oprindelig under titlen "jeg har lyttet og hørt hjertet banke" i "Imod fremtids fjerne mål" (1975)

- Hvilket udseende har Danmarks øer så ifolge Blicher? spurgte hr. Hansen. Ja, du, Viggo.

- Et yndigt udseende.

- Ja. Og hvad mere?

- Venligt.

- Det var godt. Og?

-Øh.

- Nå, det kan du ikke. Hvem kan? Du Ernst? Du er altid så flink. Hvad var det sidste?

- Fredsælt.

- Ja, netop. Yndigt, venligt og fredsælt. Og hvad betyder så fredsælt, Ennst?

- Fred ... sælt? Det ... betyder ... øh, sådan bare fredeligt.

- Det betyder fredeligt eller uforstyrret, ja. Det var godt. Og når man i tankerne går tilbage til deres oprindelse, hvad kommer man så til at tænke på?

- Ikke på noget.

- Hvad mener du med det?

- Jo, altså. Man kommer ikke til at tænke på noget særligt.

- Hvad vil det sige - ikke noget særligt?

- Jo, altså, ikke nogen særlige naturbegivenheder.

- Nej, det er rigtigt. Hvad kommer man især ikke til at tænke på?

- Jordskælv.

- Og hvorfor ikke det? Hvad er øenne da ikke?

- Opkastede.

Fnis fnis fra rækkerne.

- Det var jeg sgu også lige ved i går aftes, mumlede Jan over til Pelle.

Hr. Hansen så op med Iyn bag brilleglassene.

- Var der nogen, der havde noget at sige?

Duknakket tavshed i klassen, og skæve smil der skjultes bag de foransiddende .

- De var ikke opkastede af jordskælv, og hvad var de heller ikke?

- Gennemfurede.

Pelle lavede et lille sjofelt tegn med højre pegefinger og venstre pege- og tommelfinger lukket over til Michael og hviskede: Gennemborede. Michael spruttede af grin, men holdt sit røde ansigt helt ned til pulten, så hr. Hansen opdagede ikke noget denne gang.

- Hvad var de så ikke gennemfurede af?

- Vandfloder.

- Hvad betyder så vandfloder?

- Det er bare nogle store floder med en masse vand i.

- Nej, det kan jeg forsikre dig for, det ikke er. Er der ingen, der har det rigtige? ... du kan godt sætte dig, Ernst. Hvem ved, hvad "vandfloder" betyder. Ja, du Michael?

- Sådan en stormflod eller sådan en oversvømmelse der kommer ned over landet.

- Ja, hvornår kunne man tænke sig, der kunne komme sådan en vandflod?

- I ... i istiden, måske?

- Ja, det kunne man måske nok tænke sig, men Blicher mener altså, at øernes udseende ikke bærer præg af at være gennemskåret af sådanne vandfloder. Hvad mener han snarere, de danske øer er?

Pelle lukkede resolut ørerne for alt det pladder om danske øer og hvorfor ikke og bladede rundt i bogen. Det var noget lort, det meste af det. Holberg var så stiv og kedelig, at det var til at brække sig over, og HC Andersen var kun for pattebørn. Blicher plaprede løs den ene side efter den anden om, hvordan der så ud inde i en stue, og Hertz var så dum, at det gjorde helt ondt. Bvadr. Der var et digt af en, der hed Aarestrup. Det lød til gengæld helt frækt:

Kors i hytten, det måtte være en røv, han tænkte på. To halvkugler med et brunt øje. Roskilde Propforening. Der var ingen tvivl. Drengen ind mellem halvkuglerne. Det måtte han faneme vise Jan efter timen. Lige nu turde han ikke, for hr. Hansen var ved at skælde ud på Torben, der ikke havde været klar over, at Jyllands våninger vorde mod vesten alt slettere og slettere, lavere og lavere.

Han dukkede sig og bladrede videre. Det var en spøjs fyr, ham Aarestrup. Der måtte være mere af det frække et eller andet sted.

