100 millioner

En fast ingrediens i læserbrevene i Jyllands-Posten og Berlingske Tidende er påstanden: Kommunismen er et morderisk system, der har kostet 100 millioner mennesker livet. Kommunisterne har fem gange så mange liv på samvittigheden som nazisterne, så kommunisme er fem gange værre end nazisme.

100 millioner er et meget stort tal og et meget rundt tal, så derfor synes man sjældent, man behøver at argumentere mere for det eller fortælle, hvordan man er kommet frem til lige netop det tal.

Faktisk er der tale om to forskellige beregninger, der når frem til samme slutfacit. Den første er foretaget af professor RJ Rummel fra University of Hawaii, i Danmark i reglen formidlet gennem Rummels ven og kampfælle, den svenske politiker Per Ahlmark.

Rummel har omhyggeligt opnoteret alle rapporter om drab og massakrer, han er stødt på, og har så lagt tallene sammen uden at foretage nogen form for kildekritik. Det er selvfølgelig en helt uvidenskabelig fremgangsmåde, men man får nogle meget store tal frem på den måde.

Rummel når frem til, at det sovjetiske regime dræbte 61.911.000 mennesker i perioden 1917-87, mens det kommunistiske Kina dræbte 35.236.000 og Pol Pot-styret i Cambodja 2.035.000. (RJ Rummel: Death by Government, 1997 s. 4). Det giver så godt 100 millioner.

Danske borgerlige politkere og læserbrevsskribenter brugte Rummels tal, indtil Courtois’ Kommunismens sorte bog udkom på dansk. Så skiftede de over til Courtois’ beregninger.

Courtois opererer også med 100 millioner ofre for kommunismen, men tallet er sammensat på en helt anden måde. Han opererer med 65 millioner dødsofre i Kina, 20 millioner i Sovjetunionen, 2 millioner i Cambodja og 1 million i Vietnam (Black Book of Communism 1999, s. 4).

Jeg har ikke set nogen af de danske borgerlige politikere og læserbrevsskribenter give udtryk for, at de overhovedet har bemærket, at de således uden videre har skåret antallet af sovjetiske ofre ned til en tredjedel og næsten fordoblet antallet af kinesiske ofre fra den ene dag til den anden.

De fleste venstreorienterede skribenter har undladt at kommentere dette forhold, fordi de selvfølgelig ikke vil have, at man skal opfatte det, som om de kunne finde på at forsvare de myrderier, der er foregået i socialismens navn. Vi ved alle sammen, at et meget stort antal mennesker blev dræbt under Stalins terror,

Pol Pots vanvittige styre osv. Hvis ét menneske er dræbt i socialismens navn, er det et menneske for meget, og derfor indlader man sig nødig på at tælle lig.

Ikke desto mindre har det dog vel en historisk interesse at finde frem til uhyrlighedernes omfang.

Da antallet at ofre tit bliver sammenlignet med nazismens ofre, og nazismen dermed bliver fremstillet som mindre skadelig end kommunismen, kan der også være grund til at se på, hvad vi sammenligner.

Der er et par spørgsmål, man må stille, før man overhovedet begynder.

1. Hvilken periode beskæftiger vi os med? Kan man uden videre sammenligne tallet for 12 år under nazismen med tallet for 74 år under Sovjet-kommunismen?

2. Er det kun kommunismen og nazismen, der må sammenlignes, eller er det også relevant at inddrage ofrene for vores eget samfundssystem, hvad enten man nu kalder det kapitalisme eller imperialisme?

3. Når vi taler om dødsofre, regner vi så kun med dem, der direkte er henrettet, eller tæller vi også dem med, der er døde af sult og sygdomme – der i større eller mindre grad er fremkaldt eller forværret af et økonomisk system?

