det var sikkert ham, der rigtig indforstået havde skrevet "Tak for Frederik, Ebbe" alle vegne på gågaden her i sommer. Hvordan kunne Eva dog sidde og falde ind i tonen. Sådan plejede hun da ikke at være.

 

 

En uforsigtig bemærkning fra Evas side røbede, at Pelle underviste i historie. Esben var over ham med det samme. Hvordan var bevidsthedsniveauet? Var undervisningen tilstrækkelig problemorienteret? Esben foretrak selv at arbejde med de små, fordi de var så oprindelige. Syntes Pelle ikke også, at de fleste unger blev helt ødelagt, inden de nåede frem til gymnasiet? Havde han forsøgt at holde sensikursus? Det havde han faktisk ikke.

 

 

Jørgen kom ind. Hans ansigt virkede strengt og furet. Han så sig om med et inderligt misbilligende drag om munden. Så snart han fik øje på Pelle, kom han direkte over. Han blev stående ved bordet. Esben så mildt op på ham.

 

 

- Nå, dav, sagde Jørgen kort til Pelle. Jeg har ledt efter dig.

 

 

Pelle tænkte på at spørge, hvordan helvede han havde fundet på at lede lige her. Det var cirka fire måneder siden, han havde været her sidst. Men Jørgen fontsatte med det samme:

 

 

- Du ved, hende Line, der var oppe hos Julie forleden. Hende kender du, ikke?

 

 

- Jo, sagde Pelle.

 

 

Han forstod ikke en lyd af det hele. Og hvorfor satte Jørgen sig

ikke ned, hvis han ville snakke?

 

 

- Ved du, hvor hendes forældre bor? sagde Jørgen.

 

 

- Ja, sagde Pelle.

 

 

Det mindede sgu om et tredjegradsforhør. Eleven stiller læreren for standretten.

 

 

- Forstår du, hun er død. Overdosis. I en port i Baggesensgade her i dag. Gider du lige komme med over i kollektivet?

 

 

Jamen, jeg kunne da ikke se nogle nålemærker, var det første Pelle tænkte. Så gik det pludselig op for ham, hvad der var sket, og han blev svimmel. Alle de mange stemmer i lokalet bruste sammen og lød som når man holder en konkylie op for øret. En enkelt stemme nede bag fra lokalet skar igennem: Tjener, to hof.

 

 

Esben så ud som om han skulle til at komme med en kommentar. Pelle så over på ham med så flammende et blik, at Esbens forstående ord ramlede baglæns ned i struben på ham. Hvis der var noget, Pelle ikke kunne tage lige for øjeblikket, var det en bemærkning om, at det ikke var ret fedt, Line var død. Eva sagde gudskelov ikke noget. Hun havde selvfalgelig hørt om Line, men vist aldrig set hende. Pelle syntes et øjeblik han kunne mærke et let tryk over skuldrene. Som af Lines ben, når de bollede i deres yndlingsstilling. Han kunne se hendes flade mave hoppe op og ned, når hun grinede. Og de hvide musetænder.

 

 

Der var ikke nogen af dem, der sagde en lyd. I baggrunden var en fyr begyndt på endnu en propagandasang mod EF:

 

 

Hvis du synes at

det er noget pjat

med alt det der med fællesskab

så kan du sige nej...

 

 

Pelle så ned på sine hænder. Mine negle trænger til at blive klippet, tænkte han.

 

 

Jørgen blev stående. Han virkede ikke helt så kommissæragtig nu. Pelle så op på ham og nikkede langsomt. Da han havde rejst sig, kom han i tanke om Eva og vendte sig om mod hende.

 

 

- Vil du med? spurgte han.

 

 

Han kunne selv høre, hans stemme lød anderledes end den plejede.

 

 

- Vil du gerne have det7 spurgte hun blidt.

 

 

Ville han gerne have det?

 

 

- Det må du selv om, mumlede han.

 

 

 

- Jeg kan jo lige så godt blive her, sagde hun. Kommer du tilbage hertil?

 

 

Han så på sit armbåndsur. Klokken var lidt over ti.