Åe. Gvung. Han sank forelsket sammen og s,tirrede ned på ordene. Lige i solar plexus, mand. Sig syngende lod sneen af dine fødder trykke. Han ville gerne være den sne. GURLI, begyndte han at skrive på sin svenskbogs brune papiromslag O kom igen tilsyne I stillinger - o, lykke, mit kød og blod må savne, men opnås af min skygge.

Sig syngende lod Pelle af Gurlis fødder trykke, tænkte han, mens han stirrede over mod Husumparken. Træerne duvede mildt i den lune aprilbrise. Gråspurvene hoppede rundt ovre på legeren. Gurligurligurligurli. Deres legemer skulle favnes i elskovs hede kamp. Mon ikke. De skulle favne legemer i elskovs hede dyst, mens fuglene de kvidrer, og ellers alt er tyst. Han var helt hul af forelskelse indvendig. Mærkeligt, for i går ved samme tid var Gurli en udtværet erindring for engang for længe siden og en pige ovre i de store pigers gård, en tredje mellemer med barm og stivskørter. En af dem der vandrede rundt midt i en lang kæde fnisende tøser med armene om halsen på de to ved siden af, mens de hviskede og tiskede, så det ikke var til at holde ud. Endnu i går aftes havde hun kun været en af flere muligheder. Men nu. Han så, hvordan han og hun stod som unge birketræer i den lyse, nordiske nat; de stod helt tæt op ad hinanden, og hendes ru læber strejfede hans. Et sommerfuglekys, mens månen lyste bag kvistene. Han kom til at tænke på den lede fætter med vatskuldrene. Det kunne hun ikke mene alvorligt. Når hun så hans store, ægte forelskelse, ville hun smelte. De ville se hinanden dybt i øjnene ovre på isbaren nu i eftermiddag, og så ville alting blive anderledes. De andre kunne grine, lige så tosset de ville. Det var noget andet med ham og Gurli. Når de holdt hinanden i hænderne og gik tur henover nypløjede marker, mens kragerne hoppede stift afsted efter ploven, ville de stirre målbevidst ind i den samme fremtid, og med små mellemrum ville de se over på hinanden, og i deres tindrende smil ...

- PEL - LE! sagde hr. Hansen.

Han fór sammen og så op. roligt og sikkert, som om han var helt klar over, hvad manden var ude på. Det tricks hjalp nogle gange, det var bare om at tage tilstrækkelig overlegent på det. Men denne gang måtte der have været noget fraværende i hans blik, der røbede ham.

- Sover du? spurgte hr. Hansen næsten kælent.

- Nej. Selvfølgelig ikke.

-Hvorhen er de så bøjet? spurgte hr. Hansen meget tydeligt, med isnende militærisk præcision.

Hvad for nogle er bøjet hvordan? Øerne, formodentlig. Sludder. Hvad så? Jyderne? Krumryggede jyder?

Klokken ringede. Reddet. Folket begyndte skramlende at rejse sig.

- BLIV SIDDENDE! tordnede hr. Hansen. Nå, hvorhen er de så bøjet?

Satans.

- Mod jorden, af slid og møje, sagde Pelle. Det lød i hvert fald meget blichersk.

- HVAD? brølede hr. Hansen. Hvad er bøjet?

- Øe . . . jyderne.

Gnæggende latter fra alle pulte. Et besk smil fra hr. Hansen. Det var lige det, han havde ventet.

- Træernes kroner er alle bøjede mod østen, råbte han. Hvad for nogle træer? I egekrattet. Og hvad er egekrattet? Purlet. Og hvad betyder så purlet? Det ved du selvfølgelig heller ikke. Ja, tænkte jeg det ikke nok. Det er for dårligt, Pelle, alt for dårligt. Vil du ikke gerne med op i fjerde mellem? Eller havde du tænkt dig at blive dropskoger?

-Nej, sagde Pelle forsagt. Hvorfor skulle han dog koge drops?

- I kan gå nu, sagde læreren med cæsarstemme og viftede ud med hånden over klassen. Så skrev han et lille mærke ud for Pelles navn i sin notesbog. Det var skideuretfærdigt, for Pelle vidste godt, hvad purlet betød.