Lad os se på et par eksempler. Når Courtois opererer med 65 millioner ofre for den kinesiske kommunisme, er de fleste af dem døde af sult, især som ofre for den store hungersnød 1959-61. Det anslås, at mellem 20 og 43 millioner døde under denne hungersnød, der i vidt omfang skyldtes den totalt forfejlede økonomiske planlægning under det såkaldte store spring fremad. Det hedder i kommunismens sorte bog (amr. udgave s. 495), at dødstallet steg fra 11 procent i 1957 til 29 procent i 1960. Bortset fra at det selvfølgelig skal være promille og ikke procent, er det ikke helt galt. Det faktiske tal var 10,8 promille i 1957 og 25,43 i 1960 . Men Courtois nævner ikke, at det var 20,0 i 1949 og derefter faldt til det halve på otte år frem til 1957, eller at det allerede i 1962 var faldet igen til 10,02. Det nåede et minimum af 6,21 i 1979, lige før de kapitalistiske reformer satte ind, hvorefter det er steget en smule til 6,8.

Hvis det store dødstal 1959-61 er kommunismens skyld, er det så kommunismens fortjeneste, at millioner af menneskeliv er reddet i perioden 1949-59 og efter 1962?

I Indien var dødstallet i 1960 24 promille – hvilket er nogenlunde på højde med, hvad det var i Kina samme år, det værste hungersnødsår. Men i Indien lå tallet højt og stabilt hele perioden igennem og faldt først mærkbart i halvfjerdserne og firserne. Er det så kapitalismens skyld, at millioner af indere døde af sult, når det kinesiske eksempel havde vist, at det var muligt at halvere dødeligheden?

De seneste tal for dødeligheden (http://www.nationmaster.com/graph-T/peo_dea_rat&int=-1) er 8,6 promille i Indien og 6,8 i Kina, men f.eks. 26,2 i Botswana, 18,8 i Sierra Leone, 17,4 i Afghanistan og 14,9 i Haiti. Hvis skyld er så det?

Nogle vil måske indvende, at hungersnød under kommunismen er direkte fremkaldt af det økonomiske og politiske system, mens hungersnød i kapitalistiske og koloniale lande er en art naturtilstand. Men det holder ikke. Omfanget af den irske hungersnød i 1840’erne hang i højeste grad sammen med den engelske regerings liberalistiske dogmer. Hungersnøden i Niger i 1931 var direkte fremkaldt af, at den franske kolonimagt tvangsudskrev arbejdsføre mænd til bygning af veje og jernbaner, så de ikke kunne dyrke deres marker. Hungersnøden i Vestbengalen i 1943, der krævede millioner af ofre, havde politiske årsager.

Læs også Mike Davis: Late Victorian Holocausts, Verso 2001 om den økonomiske og politiske baggrund for hungersnøden i bl.a. Kina og Indien i slutningen af det 19. århundrede.

I vor egen tid fører den såkaldte strukturtilpasning, der påtvinges den tredje verdens lande, til en ekstrem ulighed med sygdomme og sult til følge.

Hvis man vender sig til Cambodja, varierer tallene af ofre for Pol Pots regime fra mindre end en til over to millioner. At tallet er meget højt, er der ingen tvivl om. Hertil skal lægges ofrene for de amerikanske luftbombardementer (formodentlig en halv til en million) og ofrene for borgerkrigen efter at Lon Nol med USA’s støtte havde kuppet sig til magten. De eneste nogenlunde pålidelige folketællinger viser, at Cambodja havde et befolkningstal på 5,7 millioner i 1962 og 11,4 millioner i 1998. Hvis befolkningstilvæksten i perioden 1970-80 havde været 3 % p.a., skulle der have været 9,4 millioner indbyggere i 1980, men det amerikanske Census Bureau anslår, at der ikke var mere end 6,5 millioner. Det er uvist, i hvor høj grad fødselstallet faldt under Pol Pot. Nogle kilder regner med, at det i 1978 kun var på 1,1 %. Hvis man opererer med et langsomt faldende fødselstal frem til 1979, skulle Cambodja have haft et befolkningstal på 8,5 millioner i 1980, og der mangler dermed to millioner. Man ved, at omkring 700.000 mennesker flygtede fra Cambodja under Pol Pot-regimet. Amerikanerne kastede flere bomber over Cambodja end der blev kastet over Tyskland under hele anden verdenskrig. Alligevel regner Rummel med, at kun 30.000 mennesker blev dræbt af de amerikanske bomber. Pol Pot-regimet opgav tal på mellem en og to millioner. Fremtidens forskere må prøve at finde ud af, hvor mange af de ca. 1,3 millioner, der omkom, blev dræbt af amerikanernes bomber og hvor mange af Pol Pots regering. Hvis man kan bruge antallet af bombeofre i Vietnam som målestok, ligger tallene for ofrene for