 

 

- Måske. Ellers ses vi derhjemme.

 

 

- Ja, sagde Eva.

 

 

Jørgen var allerede på vej ud ad døren. Pelle tog sin frakke ned fra knagen og fulgte efter.

 

 

De sagde ikke noget på vejen. Pelle tænkte på de to år, han havde boet sammen med Line på et lille værelse i Rødovre. Det var gået så godt. Hvad fanden var det egentlig, der var sket? Tresserne var kommet stormende og havde slugt dem alle sammen. Line havde været en af de første, der dukkede under. Pludselig stak hun af til Nepal. Alene. Det skulle kun være en kort tur, så hun kunne finde bedre ud af sig selv. I den første tid sendte hun mange breve. I nogle af dem lagde hun fladtvalsede plader med sort, nepalesisk shit. I de breve skrev hun sådan noget som: "Dear Pelle. I hope you remember Bhogdan from Kathmandu from Tivoli this summer. Here is a little present from my poor country." På den måde var der ikke nogen, der kom i klemme. I de andre breve fortalte hun løst og fast. Hun havde sovet i et sikhtempel, hun havde drømt hun bollede med Pelle, men så blev han pludselig forvandlet til en elefant, hun havde diarre, hun havde snakket med en fyr, der ville prøve at komme op til Mt. Everest.

 

 

Senere var der blevet længere mellem brevene. Hun blev fløjet hjem, ,da hun fik gulsot. De flyttede sammen igen, men det viste sig hurtigt, at de ikke mere talte samme sprog. Hvor meget de end prøvede at komme videre, havde det vist sig, det hele var forbi. Tressernes flodbølge havde været for stor til dem. Da den trak sig tilbage, var der vendt op og ned på det hele. De lå på stranden slængt hver sit sted hen.

 

 

Det lyder sgu som en ugebladsnovelle, tænkte Pelle besk. Det var dffværre bare rigtigt. Kan vi glemme fortiden og gå ind i den ny dag med hinanden i hænderne? Det kunne de altså ikke. For at bruge en anden jargon end Søndags-BTs var der opstået en kommunikationskløft mellem dem.

 

 

De blev enige om at finde et nyt forhold til hinanden. Stadig bo sammen, men i højere grad leve hver sit liv. Det gik selvfølgelig slet ikke. Synes du det er bedre, hvis vi flytter fra hinanden lidt? sagde Line den sidste dag. Han trak på skuldrene. Måske. Skal vi så ikke sige, vi mødes igen om fjorten dage, sagde Line. Det kan være, vi bare trænger til at puste lidt ud, hver for sig. De mødtes ikke. Han havde set hende et par gange på Strøget i de forløbne år. Og så forleden. Og nu...

 

 

De var kommet hen til kollektivet. Jørgen gik i forvejen op ad trappen. Han trådte tungt til. Et par andre sad inde hos Julie, der virkede forgrædt og sølle. Pelle kunne stadig ikke tænke på, at Line var død. Det var ikke til at forstå. Måske burde det ikke gå ham så hårdt på. Han kendlte hende jo ikke mere. Burde burde. Han satte sig tungt ned på skrivebordsstolen.

 

 

Jørgen så sig am. Der var noget hårdt og mørkt over hans ansigt. Han virkede ældre end sytten år.

 

 

- Pelle kender Line og ved, hvor hendes forældre bor, sagde han. De andre nikkede tavst.

 

 

- Ringer du til dem? spurgte Jørgen.

 

 

- Jeg?