Nede i de store drenges gård vadede de rundt som fanger i Vridsløselille. Gårdvagterne gik rundt med hænderne omme bag på ryggen og store, stinkende piber i munden.

- Nå, Hans Haps var nok ude efter dig i dag? sagde Jan.

- Op i røven med ham, sagde Pelle. Jeg skal sgu ikke være dansklærer alligevel. Jeg skal være jurist.

Gymnastiksalen var pyntet, så den lignede en pyntet ,gymnastiksal. Bordene med papirsdugene var lige taget ud. Aftenen var startet med te og sigtebrød med skoleost, mens hr. Danielsen fortalte historiske anekdoter om Bismarck og Frederik den anden og hr. Hansen læste højt af Johannes V. Jensen. Til sidst havde nogle piger fra Gurlis klasse sunget en kanon på tysk. Dermed var underholdningen afsluttet, og man kunne gå over til dansen.

Folk stod og hang op ad ribberne og så komplet forladte ud. Der var livlig trafik til og fra toiletterne og ind i klasseværelset ved siden af, hvor man kunne købe appelsinvand og grape tonic. Ernst stod kraprød i hovedet og fortalte, at han havde taget en miniatureflaske King George med i inderlommen til at hælde i grape tonicen. Han havde a11erede prøvet at tage en lille slurk af den, og kors hvor det sved.

Der blev sat en foxtrot på, og nervøsiteten steg til uanede højder. Gulvet var så stort og øde som en skøjtebane i tøvejr. Den mørkebrune fernis var slidt af, så lange gule striber grinede igennem. Pelle var ved at aflægge beretning om første del af DSPs generalforsamling for Jan. Han skelede kraftigt udad på begge øjne for at holde øje med Viggo og Gurli. Viggo stod og snakkede brannerter med Ernst og en lille beundrende flok umælende. Gurli sammenlignede åbenbart stivskørter med nogle klassekammerater. Alle mennesker holdt sig til deres klasse endnu. Gurli havde selvfølgelig ikke briller på, når der var fest, men hun havde sat håret op i en fjollet lille knude i nakken. Men kors i helvede, hvor var hun vidunderligt smuk med sin hvide, halvgennem sigtige bluse, hvorigennem man anede bh'ens panser, og sin vide blå taftnederdel. Hun havde røde dansesko med lav hæl på og skinnende nylonstrømper.

Den betroede mand fra 3. ema, der havde ansvaret for grammofonen, satte en quickstep på. Enkelte dumdristige vovede sig over gulvets øde vidder til pigeklumperne og fik under megen skæmt og moro trukket et par piger ud på gulvet, hvor de kastede sig ud i halsbrækkende øvelser. Skulle man? Nej, ikke lige nu. Om lidt måske.

Nu var der fire-fem par ude, og Viggo strøg pludselig tværs over gulvet, som om han kørte på skinner. Et øjeblik efter dansede han quickstep med Gurli i dobbelt tempo. Han gennemprøvede en række eksotiske øvelser og svingede rundt med Gurli, så det var en Iyst. Pelle så dystert til, mens han fortalte Jan, at de ikke var blevet færdige med generalforsamlingen og skulle fortsætte fredag.

De næste syv danse monopoliserede Viggo totalt Gurli. Det var altsammen den slags danse, man skulle kunne. Med rigtige danseskoletrin. Rhumba og samba og rheinländerpolka og guderne alene måtte vide hvad. Pelle havde fået støbt fødderne fast i en stor cementklods og havde anlagt et passende højrøvet udtryk, for at man ikke skulle tro, han kedede sig. Barnepjat. Hvis det kunne more dem at skabe sig så for hans skyld ingen alarm.

- Du, sagde Ernst og hev ud i hans jakkeærme. Kom lige med udenfor.

De gik ud i gårdoen. Jan luskede efter. Ude i det frysende mørke trak Ernst sin lillebitte flaske frem, og de fik hver et bøv. Det flåede mandlerne op og løb så som en lille varm strøm hele vejen ned gennem kroppen og ud i nosserne. Pelle lagde hovedet bagover og drak den kølige luft ind med udspilede næsebor. I krig, manne. Nu eller aldrig. Meld admiralen, at jeg døde stående.