USA's terrorkrig måske på omkring 700.000 og antallet af ofre for Pol Pots despotiske regime på omkring 600.000. Det er under alle omstændigheder et uhyggeligt stort tal.

Om Pol Pots ofre skal lægges på kommunismens konto er derimod ikke ganske sikkert. Som bekendt blev Pol Pot afsat af det socialistiske Vietnams militære styrker, mens USA blev ved med at støtte hans regime i FN. Da Pol Pot sad ved magten, var hans vigtigste allierede Kina, der på det tidspunkt var i nært om end i vidt omfang hemmeligt militært samarbejde med USA. Således sendte kineserne uiguriske frivillige til Afghanistan, hvor de i et sælsomt rollespil agerede afghanske mujaheddin, der blev trænet af CIA, og Kina tillod USA at oprette satellitsporingsstationer på kinesisk jord for at dirigere kampen i Afghanistan (se John K. Cooley: Unholy Wars, 2001).

En anden måde, hvorpå man kan nå frem til store tal, er lægge tabstallene i krige på kommunismens konto. Bent Jensen mener således, at borgerkrigen i Rusland 1918-21 er kommunisternes skyld. De kunne jo bare have ladet være med at lave revolution.

Nogle krige er i højere grad end andre bestemte lederes og systemers skyld. Hvis man giver Hitler og de japanske militarister skylden for anden verdenskrig, hvilket vel ikke er urimeligt, så har nazismen allerede på den konto været skyld i tabet af 50-60 millioner menneskeliv.

Hvor mange menneskeliv, imperialismen og kolonialismen har kostet, er vanskeligt at gøre op. Der findes en tabel i Le livre noir du capitalisme (Le temps des cerises, 2001), s. 460-62, der regner med mere end hundrede millioner. Alene den amerikanske angrebskrig i Vietnam kostede omkring tre millioner mennesker livet.

Hvis man går tilstrækkeligt langt tilbage – f.eks. til udryddelsen af den oprindelige befolkning i Nord- og Sydamerika – og frem til vore dage, og hvis man medtager alle dem, der er døde af sult og sygdomme, der kunne have været undgået, må kapitalismens og kolonialismens ofre tælles i milliarder.

Ofre er vel i øvrig ikke kun dødsofre. Man kan også lide under et system på andre måder. Her kan man for eksempel nævne de lidelser, Stalins terrorregime udsatte folkegrupper som volgatyskerne og tjetjenerne for, da de blev tvangsforflyttet, eller de tilsvarende lidelser, befolkningen i Thule, på Bikini og Diego Garcia blev udsat for, da danskerne og amerikanerne tvangsforflyttede dem.

Mindst én milliard mennesker i verden må i dag klare sig for under en dollar om dagen. Hvis den ene milliard mennesker i den rige verden hver dag afsatte prisen på en dåse kattemad til formålet, ville de fattigste få fordoblet deres levefod. Men det gør vi ikke.

Medicinalfirmaene vil meget hellere lave potenspiller til ældre mennesker i den rige verden end gøre en aktiv indsats mod tropesygdomme, der dræber millioner, for der er ikke penge i de fattige.

Når fattige lande som Cuba og Kina kunne indføre bedre undervisnings- og sundhedssystemer, kunne de rige lande vel også gøre en indsats, så alle børn i verden får mulighed for at gå i skole og alle syge kan få lægehjælp.