 

 

Villaen i Vangede. Hendes mors evindelige småkager. Faderens lille eksportforretning. Hans latterlige Hitleroverskæg. Reaktionære meninger. De havde lært at leve med hinanden. Lade være med at diskutere politik. Holde sig til almindeligheder. Selv om det holdt hårdt. Ville du tro, Line har været så lyshåret engang? sagde hendes mor og viste en lok hvidt hår frem. Hun var så sød dengang. Moren så misbilligende over på Line, der sad henslængt i en stol i cowboybukser og afghanervest. Hun var rigtig sin mors pige. Og det skal hun såmænd nok blive igen. Det sidste lød decideret truende. Jeg har en meget stærk vilje, sagde moren. Det skulle lyde lidt spøgende. Det gjorde det ikke. Line krøb længere ned i stolen. Pelle sagde ingenting. Moren rakte hårlokkken frem, for at Pelle kunne se på den. Det var hår. Han rakte den tilbage igen. Moren tabte den ned i sin kaffekop. Den var våd og brun, da hun trak den op igen. Pelle og Line blev blå i hovedet af grin. Moren var lige ved at græde.

 

 

Senere. Det var begyndt at gå rigtig ad helvede til. Line endnu mere utilnærmelig. Næsten aldrig hjemme. Pludselig kom hendes far over. Alvorlig. Jeg må snakke med dig, Pelle. Det skulle være hjerte til hjerte, mandfolk til mandfolk. Pelle var også ked af udviklingen, men han kunne ikke tale med hendes far. Faren havde troet, Pelle opmuntrede Line til at færdes i de kredse. Det gjorde Pelle ikke, men han kunne på den anden side ikke bestemme over hendes liv. Faren sad på værelset i Rødovre og så ned på sine velpudsede sko. Han forstod ikke en Iyd af det hele. Til sidst gik han. Jeg ved, du vil Line det godt, sagde han og gav højtideligt Pelle hånden. Det var vel en uges tid før Pelle og Line flyttede fra hinanden.

 

 

Nej, han kunne ikke tale med hendes forældre.

 

 

- Har politiet ikke ringet til dem? spurgte han.

 

 

- Der var ingen af os, der vidste, hvem hendes forældre var. sagde Jørgen. Der er ikke engang,nogen af os, der ved, hvad hun hedder til efternavn.

 

 

 

- Så ringer jeg til politiet og siger det, sagde Pelle.

 

 

Jørgen så misbilligende ud. Det kunne Pelle ikke gøre noget ved. Et stykke tid var der ingen, der sagde noget.

 

 

- Hvordan skete det? sagde Pelle.

 

 

5ørgen så op. Der var et isnende glimt af had i hans øjne.

 

 

- Det er mord, sagde han. Det er Mark, der har myrdet hende. Nogle af de andre nikkede langsomt.

 

 

- Hvordan det? fik Pelle sagt.

 

 

- Hun var på den. Meget langt nede, allerede da hun kom her. Hun flyttede herind for at komme ud af det. Og så fandt hun ud af, hvordan Mark sidder og laver den. Han er en af de allerværste hajer. Han sælger kun shit til småpusherne, Inår han kan sælge base samtidig. Han har fået masser af de små hooked. Og sådan nogle som Line sugede han simpelt hen alt ud af. Hun fandt ud af, hun ville gå til politiet. Hun ville ind til afvænning. Og så ville hun have Mark knaldet. Det var hun dum nok til at sige til ham. Det er ikke så smart, når man stadig er på den.

 

 

- Og så?

 

 

Pelle hviskede næsten.

 

 

- Årh, du ved, det er det nemmeste i verden, sagde Jørgen. Han forsøgte at lyde nonchalant, men det lykkedes ikke. Der er kommet ny forsyning base, ikke? Pissebilligt. Og lidt stærkere end det plejer at være. Men det kunne Line jo ikke vide. Og så...

 

 

Han vrængede og slog ud med hænderne:

 

 

- Overdosis. Bang. Ind til obduktion ...

 

 

Tavsheden var noget korporligt Pelle var bare mat. Det var for meget. Han havde ikke ressourcer til mere. Jørgen sad sammenkrøbet, som en kat før springet.

 

 

- Vil du se hende? sagde Jørgen. Det kan du godt komme til. Ude yå Retsmedicinsk.

 

 

- Nej, sagde Pelle. Nej, jeg vil ikke se hende.

 

 

Han tav lidt og fortsatte så:

 

 

- Hvad vil I gøre ved det?

 

 

- Hvad vil vi gøre ved det. Pelle?