Netop som han havde belavet sig på at skride ind og ruske Gurli ud af Viggos slibrige favntag, så han Viggo komme daskende ud.

- Hello, børnidz, sagde Viggo. Står man og får sig en gibbernakker?

- Ja, bare tag et drøn med. sagde Ernst gæstfri. Men pas på. Der er ikke så meget tilbage.

Viggo skyllede munden i whisky og rømmede sig mandigt. Jan var gået ind igen, og Ernst sagde, han ville se, om der var andre, der havde taget noget med.

- Viggo, sagde Pelle. Jeg udfordrer dig til duel på brandøkser.

- Hvi, ædle ridder? sagde Viggo i stilen.

- Lad os kæmpe om jomfru Gurlis gunst.

- Aha. Er man interesseret?

- Tja, ved du hvad, sagde Pelle med en helt anden stemme. Den fortrolige kammeratstemme. Jeg har sgu ikke fået et slag fisse i månedsvis, så nu syntes jeg lige så godt...

- Hvor vover du at tage sådanne ord i din mund? Du burde hænges op i tommeltotterne og ristes levende.

-For Guds kærligheds skyld, Montresor. For Guds kærligheds skyl,d.

- Nå, men lad os da duellere. Eller rettere: Lad os spille plat og krone, sagde Viggo. Plat så vinder jeg, krone så taber du.

- Nå, så det troede du, sagde Pelle. Whiskyslurken varmede stadig om både hjernen, maven og andre organer. Næ, du tager krone, jeg tager plat. Den der vinder, må overtage skøn Gurli for resten af aftenen. Og natten med.

- OK, bros, sagde Viggo og halede en enkrone frem. De spillede, og plat kom op.

- Du har lidt et forsmædeligt nederlag, sagde Pelle. Jeg overtager den skønne.

- Lad os gå ind og fortælle hende nyheden, sagde Viggo.

De gik ind i gymnasti,ksalen, men Gurli var ikke at se nogen steder. De stod og hang med ørerne en fem minutters tid. Så kom hun op fra pigelokummerne.

- Gurli, sagde Viggo. Jeg har tabt dig i spil. For fremtiden tilhører du Pelle Erobreren der.

Gurli fniste uhæmmet. De blev stående alle tre og så på hinanden. Så foreslog Pelle Gurli, de dansede. Hun blinkede koket til Viggo og dansede ud med Pelle. Det var igen en af de danse, man skulle lære. Pelle havde ikke lært den. Han skrabede op og ned ad Gurlis skinneben. De sagde ikke et ord til hinanden, mens de dansede.

Så snart pladen var ved at løbe ud, sagde Gurli: - Jeg skal lige på wc, og pilede ud, før Pelle kunne nå at gøre indsigelser. Det lød da underligt. Det havde hun jo lige været.

Han gik over og stillede sig op ad ribberne igen. Lidt efter kom Gurli ind sammen med Viggo, og de dansede sammen resten af aftenen. Når de ikke lige dansede, stod de og holdt hinanden li hænderne. Det var faneme uretfærdigt, når det var ham, der havde vundet.

Pelle blev langsomt til en træg sort klat af melankoli, mens han stod og gloede ud over dansegulvet. Det var også bare fordi han ikke havde fulgt fremstødet med Gurli op, men havde givet op på halvvejen på grund af hende Suzanne. Det skulle han aldrig have gjort. Han følte det, som om han havde kastet grams (eller hvad det nu hed) på sin eneste sande elskede til fordel for en døgnets flane, rendt fra nål og tråd.

Den ulmende fornemmelse i maven blev efterhånden for voldsom, så han gik ud i gården for at hælde en slurk kold luft ovenpå. Der lød fnisen ovre fra cykelskurene. Man kunne svagt skelne Brita og Ernst, der stod og ragede på hinanden.

Pelle gad ikke gå indenfor igen. Duknakket traskede han hjem til rækkehuset.