Markedsøkonomien er god til at lave varer - uanset om der er brug for dem eller ej - og god til at skabe rigdom til nogle. Men den er ikke god til at skabe velfærd for alle. Hvis de syge og fattige skal konkurrere frit for at få medicin og mad, så dør de af det. Liberalismen dræber.

Nogle bøger, der er gode af få forstand af, er – ud over de allerede nævnte - David E. Stannard: American Holocaust (Oxford University Press 1992), Russell Thornton: American Indian Holocaust (University of Oklahoma Press 1987), Marc Ferro (red.): Le livre noir du colonialisme (Robert Laffont 2003), Yves Benot: Massacres coloniaux (La Découverte 2001), Mander & Goldsmith (udg.): The Case against the Global Economy (Earthscan 2001), William Greider: One World,

Ready or Not (Simon & Schuster 1997), Gregory J. Millman: Vandals Crown (Free Press 1995), Jim Yong Kim m.fl. (red.): Dying for Growth (Common Courage 2000), Amartya Sen: Poverty and Famines (Oxford University Press 1981), Robert Kurz: Schwarzbuch Kapitalismus (Ullstein 2002), William Blum: Rogue State (Common Courage 2000), Mecklenburg & Wippermann (red.): “Roter Holocaust”? Kritik des Schwarzbuch des Kommunismus (Konkret 1998), J. Arch Getty: Origins of the Great Purges (Cambridge University Press 1985), Vadim Z. Rogovin: 1937 – Stalin’s Year of Terror (Mehring 1998).

Hvis man nøjes med at tælle dem, der direkte er henrettet eller likvideret, og hvis man ser på antallet ofre pr. år det pågældende regime har været ved magten, er der for mig at se ingen tvivl om, at nazismen er langt det mest morderiske system.

Det er af stor historisk interesse at få klarlagt disse forhold. Men uanset hvor store tallene, viser sig at være, mener jeg, at der er nogle ting, man allerede nu kan fastslå:

Inden for alle økonomiske og politiske systemer er der begået omfattende myrderier. Der er en vis tendens til, at de lande, der kaldte sig socialistiske, hovedsagelig har myrdet mennesker i deres egne lande, mens de kapitalistiske og imperialistiske lande hovedsagelig har myrdet mennesker i andre lande og/eller mennesker med en anden hudfarve end den grå-lyserøde grisefarve, de fleste magthavere i disse lande selv har. Det er vanskeligt at sige, at det ene skulle være bedre end det andet.

Nazismen skiller sig ud fra alle andre systemer ved at bygge på det, der i almindelig daglig tale må kaldes ondskab. Nazismen hævder ligesom satanismen, at den stærke har ret til at træde den svage under fode, og at bestemte racer og folkegrupper har ret til at undertrykke andre.

Kapitalismen hævder ligesom nazismen den stærkes ret i fri konkurrence, men har også en slags voodoo- eller mumbojumbo-tro på markedets store usynlige hånd, der griber ind og vender alt til det bedste. Hvis man bare lukker øjnene og undlader at bruge sin fornuft, så går det nok. Kapitalismens værste træk har historisk været mildnet af kristendommen og humanitære tankegange. Når kapitalismen og imperialismen har ført til så megen død og ulykke, som den har, er det uhyggeligt at tænke på, hvordan den ville have set ud, hvis vi ikke i det mindste havde haft de menneskerettigheder og den form for socialt orienteret kristendom, folk som Søren Krarup vender sig så skarpt imod.

Socialismen bygger i sit væsen på tanken om demokrati på både det politiske og det økonomiske område, alle menneskers lige ret til basale goder og til frihed og troen på en næstekærlighed, som den man finder i urkristendommen.

De historiske erfaringer viser, at forsøgene på at indføre socialisme ofte i praksis er endt i terror og diktatur.

Den lære, man kan drage, er ikke at vi skal forkaste troen på, at verden kan blive bedre og på, at vi kan skabe en verden fri for sult eller at vi må opgive at kæmpe for menneskerettigheder og demokrati på alle områder, men at vi samtidig må opstille mekanismer, der forhindrer, at nogen får for meget magt.

Magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut, sagde Lord Acton, og erfaringerne fra det sørgelige tyvende århundrede har givet ham ret.

Det gælder selvfølgelig ikke kun på det politiske område, men også på det økonomiske. Vi skal ikke have nogen Stalin, men heller ikke nogen hr. Møller.

Det siger i parentes bemærket lidt om danske journalisters realitetssans og blik for, hvem der sidder på den virkelige magt, at en olding, der har arvet sit imperium, kaldes ”hr.”, mens ingen ville drømme om at tale om ”hr. Fogh Rasmussen”.

For at undgå, at herskere i enkelte lande iværksætter et rædselsregimente, må vi opgive troen på nationernes ubegrænsede ukrænkelige suverænitet. Alle lande må finde sammen om et fælles internationalt retssystem med respekt for grundlæggende frihedsrettigheder, og man må have de nødvendige militære midler for at håndhæve disse principper.

Som modvægt mod kapitalens globalisering må der opbygges en faglig, social og demokratisk globalisering.

Det land, der i dag mere end noget andet forsynder sig mod principperne om en international retsorden, er USA, der nægter at anerkende international ret eller indgå i internationale traktatsystemer, men mener at kunne gå enegang.

USA kan ikke bekæmpes militært, men kun økonomisk. USA har i dag et kolossalt underskud på betalingsbalancen. Hvis regeringer og investorer i Europa, Rusland, Kina og Østasien i det hele taget undlod at spare op og investere i amerikanske værdipapirer og valuta, men i stedet valgte euro, yen eller schweizerfrancs, ville USA blive tvunget til at indse, at også Amerika er en del af verden, og vi ville så kunne byde den amerikanske befolkning velkommen i den nye verden i stedet for at skulle se USA som imperialistisk besættelsesmagt.

Kapitalismen bygger på tanken om stadig materiel vækst, og man kan selvfølgelig ikke have evig materiel vækst i et lukket system som en planet. Derfor må enten kapitalismen eller kloden give efter, og det ser desværre ud til, at liberalistiske fundamentalister foretrækker at lade kapitalismen køre uhæmmet videre, om det så betyder, at miljøet dør.

Det allerstørste problem ved kapitalismen er, at den tænker så kort tid frem. Bare profitten er hjemme det næste regnskabsår eller to, er alt tilsyneladende i orden. Hvis verdens dyr og planter er døde om halvtreds år, så er det selvfølgelig trist, men aktionærerne vil have udbytte her og nu, og de kan ikke bekymre sig om deres børnebørns fremtid. Når man ser, hvordan vi bruger løs af olie, der er lavet på dinosaurernes tid, i kultidens urskove, uden at bekymre os om, at reserverne snart slipper op, hvordan vi vælter gift ud til alle sider og fanger havets sidste fisk, så ryster man på hovedet. Men kapitalisterne er ikke bekyrmede. Markedets mekanismer skal nok ordne sagerne. Den store hvide hånd kommer og hjælper dem.

Vi må gøre op med markeds-fundamentalisterne, før de ødelægger verden.

Vi må bekæmpe fundamentalisme og bogstavtro. Sandheden står ikke i en bog. Vi når aldrig frem til et idealsamfund. Historien stopper aldrig op. Vi får aldrig et himmerige på Jorden.

Men det er muligt at gøre verden lidt bedre, end den er nu. For at kunne gå den rigtige vej må man have et kompas. Dette kompas er troen på, at alle mennesker blot ved at være til har ret til mad, vand, arbejde, bolig, sundhedsforsorg og uddannelse. Troen på, at demokrati er bedre end diktatur, ikke fordi flertallet har ret, men fordi diktatorers magt altid korrumperer. Troen på, at flertalsstyret må rette sig efter regler om mindetalsbeskyttelse og menneskerettigheder. Denne tro kan man så kalde socialisme, hvis man vil. Man kan for min skyld også kalde den noget andet, som for eksempel radikal-demokrati eller for den sags skyld kristen humanisme. Det afgørende er ikke ordene, men hvad man gør.

(20. januar 2004)